I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
5921Visninger
AA

16. What happend?

Hvad fanden fucking skete der med mig?

Holy mother fucking crap, jeg er kraftedme syg i mit hoved!

Jeg er så pisse, lorte, røv irriteret på mig selv lige nu!

Alle følelserne kom ud...

Holy mother fu-

Luk Monica!

Og tilbage til virkeligheden. Jeg sad i min dejlige sofa, i min dejlige lejlighed, og drak en champange, jeg havde fået af Louis, som undskylding, fordi Harry havde været sådan en røv.

Eller bare en super kendt møg unge, som jeg er sur på, fordi han heeeeele aftenen, lagde an på mig.

Den røv irriterende player, som jeg bare kunne dræbe så me-

Monica!!!

Hvem fanden er det, der hele tiden styrer mig?

Jeg tog en tår af min dyre champange, og synkede den brusende drik. Det gav en boblende fornemmelse, som jeg elskede.

Min mobil begyndte at vibrere, hvilke gav et sæt i mig, så jg spildte al min champange, og døde...

Endnu en tragisk død...

Jeg dør meget tit, synes jeg.

Liiiiiigemeget.

Jeg tog fat i min mobil, hvor navnet, som jeg hader over hele jorden, fordi jeg har drukket for meget dyr champange, er pisse træt, og overeagere sygt meget, stod.

Harry fucking Styles.

"Hallo?". Jeg stilte mit glas på sofa bordet, for ikke at hælde indholdet, ud på min mobil, når Harry begyndte at være perverse over mobilen.

"Jeg vil bare sige undskyld", mumlede en lidt grødet stemme. "Okay?", sagde jeg, og tog en tår af mine skide dre champange.

"Jeg var vist ret fuld", sagde stemmen, eller Harry, og hostede kort. "Det er okay, Harry". Jeg sukkede lydløst, og bed mig i læben.

Nervøsitet længe leve...

Nej dø.

Right now.

Der var lidt stilhed, inden jeg kunne høre en eller anden bekendt stemme. Som græd. "Og der var lige noget andet, som måske ville være lidt vigtigt for dig", mumlede Harry.

"Hvad?", fik jeg fremstammet. En eller anden frygt bredte sig i mig. Den der gråd... Den eneste der kunne græde sådan var...

"Det er Lola", sagde Harry. "Hvad er der med hende?", sagde jeg, en lille bitte smule hysterisk. "Mig og Louis var på vej hjem, da vi så Lola sidde på en bænk, uden jakke eller noget", sagde Harry, og jeg kunne høre usikkerheden i hans stemme.

"Jeg er på vej!".

***

"Taxa!", råbte jeg, og løb efter den sorte bil. Bilen stoppede, og jeg åndede lettet ud. Jeg hoppede hurtigt ind i bilen, og sagde han skulle skynde sig.

Altså til taxa manden. Jeg jeg kalder dem taxa mænd.

Også hvis det er en dame.

Jeg gav ham adressen, og satte mig tilbage i sædet. Jeg lukkede mine øjne, da jeg kunne mærke trætheden flyder over mig.

Og inden jeg nåede at tænke mig om, stoppede bilen, udenfor bygningen, jeg skulle ind i.

Jeg styrtede ud af bilen, og styrtede så op af trapperne, til den etage Harry boede på. Istedet for at ringe på, som jeg normalt ville, fløj jeg ind af døren, der heldigvis var åben.

"Hvor er hun?", spurgte jeg skeptisk, og gik hen imod Harry, som stod i gangen, helt forskrækket. Og så fik jeg øje på hende.

Hendes mørke hår, sad tæt, og vådt til hendes hoved. Hedes makeup var fuldstændig ødelagt, ligeså hendes kjole. Hun sad helt krøbet sammen, i en stol, og gispede.

"Lola", hviskede jeg, og satte mig på hug, overfor hende. "Hvad fanden er der sket med hende?!", råbte jeg, og kunne mærke uroligheden tage over.

Nå ja og vreden, den usling.

"Hun vil ikke fortælle det", mumlede Harry, og gik et skridt tættere på mig. "Hvor er hendes mobil?", spurgte jeg, og kiggede skeptisk på Harry.

Buuh, jeg er agent 00Monica.

Harry fandt en sort cluth frem, og rækkede den til mig. Jeg tog hendes mobil op, og trykkede hendes kode ind.

Vi var nærmest søskende.

Så ja, vi kendte hinaden koder.

Jeg gik ind i hendes billeder, hvor jeg fandt et billede af hende, og en anden dreng. "Harry", sagde jeg, og viste ham billedet. "Det her billede er kun 3 timer gammelt".

Harry nikkede kort, og kiggede lidt grundigere på billedet. Drengen som var på billedet, havde mørkt hår, en lyd hud, og grå øjne. Hans ansigt var markeret, han havde en masse poser under øjnene, og man kunne let så på hans pupiler, han havde taget et eller andet.

"Kender du ham?", spurgte jeg, og bed mig i læben. Harry rystede på hovedet, og kiggede over på Lola, som sad med lukkede øjne.

"Hun sagde til mig, hun var taget til en anden fest, med en eller anden", mumlede jeg, og kløede mig i håret.

"Så enten var ham drengen, med til jeres fest, eller var det en hun mødte, til den anden fest?", spurgte Harry.

Jeg nikkede, og bladrede videre i billederne.

"Stop lige". sagde Harry, og tog mobilen ud af min hånd. "Hey!", sagde jeg irriteret.

Nej jeg havde ikke tilgivet Harry!

Jeg var bladret over på et billede, som viste to drenge, til Harry og Louis fest. Den ene dreng havde brunt, skulder langt hår, og en pircing i det ene øjenbryn, og den anden havde helt lyst hår, og sorte øjne.

"Den der dreng", mumlede Harry, og pegede på ham med det lyse hår.

"Hvor er Louis henne?", spurgte jeg.

Jajajaja total emne skift, men jeg var lige kommet i tanke om det.

"Han sover", mumlede Harry. "Hvad var der med drengen?", spurgte jeg, og kiggede på Lola. Hun så virkelig ikke godt ud. Jeg satte mig helt over til hende, og gav hende et kram.

"Hvad fanden har du lavet, Lola", mumlede jeg, ind i hendes hår, og sukkede.

Hun var helt bleg, og rystede meget.

"Jeg har set ham et eller andet sted, før?", mumlede Harry.

Jeg mærkede på Lolas pande, som var helt varm.

"Harry", sagde jeg skeptisk.

Harry kiggede op på mig, og smilte kort til mig. "Ja?".

Jeg bed mig i læben, og kiggede på Lola.

"Jeg tror vi skal ringe efter en ambulance. Hun er jo helt væk!".

***

Lolas synsvinkel.

Alt var sløret.

Alt var uden lyd. Jeg kunne svagt skimte Harry, og Louis, som begge kiggede bekymret på mig. Jeg frøs frygtelig meget, selvom der var skruet helt op for varmen, i taxaen.

Louis mund bevægede sig, men ingen lyd kom ud. Mine øjne blev tunge, og lige pludselig blev alt sort. Jeg kunne svagt høre en dør smække.

En eller anden tog fat i mig, og ruskede kort i mig. Jeg ville gerne åbne mine øjne, men jeg kunne ikke.

Billederne gik igennem mit hoved, som et diashow.

"Kom", sagde Mike, og smilede lovende til mig, inden han åbnede døren, til det store lokale. Jeg gispede efter vejret, da luften var fuld af røg.

Jeg smilede kort til Mike, og gav ham min jakke. Han træt en cigaret grem, som mest lignede en joint. "Vil du have en?", spurgte han, men jeg rystede bare på hovedet.

Jeg satte mig ned ved baren, hvor en mørk håret dreng, kom over til mig. Han smilede flirtende til mig, og satte sig overfor mig.

Jeg kiggede efter Mike. Hvor fanden var han?

"Jeg kan se, du sidder helt alene", sagde drengen, og lænede sig hen imod mig. Jeg rystede på hovedet, og sendte ham et lille smil. "Jeg er her med - "

"Mike", sagde drengen, og nikkede. "Han skulle lige ordne nogen  forretninger". Jeg kiggede underligt på drengen, og kneb mine øjne sammen.

Drengen fiskede en pose, med noget hvit pulver i op, fra hans lomme. "Og jeg har nogen forretninger med dig".

Jeg åbnede mine øjne, da jeg blev sat ned på en stol. "Lola", sagde en stemme. Alt var stadig slørret. "Lola, hvad er der sket?". Jeg kunne mærke hvordan jeg rystede.

"Lola, hvad sketede der?!".

"Hvad fanden laver du?", råbte jeg skeptisk, da drengen, lige foran bartenderen, lagde det hvide pulver ud på bordet. "Det er kun til dig, smukke", sagde drengen, og smilede til mig.

"Desværre, jeg må gå", sagde jeg, og rettede mit blik mod udgangen. Jeg rejstede mig hurtigt op, da jeg blev skubbet ned på stolen igen.

"Du bliver her, solstråle", sagde drengen hårdt, og borede sine øjne ind i mine. "Luk røven", vrissede jeg, og rejste mig igen op. Jeg løb mod udgangen, men jeg hårdt blev skubbet ned i gulvet.

"Hvor er hun?!", sagde en skeptisk stemme. Jeg kunne skimte Monica fare imod mig. "Lola", hviskede hun, og satte sig ved mig. Alt begyndte at forsvinde. Først farverne. Så synet. Og så alle stemmerne.

Alt var sort.

"Dig skal vi bruge", sagde Mike, og smilede falsk. Jeg satte mig op, da en fod ramte mig i brystet. Et skrig forlod mine læber, og smerten gik ikke væk.

"Du tager det lort, eller du ender i en kontainer", sagde drengen truende, og stilte sig ved siden af Mike. "Hvorfor", hviskede jeg til Mike.

De to drenge grinede ondt, og rystede på hovedet. Jeg kunne mærke et hårdt slag, mod mit hoved, og alt begyndte at forsvinde.

"Sådan nogen som sig er penge værd", kunne jeg lavt høre, inden det blev sort.

"Jeg tror vi skal ringe efter en ambulance. Hun er jo helt væk!", kunne jeg høre Monica sige. Det var som om hun lige akkurat trængte igennem.

Alt andet var mørkt.

Alt andet.

________________

Monica tilgav altså ikke Harry, men alligevel ikke?

Og hvad var der sket med Lola??

Det kunne måske, for nogen af jer, være lidt svært at holde styr på Lolas tanker, men det med skråt skrift, er ligesom flashback. Det andet er bare nutiden for hende.

Historien er desværre ikke rettet igennem.

Xxxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...