I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
5957Visninger
AA

18. Tell me a lie

Harrys synsvinkel.

 Hun ville muligvis bryde sammen, hvis hun fandt ud af det. Og det samme, hvis hun fandt ud af at jeg ville lyve. Hun havde flere gange spurgte hvad sygeplejersken, og havde helt klart lagt mærke, til at jeg prøvede at undgå emnet.

Det var nok derfor hun hele tiden fik det på banen.

"Er du ikke sød at fortælle mig noget, Harry?", sagde hun bedende, og lavede hunde øjne. Jeg rystede på hovedet, og blinkede for sjovt til hende. "Du skal få det bedre", svarede jeg, og aede hende på håret. Hun nikkede kort, og lukkede igen hendes øjne.

Ligenu sad vi hjemme hos mig, imens Lola var nede på politi stationen, og svare på spørgsmål, osv. Monica havde lige siden igår, haft feber, og kvalme, og jeg havde lovet at "passe" hende, som undskylding fra festen. Vi var taget hjem sent om aftenen, igår, fra hospitalet, og direkte hjem til mig. Louis skulle overnatte hos Elenor, så jeg havde hele stedet for mig selv.

"Harry, jeg vil ikke få det bedre, før det fortæller noget", sagde Monica pludseligt, og satte sig op, i sofaen. Jeg tyssede stille på hende, men hun ignorerede mig.

"Harry vi snakker om min bedste veninde, som du fandt ude på gaden! Og den helvedes sygeplejerske glemte alt om mig, så er du ikke sød at sige noget?", sagde hun en smule oprevet. Hun sukkede, og lagde sig ned igen. "Nu fik jeg det værre", mumlede hun klagende, og lukkede igen hendes øjne.

"Jeg fik ikke så meget at vide", mumlede jeg bare, og satte mig på kanten, af sofaen. "Jeg gider ikke være læge", kunne jeg høre Monica sige.

Jeg løftede et øjenbryn, og grinte kort. "Hvad?", sagde Monica, og åbnede sine øjne. "Hvorfor gider du ikke være læge?", spurgte jeg, og kiggede sjovt på hende. "Hvis folk på hospitaler er så retaderede, at de ikke kan finde ud af, om Lola havde taget stoffer, eller slået bevidstløs, gider jeg sgu ikke bruge min tid på det", svarede Monica.

"De sagde hun havde været ret fuld, og vel bare forvirret, og træt", mumlede jeg. Jeg hadede at lyve overfor mine venner, men jeg kunne virkelig ikke se Monica værrere, end hun allerede var.

Forstå mig ret, men hun var syg, og hvis hun fandt ud af det med Lola, ville hun da først bryde helt sammen.

"Derfor vil jeg ikke være læge", mumlede Monica, og sukkede. "Hvad", sagde jeg, og heldte noget cola op til Monica, som hun smilende tog imod. "Jeg mener, hvis lægerne tror det er hvad der skete, må der jo være noget galt med dem. Selv en idiot kan jo se hun var meget påvirket, helt væk, og fuldstændig smadret!", sagde Monica.

Jeg kunne mærke skylden sprede sig i mig. Hvis jeg bare kunne fortælle hvad der rigtigt skete. Og jeg havde lovet mig selv, at finde ud af hvem den mand var, som muligvis han voldtaget Lola, og vise ham, hvad der sket, når man skader mine venner.

"Harry", mumlede Monica, og tog en tår af hendes cola. "Mhm?". "Tak fordi du gider høre på alt det lort jeg lukker ud", mumlede hun, og smilede til mig. Jeg gengældte hendes smil, og aede hendes kind. "Det er så lidt".

***

Lolas synsvinkel.

"Kan du huske hvad der skete?", spurgte politi betjenten. Jeg nikkede kort, og fast holdte blikket, mod bordet. "Lægen sagde kun det, de troede der var sket, da de ikke havde haft tid til at snakke med sig, så jeg må spørge, hvad der skete", sagde manden smilede, og fandt nogen papire frem. "Hvad hedder dine forældre?", mumlede han, imens han tog nogen briller frem. "Diane og Erik", mumlede jeg. "Det samme efternavn?". Jeg nikkede kort, og lukkede mine øjne.

"Ved de at du har været på hospitalet?". Jeg nikkede igen.

"Jeg har fået noget information fra dine venner, om at du forlod en fest, til fordel for en anden fest, med en fyr, som hedder?".

Jeg bed mig i læben, og gravede dybt ned i min hukkomelse. Hvad hed han? "Mike", sagde jeg. "Og hvordan så han ud?". Jeg lukkede mine øjne, og prøvede at huske ham. "Mørkt hår, grå øjne, meget lys hud..."

Jeg prøvede at huske hvad der skete til Harry og Louis fest. Jeg havde mødt nogen drenge, som havde præssenteret mig for...

Jeg tog endnu en tår, af drinken, og smilede til en dreng foran mig. Cameron. "Hey", kunne jeg høre en stemme, og fik øjne på en lys håret dreng, bag Cameron. Han gik endnu et skridt foran mig, med et roligt smil på læberne. Jeg nikkede, som hej, til ham, og kiggede på Cameron, som sad med et lidt anspændt ansigt.

Han rejste sig op, og tog fat i den lyshåret dreng, imens han gik lidt væk. "2 sekunder", smilede Cameron, og vendte sig om. "Ikke hende", kunne jeg høre Cameron sige. "Jo hende", sagde den lyshåret dreng. "Ian, nej". Så den lyshåret dreng hed Ian? Og hvad fanden snakkede de om.

Jeg rykkede uroligt på mig, og bundede min drink. Jeg kiggee imod Monica, som dansede med Niall ude på danse gulvet. Misundelse længe leve. Danse med en kendt.

De to drenge kom imod mig igen, begge med et smil på læberne. "Jeg hedder Ian", sagde den såkaldte Ian. "Jeg er-", "Lola, jeg ved det", sagde Ian smilende.

Okaaaaay.

"Jeg skal have endnu en drink", sagde Cameron, og smilede til mig. Ian tog hans stol, og lænede sig frem imod mig. "Så hvordan er du endt hos denne fest?". Jeg bed mig en smule i læben, og smilede så selvsikkert.

God kombination...

"Jeg kender dem der holder festen", sagde jeg, og kiggede ned på min tomme drink. En mørkhåret dreng kom hen imod mig, sammen med Cameron. "Nu når du alligevel har mødt en af mine venner, kan du jo også møde Mike"; sagde Cameron usikkert, og smilede undskyldende til mig.

Hvad fanden?

"Er du der?", spurgte politi manden, og lænede sig en smule frem imod mig. Jeg nikkede kort, og kneb mine øjne en smule sammen. "Til den første fest mødte jeg en dreng, som hedder Cameron", mumlede jeg. "Ved du hvad han hed til efternavn?". Jeg rystede på hovedet. "Så kom en der hedder Ian over til os, og de to gik lidt væk, og skændes om mig, et eller anden med at der var noget i ikke skulle, eller kunne", mumlede jeg.

"Jeg tror", sagde politi manden, og lænede sig væk. "Nej fortæl bare videre". Jeg nikkede kort. "Cameron hentede en drink, og da han kom tilbage stod han med Mike", mumlede jeg. "Han virkede usikker, og skyldig".

"Hej", sagde Mike til mig, og rækte sin hånd frem. Jeg tog imod den, med et smil. "Vil du danse?", spurgte Mike, hvilke kom en smule bag på mig. Men jeg nikkede alligevel, og rejste mig op.

Han viste vej til dansegulvet, og smilede til mig. "Så hvad laver du i hverdagen, Lola?", spurgte Mike.

Hvor kendte han mit navn fra?

"Jeg arbejder", svarede jeg. "Er lige gået ud af skolen". Mike smilede en smule underligt, og blinkede. "Perfekt".

Jeg stoppede med at danse, og kiggede underligt på ham. "Ja det er jo den bedste tid", smilede han. Jeg nikkede, og kiggede mod baren, hvor Ian og Cameron snakkede. "Kommer omlidt", sagde jeg, og tog min mobil frem.

"Hey må jeg lige få et billede?", spurgte jeg, og tog et billede inden de svarede. "Øh", sagde Ian, og kiggede usikkert på Cameron. "Ligemeget", smilede jeg, og gik ud til Mike igen.

Done.

Jeg tog min mobil frem, og gik igennem mit galleri, hvor jeg fandt et billede af Ian, og Cameron. "Det er de to drenge der præsenterede mig for MIke", mumlede jeg, og viste politi manden billedet.

"Det vil blive nemmere nu", sagde politi manden smilende. "Vi arbejder med det vi har nu, og kontakter dig senere, så du kan tale med os igen. Nu tror jeg du skal hvile dig".

***

Monicas synsvinkel.

Jeg vågnede ved en dør, der smækkede. Og det gav et sæt i mig. Jeg sukkede træt, og satte mig op i sofaen. Hvis Harry bare var skredet, så lover jeg -

"Lola!", hvinede jeg, og hoppede op fra sofaen. Selvom kvalmen igen steg i mig, selvom jeg havde fået det bedre, løb jeg stadig imod Lola.

"Hvordan han du det?", spurgte jeg, og trak Lola ind i et kram. "Jeg har det... Av", sagde hun, og trak sig smilende fra mig. "Fint".

Jeg smilede til hende, og kløede mig i håret. "Hvad med dig?". Jeg kiggede ned på min ande pyjamas, og sukkede. "Det går bedre", sagde jeg smilende. Lola nikkede, og gik over til sofaen, hvor han lagde sig under min dyne. "Jeg er helt smadret". mumlede hun. "Lola hvornår vil du fortælle hvad der skete", spurgte jeg bekymret. "Jeg er for træt nu", mumlede hun, og trak dynen helt over sig.

"Hey Monica, er du- Hej Lola!", sagde Harry, som kom gående ud fra hans værelse. "Jeg sover", sagde Lola, som åbnede hendes øjne. "Ja helt klart", mumlede jeg, og rullede med øjene. "Hun tog min dyne", sagde jeg, som om jeg var lige ved at tude.

Det var jeg faktisk også, for min dyne var mit et og alt,

Min soulmate.

Min gamle dyne hed Bruno, efter Bruno Mars, fordi jeg altid hørte "Just the way you are", når jeg skulle vågne om morgenen. Nu hedder min dyne Lola. Fordi Lola altid hugger min dyne.

Jep...

"Vil du have min?", spurgte Harry omsorgsfuld, med en lille bitte sjov i hans stemme. Jeg nikkede alvorligt, og kiggede bedende på Harry.

Jeg trak ham lidt væk fra stuen, så Lola ikke kunne høre, hvad jeg skulle sige.

Bare kald mig en bitch.

Nej tak, faktisk.

"Når du har fortalt mig hvad sygeplejersken sagde", hviskede jeg, og kiggede endnu mere alvorligt på Harry. "For ellers", sagde jeg truende. Harry løftede det ene øjenbryn, og smilede så. "Jeg har jo fortalt det", sagde han, og lænede sig op af væggen. "Ja men jeg tror ikke på dig, og hvis du ikke fortæller det, går jeg ned og spørger sygeplejersken!", sagde jeg, og kneb mine øjne sammen.

Harry bed sig en smule i læben.

"Monica..."

______________

Endnu et afsnit.

Hvis det på nogen punker er kedeligt, undskylder jeg, men det er lidt svært at skulle skrive fra tre forskellige synsvinkler i ét kapitel, og især efter sidste kapitel, som er lidt svært at fortsætte.

Xxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...