Mr. Sex-On-Legs (+16)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
Riah er en virker som en ganske almindelig musikstuderende på Kirin School of Arts i Seoul, Sydkorea. Hun har talentet, men hun har ikke altid haft udseendet. Gennem hård træning og en streng kost, har det lykkedes hende at tabe sig 30 kg, men det har dog stadig ikke hjulpet på, at hun er tilbageholdende og genert.
Det hele ændres dog én dag, da en ny lærer dukker op på skolen og straks tiltrækker sig alle de kvindelige studerenes blikke, og han kan da heller ikke undgå, at fange den genert Riah's blik. Hvad værre bliver, da han skal til at give Riah enetimer, fordi hun er bagud i et par fag.
For sådan nogle timer alene med en mand, der blot ved et blik, vil kunne få de fleste kvinder til at smide tøjet frivilligt, kan kun ende galt...

146Likes
374Kommentarer
104716Visninger
AA

23. Prøven

      Siden den aften så jeg ikke særlig meget til Ji-Hoon i et stykke tid. Jeg havde sendt ham en sms med, at jeg blev nødt til at forberede mig til den næste prøve, og jeg derfor ikke ville kunne modtage ekstra undervisning af ham indtil efter prøven. Jeg fortalte ham dog ikke, at jeg lod Jason hjælpe mig med mit engelsk og min danseundervisning imens. Hvorfor Ji-Hoon havde reageret sådan, da jeg havde brugt eftermiddagen med Jason den dag, vidste jeg stadig ikke, men en ting var sikkert… Hvis Ji-Hoon vidste, at jeg brugte meget tid sammen med Jason, så ville han nok ikke bare nøjes med at sende mig et par skjulte smil i spansk timerne.

     Faktisk begyndte dagene at føles mere normale. Næsten som om at jeg aldrig havde besøgt Ji-Hoon efter skole, eller at vi havde været sammen den dag i dansesalen… Kun mindet om det, og så de små stød som Ji-Hoon’s blikke i spansktimerne sendte igennem min krop. Jeg længdes efter ham, men jeg forsøgte at fortælle mig selv, at hvis jeg bare kunne holde det ud indtil prøven, ville det være fint. Efter det ville jeg kunne være sammen med ham igen, ik’?

     “Nå, er du ved at være klar til I morgen?” Jasons stemme vækkede mig fra min tankerække. Jeg nikkede let af det, da det endelig var lykkedes mig at finde en sang, jeg kunne synge. En sang jeg virkelig kunne synge for nogen.

     ”Ja, det skulle jeg mene. Hvad med dig?” Jason smilede blot let af det, inden han satte sig ved siden ad mig på klaverbænken i øvelokalet på skolen.

     ”Hvordan syntes du selv, at det lød?” Jeg smilede let af det, da jeg lige havde hørt hans sang. Han havde bedt mig om at spille for sig, så han kunne øve.

     ”Even if I die, I can’t let you go… Det er en rigtig god sang… Jeg havde faktisk selv tænkt på den, men jeg er sikker på, at du synger den bedre, end hvad jeg ville kunne…”

     ”Aish…” Jasons hånd uglede mig lidt i håret, og jeg slog hans hånd væk, så jeg kunne rette det igen.

     ”Hvornår forstår du, at du har et stort talent? Du synger godt. Hvis du ikke score 100 i den prøve, er der ingen der gør”

     ”Virkelig?” Jeg kunne mærke mine kinder blive en smule varme af hans ord. Komplimenter som dét var sjældent jeg fik. Måske Ji-Hoon sagde, at jeg var smuk, men det var ikke om min stemme. Men nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg heller aldrig sunget for ham. Og det selvom at musik betød praktisk talt alt for mig, før jeg mødte ham.

     ”Ja… det er trods alt kun dine sange, jeg gider høre.” Hans smil var hverken charmerende eller drillende. Det var ganske simpelt blot ægte. Jeg smilede blot let genert af det, og kunne mærke hvordan mit hjerte bankede let. Der var trods alt mere end én grund til, at jeg var blevet forelsket i Jason dengang. Hans smil var en af dem. Det kunne stadig sende små sommerfugle ned i min mave, selvom de sommerfugle langt fra kunne måle sig med de følelser, jeg havde, når jeg var sammen med Ji-Hoon.

     ”Hey.. Lad os begge gøre vores bedste i morgen. Så kan vi stå sammen på scenen til showcasen. Hvad siger du til det?” Mine læber trak sig automatisk op i et smil, og jeg nikkede blot af det. At stå på scenen med Jason ville være fedt. Faktisk ville det være skønt i forhold til, at jeg faktisk havde en smule sceneskræk. Måske skyldtes det, at alle folk ville stirre på mig. I klassen er det en ting, når man besvarer en opgave, det er noget andet at stå på en scene overfor repræsentanter fra forskellige companies, som skal bedømme én.

     ”Så er det en aftale.”

 

     Jeg sad og trippede en smule af nervøsitet på bænken, da vi trådte ind i lokalet. Der var sat tre rækker bænke op, til at vi kunne sidde på, og så stod der en mikrofon midt i rummet. En mikrofon der var sluttet til en karaoke maskine. Alle sad og hviskede med hinanden, om det kunne være rigtigt at vores score ville blive afgjort af de point, som vi fik på karaokemaskinen? Hvis de andre dog havde lyttet bare en smule til dem, som normalt havde Mr. Yang, ville de have lagt mærke til, at han har sine egne måder at gøre tingene på. Måder som ingen helt forstår. Og var der noget jeg havde hørt dem snakke om før, var det, at scoren på karaokemaskinen ikke talte noget som helst. Men de vidste stadig ikke, hvordan ens score blev fordelt.

     Der blev helt stille i lokalet, da Mr. Yang trådte ind, hvorefter han satte sig en smule sløset over på bordet ved siden af karaokemaskinen. Det kunne godt være, at han ved første øjekast lignede en almindelig sløset mand i midten af fyrrerne, så havde jeg hørt, han skulle være en fantastisk sang coach.

     ”Jason, du starter.” Ikke engang antydningen af, at han gad være i samme rum som os, var der. Jason bevægede sig dog bare op til mikrofonen, uden at se den mindste smule nervøs ud. Noget jeg virkelig beundrede ham for. Musikken startede, og Jason sang virkelig med krop og sjæl. Jeg smilede blot let af det, mens jeg sad og lyttede til ham. Han var egentlig blevet optaget på skolen, på grund af sine evner for dans, så lærerne var blevet ret overraskede, da de hørte ham synge første gang. Men der var trods alt også en grund til, at han blev nr. 1 til additionen.

 

     ” Can’t let you go, even if I die

     How am I suppose to let you go?

     Whether you go or leave, fix my heart

     If you can’t fix it so that I won’t be in pain

     So that I can at least live

     I wouldn’t be able to live anyway

     I can’t let you go, even if I die”

 

     Jeg kunne mærke en ret underlig følelse, mens Jason sang. En følelse af at han sang den til mig. Sikkert bare indbildning, men han havde en tendens til at kigge på mig. Ellers var det også bare noget, jeg forestillede mig. Jeg begyndte at klappe, ligesom de andre elever, da han var færdig, hvorefter vi alle vendte vores ansigter imod Mr. Yang.

     ”Jason.. 85 point”

     Jeg blinkede let af det, da jeg ikke kunne forstå, hvordan Mr. Yang ikke kunne give Jason top score. De andre elever skævede også let til hinanden, hvilket ikke ligefrem hjalp på den nervøse knude, som var i min mave.

     ”Næste… Sun Riah”

     Jeg tog en dyb indånding, inden jeg stille gik op til mikrofonen. Mit hjerte slog så voldsomt, at jeg var sikker på, at det skulle til at springe ud ad brystet på mig og løbe sin vej. Det var lige indtil, jeg fik kigget imod glasdøren ind til lokalet, og jeg så ham stå ude på den anden side. Ji-Hoon smilede let til mig, og jeg kunne mærke, hvordan der ligesom faldt en ro over mig. Jeg vendte mit blik ud imod klassen med et let smil, og så derefter over på Mr. Yang og nikkede let til, at jeg var klar. De første toner lød, og jeg lukkede mine øjne, og forestillede mig, at de eneste mennesker der eksisterede i denne verden, var Ji-Hoon og mig.

 

     “I don't think I will grow any taller

     But time keeps pressing me on

     It's still too early for me to become an adult

     But it pushes me every day

 

     Expressionless faces, droopy shoulders -

     All of those adults look so exhausted

     I'm always afraid that I will look like that too

     What should I do?”

 

     Jeg åbnede stille mine øjne og så ud på klassen med det smil, som spillede på mine læber. Jeg kunne mærke, alles øjne hvile på mig, og især et par øjne ude på den anden side ad glasdøren, måtte betragte mig intenst.

 

     “Teacher, please teach me

     Can I, who is unskilled, still become an adult?

     Teacher, please teach me

     I want to live happier than anyone else

     Just like right now”

 

     Det var sandt nok. Måske jeg ikke var så fokuseret på min drøm længere, som jeg havde været før Ji-Hoon kom ind I mit liv. Men til gengæld havde han tilføjet en glæde til mit liv, som jeg ikke havde haft før.

 

     “Teacher, what if I shrink back at the big world?

Teacher, even if I don't become what I faintly dreamed of,

I will open up my shoulders

 

     Aside from the small dilemmas and slight worries,

Everything is so joyful to me right now

But I'm always afraid that it will disappear

What should I do?”

 

     Jeg havde været så meget i konflikt med mig selv på det sidste, fordi jeg var begyndt at føle, at jeg mistede mig selv. At jeg havde forandret mig så meget, siden Ji-Hoon kom ind i mit liv. Men stadig så følte jeg mig mest hel og lykkelig, når jeg var sammen med ham.

 

     "Teacher, please teach me

     Can I, who is unskilled, still become an adult?

     Teacher, please teach me

     I want to live happier than anyone else

     Just like right now”

 

     Jeg lukkede endnu en gang mine øjne, og denne gang forestillede jeg mig, det svar som Ji-Hoon ville give mig. Normalt var det en anden sanger, der sang den del, men nu hvor jeg skulle synge selv, måtte jeg se det fra en anden vinkel.

 

     “Everyone is afraid of the unknown future but

     You seem alright if you are happy right now

     Even if you become an adult, it won't be that different

     Just like everything else, happiness is also a habit”

 

     Jeg åbnede mine øjne igen, og begav mig ind på det sidste omkvæd, hvor jeg lagde hele mit hjerte og min sjæl I det. Jeg ville bare have, at Ji-Hoon kunne høre, at denne sang var tilegnet ham. 

 

     Teacher, please teach me

     Can I, who is unskilled, still become an adult?

     (Yes, you can be the one)

     Teacher, please teach me

     I want to live happier than anyone else

     (Yes, you can. Yes, you do. Keep goin')

     I want to live happier than anyone else

     Just like right now

 

     Teacher, please teach me

     I want to live happier than anyone else

     Just like right now”

 

     Mit hjerte hamrede let af sted, da jeg afsluttede sangen, men alligevel kunne jeg ikke lade vær med at smile af det. Jeg vendte mit blik imod Mr. Yang, både nervøs men også spændt på min score.

     ”Hm… Sun Riah… 100 point”

     Mine øjne blev en smule store, og jeg kunne ikke rigtig tro, at jeg havde hørt rigtigt, hvorefter jeg med et lettet og meget overrasket smil, satte mig ned igen ved siden ad Jason. Han rakte sin hånd op til mig, og jeg lavede en high five med ham, men jeg kunne mærke en let latter løbe hen over mine læber. Mit blik faldt over på døren, og mit smil blev kun endnu større, da jeg så Ji-Hoon stå og smile til mig, mens han klappede.

 

 

___________________

Den sang som Jason synger hedder "Even if I die, I can't let you go" af 2AM.

Riah's sang hedder "Teacher" af IU, og er også den første sang ud af de to, som indgår i traileren.

 

Nå, det endte så med kun at blive en del det her, selvom jeg nok havde tænkt det som to til at starte med. Og så bliver jeg jo nok nødt til at fortælle jer, at det drama jeg har snakket om, kommer til at vente en del kapitler, da jeg har sat mig for noget lidt 'syret', kan man vist roligt sige. Det eneste jeg kan afsløre er, at jer som elsker smut delene, som den her historie, næsten kun består af... så ja... I har noget at se frem til ^^'

 

Men ja, føj historien til farvoriter, like den og skriv en kommentar, så vil jeg blive glad :)

God weekend til jer alle ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...