I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
6039Visninger
AA

37. Taking the chance

"Så hvad sker der for dig og Niall?", spurgte jeg med en drillende stemme. Lola kiggede hemmeligheds fulgt på mig, og rullede lidt med øjnene. Vi sad i flyet, og skulle lande om en halv time. "Intet specielt", sagde hun, og sukkede. "Hold op Lola, jeg kan se der er noget", sagde jeg, og prøvede at mindske det enorme smil på mine læber. "Måske er der noget...", sagde hun og fniste.

Lola min lille pige, altså:')

"Mine damer og herre, vi vil lande om tyve minutter. I bedes tage jeres sikkerheds bælte på, og tage slukke jeres elektronik", sagde en mandelig stemme ud af høj talerne. Jeg tog mit sikkerheds bælte på, og slukkede for min mobil, ligesom de fleste andre i flyet. Jeg kiggede over på Harry, som sad sammen med Louis.

Da han også kiggede på mig, sendte jeg ham et svagt smil, inden jeg igen vendte opmærksomheden imod Lola, som var begyndt at hoste op om hvor underligt det var, at kaptajnerne på flyene altid hostede, når de talte.

Jeg sad bare i mine egne tanker det sidste stykke tid, indtil vi var landet, og skulle ud af flyet. Jeg rejste mig op, da jeg havde taget sikkerheds bæltet af, og pakkede hurtigt mine ting. Da vi endelig kunne få lov til at gå ud, fandt mig og Lola de andre, så vi kunne følges ud af flyet.

Da vi var kommet ud, havde vi igen liv vagter ved os, da der var en masse skrigende fans. Man kunne sagtens se dem, selvom vi skulle hente vores kufferter, inden vi skulle ud til der hvor fansne var.

Jeg kiggede på Harry, som sendte mig et skævt smil, da alle kufferterne var hentet. Vi gik allesammen imod de skrigende piger. Jeg havde det som om alle pigerne sendte mig onde, farlige blikke, men jeg blev bare ved med at gå ved siden af Harry, som havde sin ene arm rundt om mit liv. Drengene fik skrevet nogen autografer, imens jeg fik øje på paparazzierne udenfor, og iblandt fansne.

Jeg slog et roligt smil op på mine læber, og kiggede over på Lola, som også smilede. "Harry!", skreg en gruppe piger, da vi vi gik forbi dem. "Er i kærester?", jeg kiggede på Harry, som bare sendte pigerne et smil. "Mhm", var det eneste han sagde, imens han gav min hånd et klem, for at vise at det var okay.

Liv vagterne skubbede nogen fans væk fra os, og paparazzierne tog billeder hele tiden. Den velkendte blitz lyd overdøvede nærmest alle skrigene, og det eneste jeg tænke var at mine forældre sikkert ville opsøge mig, når de ser mig på forsiderne. Men Harry var jo allerede blandet ind i det på en eller anden måde, så han var der vel for mig.

Da vi var kommet ud fra lufthavnen, fik vi fat i nogen taxaer, og tog ellers afsked. Ferien var slut, og vi skulle hjem til os selv.

***
"Holy...", jeg gloede lykkeligt på min lejlighed, og et kæmpe smil poppede op på mine læber. "Shit". Jeg nærmest angreb sofaen, og begravede mit ansigt i de store puder. Trætheden gik med det samme igennem mig, men jeg valgte at ignorere den, og gik ud i køkkenet, for at finde en cola light.

Rejsen havde taget lidt hårdt på mig, og jeg havde fået den der irriterende dims jeg kalder hovedpine.

Et gisp forlod mine læber, da min mobil vibrerede i min lomme. Jeg trak den hurtigt op, hvor en besked var kommet fra Harry.

#Håber du kom godt hjem. Skal du noget i morgen aften?Xx#, jeg kunne ikke lade vær med at smile. Selvom det kun var en time siden jeg havde set ham, savnede jeg ham sjovt nok allerede.

#Tak, og håber også at du kom godt hjem:) Skal intet, hvorfor?#, svarede jeg.

#Vil du med ud og spise?#, og så er det her lortet bliver sendt på Disney Channel, og de der, der i baggrunden hele tiden griner, siger "Nurh!".

Jeg smilede stort, selvom ingen kunne se det.

#Meget gerne:)#

Jeg lod et lille fnis forlade mine læber. Det der forelskelse gjorde mig lidt underlig. Jeg havde egenligt aldrig rigtig set mig selv som den der forelskede type, men mere typen som godt kunne lide nogen personer en smule, og derfor kom sammen med dem. Men nu var jeg kraftedme forelsket!

#Passer det hvis jeg henter dig ved syv tiden?#, beskeden poppede op på skærmen, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på den gang vi mødtes. Hvordan vi bare havde mødt hinanden i fucking Ikea, og så havde han inviteret sig hjem hos mig. Der havde været forfærdelig underligt.

Men det viste sig at være kærlighed.

God hvor lyder jeg poetisk!

Monica Monson, røvsyg fordrags holder, og digter er ble-

Charels forhelvede, luk!

#Det passer godt:)#

***

"Så i er sådan rigtige kærester nu? Også offenligt?", spurgte Lola, og tog en tår af hendes the. Jeg nikkede, og smilede stort. "Fedt", mumlede hun, og gengældte mit smil. "Hvad med dig og Niall?", jeg hviskede "Niall", da jeg ikke ville have nogen skulle høre det.

Hun løftede sine øjenbryn, og fniste kort. "Vi er vel bare venner", sagde hun, og trak ligegyldigt på skuldrende. "Kan du lide ham, som du ved?", spurgte jeg, og kiggede ned på min the, som havde fået en brunlig farve. "J-ja", svarede hun, og kiggede tøvende på mig.

Jeg lænede mig lidt frem imod hende, og sendte hende et beroligende smil. "Husk at du kan sige alt til mig", sagde jeg. Hun nikkede kort, og smilede svagt.

Vi sad på en café, og drak the, da Lola havde valgt at bo hos hendes forældre istedet for mig. Eller jeg havde sagt til hende, at hun nok skulle snakke med dem. Og jeg var taget med over til hendes forældre, da vi igår havde forladt lufthavnen. Hendes mor ville godt have at hun boede dér, så vi aftalte at det nok var bedst.

"Hvordan går det derhjemme?", spurgte jeg, og tog min the op til munden, og tog en tår. "Fint", svarede hun, med en lidt køligere stemme. Jeg vidste hun ikke havde lyst til at snakke om det, så jeg lod emnet forsvinde. "Hvornår henter han dig?", spurgte hun, og sendte mig et smil.

"Klokken syv"; svarede jeg, og kiggede lidt rundt i caféen. Det var egenligt først nu, jeg lagde mærke til at der sad nogen piger lidt væk, og nærmest gloede på os. "Skal vi smutte?", spurgte jeg lidt usikkert, og kiggede igen på Lola. Hun nikkede bare, med et smil på læberne, og lagde nogen penge på bordet. Jeg gjorde det samme, og ellers var vi hurtigt ude af døren.

______________________

Undskyld det korte kapitel, men har lidt skrive blokering for tiden. Lover at skrive snart igen:)

Xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...