Impossible Love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2013
  • Status: Færdig
17 årige Clara Rose lever på et børnehjem med tanken om ingen, vil have hende. En dag kommer Pattie Mallette og hendes søn Justin på besøg. Pattie ønsker at adoptere en pige. Men er pigen Clara, og hvad hvis, det er?

101Likes
106Kommentarer
16512Visninger
AA

17. XVI

Justins synsvinkel:

Mit hjerte var tomt, og mit hoved dunkede. Det værste af det hele var, at hun havde misforstået det. Det var jo overhovedet ikke som hun troede! Hver evig eneste gang jeg lukkede øjnene, så jeg hende for mig. Smuk som en engel med langt lyst bølget hår. Hendes øjne som altid var parate, og aldrig overså noget som helst. Hendes grin som fyldte alle med glæde. Et minde ramte mig.

Jeg trak hende ind til mig, og vidste det kom uventet. Min hånd placerede jeg blidt på hendes hofte. Bare at være så nær hende, fik alt i mig til at snurre. Jeg ønskede øjeblikket ville vare evigt. Jeg skubbede hende blødt tilbage, så hun ramlede ind i væggen. Hendes grin fyldte rummet med latter, da jeg kyssede hendes tindinging. Mine læber bevægede sig hen over hendes næse tip, og endelig fandt jeg, hvad jeg ledte efter. Hendes læber. Jeg mærkede, at hun skælvede da jeg kørte hånden gennem hendes bløde hår. Da jeg trak mig fri, kiggede jeg ind i hendes øjne. Gemt bag dem var pigen, jeg elskede. Jeg forgudede hende. Mere end noget andet. Hun stirrede tilbage, og bed sig i læben uden at lægge mærke til det. Hvad skulle jeg gøre, hvis jeg ikke havde hende?

Tanken slog mig igen, ligesom den havde slået mig dengang. Hvad skulle jeg gøre, hvis jeg ikke havde hende? Min virkelighed var ikke virkelig uden hende.

Døren gik op, og jeg rejste mig hurtigt. Mit hjerte hamrede afsted. Var det hende? Det var det ikke. Det var min mor, og hun så godt gal ud. Hun gik hen, og stillede sig lige foran mig. Selvom jeg var højere end hende, så hun  nu stadig ret truende ud. Jeg bakkede lidt tilbage, da hendes øjne nærmest lynede.

"Hvad fanden, havde du tænkt dig?" spurgte hun, og hendes stemme var hæs af vrede. Jeg blinkede et par gange. Vidste hun det? Vidste hun det hele?

"Jeg.. det.. jeg ved det ikke.." mumlede jeg trist, og faldt tilbage i sofaen. Jeg undgik hendes dødbringende blik.

"Du er 18 år forfanden! Gik hun selv med til det? Jeg mener, var hun selv med på det?" sagde hun stadig vred. Nu var det min tur til at blive vred. Hvad fanden bildte hun sig ind?

"Selvfølgelig var hun selv med på det! Tror du jeg tvang hende eller hvad? Jeg er sku da ikke sindssyg!" snerrede jeg.

"Jeg ved ikke, hvad jeg tror mere!" svarede hun rasende. "Nu må det fandme få styr på det hele! Tag hen til pigen, fortæl hende det er umuligt!"

Jeg kiggede ned på min fødder, min krop rystede.

"Det kan jeg ikke." svarede jeg stille.

"Hvad kan du ikke?" hun var ved at springes af vrede. Jeg løftede mit blik, og kiggede hende direkte i øjnene.

"Jeg elsker hende."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...