Mr. Sex-On-Legs (+16)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
Riah er en virker som en ganske almindelig musikstuderende på Kirin School of Arts i Seoul, Sydkorea. Hun har talentet, men hun har ikke altid haft udseendet. Gennem hård træning og en streng kost, har det lykkedes hende at tabe sig 30 kg, men det har dog stadig ikke hjulpet på, at hun er tilbageholdende og genert.
Det hele ændres dog én dag, da en ny lærer dukker op på skolen og straks tiltrækker sig alle de kvindelige studerenes blikke, og han kan da heller ikke undgå, at fange den genert Riah's blik. Hvad værre bliver, da han skal til at give Riah enetimer, fordi hun er bagud i et par fag.
For sådan nogle timer alene med en mand, der blot ved et blik, vil kunne få de fleste kvinder til at smide tøjet frivilligt, kan kun ende galt...

146Likes
379Kommentarer
101715Visninger
AA

31. Showcasen

      De næste par uger gik temmelig stærkt. Showcasen fyldte så meget, at den var det eneste jeg brugte tid på, når jeg ikke havde undervisning. At danse med armen i gisp, var dog langt sværere end forventet, og det selvom alle forsøgte at tage hensyn til mig. De to der nok tog mest hensyn til mig var Ji-Hoon og Jason. Ji-Hoon forsøgte at tilpasse dansen, så jeg ikke behøvede at bruge min arm så meget, men selv det var temmelig svært, hvis vi skulle holde niveauet. Så til sidst havde jeg bedt ham om, at bare fokusere på dansen, og så måtte jeg gøre det så godt, jeg nu kunne. Han havde ikke været særlig glad for det, men var endt med at gå med til det i sidste ende. Jason derimod sørgede hele tiden for at give sig ekstra tid til at jeg kunne følge med, og så snart vi holdt bare en lille pause, hentede han vand, eller hvad han nu lige syntes, jeg havde behov for til mig.

      Vi brugte tid før vores almindelige timer. Tid imellem timerne, og så snart timerne var slut, trænede vi til meget sent. Flere gange var det endda noget at blive midnat, inden vores træning sluttede, men det var nødvendigt. Mi-Cha troede, hun skulle være showets stjerne, og forsøgte hele tiden at ændre koreografien, så hun kom til at stå i forrest i centrum. Jinwoon virkede nogen gange som om, at han var ligeglad med det hele og kunne pludselig forsvinde, indtil en eller anden fandt ham sovende et eller andet sted. Hye Mi klarede sig godt, men en uge før showcasen, blev hun syg, og måtte derfor ikke synge, selvom hun var med til at træne alligevel. Min arm var brækket, så dansen var lettere besværlig for mig, og så var der Jason… Han var den eneste, der havde mestret det hele i løbet af ingen tid, og derfor brugte tid på at lære os andre tingene ordentligt. Og til sidst lykkedes det vidst også for ham. Eller det håbede jeg i hvert fald, da vi nåede dagen for showcasen.

      Auditoriummet var blevet dekoreret med bannere for skolen, balloner og alt muligt andet, der fik det hele til at se ud som et show, der ville kunne blive vist i TV. Der var blevet sat et bord op specielt til repræsentanterne fra de forskellige entertainments, der skulle komme, og disses bannere og reklamer for dem hang også over det hele. Bag ved scenen var der fyldt med elever, der havde meldt sig som backup dansere til nogle af numrene, for ikke at nævne nogen make-up artister og frisører, der var blevet hevet ind for at skulle gøre os klar.

      Da vores generalprøve sluttede, stod vi alle og så på hinanden med tilfredse og let nervøse smil. Lærerne der havde hjulpet os så alle tilfredse ud, når de kiggede ud over os, indtil deres blikke landede på mig. Kun Ji-Hoon kunne se væk fra gipsen på min arm. De havde endda været oppe og diskutere om, hvorvidt jeg skulle have lov til at deltage eller ej, når jeg havde min arm i gips. Alligevel havde de endt med at lade mig deltage, selvom det var meget imod dem.

      Så efter at være blevet sminket og fået sat hår som en første, stod jeg nu alene i omklædningsrummet og så mig i spejlet. Jeg var iført et sort og lilla outfit til det første nummer, og når jeg så mig selv i spejlet, sprang den hvide gips mig i øjnene. At danse med den gips, ville være det samme som at dømme mig selv til, aldrig nogensinde at ville kunne få mulighed for at debutere, da dette muligvis ville blive det eneste showcase, jeg kunne deltage i.

      Jeg bed mig lidt i min underlæbe, hvorefter jeg gik over til min taske og gravede en stor køkkensaks op, som jeg havde pakket samme morgen. Lægen havde ellers sagt, at jeg skulle have gips på nogle uger endnu, men det kunne jeg ikke risikere. Ikke i aften. Så det var med lettere skælvende hånd, at jeg gav mig til at glippe gipsen op. Det gjorde ondt, når metallet fra saksen blev trykket imod min hud, men jeg valgte at bide tænderne hårdt sammen. Så snart jeg havde fået klippet den op, begav jeg mig ud på badeværelset, hvor jeg nænsomt gav mig til at vaske huden, hvor der før havde været gips. Min hånd var stadig lettere blå, men det var ikke noget, som en handske ikke ville kunne dække. Noget jeg heldigvis også havde tænkt på. Selvom jeg var ret overbevist om, at både Jason, Hye Mi, mine forældre og Ji-Hoon ville blive temmelig bekymrede, når de opdagede, at jeg havde taget den af.

      Hvilket gjorde at jeg holdt mig væk fra dem alle, mens salen blev fyldt op med forældre, elever, sponsere, repræsentanter, lærere, og hvem der nu ellers dukkede op for at se det. Min hånd dunkede let, da jeg havde taget den sorte handske på med tyllet siddende rundt om håndleddet, da jeg også havde en sort tyl nederdel på, og den derfor passede til. Først fem minutter før vi egentlig skulle på, begav jeg mig mod bagscenen, hvor alle de andre stod klar.

      ”Riah! Hvor har du været henne?!” Både Jason og Hye Mi kom styrtende over til mig, da de fik øje på mig. Ud fra hvad jeg kunne se, havde flere af dem vist ledt efter mig.

      ”Undskyld, jeg skulle bare bruge lidt tid alene.” Jeg sagde det med et undskyldende smil, og de nikkede blot let af det, da de begge vidste, at jeg trods alt havde sceneskræk. En skræk der ikke var særlig god at have i forhold til, at jeg gerne ville sanger. Jeg havde da også overvejet bare at blive væk et øjeblik, inden jeg klippede gipsen af. Problemet var bare, at hvis jeg ikke dukkede op, ville jeg ødelægge det for alle de andre. Fællesdansen ville mangle en danser, og Jason ville mangle sin duetpartner. Hvilket ville være en skyldfølelse, jeg ikke ville kunne leve med.

      ”Så er det nu!” En af scenefolkene guidede os over bag tæppet, så snart jeg havde fået fastgjort min mikrofon på. Vi kunne høre rektor begynde at give sin velkomsttale ude på den anden side af tæppet. Jeg så mig over skulderen og tilbage på de lærere, der havde hjulpet os, som stod og hviskede knæk og bræk og den slags. Alle var der, med undtagelse for Ji-Hoon.

      ”Hvor er Rain?” Jeg hviskede det stille til Jason, som stod ved min side, mens vi kunne høre publikum begynde at klappe.

      ”Han gik ud for at lede efter d… hvor er din gips?” Jeg mærke et stik af dårlig samvittighed, da Ji-Hoon selvfølgelig var ude og lede efter mig. Han var garanteret meget bekymret og måtte tro, at der kunne være sket alt muligt. Mit blik faldt dog ned, hvor gipsen en gang havde været, og før jeg kunne nå at svare Jason, blev der givet tegn til os om at gå på scenen.

      Scenen var helt mørklagt, så snart vi havde indtaget vores pladser, kom lyset på som musikken startede. Projektørernes lys var så skarpt, at selvom vi så ud imod publikum, kunne vi ingenting se, og det eneste vi kunne høre, var lyden af en spændt sal og musikken i vores øre. Vi sang og dansede, som om vi havde gjort det hele livet, og at dette nummer ikke var et, som vi havde sammensat på et par uger. Selv min egen dans syntes klart forbedret uden gipsen, selvom jeg måtte anstrenge mig for at huske trinene. Det var trods alt første gang, jeg egentlig dansede dem uden gipsen, og samtidig dunkede min hånd så hårdt, at jeg troede, den var ved at falde af undervejs. Da nummeret sluttede brød salen ud i klapsalver, som vi fik lov til at bade os i, hvorefter lyset slukkede, så vi kunne bevæge os ud fra scenen og give plads til Mi-Cha’s solo.

      Så snart vi var nået ud bag ved scenen, tog jeg mig til hånden, mens jeg måtte kæmpe for ikke at få tårer i øjnene. Den gjorde så ondt, at jeg bitterligt fortrød, at jeg nogensinde havde taget gipsen af. Alligevel kunne jeg ikke lade de andre se det og gøre dem urolige, og skyndte mig derfor direkte ud for at klæde om til det næste tøj. Mens jeg med besvær fik skiftet tøj, fik jeg nogenlunde kontrol over mig selv igen, og kunne derfor sætte mig ud og få lagt ny make-up og sat håret, så jeg var klar til både Jasons og min duet, der var det næste nummer, jeg skulle være med i.

      Al mens dette skete gled mit blik hen over alle de travle mennesker. Jeg havde endnu ikke fået øje på Rain nogen steder, hvilket fik en uro til at vokse i min mave. Havde han ikke hørt, at jeg deltog i det første nummer? Ledte han stadig efter mig? Var der mon sket ham noget? Et let suk forlod mine læber, og jeg bemærkede ikke engang skikkelsen, der sank ned i stolen ved siden af mig.

      ”Hvordan har hånden det?” Det var Jason, der havde sat sig og så bekymret på mig.

      ”Den har det fint.” Jeg sendte ham et smil, som i at han ikke skulle bekymre sig om mig. Alligevel hævede han et mistroisk øjenbryn, og jeg vidste, at han ikke troede på mig.

      ”Virkelig. Lad os nu gå over og gøre os klar til at komme ud på scenen.” Med de ord rejste jeg mig fra stolen, og selvom min hånd dunkede, forsøgte jeg ikke at vise det. Endnu en gang blev mikrofoner fastgjort, mens vi kunne høre Jinwoon og Hye Mi’s duet slutte ude på scenen. Det blev efterfulgt af en klapsalve, og så snart de kom ned fra scenen, skulle Jason og jeg ind på den. Jeg så mig ikke engang over skulderen, da min sceneskræk begyndte at tage til igen. Noget der ellers ville have gjort, at jeg havde mødt de mørke øjne, der fulgte mig ind på scenen.

      Jason og jeg tog vores pladser, og jeg tog en dyb indånding, da jeg vidste, at jeg skulle starte. Projektørerne blev tændt igen, og lyset ramte mig som jeg stod der iført en meget lårkort rød kjole på scenen. Rundt om taljen var der et rødt bånd med glimmer, og en sort sløjfe i midten. Mine sko var høje og sorte, og gjorde at jeg ikke havde behøvet at skifte den sorte handske på min hånd. Mit hår var sat i en lav hestehale, der gik ned over min ene skulder, og min make-up var simpel og hverdags-agtig.

      Da de første toner ramte mine øre, så jeg over på Jason, der blot sendte mig et selvsikkert smil, som for at berolige mine nerver. Noget jeg afgjort havde behov for, inden vi nåede ind, hvor selve sangen egentlig startede.

      ”Stop being out so late
      Try not to drink so often
      You don’t listen to me like a 10 year old child”

      Jeg så på Jason, der stod iført et par hvide stramme bukser, en hvid skjorte med korte ærmer, sort vest og rød butterfly.

      ”I can only laugh
      Who are you calling a child?
      Really, I can only laugh”

      Vi havde muligvis en dans til sangen, men det var nærmere et lille skuespil imellem os, hvis man kunne sige det på den made. Netop fordi sangen lidt foregik som i en samtale.

      ”You don't know how it feels for me to say those things”
      “You don't know that I only want to say nice things to you”
      “Should I stop?” “Let's stop”

      Et smil spredte sig på mine læber, og mit blik var mere rettet imod Jason, end det egentlig var rettet mod publikum.

      “From one to ten, they're all words to make you better
      But since you don't listen to me, it's only sounds like a nag to you”
      “Let's stop, let's stop
      There's not even enough time for us to just love”

      Jeg lagde min hånd på min brystkasse, uanset hvor ondt det gjorde, mens jeg så på ham og forsatte.

      “This nagging is said from my heart, and not just randomly
      I can’t help but keep nagging even if you hate it”
      “Let's stop, let's stop
      All I can hear is your nagging”

      Han så på mig med sit sædvanlige smil, der gjorde, at han viste en helt anden side af sig selv, i forhold til det cool image, han havde i Group K.

      “Are you eating at the right time
      Are you staying away from girls
      I just want to be by your side”

      Som jeg sang det sidste, tog jeg et skridt tættere på ham, som for at sætte handling på de ord, jeg sang.

      “That's my feeling to you
      If I could put you in my pocket
      I will be really happy”

      Han tog min hånd, og vi vendte os imod hinanden, som vi sang de sidste af verset.

      “The nagging is just about us”
      “A nagging that would make anyone laugh if they hear”
      “Should I stop?” “Let's stop”


      Derefter slap han min hånd igen, og vi lavede nogle meget simple dansetrin, mens vi sang omkvædet en gang til. Faktisk havde jeg glemt alt om både min hånd og min sceneskræk, så snart jeg så på Jason, da han fik den her varme ro til at sprede sig i mig. Han gjorde, at jeg havde det sjovt på scenen, og at vi havde det sjovt sammen. Ligesom jeg altid havde forestillet mig, at det ville være at optræde på en scene.

      “Even if you glare and try to scare me”

      Jeg vendte ryggen til ham, som om jeg var skræmt, hvorefter jeg mærkede ham gribe fat om min arm i stedet for mit håndled, så han kunne vende mig om.

      “Your face is just so cute to me”

      Han sang det med et smil, mens han kørte en hånd ned langs min kind. Noget der egentlig ikke havde været en del af dansen, og som fik mig til at rødme svagt, mens vi så hinanden ind i øjnene og sang det sidste af broen sammen.

      “Are you going to keep nagging?” “I can't ignore anymore”
      “I really might get angry”

      Jeg trådte et lille skridt væk fra ham og lagde min hånd på hjertet, mens jeg så på ham med et lettere genert blik, efter det han havde gjort for et øjeblik siden.

      “A nagging there wouldn’t be told if I want to break up
      Deep inside my heart, I always think about you”

      Han gav sig til at danse let rundt om mig, mens han sang omkvædet, og jeg kunne ikke lade vær med at smile som en lille genert skolepige.

      “Even if you’re angry, even if you yell at me
      Your nagging is just so sweet”

      Derefter tog han min hånd, og vi sang det sidste stykke hånd I hånd, selvom det slet ikke havde været meningen.

      “A nagging that can only be told if we are in love
      But since you don’t listen to me, it’s only a nag to you”
      “Let’s stop, let’s stop
      And trust my feelings”

      Som vi havde sunget det sidste og vendte vores blikke ud mod publikum, mærkede jeg noget, jeg ikke havde forventet at mærke der midt på scenen. Et par bløde læber rørte min kind og fik mit hjerte til at gå lige så meget amok som hele salen. Mine kinder blev glohede, som vi stod der og tog imod klapsalver, efter at Jason havde fjernet sine læber fra min kind igen.

      Jeg bemærkede dog ikke et par øjne, der havde fulgt hver eneste bevægelse, vi havde lavet på scenen, da projektørerne var så skarpe, at det eneste jeg kunne se var Jason.





______________________________________

SO SO SORRYYYYYYYY!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Ved godt, jeg ikke har opdateret denne historie i over et år, men der er bare sket så meget, og så har jeg haft den største skriveblokade ^^'

Skal til at starte op på mit 2. semester på universitetet, hvilket betyder at jeg kommer til at få mega travlt endnu en gang.

Så jeg håber virkelig, at I kan bære over med mig, da jeg self. nok skal færdiggøre den her historie, og langt fra har glemt den!!! Der er da også nogle af de ting, jeg førhen har været i tvivl om, som jeg er blevet mere sikker på, så jeg håber, at I stadig har lyst til at læse med ^^'

Vil forsøge at opdatere mindst 1 gang om måneden og helst mere, men fordi jeg har travlt med studie, job osv. så er det lidt svært at have overskud engang imellem x3

Håber I forstår, og håber at I nyder det her kapitel.

Endnu en gang undskyld, undskyld, UNDSKYLD for den lange ventetid ^^'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...