Kilden til livet

"Der var ikke andet for end at gå i gang. Om et par timer faldt mørket på og så ville det være for sent. Og, tænkte Will, Amia kan ikke vente."

33Likes
10Kommentarer
1002Visninger
AA

5. ....

Enhver, der nogensinde havde gjort sit bekendtskab med havnen, ville først og fremmest beskrive stedet som 1) larmende og dernæst 2) travl – man skulle være heldig for ikke at få en albue i siden eller en kasse sardiner i hovedet – og 3) Ildelugtende og beskidt. Et kendt ordsprog lød endda: I havnen er der ingen rengøring på, for her kan nullermændene skam selv gå.
Men trods det tvivlsomme miljø, hvilede der en ganske bestemt atmosfære over havnen. En form for hyggelig stemning, der netop var med til at gøre stedet så populært. Selve havnen nåede ikke langt ind i landskabet, men lå som en flere kilometer lang halvmåne omkring den buede kyst.
Ved dokken i vandkanten holdt skibene til. Molen var havnearbejdernes domæne, hvor skibsgods blev fragtet fra og til bådene, dernæst stod rækker af pakhuse, omkranset af Handelspladsen – som egentlig var ét langt torv - og til sidst et beskyttende lag af almindelige huse og værtshuse, der lukkede af fra omverdenen og var med til at bevare havnelivets eget lille univers.

Will og Julia ankom omkring middagstid, hvor lydniveauet og menneskemængden som regel lå på sit højeste. Nede ved vandkanten lagde nye skibe hele tiden til, læsset med alskens eksotiske laster – krydderier, ædle stene, håndrullede reb, fremmede delikatesser og ikke mindst den mystiske silke fra Illiya. Øen, hvor de var på vej hen. Wills far fortalte tit om de mange ting, skibene bragte til havnen. Men når snakken faldt på Illiyas silke, blev faderen stille. Hvor kommer det fra? Hvordan laves det? Hvem laver det? Ivrigt ville Will spørge og spørge, til faderen til sidst måtte svare: ”Det er der ingen, der ved, min dreng. En gang imellem kommer der et skib fra øen med silke, men så vidt jeg ved, har ingen nogensinde sat sin fod på øen. Mange har prøvet – jeg selv endda – og jeg siger dig Will, hvad der end gemmer sig på den ø, får vi aldrig at se.”

Med faderens ord kørende bag sine øjne førte Will Julia mod Dokken, hvor han håbede at møde skibet fra hans fars fortællinger. Hvordan mon det så ud? Stort? Lille? Prangende? Simpelt? Men særligt måtte det se ud, afgjorde Will. Når de fik øje på det, ville de kunne genkende det.

”Hvordan ser skibet ud?” spurgte Julia, mens hun betragtede den livlige handel, der kendetegnede Handelspladsen.

”Jeg ved det ikke,” svarede Will og pegede mod havets glitrende overflade. ”Men det er vores eneste håb om at komme over på øen.”

”Jeg ved det, jeg ved det. Du har fortalt det. Vi skal med silkemændenes skib, finde og tage et af disse spind, og så er det ungdommens kilde.”

Will nikkede, men sagde ikke mere. Siden kysset havde samtalerne været korte og den efterfølgende stilhed tung. Men hvad skulle han stille op? Kysset havde været et malplaceret ’tak’ og ikke noget nær kærlighed. Var det Julia, der troede noget andet?  Selvom hun lod som ingenting, og Will spillede med, hang tavsheden stadig over dem som en sort sky.

”Vi burde finde noget at spise, inden vi tager af sted,” sagde Julia og afbrød Wills tanker.

”Okay.”

”Vi har ingen penge.”

”Nej,” svarede Will.

Og tænkte: det er utroligt, så meget et kys på kinden kan ødelægge.

 

***

 

”EN HALSKÆDE TIL FRUEN! ÆGTE DIAMANT, ÆGTE DIAMANT! KUN 5 SØLVMØNTER!

”KOM OG KØB! APPELSINER FOR 2 KOBBER. KØB FEM OG FÅ DEM TIL EN PRIS AF BLOT 9 KOBBER!”

”CHOKOLADE FRA JAMBALAYA! KOM OG SMAG! VÆR MED PÅ MODEN OG KØB CHOKOLADE FRA JAMBALAYA!”

Hver en sælger, der ikke havde gang i en kunde, stod og gjaldede løs om, hvor fantastisk deres varer var. Et mekka af støj. Ikke én mund stod stille på de tusindvis af sælgere, der alle stod ved en lille bod klods op ad hinanden flere kilometer derudaf. Hvis man manglede noget, så var havnen i Leath stedet. Om dagen stod varer fra hele verden til disposition. Og når dag blev til nat, og undergrunden myldrede frem, vågnede de knap så lovlige handler op til dåd. For på havnen var der nok til at tilfredsstille enhver, baron som bandit, i alle døgnets 24 timer.

Julia stod lidt længere fremme hos en slibrig juvelsælger og kiggede på diamanter og rubiner. Det så ud til, at de morede sig. Julia grinte i hvert fald. Ikke at Will kunne høre noget for den knusende larm omkring ham. Han kunne se det.

Et stød ramte Will bagfra i ryggen. Smerter jog op gennem ribbenene. Av for helvede! Will bed sig i læben. Det var også ved at være lang tid siden, det sidst gjorde ondt, tænkte han sarkastisk.

”Kheta, Kheta! Apani thiki hyaya?” sagde manden og kiggede undskyldende på Will.

Skide udlænding. Og for pokker, det gjorde ondt og dunkede i siden. Julia måtte have set, hvad der skete, siden hun banede sig vej frem mellem menneskemængden, der uforstyrret fortsatte sine indkøb. Handelspladsens ucensurerede charme. Grådighed.

”Er du okay?” Julia kiggede på ham.

”Jeg har det fint,” mumlede Will og lænede sig ind til hendes øre.
”Jeg tog noget mad ved de forskellige boder.”

”Burde jeg være bekymret?” hviskede hun tilbage.

Will kunne mærke varmen fra hendes mund.

”De så ikke noget,” sagde Will.

”Jeg mente dine ribben,” hviskede Julia og smilede

”Nej,” svarede Will og tilføjede ”Skal vi komme af sted?”

De rejste sig op og traskede ned langs en smal åbning gennem havnens lag af pakhuse. Synet der mødte dem både fascinerede og skræmte Will. Hundreder og atter hundreder af skibe lå fortøjet i række på række på række. Som perler på en snor. Der lå elegante, slanke skibe med gyldne galionsfigurer og silkesejl, brede passagerfartøjer af massivt træ og med plads til en hel by, gamle, lurvede fiskekuttere og mærkværdige konstruktioner fra fjerne lande, og som Will aldrig før havde set. At finde silkeskibet ville ikke blive nemt.

Der var ikke andet for end at gå i gang. Om et par timer faldt mørket på og så ville det være for sent. Og, tænkte Will, Amia kan ikke vente.

Op og ned af dokken og så lige op og ned igen. I tavshed vadede Will og Julia fra skib til skib, men intet synes at sige: se mig, jeg kommer fra Illiya. Rent ud sagt gik intet, som Will havde forventet. Lige fra mødet med Lord Jillkins til Julia, der slet ikke var tænkt ind i planen. Silkeskibet syntes ikkeeksisterende, og Will kunne ikke lade være med at tænke, hvad nu, hvis det heller ikke gik som planlagt? Hvad nu, hvis han ikke kom over på øen og fandt ungdommens kilde? Hvad nu, hvis det allerede var for sent?

”Will,” sagde Julia.

Will kiggede op. Hun havde fundet det. Silkeskibet.

”Jeg tror ikke det er her.”

”Nej.” Will rystede på hovedet. ”Det skal være her. Det skal være her, Julia.”

Julia kiggede medlidende på ham.

”Will… Jeg er ked af det, men jeg tror altså virkelig ikke, det er her.”

Will dumpede ned på kajens kant. Julia stod og overvejede et øjeblik, og så satte hun sig også ned med fødderne over vandet.
Små fugtdråber kølede mod hendes ben. Selvom der er så beskidt, tænkte Julia, er der også virkelig… Forfriskende. Skyerne hang på sin plads ovenover og holdt på varmen. En lettere kølig vind strøg over havet og skubbede til overfladen, så det bølgede. Der var hele tiden bevægelse her. Om dagen. Om natten. Selv i den lille, afskallede båd, der lå og gyngede for enden af dokken.

”Will.”

”ja?”

”Jeg tror, jeg har en idé.”

... Fortsættelse følger

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...