Mr. Sex-On-Legs (+16)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
Riah er en virker som en ganske almindelig musikstuderende på Kirin School of Arts i Seoul, Sydkorea. Hun har talentet, men hun har ikke altid haft udseendet. Gennem hård træning og en streng kost, har det lykkedes hende at tabe sig 30 kg, men det har dog stadig ikke hjulpet på, at hun er tilbageholdende og genert.
Det hele ændres dog én dag, da en ny lærer dukker op på skolen og straks tiltrækker sig alle de kvindelige studerenes blikke, og han kan da heller ikke undgå, at fange den genert Riah's blik. Hvad værre bliver, da han skal til at give Riah enetimer, fordi hun er bagud i et par fag.
For sådan nogle timer alene med en mand, der blot ved et blik, vil kunne få de fleste kvinder til at smide tøjet frivilligt, kan kun ende galt...

146Likes
374Kommentarer
102743Visninger
AA

29. Militær støvlerne

      Jeg kiggede forsigtigt ind igennem den lille rude i døren ind til Ji-Hoon’s klasselokale. I starten havde han kun haft spansk på programmet, men efterhånden havde rektoren valgt at give ham flere fag. Det skyldtes nok de store fremskridt, han havde haft med mig i både engelsk og dans også. Og da alle elever skulle have engelsk, var han endt med at undervise i det også. Den anden engelsklærer på skolen, havde dog set sig godt sur på ham. Selvom han til gengæld fik lov til at undervise en smule i dans, som egentlig var et af hans yndlings fag. Så det var vel godt for alle i sidste ende.

      Ji-Hoon gik frem og tilbage i klassen, mens han fik alle eleverne til at remse forskellige engelske grammatiske regler op, som han havde lært dem. Han havde taget engelsk til et lidt andet niveau, end de fleste. Han havde både den traditionelle form for engelsk træning, men samtidig havde han også en version, hvor alle borde blev skubbet ud til siden, så man kunne bruge sin krop i stedet for. Det var trods alt en musik skole, som han sagde. Det var faktisk en rigtig god måde at lære på, ved at høre engelsk musik og bevæge sig, mens man oversatte teksten. Og så udtrykte den igennem kropssprog.

      Det var netop sådan en øvelse, at jeg var i gang med at overvære. Jeg havde selv prøvet det, men det at se så mange elever gøre det på en gang, var virkelig et fascinerende syn. Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at bemærke, at pigerne vist brugte sangen som undskyld til at flirte rimelig meget med Ji-Hoon. Noget der fik det til at vride sig lidt i min mave.

      ”Det er nok for i dag. I har gjort en god indsats. Husk nu, hvilke sider I har for til i morgen!” Jeg skyndte at dreje mig væk fra døren, så jeg stod med ryggen ind mod væggen, inden eleverne begyndte at styrte ud ad klasselokalet. Jeg pressede min taske godt ind mod min brystkasse, mens nogle af eleverne skubbede til mig, for at komme forbi de andre elever og videre ned ad gangen. Til sidst mistede jeg grebet om min taske, og den faldt på gulvet. Selvfølgelig havde jeg glemt at lukke den ordentligt, så de sange jeg havde lånt på biblioteket fløj ud ad den og spredte sig på gulvet. Jeg forsøgte ihærdigt at få fat i dem igen, før end nogen fik trampet på dem, hvilket resulterede i, at folk trådte på mine hænder, som jeg tog fat i sangene. Men hellere, at der skete noget med dem, end med sangene. Bare tanken alene om, hvad der ville ske, hvis jeg kom tilbage til biblioteket med nogle ødelagte sange. Tanken var skræmmende.

      ”Knas” Mine tænder satte sig i min underlæbe med det samme, i et forsøg på at holde et smerte udbrud inde og tårerne tilbage. En eller anden idiot med militær støvler havde trampet mig over hånden, hvilket havde givet en meget ubehagelig knase lyd fra den, og samtidig givet et ordentligt jag igennem den. Da alle eleverne endelig var væk, kunne jeg samle de sidste sange sammen. Lige som jeg rakte ud efter den sidste sang, var der en anden hånd, som tog fat i den. Mit blik gled straks op fra gulvet af og op på den Gud, som tårnede sig over mig.

      ”Hvad laver du dernede?” Hans smil fik det til at krible i min mave, og selvom alle andre på gangen ville se en lærer, hjælpe en elev på benene, så følte jeg det slet ikke på den måde. Han var så blid, da han tog min hånd, og hjalp mig op. Dog trak jeg straks hånden til mig igen, da det var selv samme hånd, som jeg var blevet trampet på. ”Hvad er der sket med din hånd?” Det var først, da jeg var kommet op at stå, at det gik op for mig, hvordan min hånd egentlig så ud. Den havde antaget en rimelig mørk nuance, samtidig med at den var godt hævet.

      ”Nogen trådte på den, da jeg forsøgte at samle nogle sange op…” Jeg kunne mærke mine kinder blive varme af forlegenhed, og samtidig den dunkende smerte i min hånd. Mine tanker havde været alt for beskæftigede med at tænke på sangene, til overhovedet at tage sig af min hånd, hvilket jeg fortrød bitterligt nu. Jason ville sikkert blive tosset på mig, fordi jeg ikke passede bedre på mig selv. Ji-Hoon derimod betragtede min hånd med bekymrede øjne, hvorefter han tog min taske for mig. ”Du skal ned til skolesygeplejersken med det samme.” Jeg nikkede blot stille, da jeg var bange for, at en jamren ville slippe ud imellem mine læber, hvis jeg åbnede dem.

      Blikke fulgte os, som vi begav os ned igennem gangen side om side. Nogen ville se, hvad der var sket, da min hånd meget tydeligt havde en unaturlig farve, mens andre blikke var mere ondsindede og misundelige. Lige dér var jeg dog lidt ligeglad. Min hånd gjorde ondt, og jeg ville bare have den til at holde op. Jeg ville have, at Ji-Hoon tog den hånd, som ikke gjorde ondt, for at berolige mig. Men det tætteste han kom på mig, var at gå side om side med mig.

      Han gennede mig ind på skolesygeplejerskens kontor, hvor jeg stille tog plads på den briks, som hun havde der. Hun var ingen steder at se, så Ji-Hoon sagde, at han ville finde hende og så komme tilbage. Han ikke engang lagde sin hånd på min skulder, inden han skyndte sig ud ad døren. Jeg vidste godt, at det ville være farligt, hvis han gav mig for meget opmærksomhed på skolen, men det gjorde ondt, at han ikke gjorde noget for at trøste mig. Selvom smerten i min hånd var værre.

      Der gik et stykke tid, inden Ji-Hoon kom tilbage med sygeplejersken Mrs. Kang. Hun var en lettere middelaldrene dame, som nogen gange kunne virke ret skræmmende. Dog var hun meget professionel, når det kom til hendes arbejde, og hun gik da også i kast med at kigge på min hånd. Hun undersøgte den nænsomt, men selv da gjorde det ret ondt.

      ”Mr. Jung, har De time her nu?” Ji-Hoon rystede blot let på hovedet, og jeg kunne mærke en nervøs knude samle sig i min mave. ”Vil De så ikke være venlig, at køre denne unge dame en tur på skadestuen? Jeg har svært ved at sige, om den bare er forstuvet eller brækket, så hun skal have den undersøgt.” Ji-Hoon nikkede alvorligt, hvorefter han gjorde tegn til, at jeg skulle rejse mig. ”Det skal jeg nok. Vil De sørge for, at rektoren får besked?” Hun nikkede blot, hvorefter vi begge forlod kontoret igen.

      ”Ji… Rain, kan vi nå et smut forbi aulaen først? De andre venter på mig, og jeg vil ikke have, at de bliver urolige.” Hye Mi ville nok ikke blive urolig, og jeg havde stadig ikke mødt Jinwoon. Jason derimod kunne godt finde på at gå ud af sit gode skin. Han ville ikke indrømme det, men han bekymrede sig virkelig om andre. Ji-Hoon nikkede let, hvorefter vi skiftede kurs, så vi kunne komme et smut forbi aulaen.

      Da vi kom derind, stod Jason og snakkede sammen med Hye Mi og en dreng med mørkt lettere rodet hår. Han virkede som en lidt barsk type, selvom det nok bare var hans udstråling. Det og hans tunge militær støvler, som havde efterladt et kæmpe lilla mærke på min hånd. ”Riah, der var du!” Som Hye Mi nævnte mit navn, snurrede Jason rundt, og den anden fyrs smalle øjne faldt også på mig. Alle deres øjne blev dog hurtigt rettet imod min lilla hånd, der efterhånden var hævet til dobbelt størrelse. ”Hvad er der sket?” Jeg kunne se, at Jason havde et bekymret udtryk i sine øjne. Blandet med noget, der mistænkeligt, virkede som vrede. Hvorfor havde jeg dog ingen idé om.

      ”Nogen trådte mig over hånden, da jeg samlede nogle sange op, jeg havde tabt. Sygeplejersken har fået Rain til at køre mig på skadestuen.” Ji-Hoon havde besluttet at blive stående en smule væk, så han kunne betragte den lille gruppe på afstand. ”Jeg tager med!” Jason sagde det bestemt og var klar til at gribe fat i sin taske, da jeg tog fat i hans arm med den hånd, som ikke gjorde ondt. ”Lad vær… Jeg har fået tilladelse til at forlade skolen, det har du ikke. Desuden er det sikkert ikke noget alvorligt. Jeg skal nok skrive til jer senere.” Jeg gav dem alle sammen mit mest troværdige smil, inden jeg begav mig tilbage til Ji-Hoon, så vi begge kunne begive os ud fra aulaen sammen. Jeg bemærkede dog ikke et par øjne, som holdt en lille smule ekstra øje med os, end de andre.

      Vi gik i stilhed hele vejen ud til Ji-Hoon’s bil. Selv da vi satte os ind, sagde han ingenting, og jeg gik ud fra, at det sikkert var fordi, at vi stadig var på skolens matrikel. Så i stedet for at sige noget selv, så jeg blot ned på min hævede hånd. Jeg kunne ligefrem fornemme mønsteret fra militær støvlen, som havde kvast min hånd. Der var ingen tvivl om, at det havde været selv samme fyr, som havde stået sammen med Jason og Hye Mi. Altså måtte det være Jinwoon. Et suk forlod mine læber, mens jeg lænede mit hoved en smule imod bilens rude. Det var noget rigtig møg, hvis min hånd var brækket. For at optræde med gips, ville være forfærdeligt. Det ville i hvert fald trække noget så gevaldigt ned på de agenters mening, som ville være til stede den aften.

      ”Hvorfor var du egentlig ude foran mit klasseværelse?” Jeg blinkede let, da Ji-Hoon talte til mig, fordi jeg havde siddet i mine egne tanker. ”Fordi Jason og jeg snakkede om, om du måske kunne tænke dig at blive vores koreograf på dansenummeret til Showcasen?” Pludselig følte jeg mit helt genert, og så derfor ned i stedet for på Ji-Hoon, da mit ansigt nok var ved at antage samme farve som en tomat. ”Du er jo en dygtig danser og en god lærer. Desuden arbejder vores normale danselærer med det andet nummer, og vi derfor står og mangler én, og..” ”Det vil jeg gerne.” Jeg skulle lige til at forsætte, men så op på Ji-Hoon i stedet for. Han så væk fra vejen et øjeblik og sendte mig et smil. ”At kunne bruge tid sammen med dig igennem de næste to uger, om det så er ved træning eller ej, vil jeg hellere end gerne.”

      Mit hjerte føltes let, og selvom smerten i min hånd stadig generede mig lidt, havde Ji-Hoon’s ord dulmet smerten mere, end hvad panodiler, ville have kunne gjort.

 

_____________________

Er så glad i dag ^^ Har fået skrevet det her, redigeret de to første kapitler på min kommende julekalender, samt bagt julesmåkager. Alt i alt en rigtig god dag, efter min mening ^^

Nå, men I kender jo den sædvanlige smøre. Kommenter gerne, da jeg elsker kommentarer xD De er så hyggelige ^^

Btw..... fik lige en dirty idé.... (Ja, mig og mit dumme hoved.... men NOGEN af jer, har helt sikkert tænkt det samme!!!) Skal jeg lade Riah og Ji-Hoon hygge sig lidt i bilen, nu hvor de er alene, eller vil det blive lidt for meget??? Vil gerne høre jeres mening XP For overvejer det lige nu, selvom det ikke er med på det "oprindelige" tegnebræt, hvis man kan sige det sådan ^^'

Men ja... lad mig høre fra jer xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...