Mr. Sex-On-Legs (+16)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
Riah er en virker som en ganske almindelig musikstuderende på Kirin School of Arts i Seoul, Sydkorea. Hun har talentet, men hun har ikke altid haft udseendet. Gennem hård træning og en streng kost, har det lykkedes hende at tabe sig 30 kg, men det har dog stadig ikke hjulpet på, at hun er tilbageholdende og genert.
Det hele ændres dog én dag, da en ny lærer dukker op på skolen og straks tiltrækker sig alle de kvindelige studerenes blikke, og han kan da heller ikke undgå, at fange den genert Riah's blik. Hvad værre bliver, da han skal til at give Riah enetimer, fordi hun er bagud i et par fag.
For sådan nogle timer alene med en mand, der blot ved et blik, vil kunne få de fleste kvinder til at smide tøjet frivilligt, kan kun ende galt...

146Likes
374Kommentarer
102634Visninger
AA

19. Tvivlsomme tanker

      ”I skal lægge følelse i, når I synger…”

     Der var efterhånden gået en hel del dage, ja faktisk uger, siden at Ji-Hoon og jeg var sammen for første gang.

     ”… Modtageren af jeres sang skal kunne mærke, hvad I føler…”

     I skolen havde vi et ganske almindeligt lære og elev forhold. Faktisk blev jeg nogle gange i tvivl, om alt det der var sket bare havde været dagdrømme, når Ji-Hoon ikke skænkede mig anden opmærksomhed, end den som alle de andre elever også fik.

     ”… Det er det, som jeres næste prøve kommer til at handle om…”

     Men så snart vi var uden for skolen, og jeg tog hjem til ham, for at få de ekstra timer jeg skulle have, så havde jeg sommetider dårligt nok nået at træde ind ad døren, før end Ji-Hoon’s læber og hænder var over alt. Eller også så kunne vi bruge timer på at spise popcorn og se film. Lidt ligesom vi havde været et rigtigt kærestepar.

     ”Riah, hører du efter?”

     ”Hva’?”

     De andre i klassen begyndte at grine, mens min lærerinde så på mig med et opgivende blik. Jeg derimod så meget forlegent ned imod mine skosnuder.

     ”Bare fordi din pitch er perfekt, betyder det ikke, at du kan klare alle opgaver. Vel?”

     Jeg rystede stille på hovedet og åndede dybt ud, da hun lod mig slippe, fordi timen var forbi. Mine hænder stoppede automatisk min notesblok tilbage i min taske, hvorefter jeg rejste mig for at gå til frokost. Gangene var fyldt med elever, og det samme galt spiseområdet med tilhørende kantine. Jeg satte mig stille ved et ledigt bord og fandt mit brød frem, som jeg altid spiste til frokost, siden jeg startede på min kur.

     ”Nå, må man så høre?” Mit blik landede på min klassekammerat Hye Mi. Hun var smuk af natur med langt glat lysebrunt hår, et fejlfrit ansigt, og en høj og slank krop. Og så havde hun nogle øjne, der kunne se lige igennem én.

     ”Hvad mener du?” Jeg så en smule forvirret på hende, og lænede mig en smule tilbage, da hun lænede sig imod mig med sine gennemskuende øjne, der hvilede på mit ansigt.

     ”Har du fået en kæreste?” Varmen steg let i mine kinder, mens jeg så en smule måbende på hende. Var der noget, jeg bestemt ikke ville have skulle spredes på skolen, så var det et rygte om, at jeg havde en kæreste. For der var bare nogle af de umodne mennesker i min klasse, som ville blive ved med at prikke til mig, indtil jeg gav dem et navn eller et billede. Noget der bestemt ikke kunne lade sig gøre.

     ”Ani... Hvordan kan du dog tro det?” Jeg så en smule til siden, mens jeg stille tog en bid ad mit brød.

     ”Lad mig se… Du lytter ikke efter i timerne, du sidder og dagdrømmer med sådan et smil spillende på dine læber, og så undgår du at se på mig nu… Hvornår lærer du, at du ikke er god til at lyve?” Jeg så stille ned på mit brød og kunne ikke andet end at føle mig fuldstændig gennemsigtig. Nej… Det at lyve var ikke ligefrem noget, jeg var særlig god til.

     ”Der er én… Men jeg er ikke sikker på, om han føler det samme for mig…” Så meget kunne jeg da godt fortælle hende. Hye Mi var ikke typen, der spredte rygter om folk. Især ikke fordi, at der i forvejen gik mange rygter om hende. At det skyldtes de andre sikkert var misundelige, og ikke lige kunne håndtere hendes meget direkte være måde, var en anden side af sagen.

     ”Se.. Det var jo ikke så svært.” Hun sendte mig det, som jeg vil betragte som et smil fra hendes side af. Hun smilede praktisk talt aldrig, men jeg tog det altid for et smil, når jeg kunne fornemme den svage sammentrækning i hendes mundvig.

     Resten af frokostpausen igennem sad vi og snakkede sammen om vores kommende prøve. Det var en prøve, der var meget svær for os, i forhold til at vi ikke havde specielt meget erfaring. For det var med erfaring og oplevelser i livet, at man lærer de følelser at kende, som man synger til andre. Fordelen var dog, at man selv kunne få lov til at bestemme den sang, man ville synge. Jeg selv havde ikke fundet en sang endnu, da jeg ikke vidste, hvilke følelser jeg kunne synge.

     Vores sidste time var spansk som sædvanligt. Noget jeg utroligt nok var blevet en hel del bedre til, selvom meget af min ekstra undervisning med Ji-Hoon gik ud på helt andre ting. Mine øjne kunne da heller ikke andet end at løbe let over Ji-Hoon’s krop, da han trådte ind i lokalet. Han var iført en hvid stramtsiddende skjorte, som fremhævede hans muskler i armene. Den ville sikkert også have fremhævet hans six-pack, hvis det ikke var for den sorte vest, han havde på, som matchede hans sorte bukser.

     Samtlige piger i klassen sukkede ved bare synet af ham. De skulle bare vide, hvor meget mere jeg havde set. Hvis de nogensinde fandt ud af det, var jeg død. For selvom Ji-Hoon nu havde været lærer her i nogle uger, så var pigerne ikke blevet mindre vilde i varmen efter ham. Tværtimod. De forsøgte ihærdigt at ”komme til” at sætte sig, så man næsten kunne se deres trusser under nederdelene, og samtidig knappe så mange knapper i deres skjorter op som muligt, med den undskyldning at lokalets indeklima var elendigt. Alligevel så Ji-Hoon ikke til deres side på nogen anden måde, end den som enhver anden lærer på skolen ville se til.

     Undervisningen startede, og alle lyttede intensivt. Vi skulle snart have en prøve i spansk også. Det var dog en skriftlig prøve, hvilket betød at jeg havde en fordel. For takket være Ji-Hoon var mit skriftlige spansk blevet forbedret rigtig meget, og mit mundtlige var også forbedret. Dog ikke helt i samme grad. For vi plejede at bruge vores munde til andet end at øve spansk.

     Timen gik rimelig hurtigt, da jeg koncentrerede mig om at tage mange noter, og derfor lukkede af for resten af min umodne klasse. Det ærgrede mig lidt at Hye Mi ikke havde spansk, da der så i det mindste ville have været bare et modent menneske i min klasse. Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at studse lidt over, hvor lidt jeg havde lagt mærke til min klasse efter, at vi havde fået Ji-Hoon som underviser. Måske var det fordi, at jeg ihærdigt havde forsøgt at tænke på så meget andet i starten, eller også var det fordi, jeg nu måtte skjule det, som var imellem Ji-Hoon og mig.

     Endnu en gang sneg tanken sig ind. Den lille irriterende tanke med den tilhørende irriterende stemme, som fortalte mig, at det der var imellem Ji-Hoon og mig var forkert. Vi var ikke kærester og kunne aldrig blive det, så længe jeg gik i nogen som helst form for skole. Derudover så måtte ingen vide noget, og så var det, at jeg endnu en gang spurgte mig selv, om det eneste der var imellem Ji-Hoon og mig bare var sex? Eller bare sex… Nærmere fantastisk sex, men stadig væk. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvordan Ji-Hoon egentlig havde det med mig. For ærligtalt var jeg nok faldet for ham, så hårdt at jeg burde have gule og blå mærker over alt på min krop samt flere brækkede ribben. Men her sad jeg. Bagerst i hans klasselokale og kunne ikke gøre andet, end at sidde og lytte til ham og skrive af fra tavlen.

     Da timen sluttede, lod jeg mine skuldre falde ned i et dybt suk, hvorefter jeg gik i gang med at pakke min taske. Jeg havde fortalt mine forældre, at jeg skulle øve efter skole, og derfor ville komme sent hjem. Noget som jeg pludselig ikke længere havde lyst til. Derfor skyndte jeg mig da også at få pakket de sidste ting ned i min taske, så jeg kunne smutte ubemærket ud fra klassen i blandt de andre elever. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at være sammen med Ji-Hoon, men jeg vidste bare, at jeg ikke kunne modstå ham. I hvert fald ikke i meget mere end et par timer af gangen.

     Så inden jeg havde set mig om, havde jeg sat kurs imod mit skab, for at tage de bøger med, som jeg havde lektier for i. Pludselig føltes det som om, at jeg flygtede fra det hele. Eller rettere forsøgte på det. Verden virkede bare ikke specielt… ægte længere. Det var som om, at jeg begav mig rundt i en tåget drømmeverden, som jeg ikke kunne vågne fra. Stille lukkede jeg mit skab i, men i stedet for at gå gav jeg mig til at betragte overfladen på den gule metalplade. Et let dunk forlod skabslågen, da jeg dunkede mit hoved ind i den. Jeg tog mig til hovedet, hvor en let smerte nu spredte sig fra et sted i min pande.

     Nej, jeg drømte ikke. Stille lod jeg mig synke ned op ad væggen over for mig skab, mens jeg forsøgte at abstrahere for den smerte, jeg selv havde påført mig. Ikke nok med den bule, der højst sandsynligt ville komme i min pande, så var der pludselig dukket en masse valgmuligheder op i mit hoved, som jeg slet ikke havde tænkt på før. For hvad nu hvis jeg bare ignorerede Ji-Hoon fra nu af? Ville han så lade mig være, så jeg kunne forsætte med mit gamle liv? Ville jeg overhovedet have mit gamle liv tilbage? Var jeg ikke glad, hver gang jeg var sammen med Ji-Hoon? Hvorfor brokkede jeg mig så? Fordi jeg aldrig havde tænkt på konsekvenserne…

     Jeg tænkte heller ikke specielt meget over det, da en hånd blev rakt ned imod mig, og jeg stille tog fat i den for at komme op at stå. Det var dog først i det øjeblik, at jeg stod op, at jeg fik vendt mit blik imod håndens ejer. Mine øjne blev store og jeg måtte blinke et par gange, inden jeg kunne sige så meget som et eneste ord.

     ”Jason…?” Et smil spredte sig på de charmerende læber, mens hans smalle øjne med de tunge øjenlåg betragtede mig indgående.

     ”Sun Riah?” Han lød rimelig overrasket, selvom smilet på hans læber kun blev endnu større.

     Mit blik fangede en alt for velkendt skikkelse, som stoppede op på gangen, da han fik øje på mig. Mig som stod sammen med den fyr, jeg i starten var gået i gang med at tabe mig for…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...