Impossible Love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2013
  • Status: Færdig
17 årige Clara Rose lever på et børnehjem med tanken om ingen, vil have hende. En dag kommer Pattie Mallette og hendes søn Justin på besøg. Pattie ønsker at adoptere en pige. Men er pigen Clara, og hvad hvis, det er?

101Likes
106Kommentarer
16503Visninger
AA

2. I

Mit liv var ikke til at prale af. Jeg havde ingen mor ingen far, faktisk havde jeg ikke ret meget. Jeg boede på et børnehjem, og det havde jeg gjordt længere end jeg, kunne huske. Selvfølgelig passede det ikke det med, jeg ingen forældre havde. Jeg havde jo nok en mor eller far et eller andet sted i verden. Ved mindre de var døde. Det eneste jeg vidste om min fortid ved min mor og far, var at jeg var født i Sverige. Det var egentlig nok også grunden til mit lange tykke blonde hår. Jeg var den ældste på mit børnehjem, og jeg var jo også sytten år. Ingen havde nogensinde adopteret mig og mor-Anna (en slags mor her på børnehjemmet), sagde altid at jeg engang, ville få nogle nye forældre, og at jeg bare var uheldig. Jeg vidste bedre. - Ingen ville have mig. De fleste andre børn så mig som deres storesøster. Jeg tror ikke, de havde skænket tanken, at jeg måske engang ville flytte. Det behøvede de jo egentlig heller ikke.

"Clara?" lød en velkendt stemme. Min bedste veninde stod forenden af min seng, og kiggede på mig. Hun havde langt sort hår, og hendes ansigt var sødt og smukt. Hun var lige blevet 16, og jeg havde aldrig forstået hvorfor ingen, ville have hende som deres barn. Jeg lå på min seng oppe på sovesalen. Vi var opdelt i to rum drenge og piger hver for sig. Det eneste der skilte os ad, var en væg med en låst brun dør. Jeg kiggede spørgende på hende, og hun satte sig i min fod ende. 'De siger, vi får besøg imorgen." sagde hun, og jeg kunne ikke undgå at høre håbet i hendes stemme. "Besøg" betød at nogle, havde tænkt sig at adoptere et barn. "Måske får en af os en familie imorgen." sagde hun stille. Jeg rystede på hovedet af hende.

"Sikkert" mumlede jeg skeptisk. Som om jeg ikke forlængst havde opgivet håbet.  Jeg lagde mit hoved på min pude, idag havde jeg ikke lyst til aftensmad. Jeg havde ikke lyst til andet end, at ligge mig ned og sove. Imorgen skulle jeg endnu engang se en anden, få en plads i en familie. En plads i en familie som ville betyde alt for mig.

 

Da jeg vågnede næste morgen, var alle andre allerede oppe. De fes rundt, flettede hår og rettede en sidste gang på kjolen. Jeg sukkede, og bestemte mig for at stå op. Her lugtede af hårspray, og jeg kunne fornemme, den stressede stemning i rummet. Mia var også oppe, og hendes lange hår var sat op i en perfekt knold. Lige nu ordnede hun sin meakup. Mor-Anna kom ind, og tjekkede alle var oppe. Da hun fik øje på mig, sukkede hun, og bevægede sig igennem den travle mængde.

"Clara skat. Har du aldrig tænkt dig, at bare gøre lidt ud af dig selv." sukkede hun. Hendes hår var kruset og leverpostej farvet. Hun var ikke særlig høj, buttet og så en havde hun de venligste øjne, jeg nogensinde havde set.

"Hvorfor skulle jeg?" svarede jeg trist, og kiggede på mine fødder. "Ingen vil nogensinde have mig." tilføjede jeg. Hun lagde armen om mig, og trak mig ind i et moderligt kram. Jeg sugede hendes duft til mig.

"Idag burde du virkelig gøre noget ud af dig selv. Jeg er sikker på, du vil fortryde, hvis du ikke gør."  sagde hun stille. Før hun rejste sig, kyssede hun mig i håret. Da hun var gået, gik jeg i bad, og tørrede så mit hår. Når mor-Anna sagde ting som det, skulle man ikke ignorere det. Jeg vidste, at der var en grund til, hun havde sagt det. Det var også derfor, jeg hoppede i mine bedste jeans og en pæn sort sweater. Kjole skulle jeg intet nyde af. Jeg glattede mit hår, og tog noget mascara på. Så gad jeg heller ikke mere, og når jeg kiggede rundt i rummet, var jeg den der havde gjordt mindst ud af mig selv.    Vi fik besked på at stille os på en lige række efter højde. Pinligt nok for mig var jeg ikke den sidste, og der var endda fem der var højere end mig. Helt seriøst der var en på 14 der var højere.. Hvorfor fanden var jeg også så lille? Det var kun pigerne, der var her. Da dem der skulle adoptere kun var interreseret i en pige.  Drengene behøvede ikke at være med i det her postyr, Alle var iført der pæneste, og det gik op for mig, at jeg var den eneste i jeans. Når fuck det jeg kunne intet gøre ved det nu. Mia stod lige ved siden af mig, og klemte nervøst min hånd. Det var midt i august, og luften var dejlig frisk. Børnehjemmet lå midt i en skov ude på landet, og man skulle i hvert fald flyve, hvis man ønskede at komme til New York herfra. Jeg kunne pludselig høre lyden af en bil, og jeg mærkede hvordan folk holdte vejret. Selv jeg blev urolig et øjeblik. Bilen der drejede ind, var et dyrt mærke. Den parkerede midt i gårdspladsen, og ud trådte to personer. Den ene var en yngre dame i trediverne med langt mørkt hår, og den anden var en dreng på omkring atten. De bar begge sorte solbriller, og der var noget bekendt ved drengen. Jeg kunne ikke helt sætte fingeren på det, indtil han tog solbrillerne af. Der lød gisp hele rækken hen. Han var ikke hvilken som helst dreng, han var Justin Bieber. Og damen ved siden af viste sig sjovt nok at være hans mor - Pattie Mallette. Men hvad lavede de her? Hvorfor havde de tænkt sig at adoptere en pige? Jeg forstod det virkelig ikke. Tara som hjalp Anna her på børnehjemmet, præsenterede dem.

"Det her er Pattie. Hun har valgt at adoptere end pige." sagde hun, og pegede på Pattie. "Og det her hendes søn Justin." fortalte hun, og strakte en hånd hen mod Justin, som om vi ikke anede en skid. Det kunne godt være, vi havde levet vores liv i udkanten af USA på et børnehjem, men det betød jo ikke, vi ikke vidste hvem Justin Bieber var. Halvdelen af pigerne troede sku da, de var forelsket i ham. Jeg selv brød mig ikke specielt om ham. Jeg var ikke hater, for det ville være forkert at hade en person, man ikke kendte. Men jeg brød mig i hvert fald ikke om ham, og det var nok mest fordi, han havde alt der jeg ikke havde. Han havde alt det folk drømte om. Berømmelse, penge og en god familie. Pattie gik hen mod starten af rækken, og begyndte at give de små hånden. Jeg kunne se hun mumlede et ord, for hver af en så som "Måske", "En mulighed", "for lille" og sådan. Justin fulgte hendes eksempel, og smilede venligt til hvert et ansigt. Snart var Pattie henne ved mig. Hun kiggede ikke engang på mig, men trykkede bare min hånd. Jeg kunne høre hun mumlede "For gammel", før hun bevægede sig videre. En knude bredte sig i min mave. Det var det. Nu kunne jeg lige så godt skride. En hånd greb fat i min, for at trygge den. Jeg havde helt glemt Justin! Jeg kiggede op, og det gik op for mig, at han ikke var gået videre til Mia endnu.

"Er du ikke lidt for gammel til at være på et børnehjem?" spurgte han skeptisk. Jeg stivnede. Hvorfor var han ikke bare gået videre ligesom ved alle andre?

"Øh joo" mumlede jeg forsigtigt. Jeg kunne mærke alles blikke mod mig og Justin. De virkede tydeligvis misundelige, men jeg selv ville gerne have undværet det her øjeblik.

"Eller er der bare ingen, der vil have dig?" grinede Justin. Jeg tror ikke, det var ment ondt. Men det gjorde nu alligevel ondt, for det var jo lige netop sådan, det var. Ingen ville have mig. Jeg kiggede ned, og stirrede på mine sorte slidte converse.

"Hey undskyld det var ikke ment sådan." skyndte Justin sige at sige. Jeg kiggede op, og mødte hans blik. Han smilede til mig.

"Justin kom nu videre." kaldte Pattie Han tøvede et øjeblik, før han gik videre. Nu var det for alvor slut. Han troede nok, at jeg var et fucking tude fjæs.  Da de var igennem flokken, fik besked på at gå op på vores sovesal. Vi ville få besked om en halv time, hvis det var os.

 

 

________________________________________________________________________________________________________________

I må meget gerne like/kommentere/fave eller bliver fan af mig :-) Ville blive super duper glad! 

Instagram: Nikoline_Knudsen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...