New Year {1D} +13

Angela på 17 bor alene i London, hun har boet i byen i snart 5 uger, og kender ingen, jo hun kender kun, den mega berømte Louis Tomlinson. Hun har kendt ham siden ja... ALTID!! Hun kender ham, ud og ind. Hver en lille del ved hans personlighed. Men efter alt den berømmelse har hun ikke set ham i lang tid, men efter hun er flyttet, er der stadig ikke sket en skid i hendes liv. Rutinerne er de samme: Sove, spise, arbejde, spise, arbejde, hjem, slappe af, spise, sove. Dag ind og dag ud. Men den første nytårsaften i London tager en voldsom drejning, bare ved at gå på gaden klokken 7 på vej hjem for at sidde og glo ud af vinduet.

23Likes
28Kommentarer
1570Visninger
AA

8. Kapitel 7.

"Fryser du ikke?" Han ser bekymret på mig, og jeg nikker, jeg ved ikke helt hvorfor, da jeg ikke fryser. Men jeg bliver ligesom ret svag når han er der. WHAT!? Er jeg vild med min barndomsven, det sker ikke, det her sker bare ikke. Han lægger armene om mig og holder mig ind til sig, jeg ser på ham og ser ned i jorden.

"Hvorfor tager du ikke telefonen når jeg ringer?" Jeg ser op på ham med et lidt forvirret og ulykkeligt udtryg i ansigtet. 

"Undskyld, min mobil har været død de sidste 4 timer og..." Han ser ned på min arm, alle de ar, og sårskorper  "... hvad fanden har du lavet?"

"Ikke noget vigtigt." Jeg vikler mig fri fra hans arme, og står ikke så langt fra ham, nok 10 cm. Han tager fat i min arm og holder fast, så jeg ikke kan hive den til mig.

"Jo, du skal sgu da ikke sidde og skære i dig selv." Jeg ser ned i jorden, jeg ved det var forkert.

"Jeg ved det... men..." Jeg ser op på ham og vores øjne mødes, "men jeg følte at det bare var bedst at forsvinde ud af  verden."

Han ligger sine hænder på mine skuldre og trækker mig ind til ham, jeg mærker gråden er på vej ud, og jeg lader den komme, jeg lægger armene om ham og mit hoved på hans skulder. Her får tårene frit løb. Han nusser min ryg.

"Undskyld..." Jeg hulker det. OMG! Hvorfor fuck tuder jeg, jeg skal jo ikke være så svag, men hans stemme gør mig så rolig, jeg jeg kan ligesom ikke lyve for ham, han ville kunne se det. Han ville kunne høre det på min stemme. Den dreng kender mig, og da han sagde, han ikke havde glemt mig, gik min hjerne i koma, jeg ved ikke hvad der skete for mig, men jeg... jeg... 

"Hvorfor undskylder du? Det er jo bare sådan du er, og jeg respektere den du er." Han hvisker det ind i mit øre, den stemme gør mig rolig. At være tæt på ham får mig til at slappe af. Bare alt ved ham gør mig glad. Jeg ser op på ham, jeg ligner sikkert en eller anden zombie, fra verdens dårligste gyser. 

 

 

___________________________________________________________________

 

Undskyld mine kapitler ikke er så lange, men ja... Hvad syntes i så om movellaen indtil videre? :D

 

- Aben Tomlinson

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...