I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
6046Visninger
AA

40. Is it just about trouble?

Jeg kiggede tilbage på butikken, og lagde nøglerne i min lomme. Jeg havde fået tjansen til at lukke butikken idag, og fordi jeg havde haft ferie, havde jeg lået at tage nogle vagter om lørdagen, de næste par uger. Klokken var tre om eftermiaddagen, og jeg skulle egenligt bare hjem og se film nu. Det regnede alt for meget udenfor, og det var egenligt pisse koldt. Jeg var bare glad for at jeg havde en hætte på min jakke.

Oh god, en hætte har lige, reddet mig fra en dårlig hårdag!

Jeg smilede af mine tanker, og små løb det sidste stykke over til bussen, som sjovt nok lige var kørt ind til siden, eller hvad man siger, og skulle til at åbne dørene. "God eftermiddag", sagde bus chafføren, og smilede venligt til ham. Jeg gengældte hans smil, med et stort, solskin smil, og viste ham mit kort.

Jeg satte mig bagerst i bussen, da jeg havde modtaget nogen blikke, fra et par piger, foran. Jeg tog min mobil frem, og satte mine høretelefoner i, og skruede ellers helt op for Ed Sheeran, Give Me Love. Jeg ved ikke helt hvorfor, jeg havde en eller anden svaghed for rødhårede menneskers musik. Deres musik lød bare altid så godt...

Ikke fordi andres musik ikke lød godt, derfor! Tværtimod! Jeg kunne bare godt lide ginger musik. Eller hvad? Okay nej. Jeg har lige total forvirret mig selv. Der er sgu da ikke noget der hedder ginger musik?

Forhelvede Monica...

Jeg gav et lille gisp fra mig, da min mobil begyndte at vibrere. Jeg kiggede ned på min mobil, hvor en besked fra Niall var poppet op. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, da jeg elskede at få sms'er.

#Hej Moni:) Hvornår ser vi dig og Lola igen? Vi savner jer!!!Niall#, jeg begyndte at fnise, hvilke fik nogen piger til at kigge på mig. Jeg smilede bare undskyldende til dem, og bed mig i læben, for ikke at flække af grin.

Hvis i ikke har bemærket det, så er mit humør virkelig godt.

Selvom det pisser ned, udenfor.

#Saver også jer! Jeg kan når i vil. Så længe jeg ikke arbejder, for i får mig altså snart fyrret!Hils:)#

Jeg lagde min mobil fra mig, og sukkede. Jeg skulle snart af, så jeg begyndte at gøre mig klar. I ved tage hættet på hovedet, sørge for at min mobil var med mig, og at min taske var lukket.

Da bussen holdte udenfor bus stoppestedet, som var tættest på min lejlighed, smuttede jeg hurtigt ud, og styrtede mod bygningen, jeg boede i. Jeg var lige ved at falde, da jeg prøvede at hoppe over en vandpyt, men som den røv sparker jeg er, nåede jeg at få balancen, og styrtede videre, hen til opgangen.

Jeg gik op af trapperne, selvom der var elevator, da jeg var for træt til at tage elevatoren. Jeg ved ikke hvorfor. Det virkede bare meget nemmere, at gå op. Måske fordi jeg altid kedede mig, når jeg stod i en elevator.

Okay, nej. Jeg havde elevator skræk.

Det sidste jeg vil, er at dø ung, fordi jeg står i en elevator, som vælger at stoppe, fordi den har ondt i røven.

Da jeg endelig stod ved min dør, træk jeg mine nøgler frem, og åbnede døren op. Jeg gik ind af døren, og hang min jakke på en af knagerne, og tog mine støvler af.

Jeg skiftede fra mine sorte jeans, og min army grønne tank top, til et par pyjamas bukser, med matchende trøje. Jeg hoppede i mine dejlige, varme sutsko, og fandt ellers nogen film frem. Jeg valgte at se Bridemades, og valgte derfor at lave nogen popcorn.

Jeg orkede ærlig talt intet ligenu.

Jeg orkede heller ikke at svare på den sms, jeg lige havde fået.

Det var sikkert heller ikke speciel vigtigt...

***

Jeg vågnede ved en banken på døren. Jeg sukkede irriteret, og kiggede lidt rundt omkring. Jeg var åbenbart faldet i søvn til filmen... Da det blev ved med at banke på, valgte jeg at lunte over til døren, og åbne. "Hej Harry?", sagde jeg, og kiggede lidt underligt på ham. Hvad lavede han her? Han gik indenfor, og sendte mig bare et lille smil. "Hvad så?", spurgte jeg, og hoppede ned i min sofa.

"Har du ikke fået mine sms'er?", spurgte han, og kiggede nervøst på mig. "Oh", var det eneste jeg sagde. Så det var ham der havde sendt en besked... Han stod og kiggede bekymret på mig, hvilke jeg undrede mig over. Jeg gik over til min mobil, hvor jeg havde fået 4 nye sms'er, og 3 opkald.

Niall: #Lalalalala#

Lola: Læs avisen!!!

Harry: Har du set nyhederne?

Harry: (vedhæften fil).

Jeg åbnede billeder, hvor det var et billede af en ret bekendt varevogn, der var kørt ned i en grøft. "Hvad skal det her forstille?", spurgte jeg, og kiggede op fra mobilen. "Jeg nåede ikke at tage billede af personen, der sad i bilen...", mumlede han. Jeg kiggede lidt nærmere på den gamle varevogn, da jeg begyndte at forstå hvad det var...

"Åh nej...", hviskede jeg. "Der er-", jeg kunne slet ikke sige noget. Hvad fanden skete der lige?! Havde min... Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og mine hånd flader blev svedige. "Det er min fars bil...", Harry kom over til mig, og satte sig ved siden af mig.

"Hvorfor har jeg ikke fået noget at vide?", spurgte jeg, og rejste mig op. "Jeg har jo prøvet at få fat i dig, men-", "Er han okay?", spurgte jeg, og styrtede ud i gangen, for at få mit tøj på. "Hvor skal du hen, Monica?", spurgte Harry, og fulgte med mig ud i gangen. "På hospitalet, forhelvede!", sagde jeg, og havde allermest lyst til at bane min hånd i væggen.

"Monica bilen kørte galt i udkanten af London! Det kommer til at tage flere timer", sagde han, selvom han tog jakke på. "Er du i bil?", spurgte jeg, og kiggede bedende på ham. "Ja", svarede han. "Er du ikke sød at køre mig over til det hospital han ligger på?", spurgte jeg.

"Jo", sagde han opgivende, og åbnede døren for mig. Jeg sendte ham et lille smil, og styrtede ned af trapperne. Jeg kunne slet ikke fatte at min far var kørt galt. Ham jeg ha-

Jeg stoppede brat op, så Harry var ved at gå ind i mig. "Nej", sagde jeg, og begyndte at gå op af trapperne. "Hvad?", spurgte Harry, og han virkede lidt irriteret, fordi jeg var så "uforståelig". "Jeg vil faktisk ikke se ham!", sagde jeg bestemt. "Monica han er din far", sagde Harry, med en ret blid tone.

"Han har været et svin overfor mig", mumlede jeg, og låste døren op til min lejlighed. "Monica...", "Nej Harry! Du er ikke blevet slået af din far! Du blev ikke tvunget til at flytte hjemmefra, selvom det var din største drøm! Han var sikkert fuld, eller påvirket af et eller andet, siden han kørte galt! Jeg har altid været den voksne i min familie, okay? Og jeg er fucking enebarn!", nærmest skreg jeg, så Harry kiggede forskrækket på mig.

Det var først da jeg kunne mærke en salt smag i min mund, jeg fandt ud af at jeg græd. Jeg vendte mig om, så Harry ikke kunne se mit ansigt, og tørrede mine øjne. "Du... Forstår det ikke", sagde jeg stille, og gik ind i min lejlighed.

Jeg kunne mærke endnu en strøm tåre, som gjorde sig klar til at skride fra mine øjne, hvilke fik mig til at slippe et kæmpe hulk ud fra mine læber. Jeg kunne mærke at Harry stod lige bag mig, hvilke fik mig til at fortsætte ind på mit værelse.

"Okay!", sagde Harry lige pludselig. "Jeg forstår ikke hvad der sker med dig og dine forældre! Jeg forstår kun at det er et eller andet, jeg ikke må blande mig i! Men det er desværre ikke så nemt Monica! For jeg elsker dig, og du kan ikke bare lukke ude på den måde! For du er en del af mit liv, nu!", råbte han, hvilke fik mig til at vende mig om.

"Jeg har fortalt dig alt hvad der er om dem! Kan du ikke huske da du kom over, imens min far var ved at ødelægge min dør? Måske ville jeg ikke have fortalt dig noget, hvis du ikke havde været dig, men det er kun fordi jeg ikke ville have dig til at bekymre dig om det! Og jo mere jeg snakker om dem, jo mere kommer de ind i mit liv! Jeg vil ikke have noget at gøre med dem!", sagde jeg højt, og slog ud med mine arme.

"Jeg har aldrig haft de forældre, der gav mig mad, trøstede mig når jeg var ked af det, og som tog mig med ud på landet, så jeg kunne blive klogere, eller et eller andet! Mine forældre er to snot dumme, arbejds løse, stof misbrugere, som sikkert fik mig ved et uheld! For de hader mig! Ligeså meget som jeg hader dem! Hver gang de vil have noget at gøre med mig, er det for at få penge af mig!", tårene strømmede ned af mine kinder, og selv en hel flok soldater kunne ikke stoppe dem.

Fuck mit ord forråd styrer!

"Monica, må-", "Ikke nu, Harry", sagde jeg, og vendte mig om. "Hvad?", spurgte Harry, og lagde en hånd på min skulder. "Er du ikke bare sød at gå?", spurgte jeg, og gik lidt væk, så hans hånd ikke længere lå på min skulder. "Nej", svarede han, med en blid stemme.

"Ikke før vi har opklaret det her", sagde han bestemt. Jeg sukkede, og satte mig på min seng. "Jeg orker virkelig ikke noget lige nu", mumlede jeg, og tørrede nogen tåre væk, fra min kind.

"Monica jeg elsker dig, og jeg vil ikke bare efterlade dig, når du ser sådan her ud", sagde han, og satte sig ved siden af mig, hvorefter han fjernede en tot hår, fra mit ansigt. Jeg kiggede op på ham, og så hvordan hans smil allerede beroligede mig.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Han havde vel fat i noget. Og nu havde han sagt at han elskede mig, to gange de sidste 10 minutter.

Det var vel et godt tegn...

Også selvom jeg virkelig var flad ligenu.

Altsammen mine forældres skyld.

Jeg måtte se at finde ud af, hvordan min far havde det...

__________________________________

Kapitelet er selvfølgelig ikke rettet:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...