I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
5921Visninger
AA

41. She's fine

Jeg sendte hende et svagt smil, inden jeg tog hendes hånd, og førte hende ind hos lægen. Eller hvad det nu var. Jeg vidste bare at hendes forældre havde travlt, og jeg havde valgt at følge hende til psykologen. "Husk på, Lola", hviskede jeg i hendes øre, og slap hendes hånd, da vi stod i vente værelset. "Jeg er lige her ude, hvis du har brug for mig", hun nikkede kort, og sendte mig et ret overbevisende smil.

Hun gik over til sekretæren, og viste hendes ID. Efter det satte vi os, på et par stole, som var farvet lillae, og lavet af plastik. "Jeg føler mig virkelig underlig", mumlede hun, og kiggede ned på hendes lår. "Stop, Lola. Du har været ude for nogen slemme ting, du er slet ikke underlig", sagde jeg overbevisende, og kiggede lidt strengt på hende.

Hun trak bare på skuldrende, og kiggede ud af det store vindue, som var på den ene væg.

Sjovt nok.

"Lola Cray", sagde en ældre mand, som var kommet ud af en dør. Lola rejste sig op, og det samme gjorde jeg. "Husk nu, at jeg er lige her", sagde jeg, og sendte Lola et smil. Hun nikkede kort, og gengældte mit smil.

"Held og lykke".

Jeg kunne se hende gå over til manden, hvor de sammen gik ind af den dør, manden lige var komet ud af. Jeg sukkede stille, og tog min mobil frem. Jeg gloede egentlig bare på den, imens tanker fløj ind og ud af mit hoved.

Hvad nu hvis psykologen var et perverse svin? Hvor lang tid vil det tage? Kan man ikke få noget kaffe her? Er Harry stadig sur på mig? Er folk syge hvi-

Stod lige en halv!

Har jeg slet ikke fortalt jeg om mig og Harry? Har jeg virkelig ikke fortalt jer, om hvad der skete efterfølgende igår? OMG hvor er jeg ond! Monica forhelvede! Ejh....

Nej jeg laver bare sjov, jeg er slet ikke sur på mig selv.

***

(Flashback).

"Du har ret", mumlede jeg, og kiggede op på ham, imens mit smil forsigt forsvandt. Alt den smerte der var i hans øjne. Var det min skyld. Jeg kunne ikke lade vær med, at få dårlig samvittighed, hvilke fik tårene til at blive stride, og true med at flygte fra mine øjne.

"Har vi nogensinde skændes før?", spurgte jeg, selvom det lød forfærdelig dumt. "Ikke på denne her måde", svarede han, med en meget lav stemme, som fik mig til at få endnu mere dårlig samvittighed. "Jeg... Undskyld", mumlede jeg, og kiggede ned på mine lår. "For hvad?", spurgte han.

"For at flippe ud, og alt det der", svarede jeg stille, og kiggede afventende på ham. Hans læber formede et svagt smil, som hurtigt smittede af på mig. "Jeg undskylder også", sagde han, og kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg kunne mærke trætheden nærmest, hvad? ... Overfalde mig?

Men det fik mig i hvert fald, til at kvæle et gab, og stille lægge mit hoved, på Harry skulder. "Jeg elsker dig, virkelig, virkelig højt", hviskede jeg. "-Bare så du ved det".

Jeg kunne mærke Harrys læber mod mit hår, hvilke fik mig til at smile. "I lige måde".

***

"Monica", kunne jeg høre en stemme sige. Jeg vågnede op fra mine tanker, og kiggede lidt forskrækket på Lola. "Er tiden allerede gået?", spurgte jeg, og rynkede lidt på brynene. "Ja", svarede hun, og smilede stort til mig. "Så... Hvordan gik det?", spurgte jeg, lidt nervøst. "Fint", mumlede hun, og trak på skuldrende.

"Okay", sagde jeg, og rejste mig op, så vi kunne gå. Jeg tog hurtigt min jakke på igen, og fik fat i min taske. "Hvad med dig?", spurgte Lola. Spørgsmålet kom lidt bag på mig, og jeg vidste sjovt nok ikke helt hvad hun mente. "Hvad er der ed mig?", spurgte jeg, og gik med hende, ud af døren.

"Dig og Harry, og så din far", svarede hun, og kiggede lidt bekymret på mig. "Jeg har snakket med lægerne, og de siger han er okay", sagde jeg bare, og strammede grebet om min taske. Lola sendte mig et smil, og nærmest åndede lettet ud.

"Uh!", sagde Lola, og nærmest hvinede. "Hvad?", spurgte jeg, og bed mig lidt i læben. Jeg kendte det "uh". Lola fniste kort, og rystede på hovedet. "Ikke andet end at vi inviterer drengene til pizza, og film", sagde hun, og trak ligegyldigt på skuldrende.

"Fedt!" Sagde jeg, og slog mine arme op i luften. "Nu er min bedste veninde, også begyndt at lave mit skema!", Lola ginede højt af mig, hvilke fik folk til at glo underligt på os.

"Hun er på medecin, bare rolig", sagde jeg til en gammel dame, som nærmest pegede spørgende på Lola. Damen fik forfærdet videre, imens jeg sendte hende et venligt smil. Jeg gav et lille hvin fra mig, da jeg blev slået lidt hårdt på siden. Lola kiggede skuffet på mig.

"Hvad? De manglede jo bare et svar", sagde jeg, og sendte hende et drillende smil. "Nu tror de jeg er på medecin!", hvislede hun, og rynkede hendes bryn. "Jamen du har vel ikke tænkt dig at se dem igen, så...", sagde jeg, og træk på skuldrende.

Jeg er jo bare så klog...

________________________________

Et kort kapitel herfra:)

Og nej, historien er ikke rettet:)

Jeg ved godt kapitelet er ret kedeligt, men synes ligesom i var nød til at få nogen forskellige detaljer, til næste afsnit.

Xxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...