Skriget

Jonas er alene hjemme i det store, gamle hus hans forældre lige har købt, da han pludselig hører underlige lyde..

0Likes
1Kommentarer
140Visninger

1. Skriget

 

Der lyder endnu et brag på glasset af mit vindue. Jeg gemmer mit hoved ned under den varme dyne. Hvad mon der sker? Jeg kigger forsigtigt rundt i mit værelse. Der er mørkt, men jeg kan alligevel godt se noget. Alt ser ud til at være, som det skal være. Hvad mon det her?

Endnu et brag lyder. Denne gang højere end de sidste. Jeg sætter mig forskrækket op i sengen og tænder min natlampe. Der er noget helt galt. Efter flere minutters grundigt overvejelse træder jeg ud på det hårde, kolde stengulv. Tanken om, at jeg  ikke er alene i vores nytilflyttede hus får hårene til at rejse sig på mine arme. Jeg bevæger mig forsigtigt ud af døren, ned af de kolde stentrapper. Jeg kigger forsigtigt rundt i mørket. Der er heller intet at se her. Pludselig ser jeg en skikkelse rende forbi vinduet, ude i haven. Jeg trykker forskrækket på stikkontakten, i håb om at få huset lyst op. Der sker ikke noget. Er strømmen gået? Jeg mærker mit hjerte slå hurtigere og hårdere mod mit bryst end nogensinde før. Hvad er det der sker? Jeg står lidt og prøver at finde mig selv igen. Bare stirrer ud i mørket. Skal, skal ikke? Jeg kigger mig selv i spejlet, der hænger på væggen lige ved siden af mig. Nej, det er simpelthen for risikabelt at blive her. Jeg tager en dyb indånding, åbner vinduet til haven, og hopper ud i kulden. Jeg står lidt og kigger tilbage på vinduet. Var det her mon det rigtige at gøre? Jeg kigger ud imod vejen. Dér er den. Skikkelsen. En høj, sort skikkelse. Uhyggelig og gro, nærmest gennemsigtig. Den bevæger sig hen mod mig. Et højt, skingrende skrig lyder ud af min mund, mens mine ben automatisk sætter i løb mod skoven, for enden af min baghave.

Jeg hører skridtene bag mig komme nærmere, med mere og mere fart på. Jeg kan lige ane søen gennem mørket. Man kan ikke se en hånd for sig, kun fornemme, lytte, lugte og smage. Jeg vender mig om. Skikkelsen kommer nærmere og nærmere, med hurtigere og hurtigere skridt. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg sætter i løb. Hvad vil den? Jeg vender mig desperat om, i håb om at skikkelsen er væk. Tværtimod, den er tættere på end før. Jeg vender mig forskrækket om igen, i håb om at kunne løbe fra den. Ind i skovens mørke gru. Hvor er jeg?

Jeg bevæger mine bare fødder hurtigere og hurtigere hen af skovstiens hårde grus. Av! Stenene sætter sig op i min fod og mellem mine tæer, og jeg prøver så vidt muligt at ignorere den hårde smerte og kniber øjnene sammen for at kunne se bedre, men ak.. Det er endnu mørkere end før. Jeg løber og løber, og bliver koldere og koldere. Mit nattøj er helt mudret til, så det hjælper ikke meget. Jeg vender mig endnu engang om. Denne gang er skikkelsen helt tæt på. Jeg kan fornemme den komme nærmere og nærmere, uden overhovedet at bevæge sine ben. Den nærmest svæver over jorden. Jeg kan mærke hårene rejse sig på mine arme. Det her er altså for sygt.

”Hvad vil du mig?!” råber jeg desperat, nærmest med en tudende stemme.

Jeg hører intet svar. Jeg kigger forvirret rundt i mørket, i håb om at se lys nogen steder. Jeg kan mærke tårerne presse sig på. Hvorfor i alverden valgte jeg at gå ud på det her tidspunkt om natten? Hvorfor kunne jeg ikke bare ligge mig til at sove igen? Hvorfor valgte jeg absolut at løbe mod skoven? Hvor var jeg dog dum.

Nu er skikkelsen helt tæt på. Måske 10 meter væk. Højest. Jeg kan fornemme et blegt ansigt, men så alligevel ikke. Har den overhovedet noget ansigt? Jeg lytter efter dens åndedræt. Har den overhovedet noget? Jeg lytter efter igen. Nej, den trækker ikke vejret. Jeg vender mig forskrækket om og løber alt hvad jeg overhovedet kan. Dybere og dybere ind i den mørke skov. Jeg mærker eller ser ikke noget mere, jeg løber bare. Det eneste jeg kan høre er vinden der tuder forbi mine ører og grenene der knækker under mine fødder. Jeg er fuldkommen rædselsslagen, da det pludselig slår mig: Alarmcentralen! Mon de vil kunne hjælpe? Jeg fumler i min lomme da jeg endelig finder den. Tak gud! Jeg kigger desperat rundt i skoven, denne gang med lidt hjælp fra den indbyggede lommelygte i min mobil. Ingen skikkelse at se. Jeg kigger ned på skærmen og bliver nærmest blændet fra det skarpe lys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...