New Year {1D} +13

Angela på 17 bor alene i London, hun har boet i byen i snart 5 uger, og kender ingen, jo hun kender kun, den mega berømte Louis Tomlinson. Hun har kendt ham siden ja... ALTID!! Hun kender ham, ud og ind. Hver en lille del ved hans personlighed. Men efter alt den berømmelse har hun ikke set ham i lang tid, men efter hun er flyttet, er der stadig ikke sket en skid i hendes liv. Rutinerne er de samme: Sove, spise, arbejde, spise, arbejde, hjem, slappe af, spise, sove. Dag ind og dag ud. Men den første nytårsaften i London tager en voldsom drejning, bare ved at gå på gaden klokken 7 på vej hjem for at sidde og glo ud af vinduet.

23Likes
28Kommentarer
1541Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg bliver hevet ud af min dejlige drøm af det fucking bibbende vækkeur. Samme shit og lort hver dag sådan har det kørt på i 4 uger og 5 dage, det er til at blive skør og totalt kuk i kabyssen af. Jeg tager min pude og fyre efter det larmende lorte værk, verdens dårligste opfindelse, vækkeuret. Hvad skal det gøre godt for? Vi har jo telefoner alle sammen, hvorfor så ikke bare kyle det gamle bras ud af vinduet og køre det over med en traktor, hvor efter man sender 1000 elefanter hen over den. 

 

Jeg vil gerne byde dig velkommen til mit lorte liv. Eller som jeg vælger at kalde det: Lorte Livet! Nemlig du er lige havnet i mit liv, der er det værste i VERDEN! Okay måske overdriver jeg lidt, men det er bare det samme hele tiden. Hver dag. Nok bor jeg i London, fedt... måske. Men kender jeg nogle... ehm... nej? Hvorfor? Fordi jeg er en særling, mit hår er mega rødt, altså rødt! Og min tøjstil er ikke lige den mest naturlige. Jeg er bare en 17 årig pige der bor alene i en storby...

 

Hver en lille del af min krop er strammet helt op. Jeg hader at skulle gå på arbejde hver dag, selvom der ikke er så langt, men skal stå op i fucking 7 timer, og smile. Sådan er livet når man arbejder i Forever 21. Hvis jeg ikke havde det her job, havde jeg siddet på gaden, med falmende rødt hår og lignet en idiot. Men nej, heldige mig. Bor forever alone i en lejlighed på 6. sal, hvor ens eneste venner er ens tv, sofa og køleskab. Uf yeah! Sidste arbejdsag i år, og så er der ferie, hvor jeg har an aftale med mit skønne TV, hver dag!

Nok er jeg en heldig kartoffel for jeg har nok ikke sagt at jeg kender 1/5 af verdens største band. One Direction. Hvem jeg kender kommer jeg til, det er ikke vigtigt lige nu, det vigtige er at der kun er 6 timer og 54 minutter til jeg kan skride hjem. Det bliver en lang dag. Og det minder mig om... det minder mig om at mit liv stadig stinker. For nej nemlig nej, jeg har mistet alt konkakt til Louis. Oh yeah, du hørte rigtigt, jeg kender... okay, kender og kender er så meget sagt, men fuck det, vi er barndomsvenner, men what ever. Entelig tror jeg ikke han kan huske den her dumme tøs, der er normalt blondine, men blev træt af den lorte blonde farve og valgte at få det farvet rødt.

 

Der er en ting ved det her job jeg hader, nej vent, sagde jeg en ting? Lol, jeg mener mega mange ting, jeg kan ikke lave en liste over hvad der er dårligst, men kan lave en liste over de skod ting der er ved det her job.

Der er det med at jeg skal stå op 24/7, man bliver træt og vil bare sætte sig på gulvet og glo.

Så er der at man skal stå med det største, grimmeste og mest kiksede falske smil og sige: "Hav en god dag." om og om igen. 

Og så er der når man skal rydde op efter alle de idioter der bare, enten hænger tøjet forkert, eller bare smider det et sted. Jeg er glad for dem der bruger stativerne der er ved prøverumene, men det er sgu da også pisse lortet at skulle hænge alt tilbage fordi folk ikke ved om det er deres størrelse. I min verden burde der ikke være prøverum, så måtte folk gætte sig frem, og hvis det ikke passede, så må det bare være surt show.

 

"Angela!" jeg vender hoved mod min chef, og ser ret ligeglad på hende, hvad hun end siger, gør jeg det, det er jo mit arbejde. Rend mig i røven og pis mig i øret, hvis det stod til mig, gjorde man det man fik bedsked på når man gad. Og i mit tilfælde aldrig, jeg jeg vil sgu da ikke miste mit job, ellers skal jeg fucking hjem til lorte Danmark igen og bo hos min familie, der fatter kikkert og kyse af mit liv, og i det hele taget, af mig. Min mor fatter ikke hvorfor jeg farvede mit hår. Min far fatter ikke hvorfor jeg ikke bare kan være sød for en gangs skyld, eller blive det fucking lille prinsesse englebarn med grimt fehår som jeg var engang. Men den mig er væk, død, kaput. Og nu der der kun mig, den mig som er kommet for at blive. 

"Hvad?" jeg smiler falsk, det er jo en del at jobbet.

"Tag de kasser der er ude på lageret og sæt det op der ovre," hun peger på en del af butikken. Jeg nikker bare og skrider ud på lageret efter de kasser med skidt og grimt tøj. Men har jeg et valg? Nej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...