Kilden til livet

"Der var ikke andet for end at gå i gang. Om et par timer faldt mørket på og så ville det være for sent. Og, tænkte Will, Amia kan ikke vente."

33Likes
10Kommentarer
997Visninger
AA

1. Prolog

Synet af hendes indsunkne kinder mindede Will om et skelet. Hendes lyse hår klæbede til hendes kranium og under øjenlågene dansede øjenæblerne vildt, som vidne til et skrækkeligt scenarie, kun hun kunne se. Forsigtigt, som var hun af porcelæn, duppede Will kluden over hende febervarme pande og for en stund virkede det til, at Amia fandt fred i sindet. Han lod kluden glide ned i baljen igen, satte sig på trægulvet ved siden af sengen og tog Amias slappe hånd i sin. Will lukkede sine øjne et øjeblik og fokuserede på at trække vejret. En svag lugt af råd synes allerede at hænge i luften, bemærkede Will og sukkede. Hun havde ikke lang tid igen.

Will åbnede sine øjne og fik øje på Amias far, der stod i døråbningen som et spøgelse. Det tærede hårdt på ham. Han arbejdede som opfinder og tilbragte det meste af sin tid i værkstedet, hvor han reparerede og polerede og opfandt og gjorde ved. Amias sygdom var ikke noget, han kunne reparere. Alt han kunne gøre var at se på, mens sygdommen langsomt, men sikkert åd hans datter op.

Snart ville der ikke være noget tilbage af den Amia, han kendte og elskede. Denne livløse krop ville blive permanent, indtil den afslutningsvis ville smuldre væk, som sandkornene i et timeglas. Men ikke endnu. Under den hvide kjortel, kunne Will svagt ane en lille regelmæssig bevægelse. Amias tapre hjerte, der nægtede at give op. Will lod et stille kys strejfe Amias hånd, før han lod den ligge og begav sig ud i mørket udenfor.

Der var stadig tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...