Another Cinderella story. {One direction}

Jade bor i et meget fattigt område i London. Hendes familie bor bare i en lille lejet lejlighed, som egentlig mest består af en kælder. Hendes søster er meget syg, og hendes forældre kan snart ikke betale for lejligheden mere. Derfor måtte Jade træde ind og hjælpe i en meget ung alder. Hun har arbejdet lige siden hun var 12, og er nuværende tjener flere forskellige steder. Men den 18 årige piges arbejde, er ikke nok til at holde hele hendes familie på benene.

Hvert år sparer hun op med sine drikkepenge, til en kjole. For hvert år afholder en af restauranterne et maskebal, som hun altid for sneget sig ind til. Mest for at glemme hvem hun egentlig er, og leve for en gangs skyld. Men i år bliver anderledes. For en hvis berømthed gemmer sig bare masken dette år.

18Likes
12Kommentarer
1660Visninger
AA

1. Can i have this dance?

Dagene gik langsommere og langsommere, og regningerne begyndte at hobe sig op derhjemme. Men alligevel fortsatte jeg min egoistiske plan om at tage til maskeballet. Det var ligesom en vane, man bare ikke kunne komme af med. Det her var min aften, og det var der ikke nogen der skulle tage fra mig.

Med en dyb indånding, tog jeg langsomt den ibenholts sorte maske på. Dog var kjolen ikke dyr, men den var smuk. I aften skulle nok blive fantastisk. Det havde jeg på fornemmelsen.

Med et let tilfredst smil, rakte jeg ned på bordet efter min eneste halskæde. Et lille sølv papirfly. Jeg havde fået den af min familie, til jul for et par år siden. Det var ikke tit min familie overhovedet holdte jul, men af dem vi havde holdt, var det den bedste.

Med mine spinkle fingre fik jeg åbnet låsen, og viftede hurtigt mit røde hår væk fra skulderende, og låste halskæden igen bag min nakke. Halskæden var svagt kølig mod min krave, og en lille kuldegysning gik igennem mig. Med hurtige skridt listede jeg så stille over mod den halvknuste rude.

Næsten hele vores hus så halvt faldefærdigt ud. Men vi kunne ikke rigtig gøre noget ved det. Klodset fik jeg mast mig ud gennem ruden, og jeg børstede mig lidt ned over kjolen. Denne her gang måtte jeg holde øje med tiden. Min far ville komme hjem fra sit arbejde ved midnat, og jeg skulle i hvert fald være hjemme inden det.

Jeg havde jo gratis fået en billet til ballet, fordi jeg var medarbejder. Restauranten lå ikke så langt derfra, så jeg nåede hurtigt derover. Jeg bed kulden i mig, men mine kinder blev alligevel en smule røde. Der var allerede mennesker over det hele.

Jeg fik hurtigt blandet mig ind i mængden. Da jeg havde taget hul på mit andet glas vin, kunne jeg mærke en prikke mig på skulderen.

Med et sæt fik jeg vendt mig om, som om jeg lige var blevet taget i at begå en forbrydelse. Men i stedet mødte jeg et varmt skævt smil, der gjorde mig helt blød i knæene. Det meste af drengens ansigt var dækket af masken, men jeg kunne stadig se de grønne øjne stråle ned mod mig. "Må jeg få denne dans?" Hans dybe hæse stemme gav mig kuldegysninger ned af ryggen, og jeg lagde blidt min hånd i hans som et 'ja'.

Vi bevægede os langsomt ud mod dansegulvet, og han lagde sin varme hånd mod min talje. Gosh, hvor var det her bare fantastisk allerede nu.. Han smilede hele tiden til mig, og hans øjne var fast rettet mod mine. En underlig træng til bare at smelte ind i ham fyldte mig, og jeg rødmede svagt, og bed mig i læben.

En spillende latter undslap mig da han snurrede mig rundt et par gange. Da vi havde danset igennem omkring 6 sange, stoppede han op. "Vil du have en drink?" Hans øjne strålede ned mod mig, og jeg nikkede bare stille. "jeg må indrømme, du er en god danser" Han hviskede ind i mit øre, mens han førte mig gennem mængden af folk, og hen mod  bardisken.

Endnu en lille latter undslap mig, og jeg rystede en smule på hovedet. "Det er du da den første til at sige så.." Jeg satte mig langsomt ned. "Virkelig?" Med et løftet øjenbryn satte han sig også ned."Jeg er ikke lige den typiske danser" Indrømmede jeg smilende, og krydsede benene. Han lo stille, og bestilte to drinks.

Da han vendte sig om igen, fik han øje på min halskæde. "Det er en meget flot halskæde du har der.." Han nikkede bare kort mod min hals, og jeg rakte automatisk op efter det lille papirfly. "Tak.." Jeg viftede mit hår væk, og låste låsen op. "Jeg har fået den af min familie.. Den betyder meget for mig." Uden videre, rakte jeg den frem mod ham, og han tog forsigtigt imod den.

Han udforskede den nøje med fingrene, og nikkede så til mig. Jeg smilede sødt til ham, og kunne tydeligt se han var lige så betaget af mig, som jeg var betaget af ham. Mit blik vandrede op mod uret.

Vent, hvad?! Det var bare løgn! "Undskyld mig, men jeg bliver nødt til at gå.." Det var så åbenbart min måde at sige farvel til den mest fantastiske dreng jeg nogensinde havde mødt.

Han kiggede forvirret efter mig, mens jeg hastende fik mast mig gennem mængden af folk. "Vent.. Vent!" Uden at vende mig om en eneste gang, løb jeg så hurtigt jeg overhovedet kunne tilbage. Tilbage til mit liv. Tilbage til fattigdommen.

 

Harrys P.O.V

Jeg maste mig vej gennem alle de dansene par, og kiggede mig omkring efter hende. Hvad var det der lige pludselig hastede så meget? havde jeg gjort noget forkert? Med et suk, kiggede jeg ned i min hånd. Jeg havde stadig hendes halskæde! Hvad skulle jeg nu gøre?

"Vent! Du glemte din.. Halskæde.." Jeg kunne selv høre hvor tåbeligt det ville være at prøve at råbe efter hende. Hun var sikkert allerede langt væk. Det var ikke godt det her.. Med en smule tøven tog jeg halskæden rundt om halsen, og gik ind igen.

Jeg måtte jo finde hende igen på et eller andet tidspunkt. På en eller anden måde. Inden jeg nåede at tænke mere, fik jeg et lidt hårdt klap på skulderen, og Louis dukkede op ved siden af mig. "Jeg så dig sammen med en pige.." Han smilede skævt til mig med det ene øjenbryn løftet. "Hvor er hun blevet af?"

Jeg bed mig lidt i læben, og sukkede. "Hun.." med en smule tøven, bed jeg mig i læben. "Sig ikke hun flygtede.." Louis lo kort, og rystede på hovedet som om det var det sjoveste nogensinde. Jeg kiggede op på ham, og nikkede bare. Nu forsvandt hans smil hurtigt, og han lavede store øjne. "Nej vel? Gjorde hun virkelig?" Han måbede.

"Jo.. Det gjorde hun.. Men det virkede som om hun skulle noget.. Som om hun glemte noget." Jeg trak på skulderende, og fandt en stol. "Det er jeg sgu ked af makker.." Han kiggede lidt ned, og satte sig selv ned. "Og hvad er det du har om halsen?" Han pegede forvirret på hendes halskæde. "Den glemte hun" mumlede jeg bare stille, og sukkede. "Og jeg aner ikke hvordan jeg skal give den til hende igen."

 

_______________________________________

Det var så første kapitel.. Skriv hvad i synes, og hvis jeg skal skrive mere. (:

~Ted

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...