I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
5917Visninger
AA

2. Moneys.

"Der er et køkken al rum, ét værelse, og et stort badeværelse", sagde ejendomsmægleren lovende. "Endda en fin altan med udsigt over gården". Jeg nikkede tilfredst, og smilte. "Lad os da se på det", mumlede jeg, idet ejendomsmægleren låste døren til lejligheden op. Den første der mødte mig, var en mellem éntre, som så meget imødekommende ud. "En rigtig gof éntre", mumlede ejendomsmægleren, og strøg sin ene hånd over den hvide væg. "Bestemt", sagde jeg, med et smil. Jeg blev ført ind i et værelse, på størrelse med stuen derhjemme. Det var cirka 12 kvadrat meter. Jeg kiggede ud af vinduet, som havde udsigt til gården. Der var nogen børn, der legede, og nogen voksne der sad på en bænk, og røg. Jeg sukkede tilfredst, og begyndte at slappe af. Indtil videre så det jo helt fint ud!

Lejligheden lå midt i london. Det var en halvgammel bygning, med 10 lejligheder. Der var fem etager, og heldigvis en elevator. Jeg havde set køkkenalrummet, som var stort, og heldijgvis var køkkenet kun et år gammelt, så jeg behøvede ikka at skifte det. Der havde som lovet, været udsigt til gården, fra altanen. Jeg var på vej mod badeværelset, som lå vedsiden af soveværelset. Ejendomsmægleren åbnede døren, og et stort badeværelse, i hvide toner, kom til syne. "Smukt", sukkede jeg.
"Jeg tager den!"

***

Jeg åbnede døren til lejligheden. "Hej", råbte jeg, og gik ind i stuen, hvor min far sad. "Hvordan var det?", mumlede han uinteresseret. "Jeg slog til", sagde jeg. Min far kiggede op. Hans render under øjnene var mørkere end de plejde, og hans hår var uglet. "Har du drukket?", sagde jeg nervøst. Når min fa var fuld, kunne han godt finde på at slå. Det fandt jeg ud af da jeg var 5. Jeg kedede mig, og klagede selvføleglig. Det var grunden til en lussing, placeret på midten af min kind.

Min far rystede på hovedet, og smilte undskyldene til mig. "Hvor meget kostede det?", spurgte jeg. "120.000 pund", mumlede jeg usikkert. Min far nikkede bare. "Vi kan vel give dig de 20.000", mumlede han. "Men så er du også ude inden 2 uger!". Jeg rystede på hovedet. "Jeg overtager lejligheden i overmorgen", svarede jeg, og gik ind på mit værelse. "Så jeg har travlt!".

Jeg trak min kuffert frem, og pakkede min tøj ned. Jeg ville låne min fars bil, til at transpotere mine møbler. Jeg måtte nu ud at købe et spisebord, og en reol. Jeg havde min seng, mit skab, mit skrivebord, og en to personers sofa. Lejligheden var 75 kvadratmeter. Det var okay for en person, og regnede heller ikke med at have andre boende.

***

Alt var pakket, og jeg var på vej til Ikea, hvor jeg skulle købe reolen, og spisebordet. Mine forældre havde skændes hele aftenen igår, da min far var fuld, og min mor træt. Min mor havde arbejdet hele dagen, imens min far var blevet fyret. Derfor havde jeg brugt hele dagen på at pakke. Jeg små løb det sidste stykke, til Ikea. Jeg havde en idé om et helt enklet træ spisebord, i hvidt, og en reol i sort. Min mobil ringede, og jeg kæmpede imod mine lommer, for at få min mobil op. "Lorte mobil", mumlede jeg, da skærmen bare var sort. Jeg slog til den et par gange, inden skærmen lyste op. "Hallo?", mumlede jeg, og gik ind af døren til Ikea. "Monica, det er Lola", små råbte personen i røret. Lola var min bedste veninde. "Hey", sagde jeg. "Hvor er du?", spurgte hun, og jeg kunne let høre et grin i baggrunden. "Ude og handle, dig?", svarede jeg glad. "Sammen med Taylor", sagde Lola, og fniste. Jeg fløjtede, og grinte. "Er du ude og handle møbler?", spurgte Lola. "Ja", svarede jeg, og sukkede tilfredst. "Lækkert", mumlede Lola. "Det bliver så fedt...", sagde jeg, idet jeg stødte ind i nogen. "Woaw!", hvinede jeg, idet jeg faldt bagover, og landte hårdt på gulvet. "Shit, er du okay?", spurgte en hæd stemme. "Monica", sagde Lola i telefonen. Jeg blinkede et par gange, og mødte et par grønne øjne. Det var nærmest som om tiden stod stille. Jeg kiggede på personen. Han havde brune krøller, og et smukt markeret ansigt. Hans krop var veltrænet, og hans stil flot. Han lingte meget... Nej...

"Øh...", mumlede jeg bare, da en hånd blev rakt ud. "Tak". Jeg tog imod hånden, og smilte svagt til drengen. "Kom du noget til?", spurgte drengen, og smilte. Jeg rystede bare på hovedet. "Nej, bare rolig", mumlede jeg. "Harry", sagde drengen, og rakte mig sin hånd. "Monica", svared jeg, og tog imod det. "Vent er du ikke... -", spurgte jeg, men blev afbrudt af min mobil, hvor Lola stadig snakkede. "Monica!", råbte Lola. Jeg tog mobilen, og lagde på. Harry nikkede bare. Han så en smule nervøs ud. "Harry Styles, ikke?", spurgte jeg lavt. Jeg var ikke nogen stor fan af bandet One Direction. Jeg havde vel hørt deres musik et par gange, men jeg interesserede mig ikke for dem. "Jo", svarede Harry, og smilte. "Bare rolig er ikke nogen fan", fløj det ud af min mund. Jeg tog hurtig en hånd for munden, og gispede. Harry begyndte at grine. "Jeg er så dum...", mumlede igennem min hånd. Det fik bare Harry til at grine endnu mere.

Jo tak, har fattet det!

"HARRY!", skreg en pige, over ved nogen sofaer. Vi begge vendte od mod pigen, som hoppede ivrigt. "OMG!", skreg hun og løb hen imod os. "Er det din kæreste? Jeg er så stor fan! må jeg få et billede med dig? OMG!", Skreg pigen. Jeg kiggede op på Harry, som kiggede roligt på pigen. "Okay", sagde han, og stillede sig vedsiden af pigen. "Hey dig der"; sagde pigen, og prikkede mig ivrigt på skulderen. Jeg kiggede lidt irriteret på hende. "Tager du ikke billedet?". Jeg nikkede stille, og fik pigens mobil. Jeg tog to billeder, og gav så pigen mobilen. "TAK!", skreg hun, og løb videre. "Wow...", mumlede jeg, og kløede mig i håret. "Det må du undskylde", mumlede Harry. Jeg smilte til ham. "Det er okay!", svarede jeg, og klappede ham blidt på skulderen. "Jeg må også se at komme videre", mumlede jeg, og nikkede til Harry, inden jeg begyndte at gå. "Vent!", råbte Harry efter mig. "Skal vi ikke mødes igen?".

___________________________

Undskyld stavefejlene, movellaen er IKKE rettet igennem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...