De bedste venner

En lille historie inspireret af det vejr vi havde her i starten af december, håber i kan lide den! ;)

1Likes
0Kommentarer
350Visninger
AA

1. De bedste venner

Langsomt træder jeg ud af døren. Vinden pisker mig i ansigtet og sneen kryber op mellem mine tæer.

Et svagt gys går igennem mig, men jeg er ligeglad. For blidt og nænsomt griber frosten om mine hænder og trækker mig langsomt fremad.

Ud.

Ud til kulden og ud til friheden som jeg så brændende søger.

Jeg kigger mig tilbage, og ser pejsens flammer skinne gennem ruden. Jeg ser varmen og jeg ser trygheden ved det kendte. Men det drager mig ikke.

I stedet strammer frosten sit greb om min hånd, og forsikre mig om at jeg gør det rigtige. Den fortæller mig at jeg vil elske det og aldrig fortryde. Sneen aer mine fødder, vinden stryger mig over kinden. De får mig ikke bare overtalt, men overbevist. Så jeg fortsætter selvsikkert.

En svag jublen høres fra vinden, men frosten tysser på den, jeg tror det er den der bestemmer, frosten altså.

Sneen stikker mig under fødderne, for at aflede mig, så jeg ikke skal høre dem skændes.

Jeg smiler sødt mod dem, og føler allerede at vi er gamle venner.

 

Træerne begynder at tårne sig op omkring mig. Jeg bliver bange, jeg kan ikke lide skove i mørke.

Frosten ligger sig om mit liv, så jeg ikke føler mig alene. Det er dejligt, selvom jeg ikke kender nogle af dem gør de mig trygge.

Pludseligt sender vinden et kraftigt vindstød imod mig, jeg vælter næsten bagover, heldigvis griber sneen mig. Et kort øjeblik bliver jeg bange og i tvivl, men da vinden hyler undskyldende forstår jeg at det bare var for at stoppe mig.

Så jeg kigger op. Op på grunden til jeg var her, det der havde draget mig til at åbne døren og træde ud.

Jeg ser himlen gennem hullet i trætoppene og jeg gisper. Et hav af små hvide lysende prikker fordelt over hele den mørkeblå himmel.

Med et skrig kaster jeg mig glad rundt. De bliver glade og leger med. Sneen kaster sig ned fra himlen og danser om mit ansigt, vinden blæser vildt i mit hår og min natkjole og frosten lod min ånde stå længe i luften for at give det hele et magisk skær.

 

Sådan legede vi hele natten, lige indtil jeg blev træt, så puttede de mig alle tre.

Sneen lod mig sover på den, frosten lagde sig som min dyne og vinden sang godnat sang.

 

Jeg tror aldrig nogen fandt mig igen. Hvem ville også lede efter en artig bypige midt i en skov.

Alligevel var jeg glad, jeg fortrød aldrig at jeg gik ud den aften, for det var den bedste nat i hele mit liv. Det var den nat mine bedste venner gjorde mig rigtig fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...