Kilden til livet

"Der var ikke andet for end at gå i gang. Om et par timer faldt mørket på og så ville det være for sent. Og, tænkte Will, Amia kan ikke vente."

33Likes
10Kommentarer
1005Visninger
AA

4. ...

De vågnede til lyden af nærmende fodtrin. Efter at Julia faldt i søvn på hesten og nær var faldet af den, havde de besluttet at tøjre hestene og slå lejr i skovkanten. I det fjerne havde de kunnet skimte havnens mange lygter, der mod nattehimlen lignede ildfluer. Et fortryllende ildshow. Men om natten vågnede havnens kriminelle undergrund til live og forvandlede stedet til et farligt miljø. Det var sådanne historier, forældre fortalte deres børn i håb om at afskrække dem fra at gøre dumme ting.
Will huskede stadig historien om skøre Lis, der engang havde været en ganske uskyldig, lille pige. Hun havde forvildet sig ind i havnen og var aldrig nogensinde blevet den samme igen. I nogle versioner endte hun sine dage på gaden som en stakkels kone, der i resten af sine dage agerede offer for smådrengenes drillerier. Mens hun i andre aldrig blev set igen eller tog sit eget liv. Fortællingerne og rygterne var mange, men budskabet det samme: hvis du har dit liv kært, så hold dig væk fra havnen ved nattetide. Så Will og Julia slog lejr i skjul mellem træerne, tog hul på maden Julia havde proppet ned i sækkene, pakkede sig ind i adskillige tæpper og faldt omsider i søvn.

Da Will vågnede, var det stadig mørkt. Hans ribben gjorde ondt efter at have ligget på den ujævne skovbund. Men det var ikke det, der vækkede ham. Det var lyden af knasende blade, der bekymrede Will. Noget var på vej mod dem og efter lyden at dømme noget stort.

”Julia,” hviskede Will og puffede til hendes skulder.

”Mmm.” Julia vendte sig om på den anden side.

”Julia,” gentog Will. ”Der kommer nogen.”

Der gik et lyn gennem Julia og pludselig sad hun op med åbne øjne. Vagtsomme øjne, der flakkede fra side til side som en urolig flamme. Hun var bange. Han skulle ikke have taget hende med, tænkte Will fortrydende.

Så lød der et knæk lige foran dem. En gren. En fod. Will scannede træerne for den mindste bevægelse, men alt forholdt sig stille. Det kunne have været et dyr, men noget sagde Will, at det ikke var tilfældet.

”Undersøg deres tasker!” Stemmen kom bagfra.

Der lød spredte mandestemmer. Igen bagved. De var flere. Will havde ikke hørt dem komme. Fodtrinnene, han havde hørt, måtte have været en afledning. Det nåede Will at tænke.

Før Julia faldt sammen ved hans side og alt blev sort.

 

***

 

Da Will vågnede for anden gang stod solen højt på himlen, men hestene var væk, og det samme var sækkene. Alt – mad, vand, penge. Stjålet. En forfærdelig tanke slog ned i Will. Med bankende hjerte stak Will fingrene ned i jakkelommen. Kortet var væk.
Alt omkring ham blegnede. Så uvirkeligt det hele var. Ikke andet end en lille drengs feberdrøm. Will ventede halvt, at han når som helst ville blive vækket af sin mor. Hun ville blidt ae ham i håret og fortælle ham, at morgenmaden var klar. Mens Wills far ville sidde nede ved bordet og, så snart han fik øje på Will, lyse op i et skævt smil. Gabende ville Will sætte sig op på skødet af ham og bede om drabelige sørøverhistorier og gamle legender. Okay, så lad gå, ville faderen svare, en enkelt én. Selvom Will altid plagede sig til to, tre stykker. De bedste historier var dem, hans far fortalte. Siden faderen forsvandt, prøvede Wills mor sit bedste, men det blev aldrig det samme.

Og nu ville han aldrig høre Amias stemme igen, den kærlige latter. Som sin far ville Amia nu blive et minde, et billede, han kunne tage frem og kigge på. Men, tænkte Will, nu vil jeg aldrig kunne fortælle hende, at jeg elsker hende. Hun vil dø. Måske er hun allerede død. Og det er alt sammen min skyld. Jeg havde kortet. Jeg havde chancen.

”FOR HELVEDE! De har taget det hele. ALT!” råbte Will og slog sin hånd ind i et af træerne.

Et stik af smerte jog op gennem hans ribben, men smerten virkede underligt fjern. Som om hans krop ikke længere var en del af ham.

Julia kiggede ned pludselig usikker.

”Vi skal nok finde kilden, Will,” sagde hun stille.

”Hvordan? Kortet tog de og uden heste eller penge,” Wills stemme lød fortabt. Som en, der var ved at drukne eller sige farvel. ”Kan vi ikke komme hjem.”

”Men måske…”

”Glem det, Julia. Uden kort ingen kilde. Og uden kilden…”

Ingen Amia.

”Will, hvis du lige ville lytte. Jeg tror, jeg…”

”Kan du ikke bare lade mig være i fred, okay?” Will rejste sig op og forsvandt ind mellem træerne.

Julia så Will sætte sig på en sten længere inde i skoven.  Der var noget sørgeligt over den måde, hvorpå hans ryg krummede på og hans hoved hang. Amia betyder alt for ham, indså Julia og begav sig ind i skoven, hvor Will sad.

”Will,” prøvede hun.

”Hvad vil du?”

”Jeg tror, jeg ved, hvordan vi kan finde ungdommens kilde.”

Will vendte sig om og kiggede hende dybt ind i øjnene.

”Øhm, ja jeg... Altså, da jeg fandt kortet tilbage i landsbyen og du var ret besvimet og sådan. Jeg kunne ikke lade være med at kigge. Det er jo ikke ligefrem hver dag, man ser et skattekort liggende frit fremme. Okay. hvad, jeg prøver at sige, er, at jeg tror jeg kan huske vejen derhen.”

”Er du sikker?”

”Nogenlunde. Det er noget med en dal og en sø og så til højre…”

Will nikkede og så gjorde han noget, der kom lige så meget bag på ham som på Julia. Helt spontant lænede han sig frem og kyssede hende på kinden. Et kort kys, der syntes at vokse sig større og større imellem dem og til sidst ligge sig imellem dem som en barriere. En pinlig tavshed.

”Vi må hellere komme af sted,” sagde Will.

”Ja,” svarede Julia.

Og så begav de sig af sted mod havnen. Der var ikke langt som sådan. Men for Will og Julia føltes hver meter som en kilometer i sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...