Mr. Sex-On-Legs (+16)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
Riah er en virker som en ganske almindelig musikstuderende på Kirin School of Arts i Seoul, Sydkorea. Hun har talentet, men hun har ikke altid haft udseendet. Gennem hård træning og en streng kost, har det lykkedes hende at tabe sig 30 kg, men det har dog stadig ikke hjulpet på, at hun er tilbageholdende og genert.
Det hele ændres dog én dag, da en ny lærer dukker op på skolen og straks tiltrækker sig alle de kvindelige studerenes blikke, og han kan da heller ikke undgå, at fange den genert Riah's blik. Hvad værre bliver, da han skal til at give Riah enetimer, fordi hun er bagud i et par fag.
For sådan nogle timer alene med en mand, der blot ved et blik, vil kunne få de fleste kvinder til at smide tøjet frivilligt, kan kun ende galt...

146Likes
374Kommentarer
102809Visninger
AA

18. Everland

      Hele min krop føltes varm og hver en muskel slappede af, som om der intet ondt kunne henne mig i verden. Verden føltes blot som et trygt og varmt sted, og som et sted jeg havde lyst til at blive. En let følelse af noget blødt hen over min ryg, der tegnede forskellige mønstre, begyndte at vække mine sanser. Ikke at det ikke føltes dejligt, men nysgerrigheden for hvad der skabte den varme følelse, fik mine øjenlåg til at sitre let.

     Det første mine øjne stødte på var en vidunderlig brystkasse, som mit hoved passede perfekt på. Dernæst så jeg en dyne, som dækkede et par nøgne kroppe, der lå tæt ind til hinanden. Da jeg stille drejede mit hoved for at se ansigtet på manden, jeg lå med, blev mine læber straks fanget i et blidt kys. Varmen steg en smule i mine kinder, og jeg kunne ikke andet end at smile, da Ji-Hoon slap mine læber igen.

     "Godmorgen prinsesse. Sovet godt?" Hans smil nåede hele vejen op til hans øjne, der blev en anelse smallere, hvilket kun fik glade sommerfugle til at hvirvle rundt i min mave. Hans mørke hår var let uglet og hang ham en smule ned i øjnene.

     "Fantastisk..." Jeg strøg blidt håret væk fra hans øjne, og tillod mig at strejfe hans kind let, inden jeg tog min hånd ned igen.

     "Har du nogen planer for i dag?" Jeg rystede blot let på hovedet, da min eneste plan lige nu var, at blive liggende her så længe som muligt. En plan der hurtigt gik i vasken, da Ji-Hoon blidt kyssede min pande, for derefter at kravle ud ad sengen. Mine øjne fulgte hans alt for velformede bagdel, som den begav sig over til skabet med tøj. Mit hjerte hamrede som besat ved synet af guden, der havde stjålet mit hjerte, som han stod der nøgen med ryggen til mig og med let uglet hår.

     ”Så få noget tøj på, og så må vi gribe noget mad på vejen, inden der bliver for lang kø…”

     ”Kø?” Jeg lagde mit hoved let på skrå, og så en smule uforstående på ham, som om han snakkede i gåder. Modvilligt rejste jeg mig dog alligevel fra sengen med dynen rundt om min krop, for at komme over og finde noget af det tøj, som vi havde været ude og købe i går.

     ”Hvad skal vi?” Jeg fiskede stille en grøn blomstret bluse af løst stof og en brun nederdel op fra poserne fra i går, for derefter at gå hen og samle mit undertøj op. Endnu med dynen svøbt omkring mig.

     ”Det er en overraskelse.” Mit hjerte sprang et par slag over ved synet af hans skæve smil, der fik mig til at føle mig som en lille pige, der stod over for sin drømmeprins.

     Efter at have skiftet tøj og smurt os nogle sandwicher nede i køkkenet, havde vi sat os ud i Ji-Hoon’s bil, hvor jeg nu sad og gumlede på min mad, mens jeg ikke kunne andet end at stille spørgsmål til, hvor vi var på vej hen. Han smilede dog blot af mig, og lod mig sidde en smule irriteret og spændt tilbage på sædet ved hans side, mens jeg betragtede de forskellige gader, vi kørte igennem. Vi befandt os i et område, jeg ikke havde været i før, og kiggede derfor efter nogle tegn på, hvad det kunne være, vi var på vej til.

     Jeg blinkede let et par gange, da et stort farvestrålende skilt dukkede op ude foran vinduet, og jeg drejede mig i sædet for at se på Ji-Hoon, der svingede ind på den gigantiske parkeringsplads.

     ”Everland?” Everland var kendt som Sydkoreas største og mest populære forlystelsespark og var også stedet, hvor man kunne finde Caribbean Bay – Et vandland uden lige for at sige det mildt.

     ”Jeg tænkte på, at vi skulle more os i dag… Du er vel ikke for gammel til at have det sjovt?” Han så på mig med et drillende smil, og jeg pustede mine kinder en smule op i fornærmelse.

     ”Hvis der er nogen af os, som er gamle, så er det dig…”

     ”Auch…” Ji-Hoon grinede blot af det, og hans latter smittede af på mig, som vi steg ud ad bilen, og begav os op imod indgangen. Alligevel kunne faktummet i min sætning alligevel ikke lade vær med at køre i mit baghoved. Gammel… Ji-Hoon var jo egentlig ikke gammel eller noget… Han var bare en hel del ældre end mig. Noget som måske kunne tolkes forkert, nu hvor vi begav os ind i en forlystelsespark sammen.

     Det var også med meget blandede følelser, at jeg holdt Ji-Hoon i hånden, som vi begav os ind i den første del af parken. På den ene side var det her så forkert, som noget overhovedet kunne være. Først og fremmest var han ikke bare ældre end mig, men han var også min lærer. Derudover havde jeg haft sex med ham op til flere gange, selvom vi egentlig ikke var kærester. Og så havde jeg bare generelt brudt alle mine egne holdninger til, hvordan man skulle omgås fyre. På den anden side kunne jeg ikke være mere lykkelig. Ji-Hoon gjorde mig så glad og fik mig til at føle mig værdsat og elsket. Var det så forkert?

     Jeg valgte at slå mine tanker ud ad hovedet og i stedet for at fokusere på at have det sjovt, da det faktisk var min første gang i parken. Mine forældre havde aldrig haft så mange penge, så hvis vi endelig tog på tur, var det ud i en park og spise picnic. Ikke at det ikke var hyggeligt nok, men jeg kunne godt mærke sommerfuglene i min mave springe voldsomt rundt, da jeg stod i kø til min første rutsjebane nogensinde.

     ”Du ser lidt nervøs ud? Er du sikker på, at du kan klare det?” Hans tone var drillende, og han havde sådan et glimt i øjet. Lidt ligesom at den lille dreng, han en gang havde været, var blevet vækket til live igen. Jeg vendte dog blot mit blik en smule flovt ned imod mine fødder.

     ”Faktisk… er det min første tur i en rutsjebane nogensinde.”

     Snørebåndene på mine sko var pludselig blevet meget interessante. I hvert fald indtil jeg mærkede en stærk arm lægge sig rundt om livet på mig og trække mig let ind til sig.

     ”Du har intet at være nervøs for… Jeg vil være ved din side hele vejen.” Jeg så op på ham og kunne se, hvordan varmen fra ham stod ud ad hans øjne. Så hvordan skulle jeg ikke kunne føle mig tryg i hans selskab?

     Derfra gik det ellers op i den ene rutsjebane efter den anden, da det havde vist sig at være langt sjovere, end jeg havde forventet. Farten, vinden i håret og Ji-Hoon ved min side, var slet ikke så tosset endda. Vi begav os rundt i hele parken. Så dyrene i Zoo-Topia med en bus, så vi kom helt tæt på bjørnene og tigerne, mens de lå og slog maver efter deres morgenmad. Vi var oppe i, jeg ved ikke hvor mange, rutsjebaner, så jeg til sidst følte mig lettere rundtosset, og vi derfor tog en pause på en af græsplænerne i Global Fair. Sådan gik det meste af dagen, og jeg kunne ikke andet end at nyde, at jeg tilbragte den her fantastiske dag sammen med verdens mest vidunderlige fyr.

     ”Vent her et øjeblik, så henter jeg noget at drikke til os.” Jeg nikkede let og sendte Ji-Hoon af sted med et smil. Mit smil falmede dog, da jeg hørte nogle tilfældige forbipasserende snakke.

     ”Hvor er det sødt, at hendes storebror henter drikkevarer.”

     ”Er de ikke for gamle til at tage i forlystelsespark?”

     ”Hvorfor vil sådan et mandfolk dog date, sådan en lille pige? Ej, hun må da, være hans lillesøster, ik’?”

     ”Jo, ellers er han pervers.”

     Mit blik fulgte stille de mennesker, som var gået forbi mig, og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte sank ned i livet på mig. De havde jo ret… Han var så meget ældre end mig, at vi burde være bror og søster… Ikke på date, hvis man egentlig kunne kalde det det. For var vi egentlig på date? Hvad var det overhovedet, der var imellem os? Og hvad lavede jeg dog overhovedet her?

     Jeg rystede hårdt på hovedet og klappede mig selv hårdt på kinderne for at tage mig sammen. Det kunne være lige meget med, hvad andre folk sagde. Hvis de troede, vi var bror og søster, så var det jo fint nok, når vi bare skulle bruge dagen på at have det sjovt, og ikke noget andet, ik’? Jo, det var nok også sådan, at det var bedst. For hvis de bare troede, at vi var familie, ville der ikke blive stillet underlige spørgsmål eller spredt nogle rygter. For muligvis var Seoul en storby uden lige, men rygter kan sagtens gå alligevel. Især hvis der bliver taget billeder med mobiltelefoner, da sådan nogle kunne løbe rundt på internettet i løbet af få sekunder.

     Alle mine tanker forsvandt et øjeblik, da det gik op for mig, at jeg var kommet til at gå væk fra det sted, hvor Ji-Hoon havde bedt mig om at vente. Lettere forvirret så jeg mig omkring, uden at ane fra hvilken retning jeg kom. Det værste af det hele var nok, at Ji-Hoon havde kortet over parken, så nu var jeg først helt lost. Stille bed jeg mig i min læbe, hvorefter jeg begyndte at gå i den retning, jeg mente, at jeg burde være kommet fra.

     Den park, der før havde været en stor legeplads, var nu blevet til en stor labyrint. En labyrint jeg ikke kunne finde udgangen i. Jeg forsøgte at kalde på Ji-Hoon nogle gange, men uden noget andet resultat end at nogle få mennesker kort vendte deres blik imod mig, inden de koncentrerede sig om deres eget igen.

     Min underlæbe var efterhånden begyndt at blive følelsesløs, og jeg kunne se på klokken, at den var ved at være mange. Mine forældre regnede med, at jeg ville være hjemme til aftensmad, hvilket krævede at jeg snart fandt Ji-Hoon, ellers turde jeg slet ikke tænke på mine forældres reaktion. De måtte i forvejen være rimelig irriterede over, at jeg ikke havde spurgt, om jeg måtte sove hos min såkaldte veninde selv, i stedet for at de havde lavet aftalen med Ji-Hoon i stedet for.

     På et tidspunkt stoppede mine fødder automatisk, mens mit blik gled rundt i folkemængden. Den benhårde sandhed var efterhånden begyndt at trænge ind under min tykke hjerneskal, og et dybt suk forlod mine læber. Jeg havde praktisk talt opgivet alt håb om at finde Ji-Hoon på den her måde. Alligevel kunne jeg ikke tillade mig at give op nu. Jeg måtte ikke give op.

     Mine ben skulle til at sætte i gang igen, da jeg mærkede en hånd lægge sig stramt om mit håndled, hvilket fik mig til at skrige en smule op, inden en anden hånd lagde sig over min mund.

     ”Hey, det er bare mig!” Jeg blinkede let et par gange, da jeg så op på Ji-Hoon, som stod og så på mig med et uroligt blik, inden han fjernede sin hånd fra min mund.

     ”Hvor har du været? Jeg har ledt efter dig over alt!” Skyldfølelsen begyndte at løbe ind over mig, og jeg kunne ikke andet end at stå og se ned på mine skosnuder og føle mig, som en lille pige der fik skæld ud.

     ”Vi bliver nødt til at gå nu, hvis vi skal nå at få dig hjem, inden dine forældre bliver urolige… Kom…”

     Hans greb om mit håndled var stadig stramt, og sådan gik vi sammen fra den ene ende af parken og til den anden, indtil vi nåede udgangen i stilhed. Det føltes forfærdeligt at gå på den her måde. Det var jo ikke med vilje, at jeg var kommet til at gå videre. Mine tanker havde bare været tynget af alle de bekymringer, som jeg egentlig burde have taget mig af noget før, men som mine plattelyster blev ved med at slå tilbage bagerst i hovedet på mig.

     Da vi nåede bilen, var min selvtillid fuldstændig brudt ned, og jeg kunne mærke, hvordan små tårer havde samlet sig i mine øjenkroge. Jeg ville ikke have, at dagen skulle ende sådan her. Så ville jeg slet ikke vide, hvordan jeg skulle møde ham i skolen næste dag. Alligevel kunne jeg ingenting sige. For hvad skulle jeg sige? Ingen undskyldning var god nok, og jeg ville heller ikke gøre ham mere vred, end han var i forvejen.

     Da jeg skulle til at stige ind i bilen, mærkede jeg hans arme lægge sig rundt om mig, og hans hoved hvile ned mod mit baghoved, så jeg ikke havde en chance for at se op på ham.

     ”Gør mig aldrig så bange igen, okay? Bare tanken om, at der var sket dig noget… Lov mig, at du aldrig gør det igen.”

     Et par tårer ramte stille asfalten under mine fødder. Han var ikke vred på mig. Han ville bare beskytte mig. Det betød, at han holdt meget af mig. Ik’?

     ”Det lover jeg…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...