I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
6042Visninger
AA

26. The famlily member i am

"I'm back bitch!", lød en festlig lyd, fra hovedøren. Jeg rettere mit ansigt fra fjernsynet, og mit blik mødte et meget smukt syn. En 18 årig skønhed, med hendes sorte tøj, og store smil.

"Lola!", hvinede jeg, og hoppede op af sofaen, over til Lola. "Har du hygget dig?", spurgte Lola. Inden jeg nåede at svare, slog hun en lille latter op og nikkede. "Jeg mener i", sagde hun, og sukkede lykkeligt. "Er du fuld, Lola?", spurgte jeg seriøst, og knipsede med mine fingre, foran hendes ansigt.

Hun rystede kort på hovedet, og smilede til mig. Jeg gengældte hendes smil, og klappede i hænderne. "Godt! For jeg har købt 2 flasker champange, bestilt en pizza, og lejet de tre bedste film i verden!", sagde jeg, og luntede piget ind i stuen. "Hvorfor fanden er du så sej?", spurgte Lola, og fulgte efter mig.

Jeg smilede bare til hende, og rystede på hovedet. "Mean girls 1, 2, og So undercover", sagde jeg, og lod min hånd røre alle dvd'erne. Lola åbnede munden for at sige noget, da hun blev afbrydt af lyden af en ringe klokke.

"Pizza!", hvinede vi i kort, inden jeg styrtede over til døren, for at åbne den. "Godaften", sagde pizza buddet, og smilede høfligt til mig. "Hva' så?", svarede jeg, tog pizzaen, gav manden nogen penge, smilede til manden, og smækkede døren i.

Jeg er så høflig!

Okay nej...

Jo...

Nja...

Jeg luntede ind til Lola, med den lune pizza bakke, med pizzaen i, og satte mig ned i sofaen. Min dyne havde fået lov til at blive i sengen idag, og dovne.

Lola klappede sig på lårene, og kiggede spændt på mig. "Hvad?", spurgte jeg, og kiggede lidt tomt på hende. "Vil du fortælle alt om dig og Harry, efter et glas champange, eller før?", sagde Lola, og hvinede lavt. Jeg rystede sukkende på hovedet, og rejste mig op.

"Der er ikke så meget at sige", mumlede jeg, inden jeg gik ud i køkkenet, efter tallerkner, champaaaange, og glas. "Men det der så er at sige...", sagde Lola højt ude fra stuen af. Jeg gik ud i stuen igen, og lagde vægten på det ene ben. "Jeg ved ikke rigtigt om vi er kærester, eller bare venner", mumlede jeg.

Lola kiggede ærgeligt på mig, og seriøst det så ud som om, hun tog nogen briller på, og en blok frem.

Men det gjorde hun ikke.

Hun savlede over pizzaen på tallerknerne.

"Vil du da gerne være hans kæreste?", spurgte Lola pludseligt. Jeg kiggede forskrækket på hende, men trak så på skuldrende. "Han er jo verdens berømt! Og jeg ved ikke om jeg kan klare alt den hate jeg vil få"; sagde jeg en smule højt. "Så du kan godt lide ham?", sagde Lola, og smilede drillende til mig.

Jeg satte mig ned, tog glasset med champange i hånden, bundede det, og kiggede så seriøst på Lola, som hade limet et undrende blik fast i hendes fjæs.

"Ja jeg kan", svarede jeg bestemt. Lola smilede, og begyndte at klappe i hænderne. "Det skal fejres! Kom så med etg glas, babe!", hvinede hun, og tog imod det champange glas, jeg rækkede hende.

"Nu skal i bare finde ud af hvad Harry føler".

***

Harrys synsvinkel.

"Så Harry", sagde intervieweren, og kiggede bestemt på mig. "Dave", svarede jeg, og lænede mig en smule tilbage i sofaen. De andre drenge sad ved siden af mig, med nogen smil på læberne.

Jeg vidste godt at det handlede om mig og Monica, men prøvede at tage det så afslappende som muligt.

"Er det rigtigt at du dater denne pige?", spurgte Dave, som intereiweren hed, og pegede på et billede, på skærmen over os. Billedet forstillede mig og Monica, holde i hånden.

Jeg havde faktisk ikke nået at snakke med Monica om det, da jeg jo hade været i studiet hele dagen, og nu til interveiw. Min manager havde nu sagt, at jeg ikke skulle sige, mere end vi var venner.

Jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg gik på en eller anden måde i stå, da jeg skulle til at svare. Det var ikke fordi jeg ikke havde løjet overfor en interveiwer før. Jeg ville bare ikke sorge Monica, hvis hun nu misforstod et eller andet.

Vi havde trods alt haft sex to gange, kysset flere gange, og holdt i hånden offenligt.

"Harry", kunne jeg høre Louis, som sad ved siden af mig, sige. Han puffede hurtigt til mig, og jeg regnede vel med jeg havde tænkt et stykke tid.

"Det ser ud som om der er lidt mere om det forhold, end vi ved", sagde Dave, og smilede til kameraet. Jeg kiggede en smule på drengene, der rystede en smule på hovedet.

"Vi er bare venner", svarede jeg, og bed mig en smule i læben. Drengene åndede lettet ud, imens Dave kiggede skuffet, men spændt på mig. "Så du siger dette billeder, viser i kun er venner?", spurgte Dave, og pegede igen på billedet. "Ja", svarede jeg en smule dumt.

Selvfølgelig gjorde det ikke det.

Jeg kunne høre Dave sukke.

"Nå folkens! VI ses efter pausen med meget mere One Direction!", sagde Dave, ind i kameraet, og smilede. Jeg kunne høre den velkendte lyd, der fortalte at vi ikke var live længere.

Jeg åndede lettet ud, og rejste mig op fra den grønne sofa. Jeg kiggede over på de andre drenge, som allesammen kiggede en smule irriteret på mig. Jeg valgte at ignorrere deres blikke, og begyndte at gå imod gardaroben, da en eller anden tog fat i min arm.

"Hvornår har du tænkt dig at fortælle os om dig og Monicas "venskab"?", kunne jeg høre Zayn sige, en smule irriteret. Jeg vendte mig om imod Zayn, og kneb mine øjne en smule sammen. "Der er ikke noget er fortælle her", svarede jeg, og gik igen over imod garderoben.

***

Monicas synsvinkel.

"Ikke mere champange!", skreg jeg, da jeg tog den sidste flaske op i mine hænder. "Hvor er alt henne?", sagde Lola, og hun lød som om hun kunne græde hver sekundt. "Vi har drukket det", sagde jeg, med en surmulende stemme. Lola sukkede irriteret, og rystede på hovedet.

"Jeg sover her", sagde hun, og tog lidt mere af min dyne. "Lola!", skreg jeg, og trak min dyne til mig. "Det er altså min dyne!". Lola rystede på hovedet, og trak i min dyne.

"Det er min dyne!", sagde hun. Jeg trak igen i min dyne, og sådan blev det egenligt ved.

Ja vi var fulde.

Vi havde drukket to flasker champange.

For det var sådan vi var.

For seje.

Jep...

I stedet for at hive mere i min dyrebare dyne, valgte jeg at hoppe på Lola, så hun gav slip. Og det lod så til at jeg landede på gulvet med et bump. "Shit!", sagde Lola, og begyndte at grine. Jeg smilede en smule idiotisk, og tog mig til hoften.

For det gjorde ondt.

"Av", mumlede jeg, og satte mig op. Jeg skulle lige til at sætte mig op i sofaen igen, da min mobil ringede. Jeg kravlede over til sofabordet, og tog fat i mobilen.

"Hallo?", sagde jeg. Jeg havde ikke engang set hvem det var der ringede, så det kunne ligeså godt være en eller andet fremmede.

Eller værre.

Min mor eller far!

Fuck!

"Det er Louis", sagde stemmen.

Pyha.

"Hej Louis!", sagde jeg, og smilede idiotisk, selvom han ikke kunne se det. "Jeg ville bare spørge hvordan du har det?", sagde han, og jeg kunne høre nogen stemmer i baggrunden.

Egenligt undrede det mig lidt, at Louis ringede, da det jo ikke ligefrem var fordi vi så hinanden specielt meget for tiden. Men det var vel sødt...

""Det går fint!", svarede jeg, og kiggede strengt på Lola, som fniste. "Hvad vil han?", hviskede hun, hvilke resulterede i, jeg kastede en pude på hende. "Hvad med dig?", spurgte jeg Louis, efter lidt stilhed. "Det går helt fint", svarede han, og hostede kort.

"Nå Louis, hvad var det så du rigtigt ville?", spurgte jeg, med en lidt seriøs stemme. "Jo altså dig og Harry...", sagde han, og hostede igen.

Selvfølgelig!

"Ja?", spurgte jeg lidt usikkert, og kiggede skeptisk på Lola, for at vise hvilke situration jeg lige om lidt ville være i. "Han vil ikke selv sige noget om det, og vi andre vil jo ligesom... Godt vide noget om det. For i begge er vores venner".

***

Jeg sad og ventede på at Harry ville være her. I forgårs havde Louis jo ringet, og spurgt om mig og Harry. Jeg havde sagt jeg ikke helt vidste hvad vi var, og havde derfor lavet en aftale med Harry, så vi kunne snakke.

Han ville komme over hvert sekundt, og selvom vi altid var hos mig, var det lidt svært at være hos Harry, da Louis jo også ville være der. Forresten havde jeg nørdet talkshowet Daves hele eftermiddagen igår, fordi jeg hvade tømmermænd, og One Direction var med.

Og jeg var med.

Sjovt nok.

Så jeg var taget ned i den nærmeste kiosk, havde købt to bøtter chokolade is, en cola, og havde set action film hele aftenen.

Så jeg var helt klar til idag!

Jeg sad en smule på døren, da det ringede på døren. Jeg farede op, og styrtede imod døren, for at åbne. Problemet var bare at det ikke var Harry der stod udenfor.

"Far?". Han smilede falsk til mig, og lavede så en sur mine. Man kunne sagtens se at han var fuld, og derfor valgte jeg at smække døren i. "Du kan ikke være her! Skrid!", råbte jeg igennem døren. "Monica åben døren!", råbte min far, og bankede hårdt på døren.

Jeg kunne mærke tårene presse på, og frygten sprede sig i mig. Jeg vidste hvor farlig min far var, når han var fuld. Og jeg ville ikke risikere at få hele mit hjem ødelagt, fordi min far skulle sige et eller andet til mig.

"Jeg vil ikke have noget at gøre med jer! Skrid!", råbte jeg, og gik nogen skridt væk fra døren. "Undskyld mig", kunne jeg høre en stemme, der ikke tilhørte min far sige.

Det var Harry.

"Monica hvad sker der?", spurgte han, og bankede stille på døren. "Monica åben forhelvede den dør!", råbte min far, og bankede hårdt på døren.

Som snart gik i stykker.

"Harry jeg tror det er bedst du går", sagde jeg igennem døren, og tillod mig at kigge igennem dør spionen, hvor jeg kunne se Harry kigge på min far, og så på døren.

"Hvem er du?", spurgte Harry min far, som bare kiggede ondt på ham. Jeg bed mig i læben. Jeg ville frygtelig gerne hae Harry, væk, eller her ind, inden min far gik amok på ham.

"Harry er du ikke nok sød at gå?", spurgte jeg en smule hårdere end før. "Nej! Jeg kan jo ikke lade dig være alene, når der står en eller an-" "Harry bare gå!", afbrød jeg ham, råbende. Hvis han havde fulført den sætning var han helt klart død nu...

"Monica forhelvede åben den dør!", råbte min far, og bankede igen på døren. "Hey lad hende være!", kunne jeg høre Harry sige til min far. Jeg kiggede igennem dør spionen, hvor jeg kunne se Harry, skubbe min far væk fra døren. Min fars blik forvandlede sig til hans voldlige blik, og hans hænder knugede sig sammen.

"Far skrid, eller jeg ringer til politiet!", råbte jeg truende, og tog fat i min mobil. "Er han din far?", spurgte Harry skeptisk, og bankede igen på døren.

Tårene begyndte at løbe ned af mine kinder, men jeg tørrede dem hurtigt væk. Jeg valgte at åbne døren på klem, men havde selvfølgelig den der kæde på, så døren ikke var helt åben, og kun jeg kunne åbne den.

Jeg mødte Harrys forskrækkede blik, og nikkede. "Desværre", mumlede jeg, og kiggede hårdt på min far. "Men...", sagde han, og kiggede lidt uroligt på min far. "Min far er syg i hovedet, pisse fuld, og afhængnig af stoffer", sagde jeg, og kiggede igen på Harry.

"Monica! Åben nu forhelvede den dør!", råbte min far, og tog i håndtaget. "Skrid!", råbte jeg, og lukkede døren næsten helt i. "Monica!", råbte min far, og begyndte at sparke på døren. Et skrig forlod mine læber, da jeg kunne høre døren nærmest var ved at knække.

"Hey!", råbte Harry, og skubbede hårdt til min far. Min far kiggede hårdt på Harry, hvorefter han slog ham lige i fjæset. "Stop!", råbte jeg, og åbnede døren helt. Men det var forsent.

Harry tog sig hurtig til hans kind, og skulle lige til at slå igen, da jeg åbnede døren op med et brag, så de begge kiggede på mig. "Gider i godt stoppe?!", råbte jeg, og kiggede hårdt på dem begge.

"Du kan jo bare lukke mig ind!", råbte min far hårdt, og skulle til at gå imod ham, da Harry spærrede med sin arm. "Hvorfor?! Skal du låne flere penge til stoffer?! Råbe mere af mig, eller ødelægge mere af mit liv? For det er spild af tid forhelvede! Jeg har endelig fået mit eget liv! Uden syge, fulde, onde forældre, som er voldlige og tager stoffer! Så skrid med dig, eller jeg ringer til politiet!", nærmest skreg jeg.

Tårene forlod mine øjne i en hastig fart, og jeg kunne mærke Harrys forskrækket blik på mig. Jeg rystede på hovedet, og kiggede væk. Min far kiggede bare hårdt på mig. Men jeg ignorerede ham.

Han havde ødelagt så meget i mit liv. Og nu stod han foran min dør, uden nogen grund. Jg havde heller ikke lydt til at vide hvorfor han stod her.

"Ved du hvad? Hvis du ikke er væk om 10 sekunder, far", jeg tørrede tårene væk, og kiggede hårdt på min far. "Ringer jeg til politiet, og får dem til at arrestere dig! Du ved for vold, skatte svindel, salg af stoffer, og for at ødelægge min dør!", råbte jeg, og tog min mobil lige op i hans fjæs.

Min far kiggede kort på mig, inden han forsvandt ned af trapperne, og væk fra min fuldstændig ødelagte dør. "Monica", sagde Harry usikkert, og gik et skridt tættere på. Jeg rystede kort på hovedet, og vendte mig om. Jeg gik over i sofaen, hvor jeg satte mig. Tårene forlod mine øjne i stride strømme, men jeg var ligeglad.

Jeg kunne ikke helt forstå hvad jeg havde sagt til min far. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han havde været her, og at han havde været så tæt på at komme op at slås med Harry.

Jeg lod et hulk forlade mine læber, efterfulgt af en masse andre. Harry kom gående hen imod mig, og jeg kunne sagtens fornemme hans urolige blik. Hans uforståelige, lidt sorget blik.

Han satte sig vedsiden af mig, i sofaen, og lagde en arm om mig. Han kyssede mig kort i håret, og en lille smule glæde kom frem i mig.

"Det skal nok gå", mumlede han, og trak mig ind til ham.

"Det lover jeg".

_______________________________

Der var vist lidt drama der!

Undskyld jeg ikke har skrevet i noget tid, men har jo været på mini ferie, og selvom jeg kom hjem fra to dage siden, har jeg haft ret travlt.

Så... Hvad tror i Monicas far ville?

Og hvad tror i der sker efter dette med Harry, og Monica?

Får de snakket om tingene?

Historien er desværre ikke rettet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...