Fremmed

En verden, som ligner vores ud ad til. Et univers der er det samme, og alligevel er alt anderledes. Her spirer gammel magi i jorden, men kun for dem der tør åbne deres hjerter. Her er følelser fordoms tid, glemte...

En enkelt person tæller ikke her, og for at overleve skal man glemme alt om venskaber. For at overleve her, er den eneste udvej, at være egoistisk, men findes der selv på dette sted nogen der anderledes?

Kan alt ændre sig, og hvem er den mystiske fremmede pludselig dukker op i Josephines by og ændre hendes liv forevigt?

3Likes
0Kommentarer
321Visninger
AA

2. En anden

Jeg drejede nervøst hovedet, og samtidig øgede jeg tempoet yderliger. Hvorfor følte jeg mig utryg? Dette var mine skove, dette var mit sted, jeg var født her. Alt virkede forkert i dag, jeg havde kunnet mærke fra det øjeblik jeg satte mine fødder i skoven. Mit blik svævede hen over skoven, mens mine fødder bar mig i høj hastighed, hvert et blad blev taget i øjesyn. Jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad det var der føltes forkert, bare at det var forkert. Jeg følte mig iagttaget. 

Jeg nærmede mig landsbyen. Ligeså snart jeg fik øje på de små huse, der lå og puttede sig i bunden af den grønne dal, faldt mit åndedræt til ro. For at komme fra skoven ned til byen, skulle man rappelle ned af de næsten lodrette bjergsiderne, som isolerede min lille by fra omverdenen. Bjergene gjorde, at den eneste anden anden vej ud af byen, var den store vej som førte ud til byerne ved kysten, men der havde jeg aldrig været i hele mit liv. Det var i landsbyen og skovene omkring den, jeg havde levet og oplevet de sidste 15 år af mit liv, altså hele mit liv.

Jeg gik nærmere den næsten lodrette bjergsider, samtidig med jeg hev klatreselerne ud af min rygsæk. Da jeg havde iført mig klatreselen og sikret rebet til bjergsiden, begyndte jeg langsomt at læne mig tilbage ud over klippevægen. Jeg var altid ekstra nervøs i dette øjeblik, at fire sig selv 100 m ned af en bjergside, giver selv en øvet person en lille smule sommerfugle i maven.
Lige inden jeg gik i knæ for, at tage det første hop ud over kanten, kastede jeg et sidste blik på skoven. Det gav mig et sug i maven, og der gik en skælven gennem min krop. Jeg var ikke længere alene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...