Craving for you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2012
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Igang
Jeg har aldrig følt sådan her. Jeg vidste ikke at han kunne ændre hele min verden og det jeg stod for, jeg vidste ikke at der var så meget mere

0Likes
0Kommentarer
295Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

"Selvfølgelig, kan jeg høre dig" siger jeg. 

Max ser overrasket ud og kigger ned i jorden. Så griner han højt og kigger på mig. "Selvfølgelig kan du hører mig" siger han og smiler. Jeg ved ikke hvorfor han er så glad lige pludeselige, men jeg vil gerne være med i hemmeligheden. 

"Hvorfor skulle jeg ikke kunne hører dig" Siger jeg og kigger på ham direkte ind i øjet. Smilet forsvinder hurtige væk fra hans læber, så det få mig til at tvivle på om det bare var noget jeg tænkte eller om det virkelige skete. Max ser lidt nervøs ud og bevæger sig frem i mod mig og tager så et skridt tilbage. "Vi bliver nød til at snakke" Siger Max og kigger urolige på mig. 

 

Jeg troet at det var det vi gjorde. "Jamen, snakker vi ikke allerede?" siger jeg til ham og smiler spørgende til ham. "Jo, men jeg tænkte på... at " siger Max og roder lidt i sit hår. Han kigger på mig og rykker frem mod mig igen. "Jeg tænkte på om vi skulle gå hen til et mere fredlige sted, hvor det kun er os to" siger Max og kigger alvorlige på mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelige ikke. Jeg tror ikke det er en god ide at være fuldstændig alene med ham, lige nu, men jeg har rigtige meget lyst til at sige ja. 

Jeg har en følelse af tingene går alt for hurtige og det er rigtige underlige det hele. Hvorfor vil han være alene nu? Hvad med mærket, måske er det ham som har gjort det. "Jeg tror ikke rigtige.... Ligenu... Kan vi ikke blive her?" siger Jeg og kigger ned på mine hænder, jeg har en følelse af mit svare skuffer ham. Max bliver helt stille. 

 

Så kigger han på mig alvorlige. "Jeg er ikke helt som de andre" siger Max.  Han kører sin hånd igennem hans hår, men han ser stadig så godt ud. Nej, han er helt klart ikke som alle andre, jeg har mødt, han er helt specielt. "Selvfølgelig er du ikke som de andre, du er lidt mere" Siger jeg og kigger generet på ham. 

"Nej du forstå ikke" Siger han og virker en smule vrede. Det burde gøre mig bange, men han er bare stadig så flot og tiltrækkende, desuden gør han mig rolige og jeg følger mig meget beskyttet her. Det er underlige, jeg har knap nok snakket med ham i 2 timer, hvor de meste af tiden bestod i at vi kysset hinanden, og alligevel har jeg alle de her følelser og min hjerne farer rundt. Jeg er helt forvirret og en smule irritereter, hvorfor kan han ikke bare sige det? "Kan du ikke forklare mig det? Fordi jeg er en så forvirret" siger jeg og kan ikke undetrykke, den smule vrede der dukker frem. 

Max er stille. "Jeg vil gerne forklare dig det, men et sted hvor vi kan snakke i fred og ro, uden at blive forstyrret?" siger Max, hans øjne ser lidt bedende på mig. Jeg ved ikke om det var et spørgsmål. Måske skulle jeg bare stole på ham, selv min hjerne er med på ideen. Det er ikke det at han er utrolige tiltrækkende, men også det at der er noget i hans blink, der berolige mig, der få mig til at stole på ham. Lige nu virker det ikke som om det er det værste der kunne ske, ved at stole på ham. Ja, han kunne være en voldtægtfyr, eller en morder, men det tror jeg virkelige ikke.

"Hvis det ikke er lang væk, kan vi godt" siger jeg. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...