Pity Parties: Vol. #1

"Iiiiiii need you like water, like breath, like rain. Iiii need you like mercy from heavens gate," fik jeg dog skrålet lidt for højt med på. En lille tår af min ufortyndede Smirnoff Ice røg igennem mig igen. Fy for helvede, Nelly, skældte jeg ud på mig selv, da jeg stoppede op foran mit spejlbillede. Jeg betragtede mig selv i spejlet. "ØV! Du er sgu' da også bare så pisse sørgelig, at du ikke har andet end at drikke din weekend væk også endda alene! Skam dig! Det er så klamt af dig, Nelly. Det' så klamt!".. - Uddrag af "Introen" (ført som kapitel 3.) Mød Nelly Daye i sit allerbedste og allerværste. Hun er lige blevet droppet af sin kæreste (dog ekskæreste nu) og hun har haft det noget så forfærdeligt. Men tingene klare op og Nelly finder et liv udenfor sin halv dårlige sindsstemning og lære at styre sig selv, se positivt på tingene og lære sig selv at kende - bedre end før. *Dette er en virkeligheds baseret historie. Der er intet i min movella, som er falskt. Og ja, det er så mit..

4Likes
6Kommentarer
854Visninger
AA

15. Rigdomshjem

Endnu idag havde jeg en, af de drømme med hvordan jeg ender op med psykoser, der er værre end de andre, men tiden ændre sig og måske er det min tur. Denne dagdrøm var slet ikke så slem som sidst. Jeg husker den meget bedre ..

 

"Hvorfor er han heller aldrig hjemme?" røg det ud af mig til Cece. Vi snakkede i telefon sammen, og jeg husker, at jeg brokkede mig, mens jeg kunne kredse rundt igennem køkkenet, stuen, rundt om trappen, ud på terrassen og hen til jaquzziet for at justerer varmen og videre igen til køkkenet for og prøve, at præsterer i at lave mig selv en filur, men fik det udover mig, måtte skifte tøj i soveværelse, men manden, der pudser vinduer  over begloede mig og så først det, da jeg stod i mit lingeri fra Victoria's Secret. Mit blod var ved at springe ud af årene på mig af raseri. "Hvor er han henne?!" skreg jeg, da jeg fik af vide af min mands andensekretær, Penelopé, at han havde ferie. Christopher var min mand. han var i min fortid en nær ven, bedste ven, da vi gik fra femte til syvende. Selvom vi blev uvenner i syvende på grund af Xavier, så blev vi venner igen, da jeg gik i tiende og derfra i min dagdrøm fandt vi bare hinanden efter at han hjalp mig ud af et mislykket forhold, der varede 14 måneder. "Du spore ham lige nu!" skreg jeg. Hun så frustreret ned på sine papirer og skimte hendes kaleneder for hendes chef, Angelye, som var sekretær for min mand. "Desværre, Mrs. Vans. Jeg må ikke hjælpe dig. Det er fortrolige oplysninger for Christopher". Mine velplukkede øjenbryn hævede sig. "Hvad er det, du siger? Var? Kan jeg ikke få tilladelse af hans latterlige sekretærs sekretær? Jeg tror, du skal prise dig virkelig lykkelig for, at du ikke er gift med mig, for så kan jeg da også lige love dig, at du havde intet kært! Nu fortæller du mig, hvor han er, også sker der i hvert fald ikke dig noget". Penelopé lavede en synkebevægelse. Men for pokker, hvad tænkte jeg på? Hun gjorde tegn til, at jeg skulle vente. Hun trykkede på en kanp, der gik direkte på linjen hos en anden. Vreden rejste sig først, da jeg hørte hende sige; "Vagter, afd. 23 - Mr. Vans' kontor, tak!".
Det næste øjeblik fandt jeg mig selv - båret ud af den tårnhøje 10 etagesbygning - i et fængsel med to andre. Vi kunne sagtens blive enige om, at de to andre var fra to andre verdener. 

"Hvorfor sidder du herinde?" spurgte blondinen mens hun legede med sit lyserøde tyggegummi.  Jeg ignorerede hende. Vi var slet ikke i samme klasser. Jeg havde aldrig placeret mig i en 'klasse' overfor andre eller på grund af andre. Jeg har aldrig følt mig vigtigere end nogen. Men det øjeblik, der så jeg hvor min værdi lå. Jeg havde jo egentlig altid undret mig over, alle de upassende forretningsrejser han havde foretaget, og det var slut nu. jeg indså også, var selvisk, egocentreret jeg var og var modbydelig jeg kunne være. Jeg klargjorde min hals for krillerede, der irriterede mig. "Jeg gik amok på min mands - hov undskyld, eks-mands arbejde". Hun lo. Det slog mig, at hun lo og det irriterede mig. Jeg rynkede på brynene. "Hvad er så morsomt?". Blondinen lo noget mere, det var nærmest hånlidt. Hun blev mere rolig efter hun måtte have klasket sig på låret af grin også begyndte hun efter få rolige vejrtrækninger. "Du må så være Nelly Vans", da hun nævnte mit navn gik jeg i chok. "Måske,". Hun smilede hånlidt og gjorde tegn til den anden pige, som var brunette. "Hey Amanda! Det er Nelly Vans". Brunetten Amanda rejste sig fra sin egen verden. Igen var jeg chokeret, men havde mere travlt med at skulle være halv pissed på de to piger. "Det har stået på i månedsvis" sagde Amanda. "Han har længe været i gang med sin nye sekretær Rockell. Lige nu, så hygger de sig på Maldiverne". Min vejrtrækning forsvandt et øjeblik. Mit ansigtsudtryk sagde 'hvad-er-det-du-siger-til-mig?', men jeg forstod dem tydeligt. "Han tager dem altid med på Maldiverne. Han havde mig med på Maldiverne, satte mig op med en lækker fyr og lod mig falde i. Jeg var færdig med hans falske ærlighed.

Efter to ugers trissen rundt i min kæmpe palæ min eksmand og jeg engang boede i, der stoppede jeg aldrig med at trykke på knappen til telefonsvaren. Christopher blev ved med at sende telefonsvarer til mit endda nye telefonnummer, men han forstod det bare ikke. Først og fremmest kom "Undskyld jeg svigtede dig og ikke ringede som lovet..", også kom "Jeg er så forfærdeligt ked af den måde, du fik det afvide på. Det er intet med Amandas viden at gøre, og hun skulle ikke have blandet sig og jeg skulle have været ærlig overfor dig. Vi snakker, når jeg kommer hjem, biiip". Jeg kunne blive ved hele dagen med at trykke på knappen for, at finde ud af hvad hans undskyldning nu var. 
Det hele var bare så latterligt. Jeg kunne slet ikke kaperer i hovedet, at han var så åndssvag og jeg ville med glæde lade ham gå rundt i en verden og tro, at jeg stadig elskede ham. Endda hans buketter med ellers smukke røde roser forrådnede og blev til støv, fordi kærligheden var uægte og uærlig, at selv roserne gav op. 

Seksten dage efter, at han var skredet til Maldiverne med sin usle sekretær, Rockell Avenue, dukkede han pludseligt op på dørtrinnet. Jeg gik ned af trappen og så så hans gustne solbrændte farve, løse hawaii skjorte under hans jakkesæt og var tvunget til at høre hans ligegyldige undskyldning "De to andre buketter skulle nødig blive ensomme..".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...