Another Cinderella story. {One direction}

Jade bor i et meget fattigt område i London. Hendes familie bor bare i en lille lejet lejlighed, som egentlig mest består af en kælder. Hendes søster er meget syg, og hendes forældre kan snart ikke betale for lejligheden mere. Derfor måtte Jade træde ind og hjælpe i en meget ung alder. Hun har arbejdet lige siden hun var 12, og er nuværende tjener flere forskellige steder. Men den 18 årige piges arbejde, er ikke nok til at holde hele hendes familie på benene.

Hvert år sparer hun op med sine drikkepenge, til en kjole. For hvert år afholder en af restauranterne et maskebal, som hun altid for sneget sig ind til. Mest for at glemme hvem hun egentlig er, og leve for en gangs skyld. Men i år bliver anderledes. For en hvis berømthed gemmer sig bare masken dette år.

18Likes
12Kommentarer
1664Visninger
AA

2. Back for you

I går havde bare gået hurtigt til sidst, men så heldig som jeg var, havde jeg nået hjem i tide. Men jeg kunne bare ikke sove. Det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke engang kendte navnet på drengen..

Jeg havde kendt ham i få timer, men alligevel fik han mit hjerte til at springe rundt. Var det naturligt? Nu ville jeg nok aldrig få ham at se igen. Og hvis jeg så gjorde, ville jeg så kunne kende ham uden maske på? Jeg var ikke sikker.

*

"Hyggede du dig i går?" Hannahs stemme gav mig et mindre chok, mens jeg bandt forklædet sammen om livet. Hendes latter fyldte det lille køkken, og jeg himlede med øjnene. "Tja.."

Tøvende trak jeg på skuldrende, men jeg vidste Hannah ville finde ud af det før eller siden. "'Tja..'?" Hun stillede en ren tallerken ned på den nu halv høje stabel af tallerkner, og tog en ny op fra vasken. "Sig nu hvad der skete! Var der en dreng?"

Et smil bredte sig over mine læber. "Så der var altså en dreng?" Da jeg nikkede stille, hvinede hun højlydt. "Fortæl mig alt! Var han sød? Hvordan var han idet hele taget? Hvad hed han? Skal du se ham igen?" Jeg skyndte mig at skære hende af med en lille hovedrysten. "Nej.. Nej.."

Hun rynkede på panden, og kiggede forvirret på mig. "Hvad mener du med det? Skal du ikke se ham igen? Hvorfor ikke?" Jeg sukkede bare stille, og besluttede mig for at hjælpe hende med opvasken.

Hannah var stædig, og ville ikke give slip på emnet. ”Hvad skete der Jade?” Jeg tørrede langsomt den tallerken jeg havde i hånden af, og satte den på plads. ”Tjo.. Jeg kom måske på en måde til at.. Flygte?”

Jeg kiggede skyldigt på hende, og i et stykke tid stod hun bare og måbede. ”Du gjorde hvad?” Nu forvandlede hendes ansigtsudtryk sig fuldstændig, og en latter undslap hende igen. ”Hey! Det er ikke sjovt..”

Men jeg kunne ikke lade være med at grine lidt selv. Det var faktisk lidt sjovt. ”Du må jeg nok sige Jade..” sagde hun, og rundede sit grin af med en lille hovedrysten. ”Du er sgu lidt for dig selv,” Jeg puffede blidt til hende med min ene skulder, og tørrede så mine hænder af i viskestykket.

”Men jo.. Han var ret sød,” Hun kiggede op, og smilede stort til mig. ”Og dejlig.. Og hans øjne.. Mums..” Hannah rystede smilende på hovedet, mens jeg stirrede ud i luften ved tanken om ham.

”Okay lad os bare konstatere at han var perfekt.” Jeg lo igen, og begav mig så ud mod baren. Der var ikke helt så mange gæster tidligt om morgenen, så der var tid til lige at slappe af lidt.

Det her var nok en af de fineste restauranter i byen, og jeg kunne stadig ikke fatte hvorfor de havde ansat mig. Mig. En af de fattigste i London. Hvis folk her i restauranten vidste det, ville de sikkert ikke nærme sig mig.

Jeg lavede et mindre spjæt, da min chef knipsede med fingrene foran mig. Han kiggede vredt på mig, og så ikke rigtig ud som om han havde haft en særligt godt morgen. ”Hvad står du der og dovner for pigebarn?” Var jeg nu faldet i staver igen? Jeg nikkede hurtigt og kort til ham, og småløb ud i køkkenet til Hannah igen.

”Hvad nu?” Hannah var vidst lige blevet færdig med opvasken, og var nu begyndt at sætte det hele tilbage i skabende. ”Mr. Hall er vidst ikke i det bedste humør i dag..” Hannah lo bare stille, og satte en stabel tallerkner ind i skabet. ”Sig lige til når der er en dag han faktisk er i godt humør..”

Jeg lo stille med, og lagde noget bestik på plads. Jeg rettede hurtigt mit blik op, da Hannah skruede op for radioen, mens den spillede WMYB. Vi sang glade med, og dansede lidt rundt mens vi satte tingene på plads. Jeg måtte indrømme Hannah var min bedste veninde.

Min eneste veninde.

Jeg blev dømt for hurtig på fattigdommen, og jeg følte lidt Hannah var den eneste der havde givet mig en chance. Da sangen var færdig lo vi begge lidt, og high fivede hurtigt.

”Og så bare lige en hurtig melding..Vi har jo som sagt One direction i studiet i dag,-” Både mig og Hannahs øjne blev helt store, da vi kunne side det meste af dagen, og lytte til vores yndlingsband. Jeg havde kun set dem på plakater et par gange, da jeg ikke havde noget som helst elektronisk udstyr. Hannah vidste på den anden side, alt om dem.

”- Så velkommen drenge,” Hannah hvinede højlydt, og knugede viskestykket i hænderne mens drengene sagde hej i munden på hinanden. Jeg himlede bare lidt med øjnene, og satte de sidste ting på plads.

Det meste af dagen foregik med snak om deres nye album, og touren der også var på vej. ”Og så hører jeg Harry, og Louis.. At i havde sneget jer ud til maskebal? Hvad er det for noget?”

Jeg stivnede midt i min handling, og Hannah kiggede med det samme over på mig. Drengene lo stille og tøvede stille. ”Tja..” Jeg vendte mig om mod Hannah, og lavede store øjne.

”Hvad så? Mødte i nogen?” Intervieweren spurgte mere og mere ind til det, og til sidst bukkede drengene under. ”Altså Harry her,-”Mumlede Louis halvstolt, og man kunne høre en blive klappet på skulderen, ”Han var dybt optaget af en pige derovre,”

Hannah og mig hoppede helt hen til radioen, for at høre bedre efter. ”Nå da da..” Radio-manden holdt en kort pause, og der var lille stilhed. ”Hvor er denne pige så henne nu?” Det var blevet et meget akavet emne det var endt i, og man kunne sagtens høre hvor underligt det måtte være at side derinde.

Man kunne høre Harry ånde Langsomt ud. ”Det eh.. Det ved jeg faktisk ik,” Hannah begyndte langsomt at prikke mig i skulderen, og det begyndte faktisk at gøre lidt ondt. ”Av Hannah, hold da-” ”Shhh!” Hannah slog en hånd for munden på mig, og vi måtte begge to ligne nogle store idioter der lige havde fået at vide vi skulle bo på Mars resten af vores liv.

”Men hun glemte sin halskæde.-” Helt automatisk rakte jeg op efter min papirflys halskæde. Men den var der ikke. ”Holy..” Mit blik var stadig rettet mod radioen, og min puls begyndte at stige. ”- Og mig og drengene er enige om at tage tilbage til restauranten for at give hende den tilbage.”

Så gik Hannah i flip.

”Holy shit Jade! Hvorfor sagde du ikke drengen var Harry?! Harry fucking Styles?!” Jeg stod selv totalt mundlam, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. ”Jamen.. Det kan da ikke..” Hannah begyndte at hoppe rundt og danse, mens jeg bare stod og stirrede på radioen.

De næste 20 minutter foregik på mig og Hannah der flippede ud. Havde jeg virkelig danset med Harry Styles? Den Harry Styles? Og de ville rent faktisk komme tilbage hertil, og lede efter.. Efter mig. Det her måtte være en drøm. Eller noget..

De havde senere sagt i radioen, at hvis de kunne nå det, ville de komme i dag. I dag! Lige pludselig havde jeg det som om tiden gik meget langsommere. Mr. Hall vækkede mig flere gange fra mine dagdrømme, og jeg havde det som om han holdt ekstra øje med mig i dag.

Hans døtre havde selvfølgelig hørt hele interviewet, og ville gerne bevise det var dem. Hvad i alverden? De ville lyve? Og for en gangs skyld, var der faktisk nogle der godt ville være mig.

Og som om det ikke var nok, hobede piger sig op over det hele, inde og ude for restauranten. Det var det rene mareridt. Og faktisk.. Var jeg kommet lidt i tvivl. Hvis jeg stod frem og sagde hvem jeg var, ville han så blive skuffet når han fandt ud af hvem jeg virkelig var? Ville han blive skuffet over.. Selve mig..?

Jeg kiggede kort ned over mig selv, og bed mig hårdt i læben. Måske.. Hannah havde brokket sig over hun ikke måtte gå over og få en autograf. Vi skulle jo stadig arbejde.

Der gik et par timer, før pigerne pludselig gik amok udenfor. Var de kommet? De var kommet! Alle gik helt amok, og Mr. Hall skyndte sig over for at hjælpe dem indenfor. Nu skulle der bare fedtes fra hans side.

Mig og Hannah gemte os halvt bag bardisken, og kiggede da de gik ind. Og der kom de så ind. Det var helt vildt. Hannah klemte min hånd lidt for hårdt, men jeg havde ikke noget imod det. Jeg forstod godt hun var helt oppe at køre.

Det var først der det gik op for mig at Mr. Hall faktisk havde linet et bord op til dem, så det hele virkede sådan helt ’audition’ agtigt. En audition. For at være mig.

Jeg kunne se Harry dukke frem bag nogle bodyguards, og han kiggede ud over alle pigerne. Ledte han efter mig? Jeg kunne tydeligt se nu, at det var ham. Det var ham jeg havde danset med. Det var som om det først gik op for mig der.

Og der. Det var mig halskæde! Om hans hals. Jeg fugtede langsomt en klud, og begyndte at tørre disken af. Der gik ikke lang tid før alle pigerne havde stillet sig op i en lang kø, der førte helt ud på gaden.

Det var sindssygt hvordan de alle flippede ud. Jeg kunne lige forestille mig Hannah i den flok der. Et lille smil bredte sig over mine læber ved tanken, og jeg kiggede ned mens jeg tørrede af. Da der var gået omkring 20 minutter, var Harrys blik allerede fyldt med håbløshed. Pige efter pige, blev ført væk af vagterne, og jeg bed mig hårdt i læben.

Jeg tog en dyb indånding, og småløb ud i køkkenet. ”Har du stadig ikke fortalt ham det?” Hannah kiggede forventende på mig, men jeg rystede bare på hovedet. Uden at give hende et rigtigt svar, tog jeg en vandflaske fra en lille kølerdisk.

”Kunne du tænke dig lidt vand?” Jeg prøvede at virke så rolig som muligt, og rakte med den ene hånd vandflasken frem mod Harry. Overrasket vendte han blikket mod mig, og tog imod vandflasken. ”Jo tak..” Hans fantastiske grønne øjne vandrede op mod mit ansigt, og han rynkede kort på panden. Oh god, jeg vidste det her var en dårlig idé..

”Har jeg ikke set dig før?” Han stillede flasken fra sig, og vendte sig halvt mod mig. Jeg tøvede stille, men inden jeg overhovedet noget at sige noget blev jeg gennet væk af nogle vagter.

Jeg bed hårdt tænderne sammen og stillede mig tilbage bag disken. Hvorfor var jeg sådan en kujon? Jeg var tæt på. Med et suk kiggede jeg op igen. Han kiggede på mig. Jeg skyndte mig at kigge væk igen, og begyndte at lede efter noget jeg kunne beskæftige mig med.

Heldigvis var der en dreng der satte sig på en af stolene foran mig, og smilede. Jeg kunne ikke så ham så godt, da han havde gemt sig lidt i en hoddie. Men da han kiggede helt op, kunne jeg godt se hvem det var.

”Er du ikke..-” ”Shh..” Louis tyssede smilende på mig, og kiggede sig lidt omkring. Jeg begyndte langsomt at blande nogle drinks, men han blev ved med at stirre på mig. Med et suk satte jeg tingene fra mig.

”Vil du have noget?” Han lænede sig lidt tilbage, og smilede stadig. ”Nej det er fint nok..” Jeg nikkede kort inden han fortsatte. ”Sig mig.. Burde du ikke være henne i køen?” Jeg stivnede midt i handling.

Hva? Hvad var det han sagde? ”Eh..” Han lo stille af mit udtryk, og lænede sig lidt tættere hen mod mig. Og lige der. Der så jeg det i hans øjne. Han vidste det. Han vidste det var mig. Men hvordan i alverden kunne han vide det?

 

*

Wuhu.. Kapitel 2. (:

Jeg undskylder at det her kapitel er lidt kedeligt, men jeg tror bare jeg lige skal i gang.. c;

~Ted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...