I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
6063Visninger
AA

27. I hate surprises

"Hvorfor fartalte du ikke til mig?", spurgte han med en lidt usikker stemme. Jeg havde siddet helt tav i flere minutter. Bare kigget ud i luften. Min far og min... Min Harry kom næsten op at slås, jeg skal have nogen til at gøre så min far betaler for en ny dør, og nu skulle jeg lige forklare alt om mit "familie liv" til Harry.

Det må jo være min fødselsdag...

Jeg kiggede ned på mine hænder, der lå mine lår. "Jeg troede jeg ville komme videre, og aldrig se noget til dem igen", mumlede jeg efter lidt tid. Jeg hejtste mit hoved, og kiggede af ventende på han. "Men de er jo dine forældre, Monica", sagde Harry, og rejste sig op.

Jeg begravede mit hoved i mine hænder, og nikkede. "De forældre der har slået mig, aldrig været der for mig, og drukket sig fulde, taget stoffer, eller snydt i skat lige foran mig", mumlede jeg. Jeg kun sagtens blie sur ligenu, og flippe fuldstændig ud, men jeg ville meget gerne bare mumle alt.

"Alligevel...", mumlede Harry, og sukkede. Jeg vidste jeg havde vundet hele lortet.

Det gjorde jeg altid.

"Du fatter det ikke, Harry! Min far kommer brasende, når han nærmest tvang mig ud af huset! Jeg har fucking sparet op til aldrig at se dem igen, i fucking 100 år! Jeg har brugt hele min fritid, inden jeg skred, på at arbejde, så mine fucking forældre kunne købe stoffer!", råbte jeg.

Harry kiggede forskrækket på mig, og rystede så på hovedet. "Er der overhovedet nogen der ved noget om dette?", spurgte han, og satte sig igen ved siden af mig. Jeg rystede på hovedet, og sukkede. "Heller ikke Lola?", spurgte han, og kiggede en smule overrasket på mig, da jeg igen rystede på hovedet.

"Jeg går ud og ser på døren", mumlede jeg, og gik hen imod hoved døren, som stadig stod åben. Der var en kæmpe bule i den... Holy shit min far sparker hårdt.

Jeg sukkede inden jeg lukkede døren, og gik ind til Harry igen. "Jeg har brug for is", mumlede jeg, og stillede mig foran Harry, med et bedende udtryk i mit fjæs. "Øh...?", sagde han, og kiggede lidt underligt på mig. Jeg lavede en smule store øjne, og prøvede at få han til at forstå min hentydning.

"Skal jeg gå ned og købe noget is?", spurgte Harry efter noget til. Jeg lod mine læber forme et smil, og nikkede. Harry rejste sig op, og rystede på hovedet. Han gik imod hoved døren (snøft), men endte sig om, og kiggede på mig. "Hvilke smag?", spurgte han.

Og så misforstod jeg den.

Jeg smilede til ham, og kneb mine øjne en smule sammen. "Chokolade", sagde jeg. "Nej jordbær!". Jeg skulle lige til at slå mig selv i hovedet, da jeg jo hadede jordbær is. Men jeg er åbenbart en underlig én idag, så jeg lod Harry forsvinde nikkende ud af døren.

Jeg styrtede over til soveværelset, hvor jeg skiftede til min mustache pyjamas, da sky, og stjerne pyjamasen var til vask... Jeg tog Lola (i ved min dyne) ind i sofaen, og tændte for fjernsynet, hvor jeg valgte at se Nickeloden.

For jeg var doven.

Så sh!

Ja sh!

Jeg lagde mig sukkende ned i sofaen, og lod mig putte mg helt under dynen, inden døren gik op, og Harry igen kom ind. Han havde en bøtte jordbær is i hånden, og smilede da han så mig under dynen. "Er der en der er træt?", spurgte han, og kiggede mig i øjnene.

Jeg ignorerede ham, og blev ved med at kigge på skærmen. Han sukkede og forsvandt ude i køkkenet. "Hvor er der skåle og sker?", råbte han. "Du kan se skålene i skabet, og skeerne er i tredje skuffe", svarede jeg, og skruede en smule op for fjernsynet.

Jeg havde lidt svært ved at være til stede ligenu.

***

Jeg vågnede ved ringe klokken. Den første tanke der gik igennem mig, var hvor meget jeg ikke gad at åbne. Jeg gad ikke møde personens underlige ansigt, når personen fik øje på min dør.

Alligevel var jeg ved at rejse mig op, da Harry kom til syne. Han smilede skævt til mig, inden han gik over til døren, og åbnede. Var Harry virkelig blevet? Jeg kunne høre en masse drenge stemmer, hvilke gjorde mig en smule opmærksom. Lige pludselig kunne jeg også høre Lolas stemme, hvilke gjorde at jeg rejste mig op fra sofaen, og over til døren.

Og der i min entre stod Lola, Louis, Niall, Liam, og Zayn. Og så også Harry, men det gælder vel ikke rigtig, når han åbnede. De alle havde nogen lidt bekymrede blikke i fjæset, så jeg regnede med at havde set døren. "Hvad laver i allesammen her?", spurgte jeg, og smilede til dem.

De alle sendte mig nogen smil, og gik så ind i stuen. "Har Harry ikke sagt det?", sagde Lola, og tog min dyne, inden hun satte sig i sofaen. "Sagt hvad?", spurgte jeg forvirret, og kiggede på Harry. Hvad fanden var det de snakkede om?

Jeg kunne høre Niall hoste kort, inden han også satte sig på sofaen. "Hvad var det jeg skulle sige?", spurgte Harry, og satte sig på en stol. "Niall?", sagde Louis, og vi alle rettede blikket imod Niall. Hvorfor ved jeg så ikke. "Jeg troede Louis sagde det!", sagde Naill, og lavede en underlig bevægelse med hans ene arm.

"Jeg skal nok sige det", sagde Lola, og smilede til mig. "Vi skal allesammen til Sverige og stå på ski!", hvinede hun. Jeg lavede store øjne, og rystede på hovedet.

"I laver sjov!", sagde jeg, og hoppede over til Lola, hvor jeg satte mig ved siden af hende. Nå jeg og tog min dyne, fordi hun ikke hele tiden skal have min dyne. Og så kom jeg i tanke om min pyjamas, og skyndte mig at tage dynen over mig.

"Hvorfor har jeg ikke hørt noget om det her?", spurgte Harry, og kløede sig i hånden. Louis løftede det ene øjenbryn, imens de andre fniste. "Du ved...", sagde Niall, men Liam nåede at slå ham i hoved, så han ikke sagde noget.

"Vi glemte det vel bare", sagde han, og de andre nikkede. "Okay...", sagde Harry, og rynkede lidt på brynene. "Hvornår tager vi afsted?", spurgte jeg. Lola smilede til mig, og fniste kort. "Lad os bare sige i burde begyndte at pakke", sagde hun, og kiggede sigende på mig.

"Og hvornår betyder det så?", spurgte jeg, og løftede det ene øjenbryn. "I aften", svarede hun, og smilede sjovt til mig. "Men jeg skal sgu da på arbejde!", sagde jeg. "Så må du holde ferie", mumlede Zayn, som ellers havde været ret stille. "I får mig forhelvede fyret!", sagde jeg, og sukkede irriteret.

"Ja ja ja solstråle, bare pak dine ting", sagde Lola, og klappede mig på hovedet.

God jeg hader overraskelser.

__________________

Kapitelet er ikke rettet, da jeg er ret træt, desværre:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...