I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
5930Visninger
AA

28. Don't tell me what to do

Okay allesammen!

Jeg havde pakket min største kuffert, med alt mit varme tøj, alt min makeup (aj okay alt min makeup ville i alt fylde 3 kufferte! Men det betyder ikke jeg bruger meget makeup! Idag havde jeg intet på!), mine ynglings sko, nogen smukke kjoler, til fester, og så lige en uplader til min mobil, og min computer.

Og så havde jeg pakket en masse andet, som ingen gider høre noget om.

Jeg smilede til Lola, som stod i dør kammen, og trippede utålmodigt. Hendes kufferte var allerede nede i bilen. Nå ja bilen! Uden vi vidste det, havde vi fået en taxa herover. Eller drengene havde bestilt en, da de åbenbart vidste vi ville glemme alt om det. Forresten skulle vi mødes med dem i lufthavnen.

Lola havde været hos mig hele dagen, og jeg havde selvfølgelig fortalt hende om min far. Også det hun ikke vidste. Så de ved hun jo nu. Hvilke er ret logisk.

Tror jeg.

Monica Monson. Fordrags holder, rigtig syg digter, muligvis pisse syg til alt, ved ikke om at Lola ved alt om hendes forældre nu, er logisk! Er Monica ved at gå fra forstanden?

Skrid så forhelvede ud af mit hoved, syge stodder!

Ja i kender vel dimsen der laver falske historier om mig i mit fjæs. Jeg havde fundet ud af at dimsen var en 57 årig mand, med runde briller, intet liv, og brugte det meste hans tid på Twitter, hvor han lod som om han var en 21 årig strand løve.

Ja jeg har tænkt det meget igennem.

Dimsen hed Charels Stupido NoLife Freak.

Efternavnene er meget specielle, men beskriver ham godt.

Charels.

Lidt tiltrækkende ikke?

Nej.

Bar' nej, Monica!

Dimsen Charel Stupido NoLife Freak er ikke tiltrækkende.

Nej med navnet Charels er!

Fuck nu af, et navn kan ikke være tiltrækkende!

MIT navn er sgu da tiltrækkende!

Nej forhelvede, bar' nej!

Bar' jo!

Okay jeg har lige pludselig fået en til dims, der irriterer mig. Jeg diskuterer kraftedme med mig selv nu! Jeg tror det er spændingen, fordi jeg skal til Sverige.

Nå ja!

"Fuck Lola, vi skal sgu da afsted!", råbte jeg, og fandt ud af, at jeg havde siddet og stenet, imens jeg kiggede ned på kufferten. "Gud virkelig! Er det ikke det jeg har sagt de sidste 5 minutter?", spurgte Lola, og rullede dramatisk med øjnene. Hun smilede til mig, inden hun tog min kuffert, og forsvandt ud i stuen.

Jeg sukkede lydløst, og rejste mig op. Jeg nød den rare stilhed, men skreg af forskrækkelse, hvilke jeg blev forskrækket over, hvilke resulterede i at jeg faldt ned på gulvet igen, hvilke gjorde ondt, så jeg igen skreg.

Jeg hade fået en sms.

Det skal lige siges min sms tone, er en mand der siger "Sorry boss, you got a text messege". Med en mellemting af et britisk, og robot agtigt accent.

Og det er sgu ikke tiltrækkende!

Jeg rejste mig op igen, og vaklede usikkert ud i stuen, hvor Lola ikke var ved at se. Men da jeg så døren stod åben, regnede jeg med at hun var gået ned i bilen. Jeg sukkede af min lejlighed, inden jeg tog min mobil, mine nøgler, min pung, mine høre telefoner, den bog jeg læste, og tyggegummier ned i min taske.

Jeg gik over til hoveddøren, med min taske, og min kuffert, hvorefter jeg skred ud i opgangen, smækkede min dør, og sagde farvel til den.

Altså lydløst.

For jeg ville ikke have flere klagende naboer, der troede jeg var blevet sindsyg.

Jeg havde haft besøg af min 78 årig nabo, som hedder Daisy, som havde hørt mit skænderi med min far. Så hun havde jo spurgt om jeg var ved at blive sindsyg. Jeg hade bare sagt nej, og sagt at jeg skulle på arbejde.

Istedet pakkede jeg jo.

For jeg er sej.

Okay nej.

Jo jeg er!

Forhelvede...

Jeg gik ned af trapperne, og så at Lola sad inde i den, og smilede til mig. Taxa manden (i ved det er det jeg kalder dem) tog min kuffert, imens jeg gik ind i bilen, med min taske. Og der slog det mig.

"Jeg mangler mit pas!", skreg jeg, inden jeg løb op af trapperne, låste døren op til min dør, jeg var ved at løbe ind i, rodede alle mine hemmelige papirer, hvor mit pas også var, og min dagbog (som blev hjemme, da den var fly skræk), og ja...

Jeg tog fat i mit pas, og styrtede igen ud af døren.

Jeg kunne lige se min nabo Daisy's urolige blik...

***

"Harry! Louis! Niall! Liam! Zayn!", hvinede jeg, da jeg fik øje på fem (allesammen) lækre drenge, stå lidt væk fra parkerings pladsen. Jeg gav dem alle sammen et kram, og det samme gjorde Lola. "Hej Monica, og Lola", sagde Zayn, imens de andre gjorde det samme.

Ja det kaldes høflighed...

Ja det ved du jo intet om.

Jo jeg gør!

Monica Monson, fordrags ho-

Nu holder du bare kæft, ikke?

Der stod nogen vagter rundt ved os, hvilke først gik op for mig, da alle drengene havde fået et knus. Okay jeg forstod lidt hvorfor, da vi kom ind i lufthavnen...

Alle pigerne der også skulle rejse idag, begyndte at hvine, og en del piger, der bare var mødt op for at se drengene, stod og skreg, med tårere løbende ned af deres kinder. På min ene side gik Lola, og på den anden side gik Harry. Lola og jeg var der eneste som bare små grinede, og var lige ved at flække.

Ja... Det er en veninde ting...

"Omg! Så i er kærester!", hørte jeg en pige skrige, lige ved siden af mig. Jeg kiggede hurtigt på pigen, som havde et halv irriteret, sorget, glad, desperat blik i hendes fjæs.

Jeg havde set hende et eller andet sted henne.

"Dig fra Ikea!", fløj det ud af mig, imens jeg bare smilede til hende. Hun nikkede ivrigt, og smilede, så man kunne se alle hendes tænder. Jeg grinede kort, inden jeg kiggede over på Harry, som bare rystede smilede på hoved.

Vi gik over og tjekkede ind, og alt det der med kufferterne, inden vi gik igennem sikkerheds dimsen.

Det værste jeg ved.

Jeg bed mig nervøst i læben, da det var min tur til at gå igennem dimsen. Alle de frygtelige tanker, om mænd der skulle krops visitere mig, alle blikkene, og at der var nogen der havde puttet stoffer i min taske, for at få mig beskyldt poppede frem i min hjerne, ligesom popcorn.

Okay nej.

Jeg gik hen imod dimsen, og alt var i slowmotion. Jeg ventede på den bippende lyd, pistolerne, krigen, de hånende lattere. Alt.

Den ringede ikke.

Jeg åndede lettet ud, og tog min taske, som allerede var kommet igennem den der anden dims.

Jeg er sådan en drama queen...

Vi gik over i shoppen, da alle havde været igennem dimsen, hvor vi skulle mødes med Perrie, Danielle, og Elenor. Ja det glemte jeg vist at fortælle.

De skulle jo også med!

Duh...

Og nej jeg ved ikke hvorfor de ikke var fulgtes med os.

Don't ask...

Da jeg fik øje på tre piger, henne ved makeuppen, skyndte os ale derover. Der blev udvekslet en del kram, og grin. Ja for vi havde jo mødt hinaden før.

Vi gik ud af shoppen, og aftalte at gå på Starbucks, for at få noget kaffe, inden vi skulle med flyet. Sandheden var at jeg un havde fløjet en gang.

Dengang jeg skulle hjem til min fastet en sommer, som bor i Skotland.

Da vi havde købt vores kaffe hos Starbuks, valgte vi at gå lidt rundt i butikkerne, og mødes ved gaten om 15 minutter. Jeg havde glemt min makeup fjerner, og valgte derfor at gå ind i Boots, for at købe noget.

Ja der er en Boots i lufthavnen.

Og den er smuk...

Det var i denne butik jeg (lige denne) købt min første lillae eyeliner.

Suk...

Jeg fandt noget makeup fjerner fra Garnier, som jeg købte hvorefter, jeg styrtede ud af butikken, for at finde de andre. Lola var gået ind i H&M, så jeg valgte at gå derover.

Lige pludselig var der nogen der tog fat i min arm.

Jeg vendte mig om, og smilede til pigen der stod og kiggede ondt på mig. "Dater du Harry Styles?", spurgte hun koldt, og rynkede hendes bryn en smule. "Øh?", var det eneste jeg sagde. "Svar", sagde hun. Jeg fnøs kort, men smilede så. Et godt ry er ret vigtigt, når man "dater" en kendt.

"Det kan man vel godt sige", sagde jeg inden jeg kunne mærke noget hårdt imod min kind.

Hun fucking slog mig!

"Av forhelvede!", skreg jeg, så folk kiggede herover. "Hvad sker der?", sagde Harry, som sjovt nok var på vej herover. "Nå jeg fik bare lige en lussing, af en af dine muligvis directioners", sagde jeg, og kiggede hårdt på pigen.

"Hvorfor?", spurgte Harry, og kiggede forvirret på mig, og så på pigen. Pigen stirrede bare koldt på mig. "Bare hold dig væk fra ham, okay?", sagde hun koldt til mig, inden hun vedte sig om, og skred.

Den lille...

"Er du okay?", spurgte Harry, og kiggede på mig, med et ærgeligt blik. Jeg nikkede kort, og kiggede over på pigen, som forsvandt inde i en kiosk. "Det må du altså virkelig undskylde", mumlede han, og tog min hånd. Jeg gav hans hånd et klem, og rystede på hovedet.

"Det er jo ikke din skyld", sagde jeg smilende.

Indeni havde jeg lyst til at gå over til tøsen, og smække hende en.

Men det siger vi ikke til nogen, vel?:)

_________________________

Undskyld mit sidste kapitel, som var pisse dårligt.

Mange gange undskyld.)

Movellaen er som altid ikke rettet, da jeg ikke orker:)

Undskyld igen:)

Xxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...