I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
6039Visninger
AA

17. Let the feelings take over

Harrys synsvinkel.

En underlig stemning var imellem mig og Monica. Vi havde jo ikke kendt hinanden i særliglangt tid, og jeg ved godt, jeg var gået over streget, tideligere.

Jeg er nok ikke den eneste, der opfører sig som en idiot, når jeg er fuld.

Døren til vente værelset gik op, og en ældre syge plejeske kom ud. Hun smilede svagt til os, og gik et par skridt hen i mod os. Monica rejste sig hurtigt op. "Er hun okay?", spurgte hun med en meget følsom stemme. Jeg havde lyst til at ligge mine arme om hende, men lod vær.

Sygeplejesken nikkede kort, og smilede beroligende til Monica. "I kan komme ind til hende, når i har svaret på nogen få spørgsmpl", sagde sygeplejesken, og viste os ind i et lille rum, med nogen stole. Monica og jeg udvekslede nogen urolige blikke, inden vi begge satte os ned på en stol.

"Ved nogen af jer, hvad der skete?", spurgte syge plejesken blidt, og foldede hendes hænder sammen, under hendes hage. Jeg rømmede mig kort. "Det eneste vi ved, er at hun forlod min fest, sammen med en fyr, og senere, da jeg skulle hjem, fandt jeg hende ude på gaden", mumlede jeg lavt, og kiggede ned i bordet.

"Og dig?", spurgte sygeplejersken, og kiggede på Monica. "Jeg er hendes bedste veninde", sagde Monica, og bed sig i læben. Jeg kiggede bebejdrende på hende, og hun kiggede bare stift ud i luften.

"Vi har tjekket hendes mobil, da hun ikke sagde noget", mumlede jeg. "Okay", sagde sygeplejersken, og sukkede kort. "Jeg bliver nød til at se hende", mumlede Monica, og rettede sit blik imod sygeplejersken. "Vi bliver nød til at snakkede med jer først", sagde sygeplejeresken og sendte os en undskyldene blik.

"Jeg skal nok fortælle alt, hvad jeg ved", sagde jeg bedende. "Kan Monica ikke nok se hende, og så svare bagefter?". Jeg kiggede bedende på sygeplejersken, som derefter nikkede.

Monica kiggede takkende på mig, og forsvandt så ud af døren. "Så", sagde sygeplejersken, og smilede kort til mig. "Kender du Lola?", spugte hun. Jeg nikkede kort. "Jeg har mødt hende igennem Monica. Men jeg har nu kun kendt hende i kort tid".

"Jeg ville have fortalt det til jer begge, men da du kun er her", sagde sygeplejersken, som rækkede mig et stykke papir.

Diverse stoffer fundet i hendes blod.
Muligvis blevet voldtaget.
Muligvis blevet tæsket, eller været i en slåskamp.
Muligvis hjerne rystelse.

Jeg bed mig i læben, og kiggede skeptisk på sygeplejersken.

Når Monica fandt ud af dette...

***

Monicas synsvinkel.

Jeg styrtede ud af lokalet, mod toilettet. Jeg åbnede rystende døren, og gik hen imod vasken. Jeg mødte mit eget blik i spejlet. Sveden løb ned fra min pande, og blev blandet sammen med tårerne fra mine øjne.

Jeg havde en frygtelig kvalme, og alle tankerne, med hvad der muligvis var sket, med Lola, kørte frem og tilbage i mit hoved. Lola var det vigtigeste i hele mit liv. Hun havde hjulpet mig, i de værste tider, fået mig til at grine, når jeg græd, og smile, når jeg allermest havde lyst til at begå selvmord.

Hun havde altid hjulpet mig med mine forældre, ladet mig bo hos hende, når mine forældre var høje, eller fulde, eller skændes. Hun var alt for mig.

Min bedste veninde.

Jeg kunne mærke hvordan kvalmen steg mere, og mere i mig, hvilke fik mig til at styrte imod selve toilettet. Alle mine følelser kom op.

På en ret så klam måde.

Tårerne flød ned af mine kinder, i stride strømme, og det føltes som om der var stukket knive, ned i min halv. Jeg kneb mine øjne ud, da brækken rød ud af mig.

Jeg gispede efter vejret, og satte mig endelig op. Jeg tog en dyb indånding, og prøvede forgæved at berolige mig selv. "Lola", hviskede jeg, og lukkede mine øjne i.

Efter et minut, åbnede jeg mine øjne, og rejste mig stille og rolig op. Jeg balancerede imod vasken, og tog noget koldt vand i hovedet, hvorefter jeg vaskede mine hænder. Jeg tog noget papir, og tørrede mine hænder, og mit ansigt, inden jeg gik ud af toilettet, og mod den stue Lola var på.

Jeg gik forsigtigt igennem nogen døre, og videre ind af døren, hvor der stod "Akut 389" på. Mit blik landede på en masse ledninger, og rør, der var viklet rundt om Lola.

I ved hvad jeg mener.

Jeg rettede mit blik imod sygeplejersken, der sad ved siden af hende. Hun rejste sig op, og gik hen til mig. "Hvis der sker noget, ringer du på telefonen, derover", sagde sygeplejersken, og pegede imod en fastnets telefon. "Der er kun et nummer på den, så bare tryk på den grønne knap", smilede hun, og forsvandt ud af døren.

Jeg satte mig stille på stolen, sygeplejersken havde siddet på, og sukkede. Lola var helt bleg, og hendes øjne var lukkede. "Lola", mumlede jeg, og aede hende på kinden.

Alle mine følelser strømmede igen ud, men denne gang kun af øjnene. "Hvad fanden skete der?", hviskede jeg, da et hulk undslap mine læber. Lola's øjne åbnede sig en smule, og hendes blik mødte mit.

"Monica", hviskede hun, inden hendes øjne lukkede i igen. Jeg nikkede overdrevet, imens tårerne blev flere og flere. "Jeg er så ked af de", hviskede Lola. Jeg tyssede stille på hende, og aede hendes hånd.

"Det er ikke din skyld", mumlede jeg, og kneb mine øjne sammen, så de nærmst med oversvømmet.

"Hvad skete der, Lola?", sagde jeg efter en smule stilhed. Lola's øjne var stadig lukkede, men jeg kunne føle hun var til stede. Og jeg var helt sikker, da en tåre forladte hendes ene øje.

"De...", var det eneste hun sagde.

"Hvem?", hviskede jeg, lige da døren gik op, og Harry kom ind.

"Monica", sagde han bebejrende, og gik hen imod mig. "Er du okay?". Han satte sig ved siden af mig, og tørrede et par tåre væk fra min kind. Jeg rystede på hovedet, da endnu et hulk forlod mine læber. Efterfulgt af en masse andre.

"Sh...", sagde Harry, og trak mig ind i et kram. Jeg begravede mit hoved i hans skulder, og lukkede mine øjne i. "Det skal nok gå", mumlede han, og aede mig på ryggen. Jeg nikkede kort, og snøftede kort.

"Oh god", kunne jeg høre en velkendt stemme sige, hvilke gav et sæt i mig. Jeg rettede mit blik imod Lola, som sad lidt mere op, og hendes øjne var helt åbne. Et smil dannede sig på mine læder. Jeg trak mig væk fra Harry, som også kiggede smilende på Lola.

"Lola forhelvede", smilede jeg, og gav hende et kram. Tårerne gled stadig ned af mine kinder, men de betød intet ligenu.

Kun Lola, og Harrys omsorg, var i mine tanker.

***
Mine øjenvippes skillede sig langsomt fra hinanden, og jeg åbnede mine øjne. Mit blik landte på Harrys, som sad og sov, på stolen. Jeg vendte mig derefter rundt, og så på Lola.

Jeg smilede, da jeg kunne se Lola sov tungt. Jeg satte mig en smule op, da endnu en kvalme steg i mig, og mit hoved gjorde ondt.

Tømmermænd...

På et hospital...

Great...

Episoden på toilettet igår, gik igennem mig, hvilke fik mig til at gyse. Jeg rystede på hovedet, og rejste mig helt op, så jeg fik hele pakket. Hvilke betyder mere kvalme.

Jeg balancerede imod skralde spanden, da jeg kunne mærke at jeg skulle brække mig. Jeg lænede mig imod skralde spanden, og lod alle mave syrene komme ud, da jeg ikke havde noget i maven.

Jeg kunne mærke nogen tage mit hår væk, og ae mig på ryggen. Et par tårere efterlod mine øjne, og hele episoden fra igår, på toilettet gik igennem mig.

Det hele fik endnu mere kvalme frem i mig, hvilke fik mig til af brække mig endnu mere.

Ew...

"Monica", mumlede Harry, da jeg endelig satte migop igen. Han rækte mig nogen papir, og smilede svagt til mig. Jeg sukkede træt, og tog imod papiret. Jeg tørrede sveden, og resten af mit ansigt, og lænede mig op af Harry, der sad ved siden af mig.

"Tømmermænd?", spurgte Harry. Jeg nikkede kort, og sukkede ulykkeligt. "Hvad med dig?", mumlede jeg, og lukkede mine øjne, da jeg kunne høre nogen høje lyde, ude fra hospitals gangen. "Det er ikke så slemt", mumlede han, og aede mig igen på ryggen. Jeg smilede til ham, og begravede mit hoved i hans skulder, ligesom igår.

Nogen flere lyde fra hospitalt gangen, fik mig til at sukke irriteret, og åbne mine øjne. "Hvorfor al den larm", sagde jeg en smule irriteret, inden jeg lagde mig på sengen, ved siden af Lolas.

Harry grinede kort, og satte sig på sengen. Hans øjne mødte mine, og en eller anden utryg følelse gik igennem mig. Som om Harry skjulte et eller andet.

"Harry", mumlede jeg, og lukkede mine øjne i. "Mhm?".

"Hvad sagde sygeplejersken, da jeg var væk?".

Jeg kunne høre Harry sukke, inden han rejste sig op. "Det fortælle jeg senere", mumlede han, og aede mig på kinden. "Men nu får jeg fat i et eller andet at spise". Jeg nikkede, da et eller andet blev lagt over mig. Jeg åbnede mine øjne, og fik øje på Harrys jakke, som lå over mig.

Jeg smilede taknemligt til Harry, og gav mit arm et klem, inden han forsvandt ud af døren.

_____________

Undskyld den lange ventetid!
 

OMG! Over 700 har læst min movella!
Jeg ved godt det ikke er meget for mange af jer, men mange tak for alle visningerne, og likesne!

Historien er desværre ikke rettet igennem.

Xxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...