Another Cinderella story. {One direction}

Jade bor i et meget fattigt område i London. Hendes familie bor bare i en lille lejet lejlighed, som egentlig mest består af en kælder. Hendes søster er meget syg, og hendes forældre kan snart ikke betale for lejligheden mere. Derfor måtte Jade træde ind og hjælpe i en meget ung alder. Hun har arbejdet lige siden hun var 12, og er nuværende tjener flere forskellige steder. Men den 18 årige piges arbejde, er ikke nok til at holde hele hendes familie på benene.

Hvert år sparer hun op med sine drikkepenge, til en kjole. For hvert år afholder en af restauranterne et maskebal, som hun altid for sneget sig ind til. Mest for at glemme hvem hun egentlig er, og leve for en gangs skyld. Men i år bliver anderledes. For en hvis berømthed gemmer sig bare masken dette år.

18Likes
12Kommentarer
1638Visninger
AA

9. I can't go home.

 

Jeg kunne mærke hvordan den første tåre trillede ned over min kind. Det kunne ikke være sandt. Jeg troede ikke på det. Nej.

”Kom her..” Min far rakte endnu engang ud efter mig, men jeg trak min hånd til mig.

”Nej.. Det er ikke sandt. I lyver. Hun lever stadig. Hun kan ikke være død..” Jeg blev ved med at gentage sætningerne om og om igen, mens jeg bakkede hen mod døren.

Jeg rev min jakke til mig, og tumlede ud af døren. Jeg måtte væk. Og det skulle gå hurtigt.

Mens tårerne trillede ned over mine kinder, løb jeg så hurtigt jeg kunne. Mit hoved var fyldt med et stort diasshow, af alle vores minder. Alle de gange vi havde grinet. Alle de gange vi havde delt en hemmelighed. Hver eneste gang jeg havde ligget ved siden af hende, indtil hun faldt i søvn.

Det var surrealistisk. Det hele var surrealistisk. Tanken om at Daniella ikke ville være der. Nogensinde igen.

Jeg nåede hen til et torv, og holdt op med at løbe. Hulkende fandt jeg en lille træbænk jeg lagde mig på. Langsomt og rystende krøllede jeg mig sammen i fosterstilling. Jeg var ligeglad med de underlige blikke folk gav mig mens de gik forbi. Lige nu kunne jeg kun tænke på Daniella.

*

Jade?” Det gik først op for mig at jeg var faldet i søvn, da stemmen vækkede mig. Der var bælgravende mørkt, og jeg blev nødt til at klemme mine øjne sammen, for at fokusere på personen foran mig. Hannah.

”Åh gud Hannah, du gætter aldrig hvad der lige er sket,” hulkede jeg ud, og satte mig hurtigt op. Jeg kunne mærke hvordan tårerne igen pressede på, men jeg tørrede dem bare hurtigt væk, og holdt det i mig. Hannah satte sig hurtigt ned ved siden af mig, og tog min hånd. Hun aede mig ned over ryggen, og kiggede bekymret på mig.

”Fortæl!” Jeg sank hurtigt en klump, og kiggede ned på mine rystende hænder. ”Det er Daniella..” Jeg kunne se hvordan hendes ansigtsudtryk ændrede sig, først til forvirret, så bekymret, og til sidst trist. Hannah kendte mig så godt, at hun allerede kunne regne det ud.

”Det er jeg virkelig ked af Jade..” Hun trak mig ind i et stort kram, og jeg lod mit hoved ligge på hendes skulder. Hun trak sig væk fra mig efter et lille stykke tid, og kiggede undersøgende på mig.

”Og hvad laver du herude klokken 12 om natten!” Spurgte hun med en rynket pande, inden hun rejste sig op. ”Kom, lad os nu få dig hjem..” Mumlede hun, og prøvede at smile lidt til mig.

”Nej.” Jeg rystede hurtigt på hovedet, og slap hendes hånd. ”Jeg kan ikke tage tilbage. Ikke lige nu..” Hun kiggede forvirret på mig, men rystede så bare på hovedet.

Jeg kiggede ned de næste på minutter, mens hun gik lidt rundt og tænkte. Pludselig kunne jeg høre hendes stemme snakke dæmpet et stykke væk, og jeg løftede langsomt hovedet. Hun snakkede i telefon med nogen. Gad vide hvem..?

”Ja. Det siger hun at hun ikke kan.. Okay.. Det siger jeg. Kom så hurtigt som muligt. Tak..” Jeg kunne høre hende afslutte opkaldet, mens hun langsomt gik overmod mig igen. ”Hvem var det?” Spurgte jeg nysgerrigt, og snøftede en enkelt gang.

Hun kiggede igen undersøgende ned på mig. Det gik op for mig, at jeg sad og rystede. Og jeg anede ikke om det var fordi jeg frøs, eller på grund af Daniella. Hannahs blik fik mig til at rykke lidt på mig, og jeg kiggede kort ned.

”.. Det var Louis.” Jeg rynkede panden, og lod mit blik glide op mod hende igen. ”Louis? Hvor har du lige hans nummer fra?” Spurgte jeg, og snøftede endnu engang. Hun rystede bare afværgende på hovedet, og vædede sine læber.

”Det er en lang historie..” mumlede hun, og satte sig ned ved siden af mig igen. ”Jeg kan ikke have dig hjemme hos mig, da mine bedsteforældre er i byen, så..” Jeg kiggede forvirret på hende, og ventede på hun skulle fortsætte.

”Så Louis og Harry kommer efter dig.” Jeg lavede store øjne, og prøvede at forstå hvad det var hun lige sagde. ”Louis sagde du kunne være i Harrys lejlighed, da Eleanor er i hans,” fortsatte hun, og kiggede undersøgende på mig igen.

Ahva?” Hun bed sig hårdt i læben, og så ud som om hun havde fortrudt overhovedet at havde ringet til Louis. Jeg kiggede lidt ned, og prøvede at lade være med at ryste.

”Der er ikke rigtig noget andet jeg kan gøre..” mumlede hun, og jeg nikkede bare. ”Tak for din hjælp Hannah,” Jeg tvang et lille smil frem, og var glad for at have en ven der faktisk bekymrede sig for mig. Hun smilede stort tilbage, og aede mig lidt på ryggen igen.

”Jeg er virkelig ked af det med Daniella..” Mumlede hun igen, og kiggede medlidende på mig. Jeg nikkede bare stille, og kiggede ned. Hannah havde aldrig rigtig mødt Daniella, men hun vidste hvor meget hun betød for mig.

*

Mit blik fløj op da en bekendt bil kørte forbi os, men 5 meter efter os stoppede brat op, og bakkede tilbage igen. Vinduet blev rullet ned idet bilen stoppede, og Louis’ hoved dukkede frem.

”Nå der er i! Vi kunne ikke finde jer..” Han åbnede døren, og jeg kunne allerede se Harry komme gående omkring bilen. Han kiggede bekymret op og ned af mig, og vædede hurtigt sine læber. Louis smækkede døren i igen, og smilede svagt fra Hannah, til mig.

”Du ryster jo helt!” Lød det bekymret fra Louis, og han rynkede lidt på panden. Harry havde stadig ikke sagt noget, og tavst gik han hen til mig, og hjalp mig op at stå. Han smilede svagt taknemligt til Hannah, og førte mig så hen mod bilen.

”Pas nu godt på hende!” Sagde Hannah uroligt, og kiggede efter mig mens jeg satte mig ind på bagsædet af bilen. ”Det skal vi nok. Det lover vi. Men sørg nu også for selv at komme sikkert hjem!” Louis nikkede til Hannah, og satte sig så ind på sædet foran mig.

Harry insisterede på at spænde min sele, og jeg smilede svagt taknemligt til Hannah mens Harry stod lænet hen over mig og fumlede med selen. Hun smilede en sidste gang, og vinkede. Jeg kiggede efter hende mens hun langsomt vendte sig om, og fortsatte hjemad.

Mit blik fløj mod Harry igen, da han tog mine kolde hænder mellem hans brandvarme. Han kiggede undersøgende på mig, mens han varmede mine hænder. Han virkede lidt usikker, og opførte sig som om jeg var lavet af porcelæn.

”Fryser du meget?” Spurgte han så, og jeg sank en klump. Hele min krop rystede, og jeg bed hårdt mine tænder sammen for at de ikke skulle klapre. ”Det fint nok, tak.” Mumlede jeg så, men han troede vidst ikke helt på min løgn.

Jeg iagttog ham mens han hurtigt gik om bag bilen, og hev noget ud af bagagerummet. Der gik ikke lang tid før han var tilbage med et stort mønstret tæppe, som han forsigtigt foldede ud over mig. Jeg smilede taknemligt til mig, og han tvang et svagt smil frem.

Louis havde vendt sig om mod mig, mens Harry smækkede døren i, og gik om mod førersædet. Han prøvede at smile en smule til mig, og drejede så hovedet mod Harry der dumpede ned på sædet.

Der gik ikke mange sekunder før bilen var oppe på en okay hurtig fart, og jeg knugede hårdt mine hænder sammen og holdt vejret. Jeg kunne se hvordan Louis kiggede bekymret på Harry, og så mod mig. Jeg lod hurtigt mit blik falde til jorden.

Hele turen var tavs, men der var heldigvis ikke helt så langt til Harrys lejlighed. Da han åbnede døren for mig, kiggede jeg op af den store bygning foran mig. Han holdt godt øje med mig, mens jeg forsigtigt trådte ud. Jeg sendte ham et hurtigt svagt smil, for at han ikke skulle bekymre sig for meget.

”Harry, det okay.. Jeg er okay..” Jeg sank en lille klump, og begyndte lige så stille at gå hen mod hotellets indgang. Jeg havde virkelig ikke brug for noget medlidenhed fra andre lige nu. Især ikke Harrys.

Louis løb hurtigt op ved siden af mig, og jeg kunne hører Harry låse bilen bagved os. Louis smilede svagt til mig, og førte mig indenfor. Lige idet vi trådte ind af døren, kunne jeg mærke en varm bølge strømme ind over mig, og jeg tog kort en dyb indånding.

Det var stadig ikke rigtig gået op for mig hvad det var der var ved at ske, så jeg fulgte bare tumlende med. Mit hoved var tomt for tanker, og jeg kiggede ligeud for mig. Der var ikke nogen receptionist bag disken, men et betød heller ikke så meget.

Harry kom gående forbi mig, og trykkede et par gange på elevator knappen. Han virkede en smule utålmodig, og vippede lidt med den ene fod. Hans blik fløj hurtigt rundt i lobbyen, lige inden elevator døren gik op, og vi gik ind.

Det undrede mig ikke, hvor højt vi skulle op før vi var på hans etage. Jeg holdt øje med numrene mens vi langsomt arbejdede os vej op gennem bygningen.

”Jeg tager også hjem til Eleanor nu..” Mumlede Louis da vi stod foran døren til Harrys lejlighed. ”Jeg er virkelig ked af det med din søster..” Han kiggede medfølende på mig, og lagde en varm hånd på min skulder, inden han snurrede rundt og satte kurs mod elevatorerne igen.

Jeg kiggede efter ham, mens Harry låste døren op, og forsigtigt gennede mig ind. Hans suite var fantastisk. Det flotteste jeg nogensinde havde set. Nu boede jeg jo så heller ikke under de flotteste forhold, men det måtte jeg godt nok gi’ ham. Det her var flot.

Jeg stod og stirrede måbende omkring i hans suite, mens han hurtigt gik over g lagde sine nøgler fra sig, inden han forsvandt ind i et andet rum. Mine ben begyndte langsomt at bevæge sig indenfor, mens jeg omhyggeligt observerede det hele.

Langsomt stoppede jeg op foran den største af de tre sofaer. Det var nok her jeg skulle sove.. Med en smule tøven, lagde jeg mig ned, og lukkede øjnene. Billederne med Daniella fortsatte igennem mit hoved, og jeg skar en trist grimasse.

Et sæt gik gennem mig, da jeg hørte Harrys stemme. ”Nej nej nej.. Der skal du ikke sove. Kom nu med.” Han tog min hånd, og kiggede ind i mine forvirrede øjne, mens han trak mig videre hen mod den dør han var forsvundet ind bag før.

 Det var hans værelse. Hans værelse. Sengen var mindst 4 gange så stor som den madras jeg sov på derhjemme, og der var omkring 5 puder. Sengetæppet var armyblåt, og det samme med puderne. Jeg rystede bare lidt på hovedet, og kiggede op mod ham.

”Jeg kan da ikke tillade mig at tage din seng, altså det er jo mig der trænger mig på..” Han rystede afværgende på hovedet, og gennede mig bestemt hen mod sengen. ”Sov nu bare her i nat, det er helt okay med mig..”

Han sendte mig et lille smil, og vendte sig så om så jeg kunne skifte. Skifte.. Jeg havde jo ikke noget at sove i? Jeg sov for det meste i en af min mors gamle natkjoler, men jeg havde jo ikke noget med. ”Eh, Harry?”

Han vendte sig om i dørkarmen, og lagde en hånd på håndtaget. ”Jeg eh..” Jeg anede ikke hvordan jeg skulle formulere mig, og kiggede bare lidt ned af mig selv. Han fulgte mig blik, og forstod med det samme hvad jeg mente.

Uden tøven gik han over mod det overdrevet store skab, og åbnede det. Jeg betragtede ham mens han fumlede rundt i alt tøjet i skabet, og hev en ternet skjorte ud. ”Her,” Han kastede skjorten hen mod mig, og jeg greb den lige inden den landede foran mig.

Jeg foldede den ud foran mig, og kiggede undersøgende på den. Tydeligvis alt for stor til mig, mens den kunne da sagtens bruges. ”Tak harry..” Mumlede jeg, og smilede en smule til ham.

Han nikkede bare stille til mig, og fortsatte så ud af døren igen.

Jeg kiggede mig en smule omkring, og snøftede stille. Langsomt of forsigtigt tog jeg min trøje og min BH af, og foldede det sammen. Uden rigtig at vide hvor jeg skulle ligge det, lagde jeg det bare stille på en lille stol i hjørnet.

Langsom trak jeg skjorten over hovedet. Jeg kunne ikke engang få mine hænder helt ud igennem ærmerne, så jeg foldede dem bare et par gange op. Jeg knappede stille mine bukser op, og lagde også dem på stolen.

Uden videre, lagde jeg mig forsigtigt ned i sengen. Dynes var dejlig varm, og jeg begravede mit hoved i nogle af puderne. Da jeg langsomt lukkede mine øjne i igen, strømmede billederne ind igen.

*

Jeg åbnede langsomt øjnene, og kiggede mig omkring. Alt var hvidt omkring mig. Hvor var jeg lige havnet henne? Klodset rejste jeg mig op, og kiggede ned over mig selv. Jeg stod i en kridhvid natkjole, som jeg aldrig havde set før.

Men min opmærksomhed blev hurtigt afledt da jeg hørte en velkendt stemme. Daniella.

”Jade?” Mit blik vandrede hurtigt rundt omkring mig, inden jeg fik øje på Daniella bag mig. ”Daniella!” Nærmest skreg jeg ud, og løb over til hende.

”Du skal ikke være bekymret Jade. Alt er okay.” Jeg faldt ned på knæ foran hende, og trak hende ind i min favn. ”Ja Daniella, nu er alt okay.” Jeg kunne mærke hvordan hun langsomt lagde sine hænder omkring mig, og lagde sit hoved på min skulder.

”Hvor er jeg henne Jade?” mumlede Daniella spørgende. Jeg trak mig langsomt væk fra hende, og sank en klump. ”Det ved jeg ikke søde..” Jeg kiggede på hende, og kæmpede imod tårerne.

”Jeg er død, er jeg ikke?” Spurgte hun, og lød en smule skuffet, men ikke trist. Jeg blinkede et par gange, som om jeg lige var blevet slået rigtig hårdt i hovedet med en mursten. Hun tog det vidst som et ja, og nikkede så bare til mig.

”Sig til mor og far at jeg elsker dem..” sagde hun så, uden nogle specielle følelser. Jeg rynkede forvirret panden, og rystede på hovedet. ”Lov mig at du siger det til dem.” Et svagt hulk undslap mig, men jeg nikkede.

”Godt.” Hendes blik gled langsomt opad, og jeg fulgte tøvende hendes blik. ”Jeg elsker dig Jade. Husk det. Lov mig det.” Mit blik mødte hende igen, og jeg kunne mærke min underlæbe begynde at bævre. ”Ja Daniella, det vil jeg altid huske..”

Hun smilede tilfreds, og tørrede langsomt den tårer væk, der havde banet sig vej ned over min kind. ”Jeg elsker også dig Daniella..”

”De kommer efter mig,” mumlede hun så, og smilede svagt. Hvad mente hun med det? Hvem kommer efter hende? Jeg kiggede forvirret på hende, men hun smilede bare.

”De vil hjælpe mig. Det har de selv sagt.” Sagde hun så, og smilede endnu større. Jeg kiggede stadig forvirret på hende, og tog hendes hånd. Men inden jeg nåede at sige noget, snakkede hun igen.

”Farvel Jade.. Jeg elsker dig.”Jeg rystede panisk på hovedet, og rakte ud efter hende for at trække hende ind i endnu et kram, men inden jeg nåede noget som helst, kom to sorte skikkelser frem bar mig, og trak Daniella væk.

”Nej! Det kan i ik! Daniella!” Jeg råbte panisk efter dem, og prøvede at rejse mig, men jeg kunne ikke. Jeg skreg hendes navn igen og igen, mens jeg vred mig rundt.

*

Med et sæt sad jeg op i sengen, mens jeg skreg Daniellas navn om og om igen. De havde taget hende væk fra mig. Jeg ville ikke få hende tilbage. Nogensinde igen.

Der gik ikke mange sekunder før jeg kunne høre døren brase op et stykke fra mig, og et par stærke arme der lagde sig omkring mig. Jeg havde mit hoved begravet i mine hænder, mens jeg hulkede ned i dem.

”Shh.. Det var bare et mareridt..” Hans stemme beroligede mig en smule, men jeg var alt for meget ude af den lige nu, til at jeg ville kunne slappe af.

”De tog hende!” Hulkede jeg ud, og begravede mit ansigt i hans skulder. Daniella var død. Hun var virkelig død. Det var svært at tro..

”Det burde have været mig.. Ikke hende!” Hulkede jeg igen. Til min overraskelse trak Harry mig lidt væk fra sig, og fangede hurtigt mit blik. ”Sådan noget må du ikke sige Jade.. Jeg..” Han kiggede undersøgende på mig mens han ikke anede hvad han skulle sige.

Efter et par sekunder trak han mig bare ind til sig igen, mens jeg stille hulkede. Hans varme gjorde mig mere rolig, og jeg lyttede til hans hjerteslag mens han langsomt lod sin hånd glide op og ned over min ryg.

”Hv-hvad er klokken?” mumlede jeg stille, og snøftede kort. Han løftede stille hovedet, og kiggede mod uret. ”3,” sagde han stille, og kiggede så ned på mig. Jeg nikkede stille, og tørrede hurtigt tårerne væk. Han flyttede lidt hår væk fra mit ansigt, og kiggede bekymret på mig.

”Er du okay, Jade?” Spurgte han så, og fugtede kort sin underlæbe. Jeg rystede bare afværgende på hovedet, og lagde mig ned. ”Egentlig ikke.. Men du skal ikke bekymre dig.” mumlede jeg så, og snøftede endnu engang.

Jeg kunne mærke Harrys blik i min nakke, men jeg lukkede bare øjnene hårdt i. Det burde virkelig have været mig i stedet for Daniella. Hun var så lille, og havde et helt liv foran sig.. Hvor hun i forvejen havde levet halvdelen på sit værelse.

Hårdt bed jeg tænderne sammen, og krummede mig sammen i fosterstilling. Hun fortjente ikke at dø sådan her. Jeg ville gøre alt for at se hende igen. Bare en gang.

Igen måtte jeg fører min ene hånd op mod mit ansigt, og tørrer tårerne væk. Endnu et lille hulk undslap mig, og jeg kunne hurtigt mærke Harry ligge sig ved siden af mig, og hviske beroligende ting. Selvom jeg ikke havde kendt Harry særligt længe, følte jeg allerede jeg havde kendt ham i meget længere tid.

Det skræmte mig en smule.

*

 

_______________________________________________________________________

Uha uha.. Skriv gerne hvad i synes! Det ville glæde mig rigtigt meget! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...