Soul Surfer ~ 1D (BLIVER SNART SLETTET)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2013
  • Status: Igang
Bethany Hamlinton har været ude for et haj angreb, familien er flyttet fra Hawaii og til England. Selvom der er gået tre måneder har hun ikke tilpasset sig til at bo i England, de ting som hun plejede at gøre, såsom at surfe, lave mad og andre ting, kunne hun ikke gøre, dog tager hun kampen op og prøver at handle ind, alene. Den første gang hun så gør det, er hun ved at vælte en palle med toilet papir over Harry Styles, han hjælper hende dog med at få dem på plads igen og de taler meget lidt sammen de få minutter. Udover hendes bedsteveninde Alana, der bor på Hawaii, har hun ingen andre venner i England, hvilket forældrende vil gøre noget ved. De kontakter en ung pige på omkring samme alder der hedder Perrie Edwards, der bor ved siden af dem, Bethany og Perrie bliver gode veninder og er så tit som muligt sammen, men hvad sker der når Bethany møder Perries kæreste, Zayn Malik, som er bedste venner med Harry som hun tideligere har mødt? Føler hun noget for Harry og omvendt? TRAILER --->

34Likes
47Kommentarer
2948Visninger
AA

3. Prolog

 

Udkommer 1 Januar 2013

Bethany's synsvinkel.

Det var en helt normal dag som alle andre, Jemery, Alana's far, Justin, Alanas bror, Noah, Alana og jeg var taget ud på stranden og surfe. Men jeg havde det stadig som om det ville være en anderledes dag, en dag som jeg ville kunne huske resten af mit liv. Vi løb ud i vandet og begyndte at padle rundt om revet, bøglerne var store og var perfekte at surfe på. Vi lavede alle drejninger på bølgerne, hvilket Jeremy roste os for. Alana og jeg lå på vores bræt og talte om vores næste store konkurrence som lå om et par dage, da noget tog fat i min venstre arm og trak mig ned i havet, jeg vidste med det samme at det var en haj, jeg kunne bare ikke se den.

Alana skreg på sin far og mine brødre, de var alle tre hurtig henne ved mig, "Jeg skal op på stranden." sagde jeg med rædsel i min stemme og gik med det samme igang med at padle ind mod stranden med min højre arm, det var hårdt, rigtig hårdt. "Hvor er hajen, far?" spurgte Justin vredt og bange. "Vi skal ind til revet!" sagde Jeremy og begyndte at skubbe til mit bræt. Jeg var forpustet, det var hårdt at padle ind til revet med kun en arm, og når man er bange. 

Vi padlede og padlede, bøglerne blev større og større og til sidst kunne jeg ikke mere, "Bliv på brættet! Skynd dig i land og ring 112! Kom så, skynd dig!" sagde Jeremy til Justin og tog hurtig hans trøje af så der kom pres på resten af min arm der var. "Det skal nok gå, Beth." sagde Alana oprevet. "Jeg ringer." sagde Justin og løb gennem vandet og op til stranden. 

"Er du klar? Så er det nu. Skub!" sagde Jeremy til Alana og Noah og de løftede brættet, jeg lå på, op. "Hold dig vågen. Hold dig vågen." sagde Jeremy til mig, jeg havde allerede dér mistet en hel del blod. "Jeg beder dig, Jesus..." sagde jeg lavt. "Alana og Noah, hold hende på brættet." sagde Jeremy til Alana. 

"Få mig ind til stranden." sagde jeg bedende. "Du skal nok klare dig, du skal nok klare dig." sagde Jeremy til mig, . Vi kom hurtigt op på stranden, Noah og Alana skubbede mig på sanden mens Jeremy havde smidt hans bræt. 

"Bethany, hold dig vågen." sagde Jeremy, jeg kunne mærke vandet på mine fødder, jeg lå vand skranten. Bræklyde og et par skrig kom fra Alana, jeg vidste hun ikke kunne klare det her. "Alana, kom her!" sagde Jeremy og bandt noget tang om hvor trøjen havde været. "Jeg kan ikke." sagde Alana grædende. 

"Ambulancen er på vej, okay?" sagde Jeremy, jeg nikkede et par gange,  "Mor skal komme." hviskede jeg, "Vi ringer til din mor." sagde han og slog mig blidt på kinden. "Jeg har ringet til ambulancen og hendes mor." kunne jeg høre Justin råbe til hans far. "Okay, okay. Tag fat i brættet. Jeg tæller til tre. Et, to, tre! Kom, kom så!" sagde Jeremy og gjorde tegn på at de skulle løfte brættet. 

"Vi bærer hende op til bilen. Kom nu, sig noget til mig." sagde Jeremy og henvendte det sidste til mig. Jeg kunne ikke sige noget, jeg havde ingen kræfter til at tale, kun at trække vejret, blikket på dem blev mere og mere slørret og for hver gang de bevægede sig blev de langsommere og langsommere. Det eneste jeg kunne høre af lyde, var min hjerterytme og så en grædende Alana. 

Før jeg vidste af det, lå jeg på bilen og vi kørte mod ambulancen så vi mødte dem.

Og så kunne jeg ikke huske mere, alt er slørret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...