I'm not an angel - 1D.

Monica, på 18 år, lever livet hårdt. Hun bor med hendes familie, i en lille lejlighed, i et skummelt kvarter i London. Monica bliver behandlet som skidt, og finder sig ikke i det længere. I flere år har hun sparet sammen, og er klar til at forlade de mennesker, der ikke har tænkt på deres eneste datter. Og da alt går værst, møder hun den mystiske Harry Styles, som giver Monica et nyt syn på livet.

(OBS: Denne movella er min første fan fiction! Jeg er ikke stor fan af One Direction, men mange kan bedst lide One Direction movellaer åbenbart:-))

47Likes
31Kommentarer
6107Visninger
AA

22. Around me.

Jeg redte mig seng, ryttede selv det mindst op, og sørgede for at gemme al form for alckohol, piller, eller andet min mor kunne finde på at "stjæle". Jeg ville vise min mor, jeg kunne klare mig selv. Uden hendes dumme bemærkninger, og strenge regler, hun ikke engang selv kunne overholde.

Min mor ville være her om en halv time, og jeg håbede kun hun ville blive her i kort tid. Misforstå mig ikke, jeg kan godt lide min familie, men mine forældre var for mig, den del af familien, jeg helst ville undgå.

Jeg begyndte at ligge min makeup, og skiftede fra min velkendte stjerne pyjamas, til et par sorte jeans, en grå sweather, og mine sorte New Balance.

Jeg redte mit hår, og tuperede det en smule ved rødderne, og som prikken over i'et lagde jeg to lag army grøn neglelak. Jeg vidste for meget min mor, hadede min stil.

Så tag den mor!

Da det ringede på døren, tjekkede på 10 sekunder, hvordan lejligheden så ud, inden jeg åbnede døren. Det første jeg så, var en træt dame, med ryger mund, poser under øjnene, og bleg, uren hud. Hun havde et par beskidte jogging bukser på, og en af de der hvide sweathere.

Hun havde et par sorte støvler på, og hendes hår var sat op i en lav heste hale. Hun kiggede vredt på mig, og kneb hendes øjne sammen. jeg kneb også mine øjne sammen, og åbnede døren lidt mere.

"Kom ind", mumlede jeg, og lod mine læber forme et falsk smil. "Hvordan har min datter det så?", spurgte hun, og gik langsomt ind i lejligheden. Jeg rullede med øjnene, og forstørrede mit smil, for at vise hvor godt jeg havde det.

"Det går rigtig godt! Jeg har alt hvad jeg aldrig har haft", sagde jeg, og smilede sigende til hende. Et smil der sagde "Alt det i aldrig gav mig". Ja lidt strengt, men nødvendigt. "Så har du mødt nogen søde fyre?", spurgte min mor, som om vi aldrig nogen sinde havde været uvenner før.

Jeg havde ikke lyst til at åbne op, om Harry, Louis, Niall, Zayn, og Liam, og om alle de ting der er sket, lige siden jeg flyttede. Og så gad jeg heller ikke lade som om, min mor var min bedste veninde!

"Næ ikke specielt", sagde jeg en smule koldt. "Nå da", svarede hun, og gik ind i stuen. Jeg bed migi læben, og overhælede hende, så jeg kunne vise hvem der bestemte her!

So back of bitch!

Sorry, jeg havde bare brug for at sige det.

Ja jeg havde.

"Så mor, du siger bare til, når du har tænkt dig at fortælle, hvorfor du lige pludselig er sød imod mig, og vil besøge mig, når rent faktisk tvang mig ud af jeres hjem", sagde jeg en smule sarkastisk, og satte mig ned på en stol, da jeg var bange for, hun ville sætte mærker i sofaen.

Ja faktisk!

"Jeg vil skilles", mumlede min mor.

HVAD?!

"Hvad?!", råbte jeg, og rejste mig op. "Lige siden du flyttede, har din far været en rigtig usling!", sagde min mor, og gik en smule tættere på spise bordet, hvor jeg sad. "Men i er ikke engang gift!", sagde jeg, og kneb mine øjne sammen.

Den kvinde kunne få mit pis i kog!

"Det her er ikke din beslutning, unge dame!", sagde hun, og bankede sin hånd ned i spise bordet. "Jamen så skrid ud af min lejlighed!", råbte jeg, og pegede imod hoved døren. "Monica!", råbte min mor, og lettede truende sin hånd, som om hun ville slå mig.

"I har gjordt nok imod mig! Så fuck det, hvis i vil skilles, men du skal ikke tage hele vejen over til mig, for at fortælle hvad jeg skal, og ikke skal!", råbte jeg, og gik helt tæt på hende.

"Så slå mig, hvis det er hvad du vil", hviskede jeg. Min mor sænkede hånden igen, og kiggede ned i gulvet.

"Jeg synes du skal gå nu, mor", sagde jeg lavt, og kiggede hende i øjnene. "Du har altid været stærk, Monica", mumlede min mor, inden hun vendte sig om, og gik mod udgangen.

Jeg kunne høre døren smække, og åndede lettet op.

Det gik da okay...

***

"Så du er okay med at de går fra hinanden?", spurgte Lola, da vi var kommet ud fra Starbucks. "De er ikke en del af mit liv længere", sagde jeg, og tog en tår af min kaffe.

"Nej men de er dine forældre. Alle børn hader, når deres forældre bliver skilt". Jeg begyndte at grine en smule, og rystede på hovedet. "Mine forældre er ikke religiøse, og de er også ligeglad med min mening", svarede jeg. Vi gik ligenu på Oxford Street, og var igang med vores ugelige shoppe tur.

"Uh se Primark!", hvinede Lola, og trak mig over vejen, så vi var alt for tæt på, at blive kørt ned af en taxa. "Lola forhelvede", skreg jeg, og styrtede ind på fortovet igen.

"Hvad?! Det gjaldte jo liv eller død!", svarede hun, og slog ud med armene. "Ja det må du nok sige!". Jeg tog Lola under min arm, og sammen gik vi ind i Primark. Har i nogen sinde været i Primark? Der er nok 4 etagers himmel! Tøj, makeup, endda slik! De havde noget flot undertøj faktisk, og så deres priser!

"Oh god, jeg mangler en sort kjole!"; sagde jeg, og løb over til en sort kjole, som ligesom havde en bar ryg. "Nej, det har vi snakket om! Du har over 14 sorte kjoler!", sagde Lola, og trak mig væk fra kjolerne.

"Noooo!", råbte jeg, så nogen menneser kiggede over på os. Har jeg fortalt jer, hvor mange mennesker der er i Primark? Alt for mange, efter min mening!

Lola trak en rød kjole frem, lavet af noget stof, der lignede silke. "Marylin Monroe møder Scarlett Johansson", sagde Lola, med et sjovt accent, og smilede stort til mig.

"Jeg ved ikke helt...", svarede jeg, og bed mig i læben. "Kom nu den er på tilbud!", sagde Lola bedende, og lagde vægten over på den ene ben.

Jeg løftede det ene øjenbryn, da jeg så en del fotografet udenfor, som stod og tog billeder af en eller anden, som var på vej ind i Primark. "Gem dig!", gispede jeg, og tog fat i Lolas arm, imens jeg styrtede imod et prøverum.

"Hvad sker der?", spurgte Lola skeptisk, da vi stod inde i prøverummet. "De paparazzier er syge i hovedet, og hvis de får øje på mig!", hviskede jeg, og åbnede døren til prøve rummet en smule, for at se, om der var nogen.

"Mand de står stadig ude foran!", sagde jeg, og sukkede. "Hvad er der med dig?", spurgte Lola. "Her forleden dag, var der en paparazzi efter mig, og nu hader jeg alle paparazzier!", sagde jeg en smule surt.

"Jeg får altså kluastrofobi!", sagde Lola, og åbnede døren til prøve rummet. "Lola!", hvislede jeg, og gemte mig bag hende. "Kom nu, de er sikkert søde", sagde hun, og tog fat i min arm. Jeg sukkede irriteret, og fulgte med hende. "Du er den værste bedste veninde, Lola", mumlede jeg barnligt, og fulgte modvilligt med hende.

"Hvem er det egenlig de tager billeder af?", spurgte Lola, og kiggede rundt omkring. "Det ved jeg faktisk ikke", mumlede jeg, og kiggede over, hvor Lola kiggede.

Jeg kunne mærke nogen prikke mig på skulderen, og vendte mig derfor rundt. Lige pludselig forstod jeg hvorfor alle paparazzierne var her.

***

Harrys synsvinkel.

Jeg gik ind af døren, og en lugt af piger gik mig i møde. De fleste paparazzier blev udenfor, imens nogen få slap væk fra medarbejderne i butikken, og ind. Jeg bedte min sikkerhed vagt, om at blive udenfor, og gik selv ind, med nogen fans omkring mig.

Jeg smilede charmerende til de skrigende piger, og gav nogen få et kram. Jeg kunne lidt væk se to piger, komme ud af en prøve rum, da jeg så hende.

Hun blev trukket ud af Lola, og så meget modvillig ud. "Lola!", kunne jeg høre hende sige, hvilke fik mig til at smile. Faktisk skulle jeg bare finde en gave til Monica, hvilke nok blev lidt svært, da hun kun var 10 meter væk fra mig.

Jeg gik igennem den mængde mennesker, der stod rundt omkring mig, og videre over til Monica og Lola. "Harry!", skreg nogen piger, imens jeg kunne høre paparazzierne tage billeder.

"Harry, er det rigtigt du er sammen med en såkaldt Monica?", spurgte en af paparazzierne, men jeg ignorerede dem bare, og forsatte imod Monica.

Jeg prikkede hende forsigtigt på skulderen, så hun vendte sig om. "Nå det er derfor der er så mange paparazzier", mumlede hun, og smilede en smule til mig.

"Hej Harry!", sagde Lola, og smilede til mig. Jeg gengældte hendes smil, og kiggede på Monica igen. "Har du savnet mig?", spurgte jeg for sjov, og fangede hendes blik. Hun afbrød hurtigt øjenkontakten, og bed sig i læben.

Hun kiggede imod alle paparazzierne, som var begyndt at samle sig omkring os. "Bare ignorer dem", hviskede jeg i hendes øre. "Ved i hvad, jeg tror jeg går op og betaler", sagde Lola, og smilede til mig, inden hun gik op til kassen.

"Hvoran vidste du jeg var her?", spurgte Monica, og kiggede lidt skeptisk på mig. "Lola tweetede det", svarede jeg, kløede mig i håret. "Jeg tænkte vi måske lige skulle snakke", sagde jeg en smule lavt, og fangede hendes øjne.

Hun smilede til mig, og nikkede. "Men ikke her, og jeg er jo også sammen med Lola", svarede hun, og kiggede igen på de skrigende fans, og paparazzierne. "Måske skulle vi bare ringe sammen?", sagde hun en smule lavt, og bed sig i læben.

Jeg smilede bare til hende, og tog hendes hånd. "Lad os gå over på en cafe", sagde jeg, og gik imod udgange. "Lola!", skreg hun en smule, og pegede imod Lola, som stod og smilede lidt væk.

"Det er okay, Monica! Detaljer senere!", råbte Lola til Monica, og vinkede for sjovt til os. Et par paparazzier gik over til hende, imens resten gik med os.

***

Monicas synsvinkel.

"Lola!", skreg jeg, og pegede på Lola. Jeg kiggede en smule bedende på hende, da jeg ikke kunne fordrage alle menneskerne (i ved de skrigende fans, og syge paparazzier) rundt om mig. "Det er okay, Monica! Detaljer senere!", jeg kiggede en smule surt på hende, men smilede så.

Jeg kiggede usikkert på Harry, og så ned på vores hænder. Vi holdte i hånden. Og der var rigtig mange mennesker rundt om mig.

Og jeg havde sagt til min mor, der ikke var nogen drenge i mit liv. Og min mor elskede sladder blade! "Harry", sagde jeg, og stoppede op. "Hvad?", spurgte han, og stoppede også op. "Hvad er det du laver?", spurgte jeg, kiggede rundt på alle menneserne. "Ikke noget", svarede han bare, og begyndte at gå igen.

Jeg rullede med mine øjne, og fulgte med. Jeg havde virkelig brug for kaffe. Og jeg havde kaffe. For jeg havde jo lige været på stabucks.

Hvor er min kaffe?!

"Harry jeg hader virkelig paparazzier", hviskede jeg til Harry, som bare grinte. "Og det er ikke sjovt!", sagde jeg en smule surt, og sukkede. Da jeg kiggede rundt, og så at vi faktisk var alene begyndte jeg at smile. "Holy shit, jeg skal aldrig nogen sinde ud for en dør igen", sagde jeg, da vi stod foran en lille cafe.

"Hvad skal du have?", spurgte Harry, da vi havde fundet et bord, bagerst i lokalet, væk fra vinduer, og mennesker. "Jeg tror jeg skal have en Cafe Latte", mumlede jeg. Jeg kiggede op på Harry, som også kiggede på mig.

"Det der med i forgårs", sagde Harry, og fangede mine øjne. Jeg bed mig en smule i inderlæben, og smilede så, da der kom en tjener herover.

"Vi skal have to cafe latter", sagde Harry, til tjeneren, og smilede kort. Da tjeneren var gået, kiggede Harry på mig igen. "Jeg ved ikke helt hvad der skete", mumlede han. Jeg sukkede lydløst, og kiggede bag Harry, hvor en pige stod og filmede.

"Harry måske skulle vi tale om det senere", sagde jeg en smule lavt, og nikkede mod pigen. Han vendte sig om, og fik øje på pigen med mobilen. "Lad os tage hjem hos mig", sagde han efter lidt stilhed, og smilede.

_________________

Movellaen er ikke rettet, desværre.

Hvad tror i der sker med Monicas mor?

Og hvad synes i om Monicas holdning til paparazzier?

Xxx.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...