I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
5934Visninger
AA

3. Moving in.

Jeg kiggede spørgende på ham. Havde han lige spurgt om vi skulle mødes igen? Havde Harry Styles, som jeg ikke kendte, men bare havde gået ind i, spurgt om jeg ville mødes igen?

Ja.

"Okay", smilte jeg, og grinte nervøst. Jeg havde læst i alle bladene, at Harry havde et ry som player. Var jeg bare en af brikkerne i hans spil, som player? "Fedt!", sagde han, og tog sin mobil frem. "Hvad er dit nummer?". Jeg bed mig i læben, og trykkede mit nummer ind på hans mobil, som han havde rakt frem. "Jeg ringer til dig, Monica", smilte Harry, og vinkede. Jeg nikkede bare, og gik videre. Jeg turde ikke vende mig om, selvom det ligenu var mit største ønske. Jeg havde på fornæmmelsen at det her ville bringe problemer.

Men hvorfor?

***

Jeg stod i min nye lejlighed. Lola ville være her om 2 minutter, og så skulle vi begynde at indrette mit nye hjem. Mine forældre havde begge haft tømmermænd hele dagen, så jeg måtte selv orde alt. Jeg havde været oppe klokken 5 om morgenen, og havde pakket de sidste kasser. Jeg havde selv båret dem ind i bilen, og var kørt de 20 kilometer til min nye lejlighed. Jeg elsker det! Min nye lejlighed. Skønt! Det var muligvis det eneste godt der var sket i år. Andet end min attenårs fødselsdag, som havde gjort min myndig, og givet mig ret til at flygte fra mine forfærdelige forældre. De havde aldrig behandlet mig godt. Enten var de fulde, ellert skændes de, eller sov. Jeg måtte tvinge nogen penge ud af dem, for at kunne købe mad. Jeg havde dog haft nogen jobs, siden jeg var 13, og havde sparet ALLE pengene op, til et hus. Jeg havde lige fået min afgangs eksamen, da jeg fandt lejligheden her, og havde lige fået et job, i Boots. Jeg arbejde fuldtid, men havde ikke speciel meget andet at lave. I denne weekend skulle jeg flytte ind i min lejlighed, men ellers havde jeg ikke rigtigt noget at lave.

En banken lød på døren, hvilke trækkede mig ud fra mine tanker. Jeg luntede over til hoved døren, og åbnede den. Udenfor der stod en mørkhåret pige, med røde, fyldige læber, sort øjen makeup, og sort tøj. "Yo girl!", sagde hun, og gav mig et kram. "Flot bygning!", jeg smilte, og trak mig fra hende. "Hva' så Lola?", spurgte jeg, og flyttede mig fra døren, og Lola kunne komme ind. "Jeg er MEGET spændt!", sagde Lola, og hoppede ind i lejligheden. "Ja jeg var heldig", smilte jeg. Lola nikkede, og gengældte mit smil. Jeg førte ende ind i stuen, og bød hende på noget at drikke. "Her kan du sgu holde en fed fest", mumlede Lola. "Måske", svarede jeg. "Nå", sagde Lola. "Skal vi gå igang?".

Der var kasser over alt, møblerne var stadig nede i min fars varevogn, og min kuffert inde på mit værelse. "Jeg henter møblerne", mumlede jeg. "Jeg hjælper", sagde Lola, og løb ind foran mig. "Nu skal vi sgu lege designere!", skreg hun naivt, og åbnede hovedøren. Vi begge løb barnligt ned af trapperne, og jeg åbnede bilen. Jeg fandt mit nye spisebord, som var i en kasse, og tog fat i det. "augh!", skreg jeg, da det var ved at falde ned over mig. "Lad os starte med de mindre møbler!".

***

Harrys synsvinkel.

"Du kan sgu da ikke bede en fremmede pige, om hendes nummer", sukkede Louis. Vi sad i vores lejlighed, i stuen. "Hvorfor ikke?", spurgte jeg, og klappede på mine lår. "Det siger sgu da sig selv", mumlede Louis, og rejste sig op. "Okay måske har du ret, men jeg ringer altså alligevel til hende!", sagde jeg surt, og sukkede så. Det samme gjorde Louis. Han var en af mine aller bdste venner, og jeg ville vise ham, at jeg ikke var en player! Hende Monica virkede sød. Og hun var anderledes. Hun gik ikke helt amok, da hun fandt ud af hvem jeg var, og hun var ikke hater. "Lad os snakke med de andre drenge om det, inden du roder dig ud i noget forkert", sagde Louis blidt, og smilte. Jeg nikkede smilende, og klappede ham på skulderen. "Okay", sagde jeg, og rejste mig op. "Men jeg ringer til hende under alle omstændigheder!".

Jeg gik ud i køkkenet, og tog et glas vand. Jeg lænede mig op af køkkenbordet, og sukkede. Hvad mente Louis med at jeg ville rode mig ud i noget dumt? Jeg ville jo bare mødes med en pige. Det var jo ikke fordi hun var narko smugler, eller noget. Bare en helt normal pige, der handlede i Ikea. Ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...