Mr. Sex-On-Legs (+16)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
Riah er en virker som en ganske almindelig musikstuderende på Kirin School of Arts i Seoul, Sydkorea. Hun har talentet, men hun har ikke altid haft udseendet. Gennem hård træning og en streng kost, har det lykkedes hende at tabe sig 30 kg, men det har dog stadig ikke hjulpet på, at hun er tilbageholdende og genert.
Det hele ændres dog én dag, da en ny lærer dukker op på skolen og straks tiltrækker sig alle de kvindelige studerenes blikke, og han kan da heller ikke undgå, at fange den genert Riah's blik. Hvad værre bliver, da han skal til at give Riah enetimer, fordi hun er bagud i et par fag.
For sådan nogle timer alene med en mand, der blot ved et blik, vil kunne få de fleste kvinder til at smide tøjet frivilligt, kan kun ende galt...

146Likes
374Kommentarer
104754Visninger
AA

33. Vejrtrækningsproblemer

      De følgende dage var et mareridt. Jeg havde håbet på, at kunne komme til at snakke med Ji Hoon, men når jeg gik op til ham efter timerne, afviste han mig koldt og kontant, ved enten at ignorere mig, eller sige han ikke havde tid. I selve timerne var det ikke meget bedre. Han undgik fuldstændig at se på mig, og han spurgte mig kun ind til ting, hvor han vidste, at jeg var usikker, hvilket kunne få resten af klassen til at grine. Mit humør var mildest talt elendigt, og selvom jeg vidste, at de forskellige agenter ville tage kontakt til skolen i de dage, kunne jeg ikke koncentrere mig. Hvis bare han ville lytte til mig, så ville alting være anderledes.

      Det eneste lyspunkt jeg havde i de dage, var når jeg brugte tid sammen med Jason. Vi øvede os egentlig som regel, da det var det, der kunne distrahere mine tanker mest. Alligevel var det som om, at hver gang jeg vendte ryggen til danselokalets dør, løb det mig koldt ned af ryggen. Lidt som hvis nogen holdt øje med mig.

      Udmattet og svedig lod jeg mig synke ned på gulvet op af spejlet, mens jeg forsøgte at få pusten igen. Jason og jeg havde danset tre timer i træk uden pause, og efter at have hentet et håndklæde og et par vanddunke, kom han over og joinede mig ved spejlet. Også han var svedig og forpustet, hvilket bare viste, hvilket niveau jeg var kommet op på, siden jeg nu kunne få Jason til at svede. Han rakte mig håndklædet, så jeg kunne tørre sveden af panden, mens han selv tog en tår af den ene dunk, efter at have sat den anden foran mig.

      ”Nå, fortæl mig så… har du det bedre nu?” Jasons ord kom bag på mig, men et eller andet sted gav de også mening. Hvis der var nogen, der kendte mig godt, så var det ham og Hye Mi. Jeg nikkede blot stille af hans ord, inden jeg tog en tår vand. Jeg havde haft det bedre, indtil Jason bragte det på bane. Alle omkring mig kunne mærke, at mit humør havde forandret sig. Selv mine forældre var nok også ved at blive bekymrede. ”Hvis det var fordi, jeg kyssede dig på kinden under showet, så beklager jeg.” Han rodede sig selv lidt i håret, og da mine øjne landede på ham, gik det op for mig, at det var første gang, jeg nogensinde havde hørt ham sige undskyld for noget som helst.

      ”Nej det.. det er ikke på grund af det, at mit humør.. ja, ikke ligefrem har været det bedste.” Jeg trak stille mine knæ op under mig og lagde mine arme om dem, mens jeg kunne mærke Jasons blik hvile på mig. ”Virkelig? Jamen, hvad er det så?” Jeg bed mig stille i læben, mens jeg overvejede at fortælle Jason sandheden. At det at gå op og ned af Ji Hoon hver dag, men at han ikke vil tale med mig, gør ondt. ”Jeg… Jeg har været sammen med den her fyr i noget tid, men nu… Han ignorere mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.” Mit blik var rettet ned imod mine hænder, selvom jeg var ret overbevist om, at Jason var blevet overrasket over, at jeg havde en kæreste. Eller havde haft en, var måske bedre at sige.

      Jeg mærkede, en varm hånd der stille lagde sig oven på mine, og mit blik gled derfor op på Jason, der syntes at sidde tættere på mig, end han gjorde før. ”En fyr, der får dig til at have det dårligt, er ikke en fyr, der er værd at samle på. Du fortjener bedre.” Hans stemme var fyldt med omsorg, men selvom han bare prøvede at få mig til at glemme Ji Hoon, så gjorde hans ord kun endnu mere ondt. ”Måske.. men man bestemmer ikke selv, hvem man forelsker sig i.” Jeg kunne mærke svage tårer i mine øjenkroge, som jeg forsøgte at holde tilbage. Al den smerte og forvirring jeg havde holdt skjult, begyndte at komme frem, og hvis der var noget, jeg ikke ville have Jason så, så var det at jeg græd. Dog kom hans næste handling bag på mig, da han trak mig ind i sin favn. Hans arme føltes varme og trygge, mens mit hoved landede på hans skulder. ”Bare kom ud med det. Jeg er her, så længe du har behov for det.” Hvordan Jason kunne have sådan en stor forståelse for mine følelser, kunne jeg ikke forstå, men lige nu var jeg bare taknemmelig for at have en ven som ham.

      Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, og jeg begravede mit hoved i hans skulder, mens hans arme strøg mig blidt over ryggen. Der var et tidspunkt, hvor han strammede sit greb om mig, og det fik kun flere tårer til at trille ned ad mine kinder, som jeg mindedes, hvordan Ji Hoon normalt holdt om mig. Jeg savnede ham. Savnede hans favn, hans kys, han drillerier, hans komplimenter, hans kærtegn, måden hvorpå han så på mig, duften af ham, og hans stemme der ville hviske søde eller forførende ting i mit øre. Jeg havde brug for ham.

      Det føltes som om, at der gik flere timer, hvor Jason ikke gjorde andet end bare at sidde og holde om mig. Til sidst havde jeg dog ikke flere tårer tilbage, og jeg snøftede lidt, inden jeg stille trak mig ud af hans favn. ”Undskyld, din skulder er helt gennemblødt nu.” Han smilede bare af det og trak let på skuldrene. ”Mit tøj er så vådt af sved, at jeg ikke kan mærke forskel alligevel.” Hans ord fik et let smil frem på mine læber, hvilket nok var det første rigtige smil, jeg havde vist i flere dage. ”Lad os komme ud og få skiftet. Du lugter langt væk.” Hans ord fik mig blot til at grine let, mens han kom på benene, og derefter hjalp mig op. ”Jeg tror nu, det er dig.” Han løftede derefter sin arm og lugtede til sin armhule, hvilket resulterede i at han lavede en grimasse, der fik mig til at le igen. ”Du har nok ret:” Han grinede selv lidt af det, og vi fulgtes ned til omklædningsrummene. Jeg behøvede ikke fortælle ham, at det, som jeg havde fortalt ham, var en hemmelighed. Han var ikke typen, der gik med sladder.

      Resten af dagen gik jeg rundt og spekulere på, hvordan jeg skulle få Ji Hoon til at snakke med mig, da jeg ikke længere kunne udholde anspændtheden imellem os. Det var dog først senere samme aften, da jeg sad på min seng, at løsningen kom til mig. Den var egentlig simpel nok i sig selv, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke havde tænkt på det noget før. Så fast besluttet på at få redet trådene ud med Ji Hoon, begav jeg mig ind til mine forældre og fortalte dem, at jeg ville gå tidligt i seng, hvorefter jeg gik tilbage på mit værelse. Jeg skiftede dog ikke til nattøj, men åbnede i stedet for mit vindue meget forsigtigt for ikke lave nogen lyd, hvorefter jeg lod et par sko dumpe ned i græsset. Uden at have prøvet det før, brugte jeg afløbsrøret ved siden af mit vindue til at kravle ned. Det var svært, fugtigt og lidt klamt at røre ved, men det lykkedes mig da at komme hele vejen ned uden de store skrammer ud over lidt små rifter, beskidt tøj og hænder. Mine hænder tørrede jeg af i mine allerede beskidte bukser, hvorefter jeg trådte ned i mine sko og begav mig ud i den kølige aften.

      Det tog mig næsten en time at komme hen til Ji Hoon’s hus til fods, og da jeg endelig nåede frem, bankede mit hjerte nervøst. Hvordan ville han reagere, når han så mig stå i døren? Ville han lade mig komme ind, nu vi var alene, eller ville han bare lukke den igen?

      Jeg stod på det modsatte fortov af hans hus, da jeg så den velkendte bil komme trillende op imod det. Jeg skyndte mig om bag et træ, og var taknemmelig for mørket omkring mig. Aldrig havde jeg været så nervøs for at skulle se Ji Hoon. Ikke engang den første gang jeg havde ekstra undervisning hjemme hos ham, havde jeg været så nervøs, som jeg var nu. Mine hænder var klamme af sved, og mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Jeg kiggede stille ud fra mit skjul, og så ham stige ud af sin bil. Han var iført en let åben hvid skjorte og stramme bukser. Som månens lys ramte ham, så han virkelig ud som en gud. Jeg skulle lige til at bevæge mig ud fra mit skjul, da døren i passager siden gik op. En kvinde med lange mørke slangekrøller iført en meget lårkort og stramt sidende rød kjole i høje hæle trådte ud på gaden, og efter at have lukket bildøren, gik hun over til Ji Hoon. De fulgtes op til hans hoveddør, og som han gik i gang med at finde husdørsnøglen, lagde hun sine arme om halsen på ham og trak ham ind i et lidenskabeligt kys.

      Hele min krop frøs, og selvom jeg ikke ville se det, ikke ville tro på det, så var jeg ikke i stand til at kigge væk. Ji Hoon gengældte hendes kys med en vild grådighed, og jeg kunne se, hvordan hun var i gang med at knappe hans skjorte op, mens han stadig fumlede med nøglerne til hoveddøren. Da han endelig fik den låst op, løftede han hende op, og hun smækkede benene rundt om livet på ham, inden døren lukkede bag dem. Forstenet stod jeg bare og stirrede på huset, mens mit hjerte slog flere og flere revner. Jeg så lyset blive tændt i soveværelset, og hvordan skyggerne bag gardinet var travlt beskæftiget med at fjerne den andens tøj. Jeg lukkede mine øjne hårdt i, og uden at bemærke det, begyndte jeg at løbe. Hvor jeg løb hen, havde jeg ingen idé om, jeg måtte bare væk. Væk fra billederne der nu spillede i mit hoved, af Ji Hoon og den kvinde, der afgjort var ældre end mig, og hvad de nu end lavede.

      Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder, mens mit hjerte langsomt og smertefuldt smuldrede. Først da min fod stødte på en kant, og jeg faldt hen ad fortovet, stoppede jeg med at løbe. Jeg kunne mærke, jeg havde flere hudafskrabninger, og jeg blødte måske også, men smerten var ingenting sammenlignet med den kvælende fornemmelse i min brystkasse. Jeg havde svært ved at trække vejret, og jeg blev ved med at se, hvordan han ville lade sine hænder køre hen over hendes krop, mens hendes ene hånd ville være beskæftiget med at få ham hård. Jeg ville ikke have de billeder i mit hoved, men jeg blev ved med at se, hvordan han ville tage hende uden nåde, og hvordan hun ville kunne tilfredsstille ham på en måde, jeg aldrig havde været i stand til.

      Jeg havde ingen tidsfornemmelse, som jeg lå der på jorden, mens min verden forsvandt omkring mig. Han elskede mig ikke. Måske havde han aldrig gjort det? Havde han bare holdt mig for nar? Var jeg bare et stykke legetøj, som han kasserede, da han ikke længere troede, jeg var lydig? Jeg burde være vred. Jeg burde hade ham, men jeg kunne ikke benægte, at det kun gjorde så ondt, fordi jeg elskede ham. Jeg elskede ham mere, end jeg nogensinde ville have troet muligt.

 

 

____________

A/N: 
Det er længe siden jeg har opdateret denne movella, men tro ikke at jeg har glemt den. Dog går jeg på universitetet, og mine studier tager al min tid, så bær over med mig, og jeg håber I stadig vil følge med og få den sidste del af historien med.

God efterårsferie til dem, der har det :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...