Impossible Love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2013
  • Status: Færdig
17 årige Clara Rose lever på et børnehjem med tanken om ingen, vil have hende. En dag kommer Pattie Mallette og hendes søn Justin på besøg. Pattie ønsker at adoptere en pige. Men er pigen Clara, og hvad hvis, det er?

101Likes
106Kommentarer
16812Visninger
AA

20. XIX

Clara's synsvinkel:

Han rørte sig ikke ud af flækken, men kiggede bare på mig med et trist blik. Jeg ønskede at kaste noget på ham, og greb ud efter en pude. Jeg kastede den med stor kraft mod ham, men han greb den blot med venstre hånd. Jeg trampede frustreret i gulvet, og ønskede at gøre et eller andet. Bare et eller andet! Jeg tog solbrillerne, jeg havde fået fra Justin den første dag. Han fulgte mine hænders bevægelser. Og så..

"Knæk." det gav genlyd i rummet, da jeg knækkede de sorte Ray Ban midt over. Jeg sendte ham et ondt og tilfreds blik, men han rystede blot på hovedet. Irrationen bredte sig i min mave. Hvorfor reagerede han ikke på det? Jeg fandt æsken fuld af små farvede sedler, jeg havde gemt frem. Med hurtige skridt bevægede jeg hen mod vinduet, og begyndte at åbne det. En hånd lagde sig på min skulder.

"Stop nu.." Justin's stemme var knap hørlig. Og da jeg kiggede på ham, var hans øjne blanke. Det knugede i mit hjerte. Han så sårbar ud. "Vil du ikke nok lytte på mig?" spurgte han ømt, og borede sine brune øjne ind i mine. Jeg rystede vredt på hovedet, men lukkede da vinduet. Jeg ønskede heller ikke, at se de små sedler af den kærlighed, jeg havde troet på flyve væk.

"Nej." snerrede jeg blot.

"Jeg elsker dig Clara." hans ord gav genlyd i mit hoved.

"Forsent.

"Det aldrig forsent. Det ved du."

"Det forsent nu, Justin." sagde jeg, og vendte mig om for at forlade ham. Han greb fat i min hånd. Jeg prøvede at rive den tilbage, men han var stærkere end mig. 

"Lyt til mig." sagde han. Han stemme var ændret fra øm til bestemt.

"Jeg ved, hvad jeg så." svarede jeg, og sendte ham et dræberblik. Jeg havde set ham med Selena. En hver idiot kunne se, hvad det betød. Troede han ligefrem, at jeg var dum?

"Nej Clara. Du forstår det ikke." sagde han, og kiggede bedende på mig. Han holdte mig stadig fast, og jeg havde ingen anden mulighed end at blive. Jeg svarede ham ikke, men kiggede bare væk fra hans øjne. Det gjorde ondt på mig. "Selena og jeg har aldrig været sammen. Eller jo men det var kun pga. et godt ry. Det var virkelig godt for pressen! Jeg slog op med hende den dag inde i byen. Vi krammede bare. Clara. Vi har altid bare været venner Selena og jeg. Det har jo altid været os to, Clara!" det hele fløj ud af munden på ham i en hurtig form. Jeg kiggede overrasket på ham. Stolede jeg på ham? Alt i hans øjne lyste af ærlighed. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. På en måde var jeg lidt flov. Hvorfor lyttede jeg ikke bare til ham fra starten? Mine vrede virkede latterlig nu.

"Jeg ønsker ingen anden end dig." sagde han, og kiggede kærligt på mig. Ønsker. Fik han alt, hvad han ønskede sig? Tanken fra tideligere gik igennem mit hoved igen. Han havde ønsket mig. Og han havde fået mig... 

Han fik mig. Jeg lænede mig frem mod ham, og pressede læberne mod hans. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...