Soul Surfer ~ 1D (BLIVER SNART SLETTET)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2013
  • Status: Igang
Bethany Hamlinton har været ude for et haj angreb, familien er flyttet fra Hawaii og til England. Selvom der er gået tre måneder har hun ikke tilpasset sig til at bo i England, de ting som hun plejede at gøre, såsom at surfe, lave mad og andre ting, kunne hun ikke gøre, dog tager hun kampen op og prøver at handle ind, alene. Den første gang hun så gør det, er hun ved at vælte en palle med toilet papir over Harry Styles, han hjælper hende dog med at få dem på plads igen og de taler meget lidt sammen de få minutter. Udover hendes bedsteveninde Alana, der bor på Hawaii, har hun ingen andre venner i England, hvilket forældrende vil gøre noget ved. De kontakter en ung pige på omkring samme alder der hedder Perrie Edwards, der bor ved siden af dem, Bethany og Perrie bliver gode veninder og er så tit som muligt sammen, men hvad sker der når Bethany møder Perries kæreste, Zayn Malik, som er bedste venner med Harry som hun tideligere har mødt? Føler hun noget for Harry og omvendt? TRAILER --->

34Likes
47Kommentarer
2959Visninger
AA

10. 7

Undskyld for ikke atr have ligget noget ud her i mandags, har haft mange ting at tænke på, personlige ting, og har ikke haft overskud til at ligge et nyt kapitel ud selvom jeg havde lovet det. Prøver på at få et nyut kapitel ud her i denne uge så i får et ekstra. xx

Jeg var rasende på Harry, efter jeg var kommet grædende op af vandet, stod han med et stort smil på læben. Han kunne tydeligt ikke se hvordan det var for mig. ”Virkelig sjovt Harry.” hvæsede jeg og begyndte at løbe grædende op mod sandet, hvordan kunne han gøre det her mod mig?! Han havde lige set jeg græd og så smed han mig i vandet og stod med et stort smil på læben da jeg kom op. ”Bethany! Du skal ikke græde! Det var jo bare så du kunne overvinde din frygt!” råbte den hæse stemme, bedre kendt som Harry. ”Syntes du jeg overvandt den?! Du smed mig i vandet, selvom jeg bad dig grædende om at lade vær.” råbte jeg tilbage og løb det sidste op til sandet og derefter løb det hurtigste jeg kunne op til mine ting.

”Bethany! Du kan lige vove på at løbe væk!” råbte Danielle ikke særlig langt væk, jeg var hurtig til at samle mine ting og tog et hurtigt kig bag mig, de alle var næsten oppe af vandet og Harry, Liam og Danielle var allerede oppe af vandet og løb mod mig, ”Watch me.” mumlede jeg og begyndte at løbe op til skoven der lå ti til tyve meter fra hvor vi havde vores ting. ”Stop så Bethany!” råbte Liam bag mig, stædig som jeg var løb jeg hurtigere ind mod skoven og stoppede op da jeg kom til skov kanten. Grene, mos, blade, svampe og snegle var hvad jeg kunne se på skovbunden, jeg vidste det ville komme til at gøre ondt, rigtig ondt at løbe der, men var det dét hver?

”Du kan godt stoppe der Bethany!” en stor hånd tog fat i min overarm og jeg fik et stort chok, jeg havde ingen idé om at Liam var så hurtig til at løbe, og så i sand. Det var svært at løbe i sand, det vidste jeg selv da min daglige træning da jeg boede på Hawaii, træningen var hård. Og jeg skulle løbe to kilometer i sand med en rygsæk der vejede omkring fem kilo. Men jeg var ved at blive vandt til det og havde derfor ikke tænkt på at det var hårdt at løbe i sandet. ”Slip mig, Liam!” grædende prøvede jeg at skubbe til Liam så hans greb slap og jeg kunne løbe. ”Du skal ikke tænke på at løbe, Bethany.”

”Nu slipper du!” sagde jeg vredt, tabte mine ting og tørrede arrigt mine tårer væk, Liam skulle akkurat være den overbeskyttende Liam, som han altid er.

**

Jeg hadede Liam for det her, han ville have at jeg skulle snakke med Harry og få vores ’problem’ løst, men det eneste problem der var, var at Harry ingen situationsfornemmelse havde og ingen medfølelse havde for andre folk.

”Sæt dig her, Harry der og så få løst det problem” Louis pegede på en stol hvor jeg skulle sidde og over for mig skulle Harry sidde, jeg fik en kop te stukket i hånden og satte det på bordet foran mig. ”Jeg snakker ikke med ham.” sagde jeg lavt og kiggede på Louis hvorefter jeg satte mig på stolen. Louis gav ’er-du-seriøst-nu’-blikket, jeg nikkede bestemt.

”Nu er du jo barnlig.” sagde Louis, jeg trak på skuldrende. ”Sikkert, men i det mindste har jeg da medfølelse og ikke smider folk i vandet der er skrækslagen for det, vel Harry?” jeg fik hurtig vrænget Harry’s navn ud og gav ham et dræberblik. ”Jeg har skam medfølelse for folk, jeg smed dig ikke i vandet, men du slap mig så du faldt i vandet.” den hæse stemme gjorde det sværere at følge med i hvad han sagde, han havde altså en lidt sexet stemme, det kunne vi godt være enige i.

Jeg kiggede forvirret fra Harry og over på Perrie, hvorfor skulle jeg dog give slip på Harry når jeg var så bange? Perrie nikkede stille hvilket fik mig til at kigge endnu mere forvirret på hende, det kunne ikke være sandt. Det kunne det simpelthen ikke. ”Bethany, jeg ville aldrig smide dig i vandet, jeg så dig græde, men du slap mig og jeg fik ikke fat i dig før du havde ramt vandet.” Harry’s stemme var den eneste lyd der var i køkkenet, alle de andre var stille. Den dårlige smag i munden var begyndt at komme og det var virkelig ikke rart. Følelsen af at have beskyldt Harry for noget, som han slet ikke havde gjort, var ikke rar. Det var aldrig rart at beskylde folk for noget de ikke havde gjort.

”Undskyld Harry.” jeg fik stille drejet mit syn hen på Harry, der nikkede med et skævt smil. ”Det er i orden.” sagde Harry, jeg gav ham et lille smil og rejste mig så. ”Hvis i vil have mig undskyldt, så tager jeg lige et smut på toilettet.” fik jeg sagt og gik ud af køkkenet, hen af den ret så velkendte gang og ind på Perrie’s storebadeværelse. Jeg skulle egentlig ikke på toilettet, men havde brug for lidt pusterum. Lige nu var det ikke den bedste tid at folk stod og nedstirrede mig, både fordi mine hormoner var i gang med at fucke totalt op, man kan også betegne det som den tid på måneden, det var måske også derfor jeg var blevet så sur og begyndt at græde, mine hormoner var jo i den bedste tid lige nu, mørk sarkasmen. Jeg hadede det, jeg hadede at have det. Det var så klamt, at bløde ud af skeden – undskyld sproget, få de største humørsvingninger, kunne æde alt den is, chokolade, slik, chips, mad for ingen nytte, kun for at tage på. Lysten til og græde pludselig, tusind tak! Mærk sarkasmen igen.

 

”Er du okay Beth? Du har været derinde i snart tyve minutter.” en urolig stemme, Danielle, lød og derefter et par bank på døren, Hun havde sikkert ret, at jeg havde været her inde i snart tyve minutter, efter de vel ti minutter var jeg begyndt at græde, uden nogen grund. Okay jeg havde nok et par grunde, men det sagde vi ikke til nogen. Jeg snøftede lavt, tog noget toilet papir, tørrede mig under min øjne, smed det i kummen og trak ud, da jeg fik trukket ud gik jeg hen til vasken og vaskede hænder, altid noget jeg gjorde selvom jeg ikke havde været på toilet. Med få skridt var jeg henne ved døren, fik den låst op og åbnede døren. En urolig Danielle og Liam stod foran mig, jeg gav dem det bedste smil jeg kunne og nikkede. ”Jeg har det fint.” sagde jeg og fik gjort smilet til et falsk et af slagsen. Jeg skulle til at gå forbi dem, men da en hånd tog fat i min højre skulder blev jeg på stedet. Jeg var selvfølgelig ikke okay, eller fint. En piges bedste løgn. Det var det jeg havde lukket ud.

”Selvfølgelig er du ikke okay, Bethany.” Liam’s stemme var urolig og lidt irriteret på samme tid, ”Dine øjne fortæller at der er noget galt, samt dit smil.” tilføjede Danielle. Jeg ved ikke hvorfor, men min koncentration var ikke stærk nok, jeg kunne holde de mange tårer tilbage, de kom strømmende ud, jeg vidste jeg var nød til at tale med nogen om det jeg tænkte på. Jeg vidste at nogen skulle vide hvordan jeg følte, jeg skulle have en eller flere der vil kunne hjælpe mig. Vide hvordan jeg følte.

”K-k-kan vi snakke?” spurgte efter at have modet til at sige noget og kiggede hen på Danielle. Danielle nikkede halv smilende, fik hurtig sagt til Liam at han skulle hente Eleanor og Perrie, og derefter trak hun mig op på Perrie’s værelse. Et minut eller mindre var Perrie og Eleanor oppe ved os og jeg begyndte at fortælle hvordan jeg havde det og mine spørgsmål. Spørgsmål såsom ”Hvorfor er i sammen med en freak som mig?” – ”Hvorfor ville de bruge tid på en så ligegyldig som mig.” – ”Hvorfor jeg overhoved levede efter alt det der var sket.”

Det var rart, men alligevel underligt at fortælle alt det jeg havde følt siden ulykken til nu, hvordan jeg havde det med mig selv, hvor meget selvkritik jeg havde, det var forfærdelig at have det sådan, at skulle fortælle hvordan man havde tænkt at tage ens liv fordi man var fuldstændig forandret. Jeg vidste det var noget seriøst noget det her, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke sådan, jeg kunne ikke forstå meningen i at leve efter ulykken.

Harry’s synsvinkel.

Der var efterhånden gået en time fra Bethany gik på toilette til nu, Liam var kommet efter ham og Danielle var gået ud for at se til hende og havde sagt at Perrie og Eleanor skulle gå op til dem, Liam var urolig, det kunne vi alle se og vi kunne alle se at der var noget galt, ikke med Liam men med Bethany efter han havde sagt til pigerne at de skulle skynde sig op til Danielle og Bethany. Jeg selv var urolig for hende, altså Bethany, det var ingen hemmelighed at jeg var tiltrukket af Bethany og syntes hun var noget sødere end Perrie, Eleanor og Danielle, derfor var jeg også mere urolig for Bethany end de andre drenge tror jeg, måske en undtagelse for Liam. Han var altid personen der hurtig blev urolig over ting, især personer der var tæt på ham. Men det gjorde ham og vi alle elskede ham for det.

”Skal vi ikke snart få noget at spise? Jeg er sulten.” kom det fra Niall, jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt, vi kendte alle Niall og vi vidste at han meget tit var sulten, men nogen gange var det altså ikke de bedste tidspunkter han var sulten. ”Hvornår spiste du sidst?” spurgte Zayn, Niall så tænkende ud i lidt tid før han svarede Zayn. ”Et par timer, måske fire. Men jeg er suulten, Harreeeh?” han trak mit kælenavn ud i en skinger tone højt nok til at hundene ikke vil kunne høre det, ej just kidding, men det var en høj tone. ”Hvad vil du have?” spurgte jeg sukkende, jeg vidste hvis jeg ikke lavede noget til ham ville han begynde at brokke sig endnu mere end han gjorde nu.

”Tak Hareeeeh! Du’ en skat! En kylling sandwich med salat, tomater, agurker, dressing og lidt sennep. Nej vent, lav kyllingen om til skinke, eller nej lad det være kylling.” sagde Niall i en lang køre, jeg løftede mine øjenbryn. ”Kan du bestemme dig?” spurgte jeg med et lille smørret grin. ”Kylling.” sagde han bestemt, jeg nikkede, rejste mig fra sofaen og begyndte at gå ud i køkkenet, vi var for resten flyttet ind i stuen for at vi alle kunne sidde ordenligt men også fordi det ikke var sådan særlig sjovt at sidde i et køkken.

**

En halv time var endnu gået, Niall havde fået sin sandwich og havde spist den. Drengene sad og talte om et eller andet, jeg fulgte ikke med i samtalen men sad og stirrede på døren og håbede at den snart ville gå op og alle pigerne ville komme ud, lade som om alt var okay så jeg kunne være lidt mindre urolig for Bethany.

”Hvad syntes du Harry?” en stemme lød og jeg kiggede forvirret på drengene. ”Jo, helt vildt fedt.” sagde jeg selvom jeg ingen idé havde om hvad jeg svarede. ”Så du syntes at spise konfekt til morgen maden er ’helt vildt fedt’?” sagde Louis forvirret med et stort smil plantet i ansigtet. Jeg vidste at han vidste at jeg ikke havde fulgt med i deres samtale. ”Hvad? Nej, det er klamt.” sagde jeg med rynkede øjenbryn og kiggede hen på døren igen. ”Hey! Det er altså ikke klamt” protesterede Niall, jeg nikkede halvgrinende på hovedet og hørte Zayn sige: ”Jo Niall, jo det er så.” Louis og Liam gjorde sig enige i at det var klamt, det syntes jeg også selv, spise slik til morgen mad, det var ikke hver dag man så en der gjorde det eller hørte at en person havde gjordet det.

”Ej det er det alt..” jeg lukkede ud hvad Niall var begyndt at sige, for jeg hørte en dør knirke og så pigerne komme ind i stuen, alle pigerne. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...