I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
5929Visninger
AA

21. Friends with benifits?

Idag var den værste dag i hele verden.

Blomster fra løgneren. Som de hjemløse ligenu er igang med at samle op fra jorden.
Min mor ringede lige før, og spurgte om hun ikke måtte se mig. Jeg sagde ja, hvis hun bare var ændru, og slet ikke påvirket af noget som helst.

Jeg havde set Taken hele dagen. Louis havde engang anbefalet den til mig, så nu så jeg den. Jeg havde lejet den på mit fjernsyn, fordi verden er så nederen, at man nu ikke må gå ned og leje den et sted, og købe dyrt, sjældent slik.

Eller det kan man vel godt, verden var bare så nederen, at jeg var for doven.

Ligenu var vi i scenen hvor ham manden der, torturer en eller anden, der havde bortført mandens datter.

Det fik mig til at tænke på Harry.

Harry Fucking Styles.

Og det fik mig faktisk til at sige ja til min mor, om at hun kunne få lov til at se mig. For nu hadede jeg 3 personer, og ikke 2. Så jeg kunne vel godt se hende, i en time eller to, bare for høflighedens skyld...

Men hvis hun bare ville låne så meget som 2 pund, var det fucking ud!

Glemte jeg at sige, hun kom over imorgen?

Hm...

TIlbage til filmen.

Ham hovedpersonen, eller manden, som jeg kalder ham, er skredet, og er nu på vej et eller andet sted hen.

Og så ringede det på.

I min verden.

På min dør.

Jeg kiggede ned på min stjerne pyjamas, og trak så på skulderne.

Fuck livet, jeg har altså pyjamas på!

Jeg rejste mig op, og gik dovent imod døren. Uden at kigge i dør spionen, åbnede jeg døren, og kiggede lige pludselig på et par grønne øjne, som lyste op at tristhed.

Jeg havde lyst til at smække døren i, men et eller anden gjorde, at jeg lod døren blive åben. At jeg blev ved med at kigge ind i Harrys øjne. De var nærmest hypnotiske.

Jeg havde virkelig lyst til at smække døren i.

Men jeg havde virkelig også lyst til at give ham et kram.

"Åh nej", mumlede jeg, og fik endelig mit blik væk fra hans. "Monica", mumlede Harry, og gik et skridt tættere på mig. "Nej, nej, nej! Du skal ikke være her!", sagde jeg en smule højt.

Ret højt.

Jep...

YOLO!

Nej Monica, nej!

"Monica du bliver nød til at lade mig forklare", sagde Harry en smule oprevet. Jeg løftede detene øjenbryn, og åbnede døren en smule mere.

pis.

"Du fatter det bare ikke, Harry! Jeg gider ikke høre på at det lort du lukker ud!", råbte jeg.

Og det kom vist bag på os begge.

Harry kiggede sorget på mig, hvilke fik mig til at sukke.

Jeg hadede faktisk at se ham sådan.

Jeg kunne mærke tårene prikke i mine øjne, hvilke fik mig til at se væk.

"Jeg ved bare ikke hvorfor du ville lyve", mumlede jeg, og bed mig en smule i læben. "Må jeg komme ind?", spurgte han, og lænede sig lidt imod mig.

Jeg nikkede kort, og åbnede døren helt, så Harry kunne kommer ind.

"Hvad ser du?", spurgte han, da han fik øje på mit fjernsyn, min dyne, og alt det det film lort.

"Taken", mumlede jeg. Jeg kunne se Harrys øjne lyse op. "Det er en god film", sagde han med et smil. Jeg kneb mine øjne sammen, og lænede mig op af dørkammen.

Da Harry fandt ud af at jeg ikke ville sætte mig ned, gik han hen imod mig, med et lidt kærligt blik. Jeg rystede stille på hovedet, og kiggede ned i jorden.

Hvis han fandt ud af, hvilke effekt han havde på mig.

"Må jeg forklare nu?", spurgte Harry, og gik endnu tættere på mig. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og jeg begyndte at spænde i kroppen.

"Værsgo", mumlede jeg, og kiggede lidt op på ham. "Jeg fortalte det ikke, fordi jeg netop ikke ville se dig sådan her. Jeg ved godt nu, jeg skulle have fortalt dig det, men jeg ville bare ikke se dig ked af det", sagde Harry.

"Jamen det klarede du da ellers meget godt", mumlede jeg, og rullede en smule med øjnene. "Jeg ved godt du er sur, og at du måske aldrig tilgiver mig, men du betyder virkelig meget for mig, og jeg vil ikke miste dig".

Ordene sad fast. Hvad fanden mente han med det?

Han mener nok, at du betyder meget for ham, og at han ikke vil miste dig??

Nå...

"Harry", var det eneste jeg sagde. Jeg kunne mærke hvordan mine læber ikke kunne lade vær med at smile en smule. Og det smittede af på Harry.

Fuck.

Fuck det!

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige", mumlede jeg. Harry gik endnu et skridt tættere på mig, så der ikke var særlig meget plads imellem os.

"Det behøver du heller ikke", svarede han, og fangede mine øjne. Et smil formede mig på hans læber, og jeg kunne ikke lade vær med selv at smile n smule.

"Du har ikke mistet mig", sagde jeg opgivende, efter en smule stilhed. Harry øjne lyste op, og inden jeg nåede at gøre noget, lænede han sig frem imod mig, og kyssede mig.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile, hvilke gjorde det nemmere for Harry, og udvikle kysset. Jeg tog fat om hans nakke, og lukkede mine øjne en smule i.

Harry skubbede mig helt op af væggen, og kyssede mig en smule grådigere end før.

Men ikke sådan du ved MOTHER FUCKING GRÅDIGT!! Mere I WANT YOU.

Cool ikke?

Nja...

Jeg rykkede min hånd op til hans hår, og tog en smule hårdt fat, i en tot. Harry stønnede en smule, hvilke fik mig til at grine kort.

Han trak sig en smule fra mig, så vi begge kunne få vejret.

"Hvis du vidste hvor lang til jeg har ventet på dette", sagde han forpustet, inden han igen kyssede mig.

***

Jeg vågnede op med et sæt. Det ringede på døren, og den irriterende lyd, gjorde mig irriteret! Jeg vendte mig om i sengen, da jeg kiggede ind i et par grønne øjne.

"Harry", sagde jeg forskrækket. "Godmorgen", smilede han. Jeg gengældte hurtigt hans smil, og lukkede så mine øjne igen.

"Skal du ikke åbne?", spurgte Harry. Jeg åbnede mine øjne igen.

Hvordan fanden kunne jeg glemme døren?

Nå ja, en af mine bedste venner, som jeg åbenbart havde tilgivet (tydeligvis), lå i min seng.

Jeg nikkede kort, og tog dynen rundt om mig. "Behøves det?", spurgte Harry, hvilke fik mig til at rulle med øjnene. "Ja", svarede jeg kort, og tog fat i mit undertøj. Jeg styrtede ud på badeværelset, fik mit undertøj på, kastede dynen over Harry, som stadig lå i sengen, og tog en tshirt over mit hoved, inden jeg luntede over til døren.

Jeg åbnede forsigtigt døren, hvor en træt Lola stod. "Lola", sagde jeg højt, så Harry kunne høre det. Og det kunne han tydeligvis, for jeg kunne høre et bump inde fra værelset.

"Hvad så?", sagde hun, og prøvede at komme ind i lejligheden. Jeg blev dog ved med at holde for døren, så hun ikke gik ind. "Hvorfor var du så lang tid om at åbne?", spurgte Lola, og kiggede undrende på mig.

"Jeg sov", svarede jeg, gik ud til Lola, og lukkede døren efter mig. "Skal vi ikke ind?", spurgte Lola, og lagde sine arme om kort. "Nej der har...", jeg prøvede at finde på noget, imens Lola en smule irriteret kiggede på mig.

"To sekunder", mumlede jeg, styrtede ind af døren, og ind på mit værelse. "Jeg slår dig ihjel", sagde jeg til Harry, som stod i sit tøj nu.

"Det er da ikke min skyld", sagde han, og smilede charmerende til mig. Han lænede sig frem imod mig, og skulle til at kysse mig, da jeg rykkede mig væk, og kiggede på sådan en Helt ærlig, det mener du ikke måde.

"Du kan enten gemme dig i mit skab, indtil Lola er gået, eller på en eller anden måde flygte", hviskede jeg, og gik imod døren igen. "Gem dig på toiletet, og når jeg distreherer Lola, går du", sagde jeg, og smilede en smule.

Harry nikkede, inden han blidt skubbede mig en smule op af væggen, og kyssede mig.

"Holy mother fucking shit!", kunne jeg høre nogen sige, hvilke fik Harry til at trække sig fra mig, og vende sig om imod en meget overrasket Lola.

"Jeg havde glemt at låse døren, ikke?", sagde jeg, og bed mig i læben. Lola begyndte at smile en smule, hvilke smittede af på mig.

Det var en vane!

"Gud Harry! Nej hvad laver du dog her? Jeg er så forskrækket, og kan slet ikke smile ligenu!", sagde Harry for sjovt, hvilke fik mig og Lola til at flække af grin.

"Den værste parodi jeg nogensinde har hørt", grinede Lola, og lænede sig op af væggen. "Nå men vi ses, Harry", sagde jeg, og smilede undskyldende til ham. Ham blinkede bare til mig, og forsvandt ud af døren.

"Monica. Forklar. Lige. Nu", sagde Lola med et smil på læberne. "Er du sulten?", spurgte jeg, som emneskift, og gik mod køkkenet. "Ja, efter nyheder!", sagde Lola, og satte sig i sofaen, i stuen.

"Det... Skete bare", råbte jeg ude fra køkkenet af, og tog to tallerkner frem. "Hvordan var han?", spurgte Lola, som nu stod i dørkammen. Jeg smilede bare lovende, som svar, og begyndte så at grine.

"Er i så kærester?", spurgte Lola. Det gav et sæt i mig.

Var Harry forelsket i mig?

Han havde kysset mig igår, og vi havde været sammen sammen, men var han virkelig forelsket i mig?!

Og var jeg forelsket i ham?

___________

Ville gerne gøre kapitelet længere, men et eller andet skete med min computer...

Endelig skete det, mange af jer nok har ventet på!

Tror i Harry og Monica bliver kærester, eller forbliver venner?

Og hvad med aftalen med Monicas mor?

Xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...