Save you tonight ~1D~

*Kan være anstødelige scener* Olivia White er mere end et mobbeoffer i skolen. Hendes forældre har aldrig kunne lide hende, og Olivia føler at hun er tilovers. Den eneste veninde hun har haft døde i et trafikuheld for ca. 3 år siden. Sofia var den eneste Olivia kunne snakke med.

Men Olivia får et nyt håb da hun møder en venlig dreng. En dreng der ikke løber væk fra hende og siger at hun er en luder, men en der rent faktisk vil snakke med hende. Men han ved alt om hvad der er sket igennem Olivias liv - Eller i hvert fald det meste af det - Da han overhører en 'samtale' hun havde med Sofia.

Der kan forekommer scener som er lidt anstødelige for nogle personer. Så det er læsning på eget ansvar.. ;)

20Likes
5Kommentarer
1267Visninger
AA

2. 1. Ignore me, i'm just a nobody

Skolens gange var tomme. Jeg kiggede med frygten om at se ham. Ham som har ødelagt mit liv. Ham jeg ikke kan se i øjnene.

Da jeg havde stået der længe nok, valgte jeg at gå videre. Jeg kan jo ikke bliver her for evigt. 

Desværre.

Jeg gik rundt om hjørnet og hen til mit skab. Uret på min mobil viste 08:34. 

Det var ved at blive en vane at komme for sent. Min lærer var ikke glad for det, men jeg blev nødt til det. For at jeg måske var heldig at slippe for ham. 

Fysikbøgerne lå tungt i min favn. Skabsdøren blev smækket og jeg gik med tunge skridt, hen mod fysiklokalet. 

Mit blik lå på gulvet - som altid - Da en hånd lagde sig på min skulder. Jeg skulle til at skrige, da jeg godt vidste hvem den tilhørte. Det var ham.

Men han lagde sine hænder for min mund og trak mig med sig. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, velvidende om hvad der skulle til at ske. Tårrende pressede på da det velkendte rum kom til syne. 

Jeg prøvede at kæmpe imod men forgæves. Jeg havde prøvet at flygte fra det mange gange, men det var aldrig lykkedes. Han var for stærk.

Jeg vred mig som en fisk der lå på land, men hans greb blev bare hårdere. 

Døren blev lukket og låst bag ved mig. Jeg skreg mod håndfladen, men der kom ingen lyd. Absolut ingen. Igen kunne høre mig. 

Han bandt den velkendte klud om mit hoved og ind i min mund. Jeg kiggede panisk rundt. 

Han bandt mine hænder fast til rørene, så jeg ikke kunne bevæge mig. 

Det lave bord jeg lå på var koldt og hårdt, præcis som jeg husker det.

Jeg prøvede at tænke på noget andet, for jeg vidste at jeg ikke ville komme uden om det.

Han blottede mit bryst og gik straks igang med sin rutine. Kulden ramte mit underliv da han trak mine bukser ned. Mine øjne ramte hans. De var fyldt med en større lyst end de plejede, hvilket er et dårligt tegn.

Han smilede sexet til mig. "Er du klar, luder?" 

Ordet gjorde mig ikke noget længere. Jeg var ved at være vandt til at folk kaldte mig det.

Han tog hårdt fat om mine hofte. Hans øjne var fyldt med lyst og jeg vidste at smerten ville komme om lidt.  Mine øjne blev lukket hårdt i, imens tårrene trillede ned af mine kinder, og jeg gispede lavt da han trængte op i mig.

***

Jeg løb grædende forbi alle eleverne, der netop havde fået fri. Nogle råbte ting efter mig som 'Luder' 'klamme so' 'du er så grim' 'fuck du er ulækker' 'ja gå du bare din bitch' 'fede ko'.

Jeg løb hele vejen hjem uden at kigge tilbage. Tårrene var så småt begyndt at holde op. 

Jeg åbnede døren hårdt og gik ind i varmen. 

Hjemme igen - perfekt.

Jeg løb op på mit værelse og smed mig i sengen. Tårrene begyndte så småt at komme igen. En klam fornemmelse skyllede ind over mig. 

Jeg må have et bad.. Nu.

Jeg gik ud på mit eget badeværelse og tog tøjet af. Jeg kiggede mig i spejlet. 

Måske er det rigtigt hvad Jason og alle de andre siger. Måske er jeg bare tyk, grim og en luder... Jeg sukkede. 

Vandet skyllede ned over min nøgne hud. Jeg måtte blive ren. Med det samme. 

Jeg kiggede ned af mig selv og så det nye blå mærke jeg havde fået. Det var kun en ud af mange. Det var ikke altid sex Jason var ude efter... De fleste gange tager han mig med ud i baglokalet for at svine mig til, eller slå/sparke mig.

Jeg har haft sex med ham 2 gange, og smerten var lige stor begge gange. Hans bevægelser er hårde og der er ingen hensyn i det. Det her var anden gang han tvang mig til sex. 

Jeg kørte forsigtigt min hånd hen over det blå mærke, jeg havde fået min hofte. En smerte skød igennem mig og jeg rynkede panden.

Hvorfor er verden så uretfærdig. Hvad har jeg gjort for at få det her. Ingenting. 

Men det mener alle andre. 

Alle på skolen, Jason, selv mine forældre.

De ville ønske at de aldrig havde fået mig. Jeg er en nobody. Jeg dur ikke til noget. 

Jeg er en af de personer her i verden der er født forgæves. Jeg er en af de personer der sidder nede bagerst i klassen, og undgår et hvert spørgsmål. Jeg har ingen at gå til. Alle jeg kender ville ønske jeg ikke fandtes. 

Jeg kiggede over mod pillerne der stod i mit skab. Jeg havde overvejet det så mange gange. Det ville være så meget nemmere. Både for mig men også få alle de mennesker der er omkring mig. Men af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til det, når jeg var lige ved at gøre det. Noget inden i mig sagde: Hvad hvis det bliver bedre?

Og jeg lytter til det, selvom jeg ved at det ikke bliver bedre. Aldrig.

Men inderst inde håber jeg så inderligt på at det gør.

***

Jeg havde haft en elendig nat. Men egentlig var den bedre end andre.

Mine forældre var på forretningsrejse, så jeg var fri for at høre på at jeg var en fejl.

Endnu en dag fyldt med rædsel ville komme idag. Skolen er det værste sted i hele verden. 

Jeg overvejede nøje om jeg skulle bliver hjemme idag. Pjække. Det ville være så nemt og jeg ville være fri for alle andres ord. Men jeg kan ikke, jeg kan ikke vise at jeg er svag. 

Klokken blev 8 og jeg gik fra mit hus. Huen blev trukket ned over hovedet og jeg gik i et langsomt tempo. 

Jeg kiggede rundt på de tomme gange. Det var ved at blive en vane at stoppe op i entreen. Da jeg var sikker på at der ikke var nogle sukkede jeg lettet op.

Jeg tog mine Engelsk bøger og gik ind til timen. Alle kiggede op da jeg kom ind, men da de så at det bare var mig, vendte de hurtigt opmærksomheden tilbage til hvad de nu ellers lige lavede. Jeg sukkede lydløst og satte mig ved et alene bord bagerst i lokalet.

Min lærers høje stemme lød "Olivia White, du kommer forsent - Igen." Jeg kiggede forskrækket op på hende og hun kiggede strengt tilbage. 

"Gå op på rektorens kontor, du skal lige tale med ham.." Jeg nikkede forstående, og pakkede alle mine ting.

Nogle i klassen sagde små lyde som "Uhhh" eller "Du får ballade luder". Jeg fatter ikke at min lærer ikke sagde noget, for det er da umuligt at kunne undgå at høre hvad de sagde...

Jeg traskede op mod kontoret. Forberedt på hvad der kunne ske bankede jeg forsigtigt på døren. "Kom ind."

Døren knirkede svagt. Det skarpe lys fra hans skrivebords lampe ramte mig direkte i øjnene. "Sæt dig ned frøken White." Jeg gjorde som han sagde og satte mig i den hårde træ stol.

Han kiggede nogle papirer igennem mens mine øjne søgte gulvet. Jeg havde fået det sagt mindst 100 gange. "Ja... Du kommer alt for meget forsent. Og det bliver nødt til snart at stoppe.." Jeg kiggede op på ham. Han havde et seriøst blik i øjnene. Jeg nikkede svagt. "Ellers bliver vi nødt til at smide dig ud af skolen." Fortsatte han. Jeg nikkede igen.

Han rømmede sig kort. "Olivia.. Jeg har kigget på dine karakterer, og du får tilsyneladende mest i musik. 5 12' taller i træk.. Ikke dårligt." Jeg kiggede nervøst ned på mine hænder. Hvor vil han hen med det her.

"Jeg har sendt en ansøgning til en skole for dem der har musik talent." Mine øjne ramte hans. "Og jeg synes at du skal give det en chance..." Tilføjede han. En seddel blev placeret foran mig. 

"Tænk over det.. De har allerede svaret mig og de siger at de gerne vil have dig derhen." Han smilede kort til mig. 

Hr. Meyer var en af de eneste der vidste hvad der foregik. Altså med Jason og alle de andre. Han vidste bare ikke præcist hvad jeg gik igennem, men han havde en fornemmelse. "Tak Hr. Meyer.. Jeg vil tænke over det." 

Han rejste sig op og åbnede døren for mig. Sedlen lå trygt i min hånd da jeg gik ud. "Bare tag hjem Olivia. Og tænk over det til imorgen. Hvis dit endelige svar bliver ja, så ring til mig på det her nummer, så arrangerer jeg det for dig." Han gjorde tegn til at hans nummer stod på den anden side af papiret. Jeg nikkede og gik med hurtigt skridt ud af skolen. Jeg skulle bare væk. Nu.

Jeg stoppede op foran mit skab og lagde nogle bøger ind i det. Sedlen jeg havde fået lå nu i min jakkelomme. Den skulle helst ikke bliver væk. Jeg smækkede lågen i og gik med hastige skridt hen mod udgangen.

Mine øjne ramte jorden - som altid - Men pludselig røg der en kæmpe smerte igennem min krop. Jeg faldt ned mod gulvet. Smerten kom fra min arm, jeg kiggede forvirret rundt, og der stod..... Jason og hans kamerat. 

Tårrene trillede ned af mine kinder. 

"Hvor tror du at du skal du hen?" Det var Jasons kamerat Alex der havde slået mig i gulvet. 

Jeg kiggede bare på dem. "Lad mig være......" Min stemme var svag, og det irriterede mig.

"Undskyld hvad sagde du?" Jasons stemme rungede i gangene. Jeg sukkede. "Jason, ikke nu... Lad mig nu være.." Jeg kiggede ned i gulvet. Min stemme var så svag og lille. 

Smerten fra min arm skød igennem min krop igen.

"Du ved godt hvad der sker når man prøver at flygte, ikke...?" Jeg kiggede overraket på ham da hans hånelige stemme lød. Jason gik et skridt tættere på mig. "Lad være med at græde, så er det ikke sjovt.." 

Sjovt!?!? Er han syg i hovedet?!? Hvornår har det været sjovt at slå en pige i gulvet, og udnytte hende på alle tænkelige måder!?!??!

En voldsom smerte gik igen igennem min krop, denne gang var det ved ribbenene. Og det gik op for mig hvad der lige var sket. Han havde sparket mig. Luften røg ud af mine lunger, og jeg hev efter vejret. 

"Møgso.." Og med det gik han fra mig. Jeg lå mit på gulvet og hev kraftigt efter vejret. Jeg skal væk NU.. Inden alle for fri.. 

Jeg kæmpede mig op at stå og humpede ud af skolen..

Der blev grønt og jeg gik over fodgænger overgangen, men i stedet for at gå den vej jeg skulle for at komme hjem, gik mine fødder en helt anden vej. Det var som om jeg ikke kunne styre dem. Men jeg vidste godt hvor de var på vej hen..

Mit tilflugtssted. 

Et sted ingen andre kendte til. Et sted hvor jeg kunne side og have fred. 

Men det lå et stykke væk.. Smerte blev svagere, og jeg kunne gå nogenlunde ordentligt. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havdet gået men pludselig stoppede jeg.

Jeg kiggede på mit ur. 09:34.. Jeg havdet gået i næsten 1 time... 

Solen skinnede så smukt ud over søen. Græsset var grønt og træerne svajede let i vinden. Skoven lå på alle side omkring mig. Jeg sukkede lettet op og satte mig ned ved skrænten. Duften af blomster og af frisk luft fyldte mine næsebor. 

Dét her, var og vil altid være, mit tilflugtssted. Midt inde i en skov, hvor andre ikke kom, kunne jeg være i fred. 

En tåre trillede ned af min kind. Her kunne jeg græde så meget jeg ville. Jeg kunne komme af med alt sammen..

Jeg støttede mit hoved i mine hænder, og sukkede opgivende. 

Kender i den følelse, hvor man føler at man er i kontakt med en der stod dig nær, som ikke er her på jorden mere? Den følelse har jeg altid når jeg er her.

Den eneste person her i verden jeg har kunne stole på, snakke med, hun forstod mig.. Min bedste veninde Sofia. 

Hun døde for 3 år siden, da jeg var 15, i en trafikulykke.. Hun var den person der gjorde mig glad, gjorde livet værd at leve.. Men hun er væk.. 

"Sofia...." Jeg kiggede op mod solen "Jason er stadig sådan som han var før..." Jeg sukkede "Det er bare blevet en smule værre.." Jeg kiggede ned på mine hænder. "Han bruger mig... På den groveste måde. " Tårrene trillede ned af mine kinder igen. "Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..." Jeg hulkede.

"Du var den eneste der altid var der for mig.. Jeg..... Jeg kan ikke uden dig.." Mine hænder rystede. "Jeg mangler dine trøstende ord.. Din livsglæde... Jeg mangler en jeg kan støtte mig op af.." Et hulk undslap mine læber...

"Og jeg vil være sammen med dig igen.. Men jeg kan ikke få mig selv til det. Til at gøre det... Selv om jeg ved at jeg endelig vil få fred.." Mine kinder var våde af tårer.. "Men jeg føler bare, at jeg mangler noget.. Jeg mangler at gøre noget, opleve noget.. Jeg føler at det nok skal blive bedre... Det er latterligt jeg ved det.... For det bliver aldrig bedre..." Jeg holdt igen, og smed mig ned i det bløde græs.. 

Jeg lukkede mine øjne og sukkede.

Et snøft lød ved siden af mig og jeg kiggede forskrækket op. En person med lyst hår sad ca. 4 meter fra mig. Han kiggede ud over vandet på samme måde som jeg lige havdet gjort. Hvorfor havde jeg ikke set ham før nu?

Jeg gik i panik.. Hvor meget havde han hørt. Jeg stirrede bare på ham, men det så ud som om han ignorerede det. 

Han snøftede igen og vendte sig mod mig. "Undskyld.. Jeg ville ikke forskrække dig..." Hans blå øjne kiggede venligt på mig.. Han tørrede sig under øjnene. Havde han grædt?

"Undskyld." Hans øjne var fyldt med fortrydelse..

"Hvorfor siger du undskyld?" Jeg gispede lydløst da jeg fandt ud af at jeg svarede ham.. Jeg snakker aldrig med fremmede. 

"Jeg overhørte vist noget jeg ikke skulle have hørt, det er jeg ked af.." Jeg rystede på hovedet. "Det vidste du jo ikke.. Normalt kigger jeg også om der er nogle, men jeg forventede bare ikke at der var nogle.." 

Han nikkede "Samme her." Jeg kiggede nysgerrig på ham og snøftede. Jeg tørrede en tåre væk med mit ærme "Så... Hvorfor er du her, og hvordan fandt du det her sted?" Jeg kunne slet ikke fatte at jeg sad og snakkede med en jeg ikke kendte.. Jeg blev bare nødt til at vide hvordan han havde fået det her sted.

Der er et eller andet ved ham.. Jeg kan bare ikke sætte en finger på hvad det er.

"Jeg kommer tit her når jeg har fri, det er en af de eneste steder jeg kan være alene og tænke over ting.. Jeg fandt det da jeg var omkring 15 tror jeg, og nu kommer jeg her rimelig ofte.." Han nikkede over mod sin guitar "Og det er også et godt sted at skrive sange.." Jeg kiggede på guitaren som jeg ikke havde lagt mærke til før. Jeg nikkede..

"Det er også et perfekt sted at tænke over ting.." Vi sad i stilhed et stykke tid. 

"Spiller du på et instrument?" Jeg kiggede overrasket på ham fordi han spurgte mig, de fleste havde for længst mistede interessen for mig. "Ehm.. Ja.. Jeg spiller også guitar.." Jeg nikkede over mod hans guitar. 

Han tog guitaren op på sit skød. "...Synger du også?" Jeg lavede et lille nik med hovedet og han lyste op i et kæmpe smil. 

Mit hjerte blev helt varmt, det er længe siden en har smilt til mig. Og uden at jeg kunne gøre noget smilede jeg også, og ikke en af de der falske smil, nej, det her var ægte.. 

Også startede han med at spille.. Og pludselig gik det op for mig, at det var min yndlingsang. The Script med 'Hall of fame'. 

Drengen jeg sad med spillede utroligt godt, og så var det at det gik op for mig at han også sang. Hans stemme var fin, men ikke skrøbelig. Den var..... Smuk. 

Og der sad jeg pludselig og sang med.. 

"......Standing in the hall of fame...... And the world's gonna know you name...." Han smilede sødt til mig da han hørte jeg sang med.

Jeg glemte alle de dårlige ting, alle de negative ting... Jeg tænkte positivt for en gangs skyld. Jeg følte mig fri, og jeg følte mig.........

Hel.

Da sangen var slut sad jeg med en følelse i mig jeg ikke havde følt længe.. Glæde.

"Du synger fantastisk!" Min stemme var..... Glad!

"Men du synger som en engel! Hvor lang tid har du sunget.?" Jeg kiggede overrasket på ham.. "Ehm.. Hele livet tror jeg.." Jeg kiggede ned i mine hænder. Mine tanker røg hen på Sofia og en tåre trillede igen ned af min kind.

"Oh.. Undskyld.." Han gik over til mig. "Det er jeg virkelig ked af.. Sagde jeg noget forkert?" Han kiggede bekymret på mig. "Nej, nej.. Jeg kom bare til at tænke på....." Jeg kunne næsten ikke få mig til at sige det. 

"Du behøver ikke at sige det..." Han kiggede venligt på mig. "Tak" Han satte sig ned ved siden af mig.

"Hvad hedder du egentlig." Røg det ud af mig.. Hvorfor sagde du det Olivia... Hvem siger at han vil fortælle dig det.. Du er en taber...

"Niall." Han smilede "Og hvad hedder du?" Jeg kiggede overrasket på ham.. "Ehm... Olivia." Jeg smilede genert. "Rart at møde dig Olivia." Han rakte hånden hen mod mig. Jeg gjorde noget jeg aldrig havde troet at jeg ville. Jeg tog hans hånd og rystede den forsigtigt "Jamen i lige måde Niall.." Jeg kiggede ind i hans blå øjne, og en følelse af tryghed og varme lagde sig ind over mig.

Jeg kiggede ud over vandet hvor solen var ved at gå ned. "Undskyld Niall.. Men jeg skal altså hjem nu." Jeg kiggede undskylende på ham, men han nikkede bare forstående.

"Det skal jeg også.." Vi rejste os op, og gik sammen ud af skoven.

"Ser jeg dig igen?" Spørgsmålet kom meget bag på mig, nu hvor jeg tænker over det kom han bag på mig. Normalt ville en dreng som ham ikke have noget med mig at gøre.

"Jeg kommer nok her igen imorgen, så hvis du også gør så...... Ses vi vel.." Han nikkede "Okay, så kommer jeg imorgen." Han kiggede mig i øjnene "Det var dejligt at snakke med dig." Jeg smilede svagt "Kan kun sige i lige måde." Vi vinkede til hinanden og jeg fortsatte hjem..

***

Niall kom bag på mig.. Han virker så sød og flink.. Men han er jo stadig en fremmede. Jeg kender ham jo ikke..

Jason havde også været utrolig sød engang - Og det er ikke engang løgn. Han var min kæreste. Kuldegysninger rystede min krop, da tanken passerede min hjerne. Tænk at jeg var så naiv. Jeg troede på ham. Jeg troede at han elskede mig.

Det viste sig bare at han gerne ville i bukserne på mig, for derefter bare at droppe mig, som affald. Jeg var blevet så ked af det. Jeg var blevet væk fra skolen 1 uge, og da jeg kom tilbage vidste alle det. 

Jason havde fortalt en masse ting som ikke passede, men alle andre troede på det. Han er på en måde en af dem der styrer skolen, han bestemmer på en måde hvad eleverne skal tænke om hinanden.

Alle er bange for ham, og de spiller vel bare med for at det ikke er dem det går ud over. Det tror jeg da i hvert fald. Men der er ingen der vil tale med mig, det eneste jeg hører fra andre er spydige kommentarer.

Men Niall havde mindet mig om noget. Han havde mindet mig om hvordan jeg følte når jeg sang. Jeg følte mig fri, som om jeg kan klare alt. Jeg huskede ingen Jason, ikke nogle onde forældre, ingen skole, kun mig og ham der sang ved mit tilflugtssted.

Og det var præcis derfor at jeg ringede til skoleinspektøren, for at sige at jeg gerne ville hen på musikskolen. Jeg vidste at det var okay med mine forældre, de tog en hver mulighed for at slippe af med mig. Og i det her tilfælde er det i orden.

Hr. Meyer havde fortalt mig at det startede 2 uger, og at jeg kunne undersøge resten inde på deres hjemmeside. Han havde givet mig lov til at blive hjemme i morgen, hvilket er meget dejligt.

Jeg gik straks ind på hjemmesiden for at undersøge det nærmere. 

ER DU ET MUSIK TALENT? SÅ ER DU KOMMET TIL DET RETTE STED!
HER PÅ MUSIC CAMP KAN DU BLIVE BEDRE TIL AT SPILLE PÅ INSTRUMENTER OG AT SYNGE, SAMT MØDE MENNESKER DER KAN DET SAMME SOM DIG!

VI BOSETTER OS PÅ ET STORT HOTEL VI HAR LEGET, HVOR VI SKAL VÆRE SAMMEN DET MESTE AF DØGNETS 24 TIMER. SÅ PAK DINE TING OG KOM AFSTED! 

DETTE ÅR KOMMER DER EN SPECIEL OPLEVELSE, SOM ER EN OVERRASKELSE.. MEN PIGER? I SKAL GLÆDE JER MEGET TIL DENNE OVERRASKELSE! 

VI SES TIL EN MUSIKALSK SOMMER! 

Jeg slukkede min lampe og lagde mig til rette i min seng. Min forældre kommer først hjem om 2 dage, og stilheden i mit hus var fredfyldt.

Langsomt lukkede jeg mine øjne.. 

Jeg puttede mig under min varme dyne og sukkede. 

"Godnat Sofia.."

 

____________________________________________________________________________

Hej!

det her var et lidt langt kapitel, og jeg kan ikke love at de alle bliver så lange som dette..

Sååå... Hvad synes i, og hvad er det for en overraskelse? Kan i gætte det?? 

Kan Olivia klare at komme et nyt sted hen, med nye mennesker, og vil de have de samme fordomme som dem på hendes nuværende skole?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...