Kilden til livet

"Der var ikke andet for end at gå i gang. Om et par timer faldt mørket på og så ville det være for sent. Og, tænkte Will, Amia kan ikke vente."

33Likes
10Kommentarer
998Visninger
AA

3. ..

 

Selv den mest hårfine vene, spinkle arterie og miskroskopiske celle – det hele – kogte og knitrede som et ildhav. Hver knogle – et stykke træ, der langsomt fortæredes af flammerne.

”Ssssh, William, ssssh.”      

Det lød som en slange, der hvislede hans navn. Den ruskede i hans hånd.

”Vågn op, William.”

Den ville have, han skulle vågne op. Det gjorde ondt. Men han måtte hellere gøre, som den sagde. Slanger besad et væmmeligt humør. Og så åbnede Will øjnene til halvmørket omkring ham. Han måtte være besvimet. Dog ikke så længe, for det var endnu aften. Han lå i kanten af vejen, og der sad en ved siden af ham.

”Tag mig med,” udbrød hun. ”Vil du ikke nok.”

”Hvad… Julia?”

Det var Julia. Datter af en lærer, vistnok. Omtrent hans alder. Will satte sig op og var nær kollapset fra smerten i brystet. Julia betragtede ham.

”Er det omkring ribbenene, det gør ondt?”

”Mmm,” brummede Will.

”Jeg vil med,” sagde hun så.

”Hvad mener du?” spurgte Will.

”Til ungdommens kilde, selvfølgelig. ”

”Men… Hvordan ved du…”

Julia holdt en lille, sammenfoldet firkant op og smilede. Kortet.

”Det lå ved siden af din hånd,” forklarede hun og blev pludselig alvorlig. ”Jeg vil med.”

”Fint,” sagde Will. ”Men hvorfor? Du er allerede ung.”

”Det er ikke ungdommen, jeg vil have. Landsbyen her er kedelig. Sker ikke noget som helst.” Hendes øjne skinnede.  ”Ungdommens kilde derimod er indbegrebet af spænding og eventyr.”

Will nikkede tungt.

”Men så længe jeg…” Will kiggede sigende ned ad sig selv.

”Jeg forbinder dig,” afbrød Julia.

”Tiden er knap. Det ved du godt, ikke?”

Julia sænkede blikket.

”Amia,” konstaterede hun.

Igen nikkede Will, om end endnu tungere.

 

***

 

”Sådan,” sagde Julia, mens hun studerede sit værk.

Det strammede omkring Wills bryst, hvor hun havde snoet stoffet rundt. Men den altoverskyggende smerte fra før havde aftaget, hvilket selvfølgelig var det vigtigste.

”Fik du hentet tingene?” spurgte Will.

”Maden og det hele ligger i sækkene,” svarede Julia og rakte hånden ud for at hjælpe Will på benene.

Det stak i brystet, skønt smerten var kortvarig.

”Går det?”

”Mmm.”

Nattekulden lå i luften som en isnende damp. Rundt omkring på husvinduerne voksede fjerlignende krystalmønstre frem. Indefra lignede det måske et sandt eventyrland af is, men for de rejsende var og blev det intet andet end en kold fornøjelse. Trods tanken om Amia, kunne de ikke forlade landsbyen til fods i den kulde. Det ville være et dumdristigt træk. Inden nogle timer ville de være stivfrosne og ydermere ville fremskridtet være minimalt. Nej, de behøvede heste. Og det vidste Will.

”Vi har brug for heste,” erklærede han. ”Og jeg regner ikke med, at du ejer nogle heste. Har jeg ret?”

Julia smilede.

”Nej, desværre.”

De behøvede ikke sige mere. Begge vidste, at hestehandleren blev deres næste mål. Ingen af dem brød sig sønderligt om tanken, men de havde brug for heste og ejede ingen selv. Stalden holdt heldigvis til i udkanten af landsbyen, og det viste sig, at Julia var ret så erfaren ud i kunsten at lirke låse op. Hvornår hun havde øvet sig var en anden sag. Dernæst skulle de bare udvælge sig to heste. Julia udså sig en rødbrun hoppe – ”Se, Will! Hun gik selv hen til mig!” – mens Will valgte en mere neutral vallak. Med sækkene spænd fast på Julias hest og ekstra frakker og tæpper omkring sig red Will og Julia af sted. Faren, for at nogen skulle vågne op og opdage dem eller følge efter dem, var simpelthen for stor til at vente.

 

***

 

”Hvor er vi på vej hen helt nøjagtigt?” spurgte Julia.

”Havnen i Leath. Ifølge kortet er der ikke så langt.”

”Jeg har altid drømt om at se havnen,” sukkede hun.

”Det er noget for sig selv,” lovede Will. ”Enten kan man lide det, eller også kan man ikke.”

”Har du været der?”

”Jeg var ikke så gammel,” indrømmede han. ”Men, ja, det har jeg. Min far arbejdede der på et af skibene.”

Will gabte.

”Er du allerede ved at være træt?” drillede Julia.

”… Siger hende, der gabte for fem minutter siden.”

Efterhånden havde Will og Julia tilbagelagt en del kilometer sådan. Ridende og snakkende, mens de gyngede af sted mod havets friske luft, hvor havnen lå. Jo tættere de kom, desto varmere blev vejret. Det skyldtes havets fugt, der tiltrak skyer som et stort lys i mørket. Omkring havnekysten gemte himlen sig derfor altid bag et tykt lag skyer. Et vejrfænomen, der var med til at holde på varmen. For Will og Julia betød det en kærkommen afveksling fra kulden, der hærgede bjerglandsbyerne, hvor de kom fra. Will havde altid hadet kulden, men hans mor havde været urokkelig i sin sag. Det var hendes barndomsby. Her havde hun mødt Wills far og senere født Will. Minderne holdt hende fanget., for hvis hun rejste, ville de med tiden falme og gå i glemslen. Det skræmte moderen mere end noget andet. For hvad er vi andet end minder, sagde hun. Til det vidste Will ikke, hvad han skulle svare. De blev boende.

Borte fra landsbyens gadelys havde natten rigtig indfanget Will og Julia i sit mørke. Et mørke, der skjulte deres ansigter for hinanden og lod samtalen flyde uhindret mellem dem. Alt kunne siges, for i mørket lurede ingen fordomme.

”Så din far arbejder på et skib,” sagde Julia.

”Gjorde,” svarede Will. ”Han forsvandt for mange år siden. Skibet, han arbejdede på, er aldrig set siden.”

”Det er jeg ked af.”

”Det er lang tid siden,” mumlede Will.

Julia lagde sig ned over hoppens lange hals og betragtede skoven, der nærmede sig i det fjerne.

”Hvad står der ellers på kortet?”

Will rakte ned i lommen på frakken, han havde lånt af Julias far. Selvom han næppe vidste det. Pergamentet knitrede, da han forsigtigt foldede det gamle kort ud. Visse steder var blækket udtværet og andre helt afbleget af årtiers solstråler. Men tydeligt sås det røde kryds, der markerede ungdommens kilde. Dér fremstod blækket lige så klart som blod.

”Lad mig se…” sagde Will. ”Der ligger en ø ud for havnen. Iliya, hedder den. Vi finder et skib og sejler derud.”

”Mmm,” nynnede Julia og gabte.

”Er du træt?”

”Aldrig,” insisterede Julia og gabte igen.

Will smilede.

”Nu gabte du igen.”

”Ja, ja. Det er luften herude, det siger jeg dig. Den får folk til at gabe.”

Et gab sneg sig ud af Wills mund.

”Se! Hvad sagde jeg!”

”Du smitter,” anklagede Will.

Og så grinte de begge to. Som to små børn. Alene. I mørket. Og da latteren til sidst døde hen, hviskede Julia:

 

”Stjernerne er klare i nat. Det plejer at være et godt tegn.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...