Another Cinderella story. {One direction}

Jade bor i et meget fattigt område i London. Hendes familie bor bare i en lille lejet lejlighed, som egentlig mest består af en kælder. Hendes søster er meget syg, og hendes forældre kan snart ikke betale for lejligheden mere. Derfor måtte Jade træde ind og hjælpe i en meget ung alder. Hun har arbejdet lige siden hun var 12, og er nuværende tjener flere forskellige steder. Men den 18 årige piges arbejde, er ikke nok til at holde hele hendes familie på benene.

Hvert år sparer hun op med sine drikkepenge, til en kjole. For hvert år afholder en af restauranterne et maskebal, som hun altid for sneget sig ind til. Mest for at glemme hvem hun egentlig er, og leve for en gangs skyld. Men i år bliver anderledes. For en hvis berømthed gemmer sig bare masken dette år.

18Likes
12Kommentarer
1634Visninger
AA

8. She told me about your sister..

Lille forfatter besked: Hey guys! (: I må undskylde jeg ikke har publiceret nogle kapitler de sidste par uger.. Men jeg har haft en del problemer med min computer, da den ikke ville gemme kapitlerne, osv. Men nu har jeg fået fikset den, så her kommer de nye kapitler. (;

~Ted

______________________________________________________________

Harry var en rigtig gentleman.

Jeg havde flere gange hørt ham i radioen, ellers havde Hannah vist mig nogle interviews på hende mobil. Men når jeg gik med ham i byen, bare os to, virke han mere.. Afslappet, og sig selv.

”Der er en café her i nærheden jeg havde forestillet mig vi kunne tage hen til,” Harry kiggede på mig med et stort smil, der afslørede hans smilehuller.

Jeg nikkede stille, og smilede lidt tilbage. Det var stadig ikke rigtig gået op for mig, at det faktisk var Harry Styles jeg gik sammen med. Jeg måtte bare bruge lidt tid til at komme til mig selv igen..

Harry?! Omg det er Harry Styles!” Både mig og Harry blev lidt forskrækkede over stemmen der kom fra højre side af os.

Det tog mig lige et par sekunder at indse det var en fan.

Harry tog det meget naturligt, og smilede skævt til de to fans der løb hen til ham. Jeg stillede mig bare halvt bag ved Harry, og ventede til han havde skrevet et par autografer til pigerne.

”Er der nogen af jer der skal med til koncerten?” spurgte Harry, med et skævt smil.

”Jeg skal!” Svarede den mest snaksaglige af pigerne hurtigt, og smilede stort til Harry.

En underlig nervøsitet gled gennem mig. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg bare blive stående sådan her? Jeg havde aldrig prøvet at blive stoppet op af nogen før, og jeg var også lidt bange for hvad pigerne mon tænkte om mig.

Harry lagde vist mærke til min nervøsitet, for han lagde beroligende sin hånd rundt om mig, mens han snakkede med pigerne.

Og overraskende nok, gjorde det mig faktisk mere rolig.

Hans hånd var dejlig varm mod min hud. Et svagt smil spillede hen over mine læber, og mit blik gled hurtigt op mod ham. Han holdt stadig sit blik mod pigerne, og jeg kunne tydeligt se hans smilehuller mens han smilede til dem.

”Og hvem er hun?” Jeg hen mod den ene pige, der aktivt havde snakket med Harry hele tiden, indtil hun så mig. Jeg bed mig hårdt i læben, og kunne mærke Harrys blik på mig.

Forventede han nu at jeg skulle sige noget?

”Er det din kæreste?” mumlede pigen overrasket ud, og et mindre gisp undslap den andens læber.

Mig og Harrys blik mødtes med et sæt, men skiltes hurtigt igen. Okay, det her var da vel nok akavet.

”E-Eh-”, nej, eh, vi er bare..Eh..-” ”-Ja.. Eh.. Venner..?-” ”Ja..” Vi snakkede lidt i munden på hinanden, så det der røg ud af munden på os, gav egentlig ikke nogen mening. Pigerne kiggede lidt undersøgende på os, og jeg bad til at de ikke ville spørge mere ind.

”Nå.. Okay..” mumlede den ene af pigerne, men kiggede stadig tvivlende på os.

Jeg sank hurtigt en klump, og bed mig hårdt i læben. Harry tog hurtigt en dyb indånding, for at ånde hårdt ud få sekunder efter.   

”Men eh, Jade, vi burde også komme videre nu,” mumlede Harry langsomt ud, og gav hurtigt pigerne et sidst smil, inden han hurtigt fik dirigeret mig videre. Hans arm lå stadig blidt rundt om mig, og jeg vidste ikke rigtig om han selv havde lagt mærke til han ikke havde fjernet den.

”Sker det her for dig hver dag?” spurgte jeg stille, for at bryde den akavede tavshed mellem os. Han reagerede hurtigt, og kiggede ned mod mig mens vi gik.  

Hans rettede sit blik op igen, mens han trak en smule på skuldrende. Et svagt smil bredte sig over hans læber.

”Tja.. Jeg har vænnet mig lidt til det, men ja. Sådan cirka.” Hans blik vandrede ned mod mig igen, og han smilede endnu større. I et par sekunder smilede jeg bare tilbage, og beundrede ham lidt. Jeg måtte altså indrømme, at Harry så godt ud.

De perfekte lyserøde læber, og grønne øjne. Den måde han kiggede ned på mig..

En lille latter undslap ham, da jeg bare blev ved med at stirre smilende på ham. Da det gik op for mig at jeg var faldet lidt i staver, kiggede jeg hurtigt ned i jorden, for at gemme varmen der spredtes ud på mine kinder.

”Hvad var det med en koncert du nævnte?” Jeg rettede mit blik op mod ham igen, da min rødmen var gået væk. Han trak mig hurtigt med rundt om et hjørne, og trak så lidt på skuldrende.

”Du ved.. Mig og drengene skal bare holde en lille koncert her om et lille stykke tid. Her, i London,” mumlede han ud, som om det var det mest normale nogensinde.

En lille koncert?” svarede jeg igen, og løftede det ene øjenbryn. En lille latter undslap ham, da han så mit ansigtsudtryk, inden han hurtigt rystede på hovedet. Jeg bed mig lidt i læben.

”Ja, bare en lille koncert.. Ikke det helt store,” Hans smil fik også mig til at smile, og inden jeg nåede at sige mere, svingede han os hen omkring endnu et hjørne, og styrede direkte hen mod en lille Starbucks. Huh.. Jeg vidste ikke der lå en Starbucks lige her.

Ikke fordi det ikke var hyggeligt, eller noget. Nej nej, det var skam et rigtig hyggeligt sted! Der var måske 8 andre derinde. Et par vendte sig om mod os da vi trådte ind af døren, og jeg sendte dem et hurtigt smil.

”Utroligt at jeg ikke har været her før,” mumlede jeg stille ud, inden jeg smilende rettede blikket mod Harry. Han gengældte hurtigt mit blik, og smilede.

”Ja, der er heller ikke så mange der kommer lige her..” mumlede han stille tilbage, og trak langsomt på skuldrende. Aarh.. I see. Han kommer her, så han ikke er omringet af fans.

Han førte os over mod et lille bord i det ene hjørne. Jeg var på vej til at trække stolen ud, men Harry kom mig i forkøbet, og trak hurtigt stolen ud foran mig. Jeg sendte ham et stort smil, og satte mig så ned. Jeg havde aldrig forestillet mig at Harry ville være sådan en gentleman, da Hannah havde fablet løs om hvor mange kendte der bare var nogle røvhuller. Harry satte sig på stolen overfor mig, og smilede stort.

”Arh.. Nå, hvad vil du så have?” Spurgte han smilende, og kiggede hurtigt ned på de små laminerede menukort der lå foran os. Jeg skimmede langsomt ned over kortet, og bed mig hårdt i læben.

”Hm.. Overrask mig,” Sagde jeg så til sidst, og kiggede smilende op på Harry. Han lo stille, og smilede så skævt til mig. En sidste gang lod han sit blik skimme ned over kortet, og rejste sig så op. Han sendte mig et lille smil, inden han fortsatte op til disken.

*

”Bare for at komme ud med det, udspurgte jeg faktisk Julia om dig..” Han havde et uskyldigt ansigts udtryk, og han skyndte sig at drikke noget af sin is latte, som om han havde fortrudt han havde sagt det. Jeg rynkede en smule på panden.

Hvorfor i alverden havde han spurgt Julia? Jeg kunne lige forestille mig Julia sige en masse grimme ting om min foran Harry. Jeg rødmede kort, og kiggede hurtigt ned.

”Nå.. Eh.. Hvad sagde hun så?” spurgte jeg tøvende. Jeg bed mig hårdt i læben, og ventede på de dumme ting Julia havde sagt. Han trak bare en smule på skuldrende, og kiggede ned mens han drak af sugerøret.

”Altså..” Han lo kort, og kiggede på mig med et skævt smil, ”Hun fortalte mig faktisk hvor en forfærdelig person du er,-” Jeg kiggede hurtigt ned, og havde bare lyst til at slå mig rigtig hårdt i hovedet. ”-Hvilket jeg overhovedet ikke synes hun har ret i,” Afsluttede han, med et selvsikkert smil på læben.

”Sy-synes du ikke?” Jeg sank hurtigt en klump, og lod langsomt mit blik glide op mod ham igen. Han nikkede bare hurtigt, og smilede igen. Jeg drak en lille slurk af min egen is latte, og sank langsomt.

”Du er da heller ikke så værst selv..” Mumlede jeg ud med en drillende tone. Han lo stille, og det fik mig til at smile endnu mere. Han nikkede anerkendende, og tog også en lille slurk af sin is latte. Gosh, han så så sød ud. Denne her dag var nok en af de bedste dage i mit liv.

”Hun sagde også noget omkring din eh.. Søster..” Jeg stivnede hurtigt, og hostede kort da jeg fik noget is latte galt i halsen. Harry lænede sig bekymret ind over bordet, og ville prøve på at hjælpe mig, uden at vide hvordan.

”Ahva gjorde hun?” Først skyllede en følelse af tristhed ind over mig, da emnet omkring min søster altid rørte mig meget dybt. Den næste følelse der skyllede ind over mig var vrede. Hvorfor i alverden sad Julia og snakkede om min søster? Og hvordan i alverden vidste hun noget om min søster?

Jeg rejste mig hurtigt op, og skubbede så stolen ind til bordet igen. Han kiggede forvirret op på mig, og var også hurtigt oppe på benene. Jeg kunne tydeligt se at han fortrød han havde nævnt min søster.

”Undskyld, det var ikke for at presse dig eller noget,” skyndte han sige at sige. Jeg rystede bare lidt på hovedet, og kiggede ned. Et lille sæt gik igennem mig, da jeg kunne mærke hans hånd på min arm. Mit blik fløj op mod ham, og han prøvede at smile svagt til mig.

”Er du okay?” Han kiggede uskyldigt ned på mig, og i et øjeblik kunne jeg ikke huske hvad vi lige havde snakket om. Jeg sank en lille klump i halsen, der hurtigt kom tilbage igen.

”J-ja, det fint nok Jeg, Eh.. Jeg burde nok bare tage hjemad igen.” Jeg kiggede hurtigt ned igen, og bed mig hårdt i læben. Han kunne tydeligt mærke hans bekymrede blik mod mig, og jeg bed det hårdt i mig.

”Okay..” Mumlede han, og gav tydeligvis efter. ”Jeg kan køre dig hjem?” Jeg kiggede lidt op igen, og tænkte lidt over det. Jeg ville helst ikke have ham til at se forholdende jeg boede under, så han ville finde ud af hvem jeg egentlig var.

Langsomt rystede jeg bare på hovedet, og gav ham et lille smil.

”Nej, det fint nok, ellers tak.” Han rystede afværgende på hovedet, som om han ikke ville tage nej som et svar.

”Nej nej, jeg insisterer. Du kan ikke bare gå hjem i denne her kulde,” Han forsøgte sig med et lille smil. Jeg åndede tungt ud, og overvejede det en smule.

”Fint,” mumlede jeg så, og kiggede ned. Hans smil blev større, og han begyndte at gå overmod døren vi var kommet indad. Hvis nu jeg fik ham til at sætte mig af lidt før..

”Holder din bil ikke ovre ved restauranten?” Spurgte jeg med det ene øjenbryn hævet. Han kiggede hurtigt ned mod mig mens han langsomt lagde hånden mod glasdøren og skubbede den op. Han holdt den for mig, og gjorde tegn til at jeg kunne gå ud.

”Altså nej.. Den holder ikke så langt herfra.” Jeg rynkede forvirret på panden og han rystede bare afværgende på hovedet, mens han fulgte efter mig ud af døren.

”Så hvor skal jeg sætte dig af?” Spurgte han stille, mens han dirigerede mig hen mod en forholdsvist stor parkeringsplads. Jeg trak hurtigt på skuldrende, og bed mig hårdt i læben. Ja hvor skulle han egentlig sætte mig af?

”Eh.. Altså, du kan bare sætte mig af ved restauranten,” mumlede jeg så, og til min overraskelse, nikkede han bare som et lille ’okay’. Jeg åndede tungt ud, og kunne mærke hvordan han iagttog mig mens vi gik. Han havde vidst stadig ikke helt glemt det med min søster.. Det var også dumt af mig at reagere på den måde.

Jeg forholdte mig tavs, indtil vi stoppede op foran en bil. Langsomt snurrede jeg rundt, og kiggede måbende på bilen.

”E-Er det din bil?” stammede jeg, og kiggede fascineret på bilen. Han lo bare lidt af mig, og nikkede tilfreds. Det gik så op for mig, at han jo var pænt rig. Altså, c’mon. Han var medlem af en af verdens største boybands.

”Hop ind.” Han nikkede hen mod døren overfor ham, inden han selv satte sig in på førersædet. Jeg tumlede hurtigt over mod døren, og åbnede den klodset. Der var dejlig varmt inde i hans bil, især nu hvor der var så koldt udenfor. Med en hurtigt udånding, lukkede jeg døren i igen, og spændte selen fast.

Jeg kiggede ud af sidevinduet, mens Harry langsomt fik bakket ud. Det var ikke særligt tit jeg fik muligheden for at kære i bil.

”Undskyld igen for det med at jeg er.. Nævnte din søster,” mumlede han undskyldende ud, og holdt blikket fast rettet mod vejen. Jeg rystede en smule på hovedet, og sendte ham et beroligende smil.

”Nej nej, det okay..” svarede jeg, og kiggede ned på mine hænder. Jeg kunne mærke hans blik lande på mig, som om han forventede noget mere. Så jeg gav ham hvad han ville have.

”Min søster eh.. Hun lider af kræft.-” Jeg sank hurtigt en klump, og kiggede stadig ned, ”- Hun har ike lang tid igen.” Harry kiggede medfølende på mig, inden han lod sig blik glide ud på vejen igen.

”Det jeg ked af Jade..” Jeg nikkede bare stille, og prøvede at få et lille smil frem.

Efter et par minutters tavshed, hvor jeg kiggede ned, og Harry kiggede tankefuldt ud på vejen, rettede han igen sit blik mod mig. Jeg kiggede en enkelt gang op mod ham, og rettede så mit blik ned igen. Jeg ville ikke have Harrys medlidenhed. Nej.

”Hvor gammel er hun?” Harry kiggede tøvende på mig. Mit ansigt skar en kort grimasse, og jeg sank en klump. Daniella var en af de yngste piger med kræft jeg nogensinde havde hørt om. Symptomerne havde også vist sig i en ret tidlig alder.

”Elleve,” mumlede jeg, og kiggede så op mod Harry. Jeg kunne tydeligt se på hans ansigtsudtryk, at han havde regnet med det var min storesøster. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den efter et par sekunder igen, for så at kigge ud mod vejen igen, da han stoppede bilen ude foran restauranten.

”Nå men, tusind tak for en dejlig dag Jade..” Sagde han så, og prøvede at lægge vores samtale før lidt til side. Jeg nikkede smilende, og spændte selen op. Hurtigt fik jeg trådt ud af bilen, og skulle lige til at lukke døren, da Harry stoppede mig.

”Hey..” Han lænede sig en over passagersædet, og støttede sig på sin ene albue. ”Får jeg dig at se igen?” Spurgte han med et lille smil. Jeg lagde hovedet på skrå, så mit røde hår svingede over på den ene side af mit hoved.

”Altså.. Du ved hvor du kan finde mig,” Sagde jeg med et smile, og nikkede en enkelt gang hen mod restauranten. Han lo klukkende, og nikkede så. ”Jeps.” Jeg lo også en smule, mens jeg lukkede døren i.

*

Jeg traskede langsomt ned over gaden, med begge hænder i jakkelommerne. Mit blik var rettet mod jorden, og jeg sparkede blidt til en lille sten på fortovet. Det gik op for mig at jeg stadig ikke havde sagt til Harry jeg var pigen ved ballet..

Måske var det bare bedst at tie? Måske havde han allerede fundet ud af det? Altså.. Han havde jo set halskæden og alt det.. Argh, det var fandeme forvirrende. Selvfølgelig ville jeg da gerne se Harry igen, men jeg det ville nok bare aldrig fungere imellem os. Det havde jeg vidst hele tiden. Men alligevel var jeg stædig og holdt fast i ham.

”Jeg er hjemme!” Jeg slyngede min jakke over en lille kasse, og fortsatte ind i det lille hus. Hvis man kunne kalde det det.

Jeg så mine forældre sidde inde i køkkenet, og snakke sammen, og jeg gik hurtigt forbi dem og hen mod Daniellas værelse. Vi delte alt. Jeg fortalte hende alt. Og jeg var spændt på at fortælle hende om Harry. Begge mine forældres hoveder fløj op, da jeg hastende gik forbi dem.

”Jade..” Jeg rystede bare hurtigt på hovedet, og fortsatte hen mod hendes værelse. ”Jade!” Jeg kunne snakke med mine forældre senere, men lige nu havde jeg bare brug for at snakke med Daniella.

”Jade gå ikke derind!” Råbte min mor idet jeg åbnede døren. Jeg stivnede på stedet, da jeg kiggede ind af døren. Hun var væk. Jeg rynkede forvirret panden, og vendte mig så imod mine forældre, da jeg kunne mærke min mors rystede hånd på min arm.

”Hvor er hun?” Røg det ud af mig, og jeg kiggede alvorligt fra den ene til den anden. Jeg kunne se at min mor havde grædt, hvilket gjorde mig endnu mere bekymret.

”Hvor er hun?!” Gentog jeg højere. Min puls steg, og jeg kunne mærke panikken skylle ind over mig.

”Jade, sæt dig li-” ”-Nej far! Svar mig nu! Hvor er hun?” Han tog et par skridt over mod mig, men jeg trådte bare væk fra ham. Han åndede tungt ud, og kiggede ned.

Nej.. Det kunne ikke være sandt. Hun kunne ikke være væk. Ikke nu.

Min mor hulkede kort, og rakte en hånd ud mod mig, men jeg undveg den hurtigt. Jeg ville ikke have deres medlidenhed. De ville aldrig forstå hvad Daniella betød for mig. Aldrig.

”Nej.. Nej..” Mumlede jeg mens jeg hårdt tumlede forbi dem. ”Hun kan ikke..” Tårer piblede frem i min øjenkrog, mens jeg sank en klump. Min mor var begyndt at græde igen, mens min far bare kiggede alvorligt på mig.

”Det er jeg ked af Jade.. Hun er i guds hænder nu..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...