Tør du tage springet? (Nytårstale)

Her er min nytårstale til konkurrencen "Året der gik." Den taler direkte til dig. Ja, dig!

9Likes
9Kommentarer
604Visninger
AA

1. Nytårstale 2012/2013

 

Kan du huske sidste år på denne tid? Du var måske også en af de mange der havde et nytårsfortsæt. Måske ville du dyrke mere motion, spise sundere, finde en kæreste, eller få bedre karakterer i skolen? Og nu er året næsten gået. Kun få timer igen. Og har du så holdt hvad du lovede dig selv? Sikkert ikke, men det skal du ikke være ked af. Er du ikke god nok som du er? Jo, det er du. Også selvom du ikke lige fik løbet den der tur, eller fik lavet alle lektierne i skolen. Du er som du er, og du er helt speciel.

 

Jeg mindes ikke selv at have haft et nytårsfortsæt for 2012. Og hvis jeg havde et, så ville det nok være at spise sundere. Gå mindre på McDonald's. På præcis dette tidspunkt sidste år befandt jeg mig slet ikke i lille Danmark. Jeg sad i det nordlige USA i en hytte, i en skov, langt væk fra alting. Jeg var nemlig udvekslingsstudent i USA, 16 år gammel. Der var ingen speciel nytårsmad eller fyrværkeri. Det var en helt anderledes nytårsaften - nærmest trist. Det var som om at det ikke havde nogen betydning at tallene skiftede. Vi kunne lige så godt være blevet i det samme år. Jeg kan dog stadig huske at jeg fik lokket min amerikanske værtsfamilie med op i sofaerne med champagneglas i hænderne. Jeg fortalte at det var sådan min familie gjorde hjemme i Danmark. Og så talte vi ellers ned - 10 - 9 - 8… Og så sprang vi ind i det nye år. Men vi sprang først ind i det nye år 6 timer efter danskerne - på grund af tidsforskellen. Champagnen skvulpede ud over kanterne på de små plastickrus. Og det var så det. Det var det eneste der mindede bare lidt om den nytårsaften, jeg var vant til i Danmark. Der var ikke noget der hed Dronningens nytårstale, lækker nytårsmad eller fyrværkeri. Alt sammen noget der kendetegner det danske nytår. Det var en anderledes oplevelse. Men i år skal jeg holde en dansk nytårsaften.

 

Jeg siger ikke at det var en dårlig oplevelse at holde nytår på den måde. Det var blot en ny oplevelse. Og nye oplevelser har vi forhåbentlig haft en del af her i 2012. De viser os hvem vi og andre er. En ny oplevelse kan måske også være en ny udfordring. Udfordringer er med til at udvikle os, og gøre os klogere. 2012 har ført en masse med sig. Både gode og dårlige ting. Vi overlevede jordens undergang. Kan vi så ikke overleve alt? Nej, vi kan ikke overleve alt. Desværre. Men de fleste af os kan selv bestemme, hvad vi vil med vores liv. Vi lever i en verden fuld af muligheder, og valg der skal træffes. Det er ikke altid, hvis aldrig, nemt at vælge ting til eller fra. Hvad vil du med dit liv? Være læge, skolelærer eller noget helt tredje? Der er kun en der ved det, kun én der kan finde svaret - og det er dig. Men tør du at tage chancen? Risikere at vælge det forkerte? Eller vælge det rigtige? Det er umuligt at gå tilbage og ændre på noget, som du har gjort. Men der var en grund til at du gjorde det. Der var en grund til, at du troede, at det var det rigtige. Og som et ordsprog lyder: "Man ved hvad man har, men ikke hvad man får." Man er bare nødt til at tage chancer nogle gange og krydse fingre.

 

Jeg er klar til det nye år. Er du? Tør du tage springet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...