Pity Parties: Vol. #1

"Iiiiiii need you like water, like breath, like rain. Iiii need you like mercy from heavens gate," fik jeg dog skrålet lidt for højt med på. En lille tår af min ufortyndede Smirnoff Ice røg igennem mig igen. Fy for helvede, Nelly, skældte jeg ud på mig selv, da jeg stoppede op foran mit spejlbillede. Jeg betragtede mig selv i spejlet. "ØV! Du er sgu' da også bare så pisse sørgelig, at du ikke har andet end at drikke din weekend væk også endda alene! Skam dig! Det er så klamt af dig, Nelly. Det' så klamt!"..
- Uddrag af "Introen" (ført som kapitel 3.)

Mød Nelly Daye i sit allerbedste og allerværste. Hun er lige blevet droppet af sin kæreste (dog ekskæreste nu) og hun har haft det noget så forfærdeligt. Men tingene klare op og Nelly finder et liv udenfor sin halv dårlige sindsstemning og lære at styre sig selv, se positivt på tingene og lære sig selv at kende - bedre end før.

*Dette er en virkeligheds baseret historie. Der er intet i min movella, som er falskt. Og ja, det er så mit..

4Likes
6Kommentarer
871Visninger
AA

11. En dårlig combifest

Fredag d. 30 november - En dårlig combifest

Jeg havde dog lovet mig selv, at jeg aldrig skulle have rød læbestift på igen. Men jeg tog den på alligevel. Måtte vel indse min kryptonit i øjnene og komme videre i håb om, at han ville huske den, komme hjem til mig om natten og sige "det er jeg sgu' ked af - skal vi prøve igen?" og jeg står der - filer mine negle ned, ser ned i gulvet og spiller kostbar. Efter lidt tid at han har skabt sig, sagt alt det, han ville kommer jeg med min prædiken og han kan godt glæde sig. "Farvel, Xavier!" og døren bliver smækket i hovedet på ham. 

Men sådan ville det sikkert aldrig blive. Ens første kærlighed, ens første kys og ens første gang, som egentlig bare blev kaldet "eneste ene" ligesom alle i hele verden bliver kaldt af en anden person, som virkelig holder af dig og elsker dig for alt hvad du er - det er bare på flere tusind talte og skrevne sprog - er altid virkelig speciel for dig - ligemeget hvor mange år der går eller hvor meget du prøver at ignorer følelsen vil den altid være der bare den mindste smule. Jeg ville højest sandsynligt ende med, at byde ham ind og lade os snakke og se hvordan det gik og finde ud af, hvor meget jeg kunne være i  stand til at elske ham efter alle de ting, vi har skændtes om. Jeg ville højest sandsynligvis grine ad dem, hvis han også grinede, glemme det og ligge det på hylden og starte forfra. Nye år. Nye tider. Men det er altså bare ikke sådan fremtiden ligger for ham. Eller for mig. 

Jeg rakte ud efter min make-up taske. Jeg havde klasket alt ned i og min veninde, Nasrin havde klart hjulpet mig med at sørge for min make-up. "Du skal ikke vælge den farve, den er klart bede til dine øjne". Hun havde iransk accent. Hendes grammatik stank, men jeg forstod og tolererede det alligevel. "Tak, søde. Og husk, det hedder 'bedre'" Jeg smilede til hende. "Nå, bedre" sagde hun uden besvær. "Tak. Du retter mig altid, når jeg siger tingen forkert" smilede hun. Jeg himlede kært med øjnene af hende. "Tingene," smilede jeg. Jeg har det med at grine af hendes og mine fejl - det har vi altid gjort. "Det er ubestemt flertal og derfor bliver det 'tingene' og ikke 'tingen', da det er bestemt ental". Nasrin stod med sine arme helt tæt til kroppen med sin make-up pung og gloede pudsigt på mig. Som-du-siger-det-skide-dansker var det hendes ansigtsudtryk sagde. Sommetider var hun altså bedre til dansk end jeg var. Mange gange har hun ændret en tekst for mig, fordi den var forkert eller har kommenteret mig, fordi jeg snakkede lidt for løst. Det var herre irriterende i længden, men det tolererede jeg også. Jeg lærte meget af hende alligevel og hun lærte meget af mig. Det er vel venskab?

"Du går mig i hælene, Rinner". Jeg kiggede bagud, men hvor for fuldt til at have en manuel fokusering. "Nå, meget undskyld" svarede hun snerpet. Hvad fanden er dit problem, tænkte jeg? 
Men der slog det mig. Hendes lille hemmelige flirt, som hun så godt kunne lide havde droppet hende. Brændt hende til fordel for min storesøsters atten-års fødselsdag. Fæædt. kan godt forstå hun var pissed, men det anede jeg ikke på daværende tidspunkt. 
Vi tjekkede ind med vores ID som studiekort, pas og udskrevne biletter og så blev vi velkommenligt taget imod med et smil på den røde løber og endnu et stærkt blitz lys ramte os i et stjålent øjeblik. Før jeg fik set mig om så jeg Xavier. Den typiske røde cardigan, han købte på mine vilkår og råd, den hvide t-shirt-agtige skjorte og de hvide busker var igen hans tema. Holy shit, han så godt ud. Men hvem var hans tilbehør? Allerede en ny tøs? jeg gik væk. Jeg skulle bare væk. I min vrede gik jeg ind i Jonas, Xavier' netværks person i sin nye klasse, som ikke er så ny i november måned. Han stoppede mig i et "Lye, hvor skal du hen?". Jeg anede det ærligt ikke. Jeg ville ikke fortælle ham, at jeg var herre forarget over at se Xavier med en ny tøs allerede. "Øh, ingen steder" fik jeg mumlet. Han så bare på mig med sit "say-whaat"-blik, men stoppede dog igen. "Nå, prøv at se engang!" han vendte mig om og der så jeg ham igen. Xavier. Råsnave med den her gingertøs. Ginger! Jeg blev sgu' fornærmet. "Hvorfor skal jeg se det?". Jeg var virkelig sårbar. Lige dér, havde jeg mest lyst til at gå derhen lange ham en og tage hjem og sove hele mit liv væk. Men det gav jeg ikke mig selv lov til. Jeg ville bevise for mig selv, ikke Xavier, at jeg stadig kunne have det sjovt, have det ligeså godt, som da jeg var sammen med ham. Følte mig opgivende, men det var forsøget værd. "Er det ikke sørgerligt?" sagde, mens han pegede og grinede af dem. "Han aner ikke hvad han går glip af med dig," sagde han. Han stoppede og så mig i øjnene. Jeg smeltede nærmest. Det havde ingen sagt. Ikke engang min familie eller mine venner. Han var den første til at sige den gyldne linje. 
Jonas betragtede dem lidt. "Jeg anede altså ikke, at de ville kysse. Også lige min kusine!". Det gav mig et klik. Din fucking kusine? Jeg blev fyldt med fryd. Hans kusine? Hun var ikke pæn fra denne afstand. Ha! Herre dårligt træk. Jonas formåede at få mit humør bedre. "Jamen dog," svarede jeg og smilede. Det havde jeg heller ikke forventet. Jeg var tyrkertroende, for at min aften ville blive fuldstændig, som den plejede med det her skole arrangementer, og jeg havde overhovedet ikke ret... 

Jonas satte sig ned på en bænk inde på skolen. Jeg satte mig bare ved siden af ham. Han så halv dårlig ud. Skulle jeg bekymre mig eller havde han bare for mange tanker i hovedet? 
Pludseligt inden min tankestrøm var færdig rejste han sig op og fulgte mig ned til dansegulvet. Vi gik over stok og sten for at komme derhen, som i dette tilfælde ville være borde og stole. Det slog os overhovedet ikke, at gå udenom eller gå mellem bordene eller stolene. Næ. Vi gik på dem. Over dem. Fed følelse, når alle bare kigger op på dig og du faktisk holder en fyr i hånden, som du sagtens kan tillade dig at kalde ham for din 'støtte'. 

Efter vild dans på dansegulvet gik jeg væk. Xavier var med på dansegulvet. Fuck noget lort. Jeg magtede overhovedet ikke den kæmpe idiot midt i det hele. Havde lige fundet min beskyttende emalje. Mit asylcenter, men nej, han fik mig nu til at flygte. Jonas var min beskyttelse i det øjeblik. han fik mig til at glemme Xavier. Men nej, nu stak jeg også af. Fæædt. Hvad? Jonas kom. Han var lige bagved mig og han fulgte efter mig. Han førte mig hen til en dør, der videreførende ville få os ind på ZBC afdelingen. Men han lønede sig op af den og satte sig ellers ned. Jeg satte mig ved side af og tænkte det var bedst. Han så halv sløj ud igen. Hans naturlige gyldne glød var der ikke. Han lænede sit hovedet op af mig og hans hånd var på mit lår. Han aede mig, mens han med lukkede øjne lød sig selv døse hen. Mit hovedet lå på mod hans og dér sad vi ellers sammen og slappede lidt af. Tankerne fløj dog igennem mit hovedet om Xavier og gingertøsen, som vidste sig at være Jonas' kusine, Mia. I det blev jeg forstyrret af et ordentlig brag.

En mobil blev tyret igennem det kvarte af lokalet og jeg vågnede med det samme brag. Jonas med. han så op og anede ikke hvad der skete. En af mine venner var flippet totalt skråt på vedkommende han snakkede i telefon med. Jeg gik hen til ham efter at have hjulpet Jonas op. Ren vodka var aldrig vejen. Han stank af ren vodka. Fuldt ud en ren polak, som han egentlig også var.  Jeg sendte Jonas ud i håb om, at han ikke så mig blive råbt af eller noget. Han skulle ikke have en dårlig aften. Vennen, Rafal, som flippede helt ud gik udenfor. En fællesveninde og jeg fik samlet hans totalt smadrede mobil og gik ellers ud til ham. Jeg lagde mærke til at, Jonas havde sat sig på den samme bænk, vi tidligere havde siddet på og snakket om deres opvarmning med ham, Chad, Xavier og Mia. Xavier og Mia havde en kemi overhovedet, havde Jonas nævnt tidligere. Han sad foroverbåret. Var han okay? Jeg lod veninden klare resten med Rafal.

"Lye," havde Jonas sagt stille. Jeg så intenst på ham mens han bøjede sig foran igen. "Jeg har det ikke så godt. Jeg har fandme kvalme". Hvad fanden gør man i den situation, når knægten så rejser sig og går ned og danser igen? well, man går da med ned og danser. Men så kommer Xavier med sin dumsmarte attitude og kigger mig direkte i øjnene på tyve meters afstand. Jeg afbrød kantakten. Jeg var ved at græde. Istedet for tog jeg hen i baren. Jeg drak noget så forfærdeligt, så det var oplagt for mig, at tage derhen. Mine fem trøstende ord "Bartender, giv mig en til, tak!" var alt lige nu. En fyr stoppede mig og tilbød mig en isbjørn. Hvem ville sige nej til en drink, du IKKE selv skulle betale? Nå, tænkte jeg, så står vi her i tavshed. 

"Hvor går du henne?" spugrte han og tog en ordentlig slurk af sin forgæves Strawberry Daquiri. Jeg tog noget af min isbjørn. "Jeg går i 10 her på skolen. Hvad med dig?" svarede jeg. Han så på mig. Lige pludselig fik jeg elevator blikket. Han så skummelt på mig. Hans ansigtsudtryk sagde, at han ville sige noget, men jeg anede ikke hvad. "Er du ikke Xaviers ekskæreste?" sagde han. En af hans venner kom forbi. "Hey, Lasse! Det her er Xaviers ekskæreste!" Fedt. Nu jeg er kendt som Xaviers ekskæreste. Intet andet. "Nelly," svarede jeg. jeg blev herre fornærmet. Et indre ildebrandt havde opbygget sig. Hvad fanden bildte han sig ind? Jeg havde et navn! Jeg så mig omkring, mens de stod og ævlede om Xavier og mig, som var ekskæresten. Han havde da overhovedet ikke tænkt sig at spørge om mit navn. Jeg lagde min drink fra mig og tog hans drink, der var mere i hans og jeg kunne bedre lige Strawberry Daquiri end Isbjørn. Han betragtede mig mens jeg gik væk fra ham. "Hvor skal du hen?". Jeg vendte mig ikke engang om.

No, thanks.. Jerk. Havde nok i at glo på Xavier hele natten med hende under armen og finde ud af at de havde lavet noget sammen på toilettet. Og senere på aftenen at Jonas så kaster op to gange, klatrer op i træet og er ved at falde ned. Finde ud af at Rafal lige fik langet min veninde en på siden af hovedet, stukket hende en ordenlig lussing, fordi hun bekymrede sig. Jeg flippede ud og havde lyst til at pande ham en, der ville sidde i to uger efter slaget. Jeg tilgiver ham ikke - aldrig. Man slår ikke Nasrin. Xavier havde slået mig to gange før, så jeg ville gøre alt for, at jeg havde taget hendes slag og hun kunne have været skånet. Men nej, det var omvendt. Min aften var bare ødelagt. Blev spurgt om jeg ville med på Prinsen bagefter, som e var vores lokale natklub, men takkede nej. Jeg skulle bare hjem og det kunne ikke gå for langsomt.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...