Kilden til livet

"Der var ikke andet for end at gå i gang. Om et par timer faldt mørket på og så ville det være for sent. Og, tænkte Will, Amia kan ikke vente."

33Likes
10Kommentarer
995Visninger
AA

2. .

”Hvor er det?”

”Hvor er hvad, William?” spurgte Lord Jillkins tilsyneladende upåvirket af hårdheden i Wills stemme.

”Jeg ved du har det. Jeg ved det,” hvæsede Will.

”Det gør mig ondt med Amia, hun var sådan en yndig pige…” Lord Jillkins rystede svagt på hovedet. ”Det er forståeligt nok, at du må føle en vis trang til at…”

Wills hånd skød frem mod lord Jillkins’ strube og kastede den spinkle adelsmand op mod væggen. Will kunne mærke hans pulsåres hurtige slag mod sin håndflade.

”Hvor er kortet?”

”Hør her, William. Din vrede og frustration er i den givne situation forståelig nok. Du er oprevet og ikke dig selv lige nu. Men – jeg - har - ikke - noget - kort. Jeg kan ikke give dig, hvad du søger. Mit gods, mit bibliotek rummer ikke sådanne sjældenheder. Og nu synes jeg, William, at du skal give slip, ikke sandt? Før det går galt.” 

Vreden syntes næsten ubærlig. Den flød som gift i Wills åre og ind i hans hjerte. Et hjerte, der vred sig i smerte efter det ene kort, der ville vise vejen til at redde Amia. Selvom Wills ansigt måske virkede udtryksløst udenpå, kæmpede han en brav kamp indeni for at holde følelserne i skak og fokusere. Det var nu eller aldrig. Kortet ville give ham en chance for at redde hende. Hvis bare han fik fingrene i kortet.

”William,” påpegede Lord Jillkins nervøst.

I et kort øjeblik stod Will med hænderne fastlåst om Lord Jillkins knoglede skuldre. Et vrid med hænderne. Højst tre sekunder. Ingen ville lokalisere lorden før tidlig morgen, hvor Will for længst ville være forduftet.

 

”William.”

Den lille dreng kiggede forvirret op. Var det ham, hun talte til? Det måtte det være, eftersom hun stod med hovedet på skrå og betragtede ham. 

”Hvad?”

”Kom. Jeg skal vise dig noget,” sagde hun og løb tværs over gårdspladsen mod husene til venstre.

Det klikkede så hult på brostene, da hun strøg af sted. Den lille Will vidste ikke helt, om han turde stole på hende. Amias ry skinnede ikke ligefrem af engleglans.

”Kommer du eller hvad?” spurgte Amia anklagende.

”Ja,” mumlede den lille Will og luntede efter Amia, der flød ind og ud af gaderne som en vilter flodstrøm.

Hendes lyse hår svømmede bag hende som en flamme, antændt af solens stråler. Pludseligt gjorde Amia holdt, så den lille Will kun akkurat nåede at bremse op.

”Se!” udbrød Amia stolt og pegede på en lille, grålig klump, der mest af alt lignede en dynge snavset sne.

”Jeg fandt den helt selv.”

”Hvad er det,” spurgte den lille Will ivrigt.

”Kan du virkelig ikke se det? Det’ en due. Død og det hele.”

Den lille Will gik lidt tættere på. Jo, nu kunne han godt se det. Den hjerteformede krop, der mundede ud i et hoved og to tynde vinger. Helt klart en due.

”Prøv lige at se henne ved hovedet,” Amias stemme lød begejstret. ”det røde dér er blod. Den må have brækket halsen i faldet.”

Will nikkede.

”Så du det?” spurgte han.

”Styrtet? Nej, da jeg fandt den, var den allerede død.”

De stod lidt i tavshed og kiggede på fuglen, mens de forestillede sig, hvor drabeligt det måtte have set ud. Hvor højt braget måtte have lydt, og hvordan blodet måtte have sprøjtet ud fra duens hals. I fantasien syntes det hele pludselig meget voldsomt og forbudt og spændende. Begejstringen blev dog hurtig brudt af hastigt nærmende fodtrin.

”Hey se, hvad skrotpigen har fundet!” blev der råbt med den høje, glatte stemme, der kun kunne tilhøre Zacharias.

”Hvad, Zacharias?” spurgte en ivrig drengestemme, Will ikke genkendte.

”Ja, sig det nu,” insisterede en leende mørkhåret pige og svingede armen om Zacharias.

Zacharias’ mundlinje steg et par grader. Vores frygt morer ham, indså Will. Dernæst gik det alt sammen så hurtigt. Støvler, skrig, blodrød sne og vrede.

”Giv slip, Will.”

Amias stemme.

”William!”

 

Give slip, tænkte Will og åbnede hænderne. Det krøllede skulderstykke på Lord Jillkins jakke stod i skærende kontrast til det ellers glatte stof.

”Det var godt, William. Nu synes jeg du skal gå, og så glemmer vi alt om dette lille scenarie, hmm?”

William hørte ikke efter. Han trak vejret og knyttede sine næver til fingrene knirkede. Denne længsel efter Amia flåede i ham og gjorde ondt som sult eller tørst. Og på det tidspunkt føltes Wills hjerte som én uendelig lang ørken.

”William, vil du være så venlig at forlade min ejendom.”

Lord Jillkins trådte hen til døren og åbnede ud til nattemørkets bidende kulde.

”Nej,” sagde Will og åbnede den mørke trædør modsat den, Lord Jillkins stod ved. ”Jeg går ikke, før jeg får kortet. Du nægter at give mig det… Så finder jeg det bare selv.”

”Fint,” medgav Lord Jillkins smilende. ”Jeg kan alligevel ikke stoppe dig. Ikke at du nogensinde finder kortet.”

Og så smækkede fordøren langt om længe i. Væk var Lord Jillkins, og tilbage stod Will med ryggen stemt op ad dørkarmen. Trods træets utvetydige knagen bag ham, føltes det mere og mere, som stod han op ad et svimlende, sort hul.

Det er her ikke, tænkte Will, kortet er her slet ikke. Lord Jillkins ville aldrig efterlade en så dyrebar vejviser. Nej, Lorden vidste nok, hvad han lå inde med. Munde hviskede, at Jillkins endda selv søgte legenden på kortet. Og så gik det op for Will, hvilken forfærdelig fejltagelse han netop havde begået. Kortet befandt sig ikke på Lord Jillkins gods. Hele håbet om at gense den Amia, han kendte og elskede, gemte sig tværtimod inde bag Lord Jillkins’ helt egen guldknappede diplomatfrakke.

Lord Jillkins havde leget med ham hele tiden.

 

*

 

Udenfor stak kulden i Wills ansigt. Lyden af skrumplende vognhjul og galopperende heste snurrede rundt i Wills hoved. Lord Jillkins måtte have vidst, at han ville komme efter kortet. Selvfølgelig. Han havde været på vej ud af døren, dengang Will dukkede op. En hestevogn havde ventet på lorden hele tiden. Og nu sprang hestevognen af sted som en hare på flugt. For hvert sekund, der gik, forsvandt kortet længere og længere væk. Uden videre tanke satte Will jagten ind. Hans hjerte hamrede mod hans ribben, hans lunger stod i flammer. Men han halede ind. Tættere og tættere. Armen ud. Næsten. Hurtigere, hurtigere. Et sving til højre nærmede sig. Nu eller aldrig, tænkte Will og sprang frem mod vognens bagparti. Fik fat. I sidste øjeblik inden svinget hev Will sig op på ladet og videre ind vognhuset.

”William,” gispede Lord Jillkins.

Overraskelsen i adelsmandens ansigt virkede oprigtig nok. Will fortsatte målrettet. Som et rovdyr fór han frem mod lorden jakkelomme, glubsk af sult efter lang tids håbløshed. Silkeforet føltes glat mod Wills famlende fingre. Uanfægtet jog Jillkins næven mod Will, der med et brøl knækkede sammen på vognens hårde gulv. Flammer slikkede op ad Wills brystkasse, snoede sig om ribbenene, der sydede af smerte. Hvert åndedrag føltes som en rødglødende kniv.

”Mmm. William, William, William. Dumme, lille dreng,” lo Lord Jillkins.

Noget koldt skubbede til Wills skulder. Will skreg. Smerten var uudholdelig.
Den næste lyd kom ikke fra Will, selvom han kendte den alt for godt. Det var lyden, alle de små drenge drømte om. To toner og en let, metallisk klang. Will vidste udmærket, hvad der skulle ske. Lord Jillkins var bevæbnet og havde lige ladet våbenet. For Will var der kun to muligheder og i realiteten kun én. Som en pil sprang han frem, greb fat om pistolløbet og kastede sig ned mod den løbende jord udenfor. Det skreg for Wills ører.

Skuddet syntes uendeligt fjernt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...