Guitaristen • One-shot

Hun vidste ikke det ville ske. At en lille god gerning, ville redde hende fra noget forfærdeligt. Og måske vise hende kærligheden samtidig...

5Likes
8Kommentarer
413Visninger
AA

2. One-shot...

Jeg låste døren og skyndte mig ned ad trapperne. Jeg var lidt sent på den og det lignede ikke mig. Jeg var altid hende, som var der ti minutter før alle andre. Jeg tror bare ikke rigtigt stres og mig er gode venner, derfor var jeg også godt træt af mine stilletter på vej ned ad trappen. Da jeg skubbede døren op, ramte kulden mig som en kold mur, og jeg skyndte mig at lyne jakken. Jeg ledte i lommerne efter mine handsker, mens jeg begyndte at gå, men jeg havde glemt dem i lejligheden. Den kolde vind ramte mig endnu en gang og jeg gik automatisk hurtigere.                                           

Min lejlighed lå på en lille sidegade til strøget. Aarhus summede af liv, men jeg hørte stadig den svage guitars spillen. Da jeg var lille, elskede jeg at lytte til alle gadespillerne og jeg smed altid de mønter, jeg skulle have brugt på slik, i deres hatte. Da jeg kom nærmere så jeg, at det var en forholdsvis ung mand, nok på min alder, der spillede. Hans tøj var slidt og hans sang gammel. Jeg mindes at have hørt den på en af min fars gamle cd’er. Han kiggede op på mig og hans øjne borede sig ind i mine. De var klare og lyseblå, og han sang med en hæs stemme:

“My hands are tired, my body bruised, she’s got me with nothing to win and nothing left to lose…”

Jeg gøs og puttede mine hænder ned i de tomme lommer. De var dog ikke helt tomme, som jeg troede og jeg tog et par mønter op. Jeg kiggede på dem og da jeg gik forbi ham, smed jeg dem forsigtigt i hans guitarhylster. Han kiggede op og jeg blev igen fortabt i hans øjne. Han havde et lille smil cirkulerende om sine læber, men jeg skyndte mig videre.  Da jeg kiggede tilbage, fangede hans blik mig igen. Hvordan gjorde han det? Jeg grinede stille for mig selv og rystede på hovedet. Da jeg nåde lyskrydset og gik over, afsluttede han sin sang.                                                                           

Min mobil brummede i min baglomme og jeg havde helt glemt, at jeg var sent på den. Jeg trykkede på besvar og min søsters stemme flød ud af højtalerne:

”Hvor i alverden er du? Jeg har stået her i ti minutter nu! Og gæt hvem der ikke er her til at hente mig? Dig!” Hun snakkede med en stemme, kun hun kunne lave. Den hvor hun var sur, men alligevel kunne man mærke hendes smil. Jeg grinede og svarede hende hurtigt:

”Easy søster! Jeg er der nu, så intet stress!” Hun grinte.

”Okay, men husk nu! Perron 7!”

”Bare rolig, så glemsom er jeg altså ikke,” svarede jeg og lagde på. Jeg tog trappen ned til perron 7 og så min søster længere nede. Hun hadede at vente, og hun stod og hoppede for sig selv, for at holde varmen.  Min søster var 16 og derfor 5 år yngre end mig. Vi havde et meget tæt forhold, grundet vores forældres skilsmisse da vi var mindre, men jeg så hende desværre ikke så meget længere. Jeg var flyttet ind til byen og hun var taget på efterskole, så begge vores tidsplaner var tætpakkede og vi planlagde altid flere måneder frem, når vi skulle se hinanden. I aften skulle vi ind og spise, inden hun tog hjem for at holde weekenden hos vores mor. Hun fik øje på mig og vi løb hinanden i måde.

”Hvad så, søs! Du er da aldrig sent på den?” Hun grinede og jeg rystede på hovedet. Hvor havde jeg savnet hende.                                                                                                                                                      

Da jeg ikke længere kunne se min søsters tog, besluttede jeg mig for at begynde at gå hjem. Det var blevet sent og jeg var heldig, ikke at skulle arbejde i morgen.  Da jeg kom over lyskrydset, så jeg to mænd komme gående længere nede af strøget. Der var kun dem i syne, så den charmerende guitarist var ikke nogle steder at se. Jeg gik hurtigere, da kulden bed endnu mere nu og da jeg kiggede op, var de to mænd kommet nærmere. De slingrede og de havde begge øl i hånden. Jeg prøvede, så diskret så muligt, at bevæge mig over i den modsatte side af, hvor de kom, men de kunne stadig ikke undgå at få øje på mig. Mine stilletter hamrede mod jorden og min vejrtrækning blev hurtigere, da de begyndte at pege i min retning. Jeg kiggede ned i jorden, men jeg mærkede dem stadig komme tættere. 

”Hey!”

”Hey søde!”

De begyndte at råbe og jeg ignorerede dem, og løb nu næsten. Jeg var kommet forbi dem og jeg kunne skimte gaden, der førte ned til min opgang. Pludselig var der en, der fik fat i min arm og rev mig tilbage. Jeg skreg og han grinte med sin halvt-fordrukne, ulækre stemme. Jeg ved ikke hvor jeg fik modet fra, men jeg hørte min egen stemme hviske:

”Hvis du rører mig, så skriger jeg endnu højere.” Min stemme rystede og de grinte begge to. Ham, der holdte min arm, tog fat i mit lange lyse hår og trak det bagud. Jeg var lige ved at skrige i smerte, men holdte det inde, da hans hoved nærmede sig mit øre. Han hviskede ikke, men sagde bare lige så stille:

”Hvis du ikke har lagt mærke til det, snuske, så er her ikke andre end os.”

Jeg klynkede, da han rev mit hår længere ned og min krop vred sig. Jeg faldt ned på jorden og ham, der ikke havde rørt mig endnu, gik ned på hug og smilede, da han strøg håret væk fra mine øjne. Han kiggede mig direkte i øjnene og de var en sløret blå farve. Intet som guitarspillerens. Han grinte, men pludselig lød der et hårdt smæld. Mændene skreg og jeg gemte mit hoved i hænderne. Jeg hørte flere smæld og bank, men jeg turde ikke kigge.  Pludselig blev der helt stille og jeg kiggede tøvende op. Den unge guitarist stod og hev efter vejret, og på jorden lå de to mænd stille og næsten livløse.  Hans guitarhylster lå på jorden og jeg tror, jeg så en mørkerød farve, være ved at tørre ind på det sorte læder. Han kiggede op på mig og jeg kiggede på ham. Hans øjne var stadig den samme lyseblå farve, og jeg mindes hans sang, da han sagde:

”Er du okay?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...