I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
5952Visninger
AA

19. Roses don't make everything.

Jeg gik irriteret imod hospitalet. Det ene var at Harry ikke selv ville fortælle mig, hvad der var sket med min FUCKING bedste veninde, og det andet var at han havde bedt mig om at tage hele vejen til hospitalet, Lola havde været indlagt på, for at få svar. Son of a bitch, var hvad Harry var!

"Goddag", sagde damen ved reseptionen, eller hvad det heddder, på hospitalet. "Min veninde, Lola Cray har været indlagt på hospitalet her, og jeg skulle tale med en sygeplejerske", mumlede jeg, og smilede svagt til damen. Hun nikkede kort, og begyndte at skrive et eller andet på hendes computer.

"Jeg kan se i var to at tale med sygeplejersken, men du fik lov til at tale med hende lidt efter?", sagde damen, og kiggede op fra skærmen. Jeg rynkede irriteret mine øjenbryn, og sukkede lydløst. "Problemet er at jeg aldrig fik lov til at tale med sygeplejersken", sagde jeg, og rullede en smule med øjnene.

"Okay", sagde sygeplejersken, og kiggede igen ned på sin computer. "Vi skulle tale om hvad der var sket med Lola", mumlede jeg. Damen nikkede en smule, og lidt efter begyndte printeren ved siden af hende. "Du kan desværre ikke tale med sygeplejersken, men jeg printer årsagerne ud til dig", sagde hun, og vendte sig mod printeren, hvor hun tog imod et stykke papir.

"Hvad mener du med årsagerne?", spurgte jeg en smule dumt. "Der var mange mulige årsager", mumlede damen, og rækkede mig papiret. "Tak", mumlede jeg, og gik mod udgangen. Jeg foldede papiret sammen, og lod spændingen blive i luften.

Misforstå mig ikke, men jeg ville lige tage hjem til Harry først. Ja det var eftermiddag, og ja jeg havde været på arbejde idag, og ja Harry havde en koncert om to timer.

Men det gjorde ikke, så jeg holdte mig væk. Jeg skulle kraftedme lade al vreden gå ud over Harry, når jeg fandt ud af de rigtige årsager!

***

Jeg ringede et par gange på døren, inden jeg kunne høre nogen skridt imod døren. Jeg sukkede irriteret, da jeg kunne fornæmme, Harry kiggede ud af dør spionen. "Monica?", sagde Harry en smule overrasket, da han åbnede døren. Jeg smilede kort til ham, og viftede med papiret.

"Må jeg komme ind?", spurgte jeg. Harry bed sig kort i læben, inden han smilede, og nikkede. "Værsgo". Jeg gik ind af døren, og ind i den bekendte stue. "Louis er her også", mumlede Harry, og satte sig i sofaen.

"Monica!", råbte en stemme bag mig, inden jeg blev trækket ind i et kram. Bagfra. "Hej", fik jeg fremstammet, inden jeg slap ud af "krammet", og kiggede på en glad Louis. "Så hvad laver du her?", spurgte han, og satte sig ved siden af Harry, i sofaen.

"Jeg - ", "Hun skulle bare hurtigt aflevere noget"; afbrød Harry, og kiggede en smule nervøst på mig. Jeg nikkede undrende, og smilede så. "Okay", smilede Louis, inden han rejste sig op, klappede mig på min ene skulder, og forsvandt ind på hans værelse.

"Harry hvorfor løj du overfor mig?", fløj det ud af min mund, da Louis ikke var at se længere. Harry kiggede ned i gulvet, og sukkede. "Så du har læst det?", mumlede han. "Nej", svarede jeg, hvilke fik Harry til at kigge op på mig. "Jeg tænkte vi kunne læse dem sammen, så al min vrede, og sorg kan gå ud over dig", sagde jeg med et lille smil på læberne.

Harry rystede på hovedet, og sukkede. Jeg satte mig sed siden af ham i sofaen, og begyndte forsigtigt at åbne papiret. Jeg bed mig en smule i læben, da ordene begyndte at vise sig foran mig.

Jeg begyndte at læse ordene, og for hvert bogstav der blev obseveret, jo flere tårere dannede sig i min øjne.

Diverse stoffer fundet i hendes blod.

En tåre eller to forlod mine øjne.

Muligvis blevet voldtaget.

"Monica jeg..."

Muligvis blevet tæsket, eller været i en slåskamp.

Tårene flød ud af mine øjne, og alt blev sløret.

Muligvis hjerne rystelse.

"Hvordan fanden i helvede kunne du gøre det?!", skreg jeg, og rejste mig op fra sofaen. "Hvordan fanden kunne du lyve sådan for mig?!", jeg knugede mine hænder sammen, og kiggede så hårdt, og sorget jeg allermest kunne.

"Du løj overfor mig, om min bedste veninde, for fucking er blevet voldtaget!", råbte jeg højt. Louis kom til syne i stuen. "Hvad sker der?", spurgte han en smule underigt. "Monica, jeg ville jo ba - ", "Bare hvad? Se mig flippe ud, græde, eller sorge mig mere end nogen anden?!".

Jeg vendte mig irriteret imod Louis, og da han så tårene i mine øjne, og ned af mine kinder, gik han beroligende et skridt mod mig. Jeg rystede på hovedet, og gik hastigt, imod døren.

"Fuck dig, Harry!", skreg jeg, inden jeg smækkede døren.

Jeg stod et kort øjeblik, og kiggede på døren, jeg lige havde smækket. Tårene blev ved med at forlade mine øjne, og jeg havde virkelig brug for at komme af med nogen følelser.

Selvom den smækkende dør havde hjulpet lidt.

Men fuck det!

For hvordan fanden kunne han gøre det? Han var min bedste ven! Han skulle sgu da ikke lyve om min bedste veinde.

"Lola", gispede jeg.

Min bedste veninde var blevet voldtaget!

***

Den triste musik fyldte mine øjne med tåre, og mit hjerte med ridser. Alligevel kunne jeg ikke græde. Jeg kunne jo heller ikke ringe til min bedste veninde, og fortælle hende at jeg var ked af det, fordi Harry ikke havde fortalt hun var blevet voldtaget...

Invisible begyndte at spille, og jeg skruede en smule op.

"Every dag i tyr to look my best, even though i'm such a mess, why do i always feel inviseble, invisible...", jeg nynnede lavt med, da der ikke var nogen mennesker på gaden.

Nok fordi det selvfølgelig regnede, hvilke passede perfekt til mit humør.

Ligesom i alle filmene!

Jeg gik forbi en kiosk, som heldigvis var åben.

Derfor gik jeg tilbage, og ind i kiosken. Jeg smilede til manden ved kassen, som sendte mig et lille ærgeligt smil.

Nå ja mine øjne var helt røde, min mascarre fuldstædig ødelagt, og jeg snøftede en del.

Jeg gik imod køleren, med drikke varene, tog fat i en øl, og gik imod kassen hvor jeg stillede øllen. Jeg tog en pakke tyggegummier, og betalte.

Jeg gik igen ud i det deprimerende vejr, og tårene begyndte at flyde ned af mine kinder igen. Det var ikke så vigtigt, for de blandede sig sammen med regnen, og derfor lignede det ikke jeg græd. Jeg plantede et lille smil på mine læber, bare for en sikkerheds skyld.

Sangen stoppede i mine høretelefoner, hvilke fik mig til at stoppe op. Et sekundt efter begyndte min ringetone. Jeg sukkede irriteret, og tog min mobil frem, fra min lomme, for at se hvem der ringede.

Harry.

Jeg trykkede på "afbryd", og startede musikken igen. Jeg begyndte at små løbe, da mit tøj var gennemblødt, og jeg vr blevet desperat.

Jeg ville bare gerne ligge og græde, og min bedste venindes ulykke, og at min beste ven havde løjet om det i flere dage.

Tårene blev flere og flere, og det passede helt perfekt, da der begyndte at komme lidt flere mennesker rundt omkring mig. Og jeg mener at på den gade jeg nu gik på, var der flere mennesker.

Da jeg endelig fik øje på bygningen, jeg boede i, fik jeg endlig et halv ægte smil op på mine læber. Jeg tørrede resterne af min mascarre, under mine øjne, væk, da en del mennesker kiggede på mig.

Men jeg var ikke hurtig nok.

Jeg kunne se en mand med et kamera foran mig, og lige pludselig efterlod kameraaet et stærk lys.

Blitsen, silly.

Det hedder en blits ikke?

Det siger vi.

"Der har vi jo Harry Styles lille kæreste", sagde fotografen, som jeg vel regnede han var.

Da manden tog flere billede, dækkede jeg mit ansigt til, og begyndte at løbe det sidste stykke hen til min lejlighed. Men istedet for at løbe ind i min lejlighed, løb jeg rundt om et hjørne, lige ved siden af bygningen, gik ind af bag indgangen.

Ja, der var en bag indgang.

Heldigvis havde ingen af paparazzierne, eller andre fulgt efter mig så langt, så de fandt ud af at jeg boede, hvor jeg nu boede.

I ved i min lejlighed.

For jeg ville gøre alt for ikke at blive tæsket af nogen syge fans en eller anden dag, fordi de vidste hvor jeg boede.

Og jeg var ikke Harrys kæreste!

Jeg var ikke engang hans ven længere!

Eller han var ikke min!

***

Jeg vågende ved min dørklokke, som ringede. Irriteret, lagde jeg en pude over mit hoved, og ignorede den ufattelig irriterende lyd. Jeg fik listen min mobil, under puden, og kiggede på klokken.

08:40

Hvem fanden vil mig noget så tideligt? Jeg havde meldt mig syg, på arbejdet, hvilke også passet. Igår havde jeg ikke kun drikket min øl.

Jeg havde tømt resten af den dyre champange, og var blevet ret fuld. Så nu havde jeg tømmermænd. En hvad var det, fredag?

Ja.

Da det blev ved med at ringe på døren, gik jeg med hænderne for ørene, imod døren. Jeg stillede mig på tær, så jeg kunne se ud af dør spionen.

Jeg fik et lille chok, da det var et blomster bud, der stod derude.

Modvilligt åbnede jeg døren, og kiggede irriteret på blomsterne.

"Godmorgen", sagde manden, og rækkede mig blomsterne. "Jeg tror altså ikke de er til mig", mumlede jeg. "Er de da ikke Monica?", spurgte manden med blomsterne.

Jeg nikkede, og tog imod blomsterne. "Hvem er de fra?", spurgte jeg. "Det ved jeg ikke", sagde manden, inden han forsvandt igen.

Han kunne nok se det ikke ville blive en god dag, for mig, og sagde derfor ikke "god dag".

Fuck ham.

Jeg sukkede irriteret, og lagde blomsterne på sofa bordet, hvor champange flasken fra igår også var.

Faktisk var blomsterne roser.

Og de var meget smukke.

De var røde, hvide, gule, og pinke.

Smukt.

Jeg kiggede efter kortet, og efter lidt søgen, fandt jeg endelig et lille blåt kort.

Undskyld igen. Harry. Stod der.

Okay de blomster er lige pludselig så grimme!

Jeg sukkede irriteret, og tog fat i buketten.

Hvad gjorde jeg med dem?

Jeg åbnede døren, til altanen, smed med al min vrede, blomsterne ud derfra.

"Rend mig i røven, Styles", mumlede jeg, inden jeg gik ind i seng igeg.

_____________________

Et lidt kort kapitel herfra.

Historien er desværre ikke rettet igennem.

Så hvad tror i der kommer til at ske med Monica og Harry? Bliver de gode venner igen?

Og hvornår vil Monica tage kontakt til Lola igen?

xxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...