New Year {1D} +13

Angela på 17 bor alene i London, hun har boet i byen i snart 5 uger, og kender ingen, jo hun kender kun, den mega berømte Louis Tomlinson. Hun har kendt ham siden ja... ALTID!! Hun kender ham, ud og ind. Hver en lille del ved hans personlighed. Men efter alt den berømmelse har hun ikke set ham i lang tid, men efter hun er flyttet, er der stadig ikke sket en skid i hendes liv. Rutinerne er de samme: Sove, spise, arbejde, spise, arbejde, hjem, slappe af, spise, sove. Dag ind og dag ud. Men den første nytårsaften i London tager en voldsom drejning, bare ved at gå på gaden klokken 7 på vej hjem for at sidde og glo ud af vinduet.

23Likes
28Kommentarer
1526Visninger
AA

15. Kapitel 14.

Jeg har gået og været klar i over en time nu, og der er ikke kommet et ord fra Louis, har han glemt det?  Eller faldet i søvn. 

Jeg sidder med min telefon i hånden og ser et eller andet i TV, om nogle søstjerner. Faktisk underholdende nok, det er ret geniale, tror jeg da. 

Dørklokken ringer kort, eller hele tiden, det er jo typisk Louis det der. Det gjorde han også hele tiden da vi var små.

Jeg retter hurtigt på diverse ting i spejlet i gangen. Jeg låser døren op og åbner. Jeg har et sødt smil på læberne som forsvinder da jeg ser hvem der står i døren. 

"Hvad fanden laver du her?"

"Sige undskyld."

"For at have knust mit hjerte foran hele skolen? Ellers tak du, jeg behøver ikke en undskyldning. For jeg er sådan en der kommer videre i mit liv."

"Det er ikke kun derfor jeg er kommet."

"Jeg har ikke tid."

"Du har vel 5 min."

"Det er jeg ikke så sikker på. Ved du hvad? Bare skrid."

Jeg lukker døren. Og vender mig om og går mod stuen igen. Eller jeg troede jeg lukkede døren, han fik den stoppet og er gået ind. Jeg vender mig om mod ham, og griber hurtigt min telefon der ligger på bordet ved siden af mig.

"Gå ud af mit hjem eller jeg ringer efter politiet."

"Angel, prøv at slappe af, jeg vil bare snakke okay?"

"Gå."

"Angel jeg..."

"Nu!"

Jeg bakker lidt, og lidt mere, og så lidt mere. Og hvad gør han, føler efter.

"Gider du godt gå, du har intet at gøre her!"

"Du lyder som om du er bange for dig."

Og der sprang bomben, mig bange for ham? OMG! Jeg går hen mod ham, med et dræber blik i øjnene.

"Skulle jeg være bange for dig?"

"Ja, det er da tydeligt."

"Jeg er ikke... du må være syg i din hjerne, den sidste person jeg var bange for var vores engelsklærer i 3 klasse."

"Skulle jeg tro på den?"

"Bare fuck af, du har intet at gøre her."

Han træder et par skridt tættere på mig. Jeg bakker, og han følger med. Jeg fjerner ikke øjnene fra ham, ikke 1 sekund. Og bang! Der var en dør, jeg famler lidt med at finde håndtaget, og får døren op. Jeg lukker hurtigt døren, og låser den. Og løber hurtigt hen til den anden og får den låst. Jeg sætter mig på sengen. Mine hænder ryster som en sindsyg. Jeg kan ikke låse min telefon op uden at ryste helt vildt. Få tårer triller ned af mine kinder. Jeg finder Louis' nummer og ringer ham op.

"Louis?" Min stemme ryster og hakker.

"Hvad er der sket?"

"Kan du... ikke..."

Et brag lyder på min dør. Han prøver at komme ind.

"Angie, tag det roligt, jeg er på vej."

"Skynd dig." 

Et brag til, og et mere. Tårene strømmer ned af mine kinder. Jeg går stille hen til vinduet, regnen pisker mod ruden. Farverige paraplyer fylder gaden. Biler kaster med vandet ud til alle sider. Folk råber op. Børn med skoletasker løber ned ad gaden for ikke at blive våde. 

Igen et brag på døren. Så kom da Louis.

 

___________________________________________________________________

Hej kære skønne læsere. Jeg vil lige undskylde for den lange vente tid, men her er kapitel 14 <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...