You destroyed me.

Mine problemer er som bøger. Jeg fik dem, plantede dem ind på hylden. Jeg så dem, jeg vidste de var der, men jeg læste dem ikke. Flere og flere bøger blev proppet ind på den lille bogreol - men en bogreol kan ikke holde evigt. Den er der, men hvis den får for meget fylde så vælter den til sidst. Det var det jeg gjorde - jeg er bogreolen.

305Likes
284Kommentarer
6592Visninger

1. One shot.

 

To, snart tre år er gået. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg ved ikke engang hvor vi startede, og jeg ved ikke engang hvor vi endte. For at være ærlig tror jeg, at jeg tabte dig da vi begge valgte at starte vores slankekure, selvom det føltes som om det var det der holdt os sammen. Det der var vores fællesting, det der var os. Det styrede vores forhold. Vi guidede hinanden. Jeg lærte dig at svare din mor igen, lærte dig at være stædig til at sige nej til mad. Jeg har lært dig så meget, og du har lært mig så meget.

Jeg støttede dig igennem alt. Jeg klappede dig på skulderen når du sagde nej til mad, og du var stolt af mig da jeg intet spiste.

Du… du ringede hver dag. Jeg husker det tydeligt. Hver evig eneste dag sad jeg i røret med en grædende dig. Du fortalte hvor uretfærdig dine forældre var, hvor uretfærdigt det i skolen var, hvor uretfærdigt verden var, og jeg gjorde alt i min magt for at hjælpe dig. Jeg tænkte ikke over min egne problemer. Var de der, så skubbede jeg dem til side for dig. Jeg har aldrig ’ofret’ så meget til en person. Jeg elsker at hjælpe folk, men det ødelagde du.

Jeg fik flere og flere problemer, og det samme gjorde du – men jeg var der. Jeg har altid været der for dig. Mine problemer var som bøger. Jeg fik dem, plantede dem ind på en bogreol, men en bogreol holder ikke evigt. Den er der, men hvis den får for meget fylde, så vælter den sammen til sidst.

Jeg er bogreolen.

Du blev syg, og jeg indså fejlen jeg havde lavet. Jeg blev nødt til at forlade dig, fortælle dig jeg først ville ses med dig igen, når du havde taget på – og du gjorde hvad jeg sagde. Du gjorde altid hvad jeg sagde. Jeg kunne altid få dig til ting, men jeg sagde fra denne gang. Jeg gjorde det fordi jeg kunne. Fordi det var den eneste udvej – troede jeg. Du tog dog også på, og det gjorde det inden i dig også – problemer. Dine problemer voksede, og min bogreol blev større.

Jeg cammede med dig hver evig eneste dag. Jeg hjalp dig med kærligheden, udseendet, ja selv de små problemer du så perfekt formodede at gøre til store. Jeg var der, altid. Men du tog mig forgivet.

Jeg fik sværre og sværre ved at holde mine problemer inde. Det gik ud over min skole, ud over mig selv. Jeg tabte mig så meget den første måned, og du var stolt – jeg var stolt. Men min mor var ikke stolt. Hun skældte mig ud. Hun truede med at tage mig til lægen, ja gå til min lærer.

Jeg begyndte at spise igen, men det gjorde du ikke. Jeg fik det værre med at spise. Jeg gjorde det, og jeg kunne ikke stoppe. Jeg måtte finde andre måder at få det ud på, og jeg endte med at skade mig selv.

Du har altid gjort som mig – altid. Jeg var Justin Bieber fan, og pludselig var du. Jeg begyndte at cutte, og du begyndte. Jeg begyndte en slankekur, og du joinede mig.

Ja selv da jeg begyndte at kaste min mad op begyndte du. Da jeg så fandt One Direction, så begyndte du også. Og så blev det for meget. Jeg fik det sagt, men du kunne ikke indse det. Du så op til mig. Du fortalte mig, at jeg var dit forbillede – at du ville være som mig, problemet var bare… du så ikke op til mig. Du ville ikke være som mig, du ville have det værre end mig. Du startede en konkurrence jeg ikke var klar over. Jeg spillede med, jeg fik det værre. Alt handlede om dig.

Jeg kunne ikke få mig til at afvise dig. De to timer i mobilen om dagen blev til tre + cam fra morgen til aften. Ja jeg sov endda middagslur foran dig, spiste foran dig, græd foran dig – cuttede foran dig. Jeg husker nemt hvor små streger det var. Jeg husker nemt hvordan jeg flippede på dig, fordi du havde lavet en lille streg med din passer, selvom du lovede aldrig at gøre det.

Smerten var bare ikke slem nok. Vi kradsede. Vi konkurrede om hvem der kunne kradse dybest. Vi sagde det aldrig, men vi gjorde det. Du fortalte mig, hvordan du lavede en konkurrence ud af alt, men dengang va jeg for svag til at slippe.

Mine forældre mistede mere og mere af mig hver dag. Du var min hverdag, du var hvad jeg brugte tiden på. Mine forældre så mine kradsmærker. De skreg af mig, de råbte af mig, og det første jeg gjorde var at skrive til dig.

Jeg kan ikke huske tingene som var det i går, men jeg kan ikke få det beskrevet. Det gør ondt at skrive. Det gør ondt at se tilbage på.

Jeg kan ikke huske noget fra min barndom længere. Det længeste jeg kan huske tilbage på er dig. Dengang du kom ind i mit liv.

Jeg husker nemt vinterferien 2012. Det er så langt tilbage, men det var der det virkelig begyndte. Du skrev til mig, fortalte mig du var din kæreste utro, og jeg kunne simpelthen ikke forstå dig. Jeg blev sur på dig, fortalte jeg ikke kunne tage din side i det her. Du blev vred, du blev rasende og begyndte at kaste beskyldninger i hovedet af mig.

Det der ramte mest var at du sagde jeg aldrig havde hjulpet dig. At jeg altid tænkte på mig selv.

Jeg lavede ikke andet end at hjælpe dig. Jeg droppede mit liv for dig. Jeg var til rådighed 24/7. Det gjorde ondt, og vi skrev ikke i to måneder. Vi kommunikerede igennem vores blogge, og vi skændes så det knagede. Jeg fik smidt så mange ting i hovedet. Ting jeg har skubbet bag mig. Jeg har tilgivet dig, men de bliver aldrig glemt.

Vores forhold blev aldrig det samme igen – aldrig. Jeg satte en facade op. Jeg lukkede dig aldrig ind igen.

Dog skrev vi sammen af og til – men vi skændes. Endnu flere ting blev afsløret, og jeg gik ned til sidst. Bogreolen knækkede, og det samme gjorde jeg. Vi begyndte langsomt at skrive igen, igen om problemer. Jeg flippede hver gang du havde gjort dig selv ondt, og du flippede når jeg havde. Men du er et konkurrence menneske. Du skreg af mig, råbte jeg ikke skulle gøre det, men kun for at du selv gjorde tingene værre.

Jeg fik selvmordstanker, og det gjorde du pludselig også. Jeg skrev til dig en dag. Jeg husker det så tydeligt. Jeg skrev til dig hvordan alt var så urimeligt, at jeg ikke kunne mere. Du blev bange. Jeg svarede dig ikke. Du ringede. Jeg svarede ikke. Du blev ved med at ringe, gik amok, skrev på face, skrev til min veninde, prøvede at få mine forældres nummer.

Du indså bare ikke, at jeg ikke kunne længere. At alt gik galt.

Jeg begyndte til psykolog. Jeg fortalte om dig. Vi snakkede altid om dig. Du var den jeg stolede på, du var den der hjalp mig – men du ødelagde mig.

En dag besluttede jeg mig for at fortælle dig, at den konkurrence vi havde gang i var latterlig. Jeg ville ikke deltage længere. Du havde det værst. Jeg begyndte at fortælle dig færre og færre ting, og du blev vredere og vredere. Jeg stolede ikke nok på dig, du blev bekymret, jeg lukkede mig inde i mig selv.

Men hvad skulle jeg gøre? Hvis jeg fortalte hvad der var galt, så var det pludselig også galt med dig – bare langt værre selvfølgelig. Du gav mig aldrig mulighed for at græde. For at være den lille. Du tog aldrig ansvaret for mig, som jeg havde taget for dig i snart to år.

Jeg havde brug for det. Ingen vidste hvad fanden der foregik udover dig. Men alt skulle handle om dig. Det hele handlede om dig.

Vi skændes igen. Vi skændes virkelig slemt. Alle dine venner, læger og psykologer sagde jeg var dårlig for dig. JEG var dårlig for dig. Jeg ødelagde dig, men sandheden var, at du ødelagde mig.

Min læge opgav mig, sendte mig til Risskov. Et sted for folk der har værre problemer end lægen kan klare.

Ikke nok med alt det med dig, så begyndte jeg at høre stemmer. Jeg havde en stemme i mit hoved der fortalte mig hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg ikke skulle gøre. Jeg var hjemme fra skole mindst to gange. Mine lærer var opmærksomme på det. Jeg havde intet overskud. Jeg havde dig ikke længere. Jeg følte mig så fortabt.

Jeg snakkede med en hjælpe lærer på skolen, så blev jeg sendt ind til min læge, til sygeplejerske tilbage til den hjælplærer. Jeg fortalte min trang til at kaste op. Min trang til at gå ud og tage de piller i skabet, og hun blev bange. Hun ringede med det samme til min mor og en psykolog.

Stemmen blev værre. Den fortalte mig alle de ting. Jeg kunne sidde og sige til min psykolog jeg aldrig ville tage de piller, men pludselig kunne jeg. Den styrede mig, og den blev til en angst.

Jeg turde ikke købe ting nogen steder. Jeg turde ikke købe mad. Jeg var bange for folk synes jeg var for tyk. Jeg kunne ikke engang gå ind til cykelhandleren med min cykel – og mine forældre forstod ingenting. De har aldrig forstået det – de kan ikke forstå det.

Nu har de også kæmpet med mine søskende så meget at de ikke kan tage sig af mig længere – jeg forstår det, det er forståeligt. Jeg er kun en skuffelse hvis jeg fortsætter.  Jeg tog alt deres tid fordi vi skulle køre til Århus/Risskov hver mandag.

Men de anede ikke hvor meget jeg havde brug for det.

Min angst blev værre. Jeg kunne ikke sove med lyset slukket. Stemmen – han blev til virkelighed. Han var altid omkring mig – holdt øje med mig, sørgede for at ødelægge mig.

Og vupti, så havde ud også stemmen, selvfølgelig meget slemmere end mig – det må vi ikke glemme. Altid værre, altid slemmere.

Du havde ingen ide om hvad der foregik i mit liv længere.

Tiden gik og inden min fødselsdag sagde jeg til mig selv, at nu skulle alt være fint! Ingen cutting, ingen opkast – Ingenting. Jeg klarede det godt. Lige indtil september 2012.

Vi begyndte at skrive sammen igen. Vi skrev hen over sommerferien 2012 – men om dig. Altid om dig. Jeg lukkede dig. Du skulle ikke nå ind igen.

Dine problemer blev mindre værd for mig. Jeg kunne ikke bygge mig selv op til at lytte på dig… indtil du en dag sagde dine veninder igen sagde jeg var dårlig for dig.

Jeg blev sur, bad dig følge deres råd. Det havde jeg sagt mange gange, men denne gang tog du det til dig. Du fortalte mig du simpelthen ikke kunne høre på mine problemer – når jeg endelig fortalte dig nogen var det små nogen om min bedsteveninde eller familie. Men du kunne ikke høre på det. Så jeg fortalte dig, at jeg ikke skrev om mine problemer længere, men at jeg var her for dig.

Og du respekterede det. Nu stod det jo sort på hvidt at alt handlede om dig – men pointen var, at jeg ikke kunne længere.

Alt det her er for at få det ud. Der er meget mere bag det. Der er mange flere problemer bag det her. Ikke engang halvdelen står her – men du skal vide det nu. Det er gået op for mig nu, at du har ødelagt mig.

Jeg har brugt 2 år af mit liv på dig. Jeg har fået dig fra selvmordstanker. Fra anoreksi. Men du har ødelagt mig. De to år var de to vigtigste år af mit liv. Det var de år, hvor jeg udviklede mig, hvor jeg skulle lære mig selv at kende. Men det fik jeg ikke mulighed for, for du var der, og det skulle handle om dig.

Jeg fortryder ikke jeg har hjulpet dig, jeg vil altid tænke på hvad jeg har gjort for dig – men vil du?

Årene fra 14-15 er de år man udvikler sig, lærer sig selv at kende, får humørsvingninger, får ændringer i kroppen og i hjernen. Men jeg fik aldrig tid til at forså dem.

Græd jeg – græd du. Græd jeg ikke – græd du. Du har taget så meget fra mig. Ødelagt mig på så mange punkter, og det eneste jeg ønskede var at gøre dig glad, gøre dig lykkelig, få dig ud af det her. Men du ødelagde mig. Dine ord ødelagde mig. Du fik mig til at føle jeg ikke var god nok.

Du tog to år fra mig uden overhovedet at sige tak. Det eneste jeg fik i hovedet var at jeg aldrig havde hjulpet dig, at alt handlede om mig, at jeg var dårlig for dig… men du ødelagde mig. Du har sat ar i mig, og du ved det ikke selv.

Vores venskab er stoppet nu. I dag faktisk. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg ved ikke engang om du læser det. Det håber jeg, og så alligevel ikke. Du søger og har altid søgt efter den mindste grund til at være ked af det. Du har altid lavet problemerne større end de var – og læser du det her, så føler du dig skyldig. Men det er du.

Jeg hader dig, men jeg holder af dig.

Efter alt det her, så ønsker jeg dig det bedste. Endnu engang – faktisk for ti minutter siden fik jeg i hovedet at jeg var dårlig for dig. At din fortid ville have været bedre uden mig. Men hvad kan jeg sige? Det ville den, og det ville min også.

Jeg har gået igennem depression og angst for dig – og aldrig har jeg fået et tak. Det gør ondt, det gør det virkelig. Du har skræmt mig. Du har virkelig skræmt mig fra livet, og du ved det ikke.

Jeg er snart 17 år, og det er først nu min liv begynder, og så alligevel så langt fra. Jeg skal arbejde, kæmpe mig igennem min uddannelse og min angst, og jeg ved ikke engang hvem jeg er.

Men det eneste du tænker på er dig selv – og det har du altid gjort. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv længere. Men tak. Tak for at være stærk og endelig gøre det forbi. Det har vi prøvet et par gange.

Men selv efter alt det her, så ønsker jeg dig et godt liv. Med tåre rendende ned af kinderne siger jeg tak. Vi har haft gode tider, det har vi. Men du vil aldrig forstå hvilket spor og hvor meget du har ødelagt inde i mig. Det er først virkelig gået op for mig nu. Jeg har ikke ville indse det før nu, og det gør ondt – endnu en ting jeg skal arbejde imod.

Men jeg håber og ønsker du kan tage imod livet med åbne arme nu. Jeg håber min hjælp har hjulpet dig – for den har ødelagt mig. Tak, du vil aldrig blive glemt.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her. Jeg tror jeg vil give jer et indblik i hvor slemt tingene kan gå, hvis man ikke tager tid til sig selv. & jeg ved jeg ikke er den eneste med sådan en veninde. Jeg kender alt til det med at føle sig udenfor og ikke god nok. Jeg har aldrig følt mig god nok. Mine veninder har altid være bedre, og jeg ved folk har det på samme måde. Det ved jeg, og derfor håber jeg virkelig I kan læse imellem linjerne og forstå budskabet heri. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...