Pity Parties: Vol. #1

"Iiiiiii need you like water, like breath, like rain. Iiii need you like mercy from heavens gate," fik jeg dog skrålet lidt for højt med på. En lille tår af min ufortyndede Smirnoff Ice røg igennem mig igen. Fy for helvede, Nelly, skældte jeg ud på mig selv, da jeg stoppede op foran mit spejlbillede. Jeg betragtede mig selv i spejlet. "ØV! Du er sgu' da også bare så pisse sørgelig, at du ikke har andet end at drikke din weekend væk også endda alene! Skam dig! Det er så klamt af dig, Nelly. Det' så klamt!".. - Uddrag af "Introen" (ført som kapitel 3.) Mød Nelly Daye i sit allerbedste og allerværste. Hun er lige blevet droppet af sin kæreste (dog ekskæreste nu) og hun har haft det noget så forfærdeligt. Men tingene klare op og Nelly finder et liv udenfor sin halv dårlige sindsstemning og lære at styre sig selv, se positivt på tingene og lære sig selv at kende - bedre end før. *Dette er en virkeligheds baseret historie. Der er intet i min movella, som er falskt. Og ja, det er så mit..

4Likes
6Kommentarer
850Visninger
AA

2. Rød læbestift

Lørdag d. 6 oktober - Rød læbestift

"Nelly, det er dig jeg vil have. Ingen andre end dig. Fredag var en fejltagelse, men jeg troede, virkelig du var sur på mig og.." fortsatte han. Jeg kunne sagtens tilgive ham, men jeg ville nok heller aldrig glemme det. Et sølle kys. Også med en fra hans klasse. Gjorde det egentlig noget? "Skat, det er okay!" trøstede jeg ham - i det mindste prøvede at komme tættere på ham. "Du må ikke græde, Xavier. Det er okay. jeg ved godt hvad du mener, og det er okay. Jeg forstår det godt" sagde jeg forstående. Jeg mente hvert ord, jeg sagde. Spørgsmålet var om han forstod, hvad jeg mente. Hans trøstesløse blå øjne stirrede mig dybt ind i sjælen. Han så tilgivet ud, hvilket han var.

.. Og der slog det mig som var det lynet, der slog ned. Jeg var for hurtig til at tilgive. Ikke fordi, jeg var svag. Nej, tværtimod, jeg var stærk nok til, at komme videre og voksen nok til at se, at mennesker også begår fejl. han havde gjort noget, som andre ville kalde 'utilgiveligt', men for mig var min verden ikke ved at ramle sammen. Det ville den kun, hvis han gik fra mig.

Han lænede sig ind mod mig, lukkede øjnene, havde let ført hånden over mit lår, og ellers kyssede mig inderligt. Vores kys varede mindst et minut, og alligevel føltes det som var det to sekunder. Hans øjne var klare, men blanke af tåre. mit blik flakkede ligesom hans. En stille og hæs hvisken sagde "Jeg elsker dig, Nelly. Altid". Jeg så ham smile. Det mest vidunderlige smil, der kunne blænde tusind sole. Men der fandtes kun en sol i verden, som var vores egen; men ikke i min. I min verden var det Xavier. Xavier Johnson. Igennem ild, vand og andet godt, som måske ikke bør nævnes havde han været der for mig. Han elskede mig og det var jeg ikke i tvivl om. Aldrig. Men tænk at sådan noget kan vende bare sådan. Knips - og det er væk.

Dagen efter havde han slået op alligevel. "Jeg vil gerne prøve noget nyt, og jeg kan ikke leve med mig selv ved tanken om, at jeg ikke har været til at stole på, Nelly". Mine øjne var fyldt med tåre, men jeg lod ham ikke se mig græde. Han fortsatte "Jeg kan ikke lide at se dig græde. Men jeg håber, vi stadig kan være venner". Han smilede mig til. Jeg lod mit hoved læne sig op af ham. Han hjerte bankede hurtigt ligesom mit. Jeg fik flere tåre i øjnene ved at tænke på, at det her ville være sidste gang, at jeg ville have mit hoved sådan her. Hans medlidenhed af et kys på læberne, som egentlig ikke hjælp forfærdelig meget. "Nelly," begyndte han. Hans blide stemme blev bestemt. Han så mig dybt ind i øjnene i det han sagde, "Jeg elsker dig. Nelly, Jeg elsker dig. Det må du aldrig glemme". Jeg havde lyst til at kysse ham. Der var min chance. Men jeg gav slip, og så må imaginære chance fryde sig af mig, fordi jeg holdt tilbage fra at kysse ham. Bare tyve centimeter væk fra ham føltes som en utrolig lang distance. Som om, han var alt for langt væk. Hvorfor lod jeg ham gå?

Et par timer senere havde vi slettet os selv fra hinandens facebook - jeg fra hans, og hans fra min. Jeg havde det allerede som om, jeg havde mistet noget. Min bedre halvdel. Men det ville jeg ikke sige til ham. Endnu engang kom den dumme imaginære chance og frydede sig. Han sagde farvel til mig i døren. Akavetheden vidste ikke om den skulle bevares eller brydes. Vi endte med et sølle kram, der ikke engang var bedre end ingenting på daværende tidspunkt. På vej ud fra deres lille entré, så jeg mit spejlbillede. Min øjenmake-up var fjernet. Alt jeg havde tilbage på var rød læbestift..

ξ

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...