Ude

En skole opgave der blev lavet for lang tid siden, men som jeg vil sætte ind nu

1Likes
0Kommentarer
269Visninger
AA

1. Ude

Hvordan vi er endt her ude ved jeg ikke. Vi legede bare at vi var to eventyrlystne i en helt ny by, og det næste var vi her. Det eneste jeg ved, er at vi begge er bange, og derfor holder jeg bedre fast i hånden ved min side, end jeg nogensinde har holdt i nogen hånd. Også selvom at det er min søster, som er fyldt med pigelus.

Vi går ned af vejen side om side, mens mørket stille falder på. Det må være omkring spisetid nu, gad vide om mor og far spiser uden os? Vinden blæser mod mit ansigt og jeg gyser let. Vi siger ikke et ord, men alligevel tror jeg ikke vi har forstået hinanden bedre end lige nu.

Mørket falder ganske stille på, så stille at jeg ikke opdager det før søster fortvivlet hulker. Jeg siger ikke noget. Det er jeg selv alt for forvirret og fortvivlet til, alligevel ser det ud til at trøste hende, at jeg bare strammer grebet om hendes hånd i et kort sekund.

Jeg ser rundt på byen, selvom der fyldt med huse, nogle bedre vedligeholdt end andre, er der ikke nogle mennesker at se. Det eneste liv der er ud over min søster og jeg, er en hund der gøer i det fjerne.

Min mors tæppe om mine skuldre virker lige pludselig så tungt, den var ellers så let da jeg legede det var min kappe. Måske er det bare angsten der gør alt virker tungere.

Jeg ser på min søster og hun ser på mig, angsten for at der er ingen der savner os, ingen der vil hente os hjem, lyser ud af hendes øjne. Mine gør nok det samme. Hvor ville jeg ønske jeg bare var blevet hjemme og spillet et spil lige nu, men det er jeg ikke.

I stedet for står jeg her midt ud i ingenting, mens tårerne virker både til at aldrig komme, og som om de er lige på vej.

Længere henne af vejen kan jeg se et lys. Måske er der virkelig nogle der kan hjælpe os?

Det er som om mit hjerte tager flere tons på, da jeg opdager at der ikke er nogle. Lyset kommer fra en ensom telefonboks midt på gaden. Jeg går hen til den stadig med min søster i hånden, tavsheden bliver brudt for første gang, siden vi fandt ud af vi var væk, da hun siger ”Måske kan vi ringe hjem?”. Jeg nikker bare, mens jeg tænker på hvorfor jeg ikke havde tænkt på det før hun sagde det.

Da vi kommer ind opdager jeg at vi ikke kan ringe hjem. Da jeg ser at der har været nogle inde og klippet ledningen over, overtager sorgen mig, og jeg giver slip på min søsters hånd, mens tårerne flyder ned af mine kinder som vandfald.

Et lille snøft kommer fra hende, og hun gør det samme.

Dog ligger jeg ikke så meget mærke til det, da jeg er for optaget af min egen sorg. Sorgen over at vi nu kun kan håbe at de finder os.

Jeg ved bare ikke hvordan de skulle gøre det, når vi ikke engang selv ved hvor vi er. Vi kunne være lige i nærheden eller flere tusinde af kilometer væk hjemmefra.

Efter nogle minutter, der føltes som flere år, stopper vores begges gråd lidt, og vi står bare helt stille med tåre i øjnene og kigger lidt rundt.

Ud af det blå begynder vinden at nærmest at sparke mig med sin kulde, selvom vi begge står inde i den trænge telefonboks. Stille tager jeg tæppet ned af mine skuldre for at tage den på, og bare den korte tid uden at den varmer mig får mig til at gyse af kulde. Da jeg så har sat mig med tæppet om mig, kommer min søster tøvende hen til mig som et lille nervøst dyr, og kigger på mig et øjeblik som accept fra min side, inden hun sætter sig under det alt for tynde tæppe.

Den dårlige samvittighed skyller ind over mig, da jeg mærker hvor kold hun har været, men jeg glemmer det næsten helt igen da hun snakker for anden gang i lang tid ”Tror du de savner os?” Jeg tænker kort før jeg svare ”Det ved jeg ikke. Jeg håber det” Hun ser mig i øjnene, og siger stille ”Det håber jeg også”

Efter det er stilheden så larmende, at jeg til sidst bliver nød til at sige noget bare for at bryde den ”De henter os sikkert i morgen” Hun kigger mig med store klare øjne og siger ”Tror du virkelig?” Uden at vide om det er sandheden eller en løgn siger jeg ”Ja, det tror jeg”

Jeg kigger ud mod vejen, der er efterhånden så mørkt at man ikke ville kunne se sin hånd, hvis det ikke var fordi telefonboksen lyste op som en lille sol eller en kæmpe lommelygte. Ude i horisonten kan jeg se en hund der halter. Normalt er jeg ikke bange for hunde, men alt det ukendte gør at jeg kigger væk.

I stedet for ser jeg op på himlen, og ser alle stjernerne der lyser op.

Selv de virker forkerte, de er alt for store og lysende. Måske er vi gået så langt så vi kom tættere på stjernerne?

Jeg spørger min søster ”Tror du vi er gået tættere på…” jeg stopper midt i min sætning da jeg ser hun sover, og jeg kan mærke at jeg snart gør det samme.

Inden søvnen når at tage mig helt ned i mørket med sit kolde greb hvisker jeg

”De henter os nok i morgen, hvis det da bliver morgen igen”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...