Impossible Love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2013
  • Status: Færdig
17 årige Clara Rose lever på et børnehjem med tanken om ingen, vil have hende. En dag kommer Pattie Mallette og hendes søn Justin på besøg. Pattie ønsker at adoptere en pige. Men er pigen Clara, og hvad hvis, det er?

101Likes
106Kommentarer
16462Visninger
AA

11. X

Der gik 3 dage før, jeg endelig var på vej til storbyen. -Med Justin ved min side, selvfølgelig. Jeg havde snart været her 2 uger, og skole starten nærmede sig. Jeg havde brugt mine sidste par dage med at hænge ved Justin, som vi omtalte som familie sammenvær overfor Pattie. Hun virkede afslappet over at vi brugte vær evig eneste dag sammen, og regnede med, at vi spille kort eller andet normalt. Men det var i hvert fald alt andet end "et spil kort". Vi brugte dagene på at lære hinanden at kende, tit lå vi bare og nussede og så selvfølglig et par hede kys. Jo længere tid jeg brugte med ham, jo mere kunne jeg lide ham. Hans personlighed var helt igennem fantastisk. 

Justin fandt en fri parkerings plads, og parkerede der. Han vendte sig om mod mig, og smilede. Så rakte han hånden ud mod mig og skubbede mine solbriller ned over øjnene. Før han steg ud af bilen, skubbede han også sine egne ned. 

Vi blev genkendt med det samme. Vi blev genkendt af alle for at være helt ærligt. Eller det mente jeg i hvert fald. Justin mente det ikke var slemmere end normalt. Justin skrev mindst 200 autografer og fik desuden taget totalt mange billeder med forskellige piger. Det slemmeste var dem der, der fnisende fulgte efter os. Vi gik ind i en tilfældig butik, og jeg fandt noget tøj, jeg ville prøve. Justin havde overraskende god stil, og kom hele tiden rendende med mere. Jeg gik ind for at prøve. Da jeg var omklædt, kiggede jeg mig selv i spejlet. Jeg var iført et par stramme sorte shorts og en hvid top med blonder. Jeg bestemte mig for, at tage det på til mine første skoledag. Efter det rendte vi rundt i en masse forskellige butikker, og jeg fandt en masse nyt tøj. Da vi var totalt udmattet begge to, fandt vi en hyggelig lille cafe. Vi valgte et lidt afsides bord i hjørnet, og bestilte begge smothie. 

"Jeg betaler." sagde Justin. Jeg rystede på hovedet, og smilede til servitricen der serverede vores smothie. Hun havde kun øjne for Justin, og opdagede slet ikke, jeg smilede til hende.. -typisk! Men Justin havde kun øjne for mig, og grinede sødt.

"Jo jeg gør." sagde han, og tog en slurk af sin smothie. Jeg ignorede det, selvom jeg var 100 på at betale. Bare fordi han havde penge, behøvede han vel ikke betale alt? 

 

 

Det var blevet mandag, og jeg skulle starte i skole. Jeg cyklede hen til skolen på min nye hvide cykel, som jeg havde fået. Dette var mit sidste år i gymnasiet. På en måde var jeg pisse hamrende nervøs, og på en anden måde, tænkte jeg: Tag det som, det kommer. Skolen lå kun et par gader væk, og jeg var der overraskende hurtigt. Jeg låste min cykel, og gik ind i skolen. Da jeg havde fundet mit klasseværelse, tog jeg en dyb indånding, og åbnede døren... Vi var omkring 13 piger i klassen og 16 drenge. Jeg kunne se lige fra starten, hvordan klikkerne hørte sammen I det ene hjørne sad 6 piger, og snakkede stille sammen. Allerede nu kunne jeg se, de ikke ligefrem manglede et nyt medlem. Så sad der 2 piger sammen, og grinede højlydt. De lignede et par bedsteveninder, som kun havde brug for hinanden. De mindede mig om.. De mindede mig og Mia og jeg.. Jeg sank en klump, og kiggede rundt. Ellers var der en pige, som sad helt for sig selv, og spiste sin madpakke.. Men der var også en pige, som så helt okay ud. Hun smilte til mig, og jeg smilte venligt tilbage. Og endelig var der 3 piger, som sad i midten af klassen, og solede sig i opmærksomhed. Sådan nogle havde der også været på min gamle skole. De gav mig alle elevatorblikket, hvorefter de stak hovederne sammen, og hviskede ophidset. Drengene havde selvfølgelig også deres klikker, men de var ligesom lidt mere udbredte end pigernes. Jeg fandt en plads, så langt væk fra 3 mands gruppen, og så fandt jeg mit penalhus frem. Da jeg lynede op, fandt jeg en lille lyserød seddel. Jeg kiggede nysgerrigt på den. Savner allerede min uartige engel. Stod der. Jeg kunne genkende Justins skrift, og smilte for mig selv. Han havde havde lige reddet min dag.

Ingen talte rigtig til mig den dag. Ingen havde brug for en ny ven deres sidste år. Ingen talte rigtig til mig de følgende dage heller. Den eneste som virkede okay sød, var pigen der havde smilet til mig den første dag. Frikvarterne var snart de værste, og som dagene gik hadet jeg mere og mere skolen. Det eneste der muntrede mig op, var Justins små sedler, hvor der stod ting som: -Du er smuk, at du ved det. - Dit grin er som musik i mine ører. -Savner dine læber mod mine. Idag have jeg fået en seddel, hvor der stod: Håber du kan lide overraskelser, babe. Jeg kunne mærke, hvordan jeg hurtigt blev nysgerrig. Dagen sneglede sig afsted, og da jeg endelig fik fri, var det næsten ikke til at fatte, at der kun var gået 5 timer. Jeg gik efter "De 3 bitches" -som jeg havde døbt, de 3 populære piger- ud af døren. Der lød et højt gist, og snart startede der en høj fnisen. Jeg kiggede dem over skulderen, for at finde grunden, til deres underlige opførsel. Hele gangen hen stod der smilende piger, som enten viftede vildt med håret eller grinede totalt højt. Pludselig fandt jeg grunden. Justin stod lænet op af muren, med øjnene rettet mod sin mobil. Han havde ikke engang solbriller på. Jeg sank en klump. Hvorfor fanden var han kommet her? Nu ville jeg blive totalt populær, men også kun fordi jeg kendte Justin Bieber. I morgen ville de sikkert alle lade som om, de kunne lide mig. Selvom de sikkert overhovedet ikke brød sig om mig. Jeg ville ikke kunne få en ven i den her klasse.. nej i den her skole uden at vide om, de virkelig kunne lide mig. Justin kiggede op, og hans ansigt lyste op i et fantastisk smil da han så mig. Jeg hadet han så så forbandet godt ud lige nu, for jeg mest af alt ville hade ham.. Folk kiggede rundt, for at se hvor smilet endte, og da de opdagede han smilte til mig, lød der højlydt hvisken. Jeg gik hurtigt hen til Justin, og han trak mig ind i et kram. Jeg hev mig utilpas fri, og gik så surt mod udgangen. Justin små løb for at følge med. Da jeg havde sat mig ind i hans bil, sagde jeg for første gang noget.

"Hvad fanden skulle det til for?" jeg lod mit blik bore sig ind i hans øjne, og prøvede at få ham til at føle skyldfølelse. 

"Hvad mener du?"

"De har ikke sagt et ord til mig hele den her uge. Ingen af dem. Ingen har gjordt noget, for at få mig til, at føle sig velkommen. Og så kom du. Skal vi gætte på, jeg bliver totalt populær imorgen, og alle vil kunne lide mig. Men ikke rigtigt vel? De kan jo egentlig ikke lide mig.." det hele fløj ud af mig. Min stemme var isende, og Justin bed sig nervøst i læben.

"Undskyld.."

"Det bare ikke nok vel?" bed jeg ham af. Han kiggede ned på sine hænder, og rettede så sin opmærksomhed mod vejen. Vi sad i en presset stemning hele vejen hjem. Jeg hadet at skændes med ham. Jeg kunne virkelig ikke lide det. Men af en eller grund kunne jeg ikke bare tilgive ham, jeg følte at jeg havde grund til at være sur på ham. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...